POLITIK | Putin er blevet genvalgt som Ruslands præsident. Men han ønsker slet ikke at være det, hvis man skal tro en af de førende internationale forskere, Mark Galeotti. Putin er nemlig kørt træt.
Den 7. maj 2018 blev Vladimir Putin officielt genindsat som Præsident for Den Russiske Føderation. Det er fjerde – og med al sandsynlighed sidste – gang, det finder sted.
Mark Galeotti, der har markeret sig som én af de førende internationale forskere indenfor studiet af det postsovjetiske Rusland, gæstede Center for Militære Studier på Københavns Universitet torsdag 17. maj 2018. Med udgangspunkt i betegnelsen ”Putins Ruslands” præsenterede Galeotti et billede af en statsleder, der er blevet offer for konsekvenserne af sit eget politiske system.
Putins Rusland
Galeotti understregede, at han selv anvender betegnelsen ”Putins Rusland”, fordi det er en passende etiket at sætte på det system, vi ofte tænker på, når vi taler om Rusland i international politisk sammenhæng. Mange bruger endda begrebet ”putinisme”, men for Galeotti findes der ikke noget sådant, i hvert fald ikke i ideologisk forstand. Putin mangler ganske enkelt en overordnet strategi, nok har han brede visioner, men ingen egentlig plan: ”Putin er ikke en skakspiller, men en judokæmper; han udtænker kun ét træk ad gangen.”
Dette kan især ses på den økonomiske politik, hvor Rusland op gennem 2000’erne oplevede en massiv vækst som følge af et gunstigt energimarked. Manglende rettidig omhu medførte imidlertid, at man ikke fik diversificeret økonomien eller på anden måde investeret det massive overskud i fremtidssikring, inden energipriserne igen begyndte at falde.
Manglen på en masterplan kan også ses i udenrigspolitikken, hvor tidligere ønsker om et tættere samarbejde med NATO er blevet afløst af en mere antagonistisk linje. Hverken selve skiftet eller den nuværende politik synes dog at være dikteret af en overordnet strategi, da Rusland, ifølge Galeotti, ikke har strategiske bekymringer i forhold til Vesten.
Underviser i postsovjetisk russisk politik og samfund ved University College London Rasmus Nilsson er til dels enig i denne vurdering, men understreger dog, at ”der blandt store dele af den politiske elite i Rusland er en frygt for, at vestlige aktører kan blande sig i Ruslands indenrigspolitik og i særdeleshed kan rykke ved magtbalancen mellem stridende elite-fraktioner.”
Ifølge Galeotti ønsker Putin, at Rusland, på lige fod med USA, skal kunne påvirke samtlige globale beslutninger. Da Ruslands økonomiske vægt imidlertid ikke berettiger landet til en sådan position, føler Kreml sig nødsaget til at føre en ”guerilla geopolitik”: Rusland er hverken i stand til eller interesseret i at besejre Vesten, blot at demoralisere den.
Det er også i denne optik, at vi skal se misinformationskampagnerne og indblandingen i valghandlinger i andre lande. For Galeotti er der ingen tvivl om, at disse kampagner er styret fra Kreml, men igen er det ikke udtryk for en bestemt strategi: Russerne ønskede ikke, at det var Donald Trump, der skulle blive præsident, blot at gøre det svært for Hillary Clinton ved at skabe mistillid til det politiske system og så splid i den amerikanske befolkning.
Nilsson tilføjer: ”Aktionerne mod Vesten bunder delvis i, at betydende dele af den russiske elite ønsker at holde Vesten optaget af indre problemer, men også i, at Ruslands elite i vid udstrækning ikke har købt Vestens argument om, at Vestens vej til samfunds- og verdensopbygning er den ”korrekte” vej. Der er i stigende grad ideologiske elementer i Ruslands politik over for Vesten.”
Putinismen i praksis
Hvis man gerne vil tale om putinisme, så skal det, ifølge Galeotti, være som historisk betegnelse for den periode, hvor Rusland har været under Putins ledelse. For Galeotti har denne periode været kendetegnet ved en stigende grad af ”af-institutionalisering”, hvor de traditionelle statsinstitutioner spiller en mindre og mindre rolle i det politiske liv. I stedet kan man i stigende grad tale om en ”hofkultur”, hvor det er de enkelte personer i kredsen omkring Putin, der spiller den afgørende rolle (se Den kollektive Putin). Folk handler derfor snarere i overensstemmelse med, hvad de tror, Putin ønsker, end hvad deres egne overbevisninger tilskriver.
Galeotti mener derfor, at ”den egentlige valuta i Rusland ikke er rublen, men politisk magt”. Oligarkerne er skabt af det politiske system og er afhængige af dette. De har opnået deres økonomiske position ved at spille en aktiv rolle i sikringen af den politiske magt, og i det øjeblik, hvor de ikke længere gør dette, udsætter de sig selv for fare, som tilfældet var det med for eksempel Khodorkovskij.
Fungerer systemet overhovedet?
For Galeotti er der ikke megen tvivl om, at systemet i bund og grund slet ikke fungerer. Foruden de økonomiske vanskeligheder og det forværrede internationale ry er det netop systemets indre logik, der gør sig gældende, når man skal forklare, hvorfor Putin mod sin vilje har følt sig nødsaget til at tage endnu en periode som præsident: Han føler sig ganske enkelt ikke sikker på, at de magthavere, der vil komme til efter ham, vil lade ham være i fred. Målet for Putins fjerde præsidentperiode er derfor til dels at sikre hans eftermæle og til dels at finde en afløser, der ikke vil retsforfølge ham, når han ikke længere sidder på toppen af den politiske kransekage.
Foruden Putin selv er ofrene for det politiske systems fejl og mangler, ifølge Galeotti, først og fremmest det russiske folk. Hvis man i Vesten ønsker at skabe grobund for et bedre forhold til det politiske Rusland i fremtiden, handler det derfor om at omfavne det civile Rusland i stedet for at straffe det, hvilket, ifølge Galeotti, er konsekvensen af de verserende sanktioner. Snarere end at stigmatisere almindelige russere, bør Vesten søge øget interaktion blandt andet i form af lempelige visumregler og udvekslingsordninger.
Nilsson mener også, at man i Vesten bør skabe flere initiativer, der for eksempel gør det lettere for unge russere at komme til Vesten for at arbejde, ligesom man i vestlige medier bør publicere de mange succeshistorier om de i Vesten bosiddende russeres positive bidrag til disse samfund.
”Vesten skal naturligvis også blive ved med at støtte borgerrettighederne i Rusland, men direkte støtte til for eksempel en Navalnyj eller en Sobtjak kræver politiske programdetaljer, som ingen opposition i Rusland hidtil har formået at fremlægge,” siger Nilsson, som endvidere ser en fundamental udfordring i en manglende konsensus: ”Jeg har dog ikke indtryk af, at der i Vesten er enighed om, hvad et ”bedre” forhold til det politiske Rusland overhovedet vil indebære.”
Hvem er Putin?
Den manglende konsensus kan måske forklares med det faktum, at vi i Vesten, ifølge Galeotti, ikke rigtigt kender Putin, og at vi derfor skaber et fejlagtigt billede af hvem og hvad Putin er. Vi tillægger ham egenskaber, som han i virkeligheden slet ikke besidder, når vi tror, at han har en stor masterplan og er i stand til at kontrollere alle dele af det russiske samfund. I Galeottis optik er Putin hverken en mikromanager eller en stor strateg, men snarere en effektiv opportunist.
Putin kan nemlig se tilbage på en ret imponerende karriere som statsleder, hvor han i mange henseender har formået at træffe de rigtige valg. Galeotti vurderer derfor, at Putin formentligt vil blive husket relativt positivt, såfremt han altså finder den rigtige afløser i tide. Han vil sandsynligvis blive husket som en leder, der til tider var brutal, men som gjorde det, der var nødvendigt for Rusland. I hvert fald indtil 2014.
Vendepunktet Krim
De fleste iagttagere er enige om, at annekteringen af Krim i 2014 var en skelsættende begivenhed for såvel Rusland som det internationale samfund. Galeotti mener også, at Krim markerer et vendepunkt i Putins politiske karriere. En lang række af de initiativer, han havde haft succes med før Krim, har lidt skibbrud efter, ikke mindst værdien af russisk ”soft power”.
I 2014 argumenterede Galeotti i en artikel sammen med Andrew S. Bowen for, at Putin ikke ønskede at genskabe et russisk territorialimperium, men derimod et kulturelt imperium, centreret om ”den unikke russiske civilisation”, det russiske sprog og den ortodokse kirke. Denne politik var relativt effektiv, men er så godt som opgivet efter den massive fordømmelse, Rusland har mødt efter annekteringen af Krim. For Galeotti er dette endnu et eksempel på Putins manglende overordnede strategi: ”Putin var succesfuld, men han ødelagde det for sig selv – det er klassisk Putin”, konkluderer Galeotti.
“Putin is bored, Putin is tired”
Efter genindsættelsen af Putin befinder vi os nu i ”sen-putinismen”, den sidste tid med Putins Rusland, hvis vi skal tro Galeotti. Putin synes ganske enkelt at være kørt træt. Der mangler visioner og konkrete planer for fremtiden i Rusland, en vurdering Nilsson tilslutter sig: ”Putin har som minimum manglet en strategi siden han kom tilbage til præsidentembedet i 2012. Om end han lader til at have en basal forståelse af nogle af Ruslands problemer – for eksempel i forhold til økonomisk restrukturering, videre opbyggelse af infrastruktur, forbedring af vilkår for iværksættere – forbliver hans foreslåede løsninger vage og u-implementerede.”
Der er intet, der tyder på, at denne situation vil ændre sig, før Putin er væk. Om et magtskifte så er nok til at sikre dette, er dog langt fra sikkert. Galeotti tror ikke, at post-Putin-Rusland vil opleve politisk kaos eller liberal demokratisk eufori. Tvært imod forventer han mere af det samme: ”Det bedste vi kan håbe på i Vesten er, at de nye magthavere er ’pragmatiske kleptokrater’.” Ud fra denne vurdering kunne noget tyde på, at systemet, trods alt, ikke er kørt lige så træt som dets frontfigur.
