TV-klassikeren Matador giver et godt billede af magtkampen i Tyrkiet, og af de kræfter som muligvis også kan komme til at præge dele af den arabiske verden. Forklaringen kommer lidt længere nede.
Først skal vi lytte til Bülent Kenec. Han er hverken fagforeningsleder, marxist, eller fra den politiske venstrefløj i det hele taget. Det lyder bare sådan, når man er uvant med at afkode det politiske sprog i Tyrkiet.
Bülent Kenec er chefredaktør for avisen Zaman, hvis politiske linje udgiverne selv beskriver som socialkonservativ, og som giver en kritisk støtte til det religiøst forankrede regeringsparti AKP.
Zaman er talerør for de politiske og økonomiske interesser som præger Tyrkiets ansigt mod omverden. De går stærkt ind for EU-medlemskab og de sammenligner sig selv med de kristendemokratiske partier i EU, bare med et andet fortegn. Måske kunne de kaldes for Allahdemokrater.
”Når historikere skal se tilbage på vor tid, så kommer de til at beskrive en overgangsperiode. Vi befinder os i en social revolution. Et nyt bourgeoisi vokser frem med krav om omfordelingen af magten. Gamle monopoler og gamle magteliter kan ikke længere stå i vejen,” siger chefredaktør Kenec.
Fra provinsen
Zaman har, ligesom regeringspartiet AKP, sine rødder i religiøse partier og de muslimske broderskabsbevægelser. De er bevægelser som har levet lidt ved siden af den officielle og statskontrollerede tyrkiske udgave af islam; den udgave, hvor religionsministeriet hver uge udsender instrukser for indholdet i fredagsbønnen.
Forestillingen om, at Tyrkiet er en sekulær nation, er en sandhed med flere modifikationer.
Det geografiske bagland for de tyrkiske broderskabsbevægelser ligger i Anatolien, eller Lilleasien; det tyrkiske samfunds store periferi. Sagt på en anden måde, så kommer det nye bourgeoisi, som Bülent Kenec taler om og er talsmand for, fra provinsen.
Og har man sagt provins og religion så har man også sagt middelaldersamfund, underudvikling og indskrænkede holdninger. Det har været automatreaktionen i verdensbyen Istanbul. Sådan er det stadig.
Men det er ikke kun misvisende, det er decideret forkert, siger Bülent Kenec:
”Det er lidt paradoksalt; den gamle tyrkiske elite var internationalister, fast besluttede på at Tyrkiet var en del af Europa. Nu er det den ny middelklasse, som har det globale udsyn.”
Rettigheder fra højre
Det nye er, at talen om menneskerettigheder, beskyttelse af minoriteter, og behovet for reformer kommer fra den politiske midte eller fra højre.
”Og det er ikke bare noget vi taler om. På Zaman har vi den bredeste kreds af klummeskribenter. Vi inviterer tidligere maoister, kommunister, den gamle borgerklasse, ortodokse kristne og armenier til at skrive i avisen. Det er os, som står for åbenhed. Den gamle elite står for ensretning, og et ønske om at styre mennesker,” siger Bülent Kenec.
Så tager han et ofte tilbagevendende – og også i Tyrkiet gennemterpet – spørgsmål som et eksempel:
”Det her er den eneste redaktion i Istanbul, hvor kvinder kan have tildækket hår. Det er ikke et krav for at arbejde her, men vi ansætter altså kvinder med tørklæde. Det gør de andre redaktioner ikke. Og de ville ikke komme i tanke om, at tilbyde de ansatte iftar (aftenmåltidet som bryder fasten i Ramadan) i kantinen. De gør vi, men os kalder de for fundamentalister!”
Religiøse broderskaber
To nye begreber er kommet på mode for at beskrive de seneste års samfundsudvikling i Tyrkiet. Det ene er begrebet ”de anatolske tigre” – byerne i Anatolien med en hurtig industriudvikling.
Mest kendt og omtalt er Kayseri, hjemby for præsident Abdullah Gül.
Kayseri er vokset fra 65 000 indbyggere i 1950 til ti gange så mange i dag. Der findes 3500 møbelvirksomheder. Af dem er 400 er storproducenter, som sælger på eksport.
Her findes også en virksomhed som Orta Anadolu (Centrale Anatolien); et bomuldsvæveri som startede i det små, men som nu leverer til mærkeproducenterne Levi Strauss, Wrangler og Diesel. Et fællestræk for de virksomheder og deres ejere er tilknytningen til de religiøse broderskaber, som eksisterer ved siden af den officielle og statskontrollerede udgave af islam.
Det har så givet navn til det andet nye begreb: Tigervirksomhederne er ”islamiske calvinister”.
Investere, ikke spekulere
I de muslimske kredse – der minder om de hårdt arbejdende protestanter med rod i calvinismen, der spredte sig i Europa og siden USA fra 16- og 1700-tallet – står videnskab og teknologiudvikling ikke i modesætning til tro. Tværtimod, så skal mennesker øge deres viden, prædikkede og prædiker Fethullah Gülen, skaberen af den omfattende Gülen-bevægelse, som menes at have flere millioner tilhængere, og som har levet i eksil i USA siden 1999.
”De ”islamiske calvinister” går ind for, at man skal arbejde hårdt, at arbejde er en form for bøn, at man skal investere sit overskud, og ikke ødsle det væk eller spekulere. Det er værdier som er fast forankrede i broderskaberne,” siger sociologen Sahin Alpay.
Turgot Özal, præsident i Tyrket i 1980’erne er en politiker som dagens politiske ledere føler sig beslægtede med. Özal var den første tyrkiske leder som tog på pilgrimsrejse til Mekka.
Han var også liberalist, som ville bryde de statskontrollerede monopolselskaber, og banede vej for de nye opadstræbende erhvervsfolk i Anatolien.
Og så er vi omsider fremme ved Erik Ballings og Lise Nørgaards tv-serie.
Mads Skjern kommer til byen
Den tyrkiske magtkamp minder ikke så lidt om den målbevidste, asketiske og kirkelige Mads Skjern, som kommer til byen og gør oprør mod det etablerede borgerskab.
Mads Skjern stod for arbejdsomhed, sparsommelighed, interesse for det nye, men også for konservative moralske holdninger som vil kunne kaldes for indskrænket kedelige eller direkte fordømmende – husk sønnen Daniel!
Nu er Matador jo ikke ligefrem et revolutionsepos. Mads Skjerns opgør var, viste det sig med tiden, mere en kamp for at blive accepteret af den gamle Korsbækselite, på sine egne meritter, end at lave om på samfundsordningen.
Det gør ikke parallellen med Gülen-bevægelsens anatolske tigre mindre relevant.
”Takket være Özal kunne den nye middelklasse søge internationale partnere, og de satsede på eksport, når deres virksomheder blev sortlistet af militæret. Det er kampen mellem denne ny klasse og den gamle elite vi ser i Tyrkiet i dag,” siger chefredaktøren Bülent Kenec, til dels på baggrund af egne erfaringer:
”Jeg er vel selv en del af eliten i dag. Men jeg kommer fra Malatya i øst. Min far er landmand, og min mor kan hverken læse eller skrive. Jeg ved, hvad social bevægelighed vil sige.”
Markedsfundamentalister
Billedet af den tyrkiske magtkamp som Bülent Kence beskriver den, deles også af andre, om end med forbehold. Bianet er en organisation som overvåger brud på menneskerettigheder og pressefrihed, og som rapporterer dagligt på nettet om sine iagttagelser. Der er ikke mangel på stof.
På Bianets kontor siger Erol Önderoglu at Zaman har introduceret en professionalisme fra de seriøse amerikanske aviser med en tiltrængt adskillelse af fakta og holdninger i sin rapportering. Og de har en god dækning af rettighedssager, mener han.
”De forholder sig godt til individuelle rettigheder, men er modstandere af fagforeninger, og er uklare om det kurdiske spørgsmål.”
Den vurdering minder om sociologen og debattøren Sahin Alpays kritiske støtte til regeringspartiet AKP. Alpay beskriver sig selv som både kemalist, liberal og socialdemokrat afhængigt af den aktuelle kontekst, og er i øvrigt fast klummeskribent i Zaman.
Han afviser at de religiøse træk i regeringspartiet AKP i sig selv skulle være et demokratisk problem:
”De står for en liberal demokratisk politik, og for et forsvar af ytringsfriheden. Hvis de er fundamentalister, så er de markedsfundamentalister, ikke islamister, siger han.
Læs mere:
Islamic Calvinists, Change and Conservatism in Central Anatolia, European Stability Initiative 2005
Staffan Dahllöf er svensk freelance journalist, bosiddende i København. Han skriver jævnligt om danske forhold til svenske medier og om EU til både danske og svenske aviser.
