SELVSTÆNDIGHED | 10 år efter Kosovos selvstændighed er emnet stadig et problem for Serbiens identitet. På trods af lille fysisk betydning er Kosovo et vigtigt element – og trauma – for den serbiske nationalfølelse. Vladislav Antonić analyserer forholdet.
Den 17. februar 2018 markerer 10-årsdagen for Kosovos selvstændighed. Myndighederne i hovedstaden Priština er i fuld gang med forberedelserne til fejringen af den enorme begivenhed, som skal finde sted over ti dage i form af diverse ceremonier, seminarer, debatter og koncerter. Siden selvstændighedserklæringen i 2008 har 111 ud af 194 FN-medlemmer anerkendt Europas yngste stat, inklusive USA og 23 EU-medlemslande. Selvom landets økonomi og indenrigspolitiske situation stadig er skrøbelig, er det langsomt på vej ind i euro-atlantiske organisationer.
Nordpå i nabolandet Serbien er stemningen dog anderledes. Her præger problematikken omkring Kosovos selvstændighed stadigvæk i stor stil den politiske dagsorden og civilsamfundet. For Serbien repræsenterede selvstændigheden et så stort problem, at landets regering trods advarsler fra EU samme år valgte at tage sagen op ved Den Internationale Domstol i Haag. Selvom Serbien ikke fik medhold i sagen, eftersom domstolen i 2010 afgjorde at Kosovos selvstændighedserklæring ikke var i strid med folkeretten, har Serbien endnu ikke anerkendt Kosovos selvstændighed.
Samtidig har de skiftende regeringer i flere omgange været ved at sætte Serbiens potentielle EU-medlemskab over styr, blandt andet på grund af det modstræbende samarbejde omkring Kosovo, hvilket har bidraget til ustabiliteten på Vestbalkan. Spørgsmålet er derfor, hvorfor Kosovo spiller så stor en rolle for Serbien? Hvorfor har det for Serbien været vigtigere at bevare Kosovo inden for landets grænser fremfor at anerkende dets selvstændighed og dermed fortsætte på det, der kunne have været et jævnt spor mod EU-medlemskab? Artiklen ønsker at besvare disse problemstillinger fra et historisk-kulturelt og sociologisk perspektiv.
Historiske uenigheder
Efter næsten 500 års herredømme besejrede Serbien sammen med Montenegro, Bulgarien og Grækenland det Osmanniske Rige i den første Balkankrig i 1912. Her annekterede Serbien en stor del af det, der tidligere var den osmanniske provins Kosovo, mens en mindre del blev erobret af Montenegro – en handling der blev ratificeret i London-traktaten i 1913. Således forblev Kosovo en del af Serbien indtil første verdenskrigs afslutning i 1918, hvor det sammen med Serbien blev indlemmet i Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere (i 1929 omdøbt til Kongeriget Jugoslavien).
Med anden verdenskrigs udbrud kom Kosovo under periodisk italiensk, tysk og bulgarsk besættelse, indtil det i 1946 blev en del af det socialistiske Jugoslavien – først som et distrikt og senere som en selvstyrende provins i Den Socialistiske Republik Serbien, hvor den modtog stærkt udvidede rettigheder med bekendtgørelsen af den jugoslaviske forfatning i 1974.
I direkte kontrast til resten af Jugoslavien, der efter præsident Josip Broz Titos død i 1980 fortsatte ad den liberaliserende og decentraliserende vej, var det i 1981 tydeligt, at kompromiset for Kosovos selvstyre var mislykket, og at den økonomiske situation i provinsen forværredes med en betydelig hastighed, hvor især arbejdsløsheden blev et markant problem. Som følge af de forværrede forhold blev der organiseret en række protester rundt omkring i provinsen, hvilket fik myndighederne til at slå stærkt ned på især den albanske befolkning, der allerede her havde udvist et klart ønske om selvstændighed.
Beograds aggressive håndtering af urolighederne udviklede sig op gennem 1990’erne til en decideret krig mellem serbiske sikkerhedsstyrker og Kosovos Befrielseshær, der kulminerede med NATOs militærintervention i 1999. Herefter overtog NATOs fredsbevarende styrker ansvaret for sikkerhedssituationen sammen med FN, der i 2008 blev erstattet af EU-missionen EULEX.
Identitet og nationalisme som politiske redskaber
Det stigende ønske for selvstændighed blandt Kosovos albanske befolkning i slutningen af 1980’erne skyldtes i særdeleshed aggressiviteten bag restaureringen af den serbiske identitet, som baserede sig på genbrugen af Kosovo-myten. Gendannelsen af den serbiske identitet skulle gå hen og blev et førstegangsprojekt for serbiske nationalister og den serbisk-ortodokse kirke, som tilsammen kendetegnede den mest indflydelsesrige del af den uformelle opposition til Jugoslaviens kommunistiske regering. Selvom de genoptog en gammel retorik, der havde karakteriseret og præget serbisk identitetsdannelse førhen, var det dog første gang, sådan et projekt var blevet iværksat siden 1945, hvor den serbiske identitets mangeårige undertrykkelse ifølge serbiske nationalister blev påbegyndt.
Da Slobodan Milošević i september 1987 voksede frem som en politisk kraft i serbisk politik som leder af de serbiske kommunister, valgte hans regime at tilnærme sig den nationalistiske opposition og acceptere de vigtigste punkter i dennes programmer. Dette indbefattede blandt andet genoprettelsen af den serbiske nationale identitet som en etnisk selvbevidsthed, der stammede fra Slaget på Solsortesletten (Kosovska bitka) i 1389, hvor serberne, ifølge den fremherskende nationalistiske fortælling, i en heroisk kamp tabte et afgørende slag mod det Osmanniske Rige. Kosovo-myten blev således et af hovedelementerne i Miloševićs officielle politik.
I henseende til dette fremlagde den velartikulerede Milošević sin mest berømte tale ved Gazimestan-monumentet i 1989, hvor slaget angiveligt havde fundet sted præcis 600 år forinden. Størstedelen af publikum var fra Kosovo, men af serbisk etnicitet, der også dengang udgjorde en minoritet. Milošević og kosovo-serberne delte troen på, at de albanske myndigheder havde misbrugt deres beføjelser, at Kosovos selvstyre tilskyndede indførelsen af separatisme i Kosovo, og at det serbiske mindretals rettigheder regelmæssigt blev krænket.
Som en løsning opfordrede Milošević til politiske forandringer for at reducere provinsens autonomi, beskytte serbernes minoritetsrettigheder, og indlede en endnu stærkere bekæmpelse af separatisme i området. Derudover delte Kosovo-serberne troen på, at det serbiske folk var ofre for uretfærdighed i hele Jugoslavien, men især i Kosovo. Dette medførte ændringer i den serbiske forfatning, der kraftigt reducerede den provinsielle autonomi Kosovo havde haft siden 1974.
Det er her værd at bemærke, at disse ændringer skete, selvom Milošević ifølge flere forskere ikke var tilhænger af nationalistisk retorik, men derimod forstod den nationalistiske overbevisnings vaner og tankemønstre. På denne måde var han behændigt i stand til at skjule konsolideringen af sin egen magt gennem serbisk nationalisme og dennes chauvinistiske retorik. Kort tid herefter konsoliderede Milošević den også ved at afsætte lederne i Montenegro, Kosovo og den autonome provins Vojvodina i det nordlige Serbien, og tilegnede sig således fire stemmer i de føderale beslutningstagende organer.
Offerrolle som nationalfølelse
Selvom Milošević i oktober 2000 blev afsat, dekonstruerede de serbiske politikere på intet tidspunkt den serbiske identitet, der under Milošević blev baseret på en generel følelse af uretfærdighed, hvilket især kom til udtryk i forbindelse med Kosovos selvstændighedserklæring og anerkendelsen af denne.
Serbiens regering, der på daværende tidspunkt blev ført an af det pro-europæiske Demokratiske Parti (Demokratska Stranka) under præsident Boris Tadić, valgte at fremstille Serbien som offer for NATO, som de påstod havde krænket Serbiens suverænitet og gjort det muligt for Vesten at frarive Kosovo ni år senere på ulovlig vis. Dette indikerede i høj grad, at følelsen af offergørelse, lidelse og straf der havde præget Miloševićs tag på det serbiske folk, fortsatte med at påvirke offentligheden. Spørgsmålet her er derfor, hvorfor de serbiske politikere ikke ændrede kurs, i stedet for at følge i Miloševićs fodspor og insistere på det territoriale krav over Kosovo?
Kosovo-myten, som gennem århundreder var blevet anvendt til at forvandle det “midlertidige” nederlag på Solsortesletten (Kosovo Polje) til en kilde til åndelig styrke, blev af flere årsager sammen med offerfølelsen et af de vigtigste elementer i den politiske og offentlige sfære. Som det vigtigste delplot til Serbiens nationale narrativ, blev den udviklet i det 19. århundrede, hvor den blev forhøjet til tanken om, at serberne accepterede døden frem for overgivelse. Dermed bekræftede det serbiske folk dets uforanderlige loyalitet til den ortodokse kristendom, som skaberne af det moderne Serbien lovede aldrig ville blive besejret igen.
Endvidere bidrog serbernes ekskluderende opfattelse af dem selv som en etnisk nation, der blev “født” i Kosovo, til Serbiens reaktion. Kosovo bliver den dag i dag af mange serbere opfattet som “Serbiens vugge”, og netop dette eftermæle, hvis dekonstruktion ikke fandt sted efter Miloševićs afsættelse, var med til at styrke Serbiens beslutning om at indlede en juridisk kamp mod en stor del af internationale samfund.
Frygten for splittelse
Man behøver desuden ikke at grave dybt for at finde stemmer på begge sider af det politiske spektrum i Serbien, som oprigtigt frygtede, at Kosovo ville danne præcedens for den videre demontering af den serbiske stat. EU-integrationsprocessen, som hurtigt blev fokuseret på “normalisering” af forholdet til Kosovo, kunne ifølge den serbiske politiske elite betragtes som en fortsættelse af decentraliseringsprocessen, der begyndte med Jugoslaviens forfatning i 1974.
1974-forfatningen, der medførte en enorm magtfordeling fra den centrale jugoslaviske stat til de seks bestående republikker og fremmede autonomi for både Vojvodina og Kosovo, repræsenterede for mange serbere en katastrofal fejl, der ikke blot førte til opløsningen af Jugoslavien, men også ydmygede Serbien.
Ved at fremme administrative reformer, der legitimerer og støtter lokale og regionale regeringer, blev det antaget, at EU påvirkede andre serbiske regioner til at følge samme vej som Kosovo, især Vojvodina og det tæt muslimsk-befolkede Sandžak i Sydvestserbien, hvor disse i det mest eurofobiske scenarie med tiden også ville løsrive sig. For at undgå yderligere løsrivelser ønskede Serbien derfor via Den Internationale Domstol at bevise, at løsrivelsen var ulovlig i henhold til folkeretten, og at Serbien endnu en gang var genstand for uretfærdig behandling.
Ontologisk (u)sikkerhed
Serbiens bekymring for yderligere løsrivelser og beslutningen om at indlede en juridisk kamp forklares dog bedst gennem begrebet ontologisk sikkerhed. Ontologisk sikkerhed kommer fra at have en konsekvent følelse af “selvidentitet” og at få denne bekræftet af andre.
Ligesom statens behov for fysisk sikkerhed ekstrapoleres behovet for ontologisk sikkerhed fra det individuelle niveau. Det refererer til behovet for at opleve sig selv som en helhed – en kontinuerlig person i tid snarere end i konstant forandring, for dermed at realisere en følelse af agentur. Stater har, ligesom individer, derfor brug for at føle sig trygge ved, hvem de er.
Anthony Giddens, som oversatte dette psykologiske koncept til sociologi, har desuden en tendens til at påpege vigtigheden af det materielle miljø, hvor interaktionen mellem “selvet” og “andre” finder sted. For at biografisk kontinuitet kan forekomme, og derved styrke en stats ontologiske sikkerhed, er rutinisering af relationer grundlæggende ifølge Giddens. Han argumenterer for, at disse vekselvirkninger og rutiniseringer altid finder sted i visse “interaktionsmiljøer”, som kan være et værelse i et hus, et gadehjørne, et forretningsmiljø i en fabrik, til territoriale afgrænsede områder, der besættes af nationalstater. Disse miljøer eller omgivelser er dog aldrig defineret af deres fysiske egenskab alene, men snarere af de betydninger de tilskrives.
Da Serbien og EU på konfliktfyldt måde interagerede som “de andre” i Kosovos interaktionsmiljø, udviklede dette sig derfor til et spørgsmål om ontologisk sikkerhed. Serbien stod pludselig til at miste sin “vugge” og dermed den serbiske identitets angivelige fødested, hvilket i en negativ forstand påvirkede den ønskede kontinuerlige og konsekvente følelse af selvidentitet – nemlig landets biografiske kontinuitet. Serbiens “selv’’ blev ligeledes truet, da Kosovo kunne danne præcedens for andre regioner inden for Serbiens grænser, hvilket kunne påvirke den ønskede kontinuerlige og konsekvente følelse af selvidentitet yderligere. Kosovo er af denne grund i ren fysisk forstand ikke af stor betydning, men er vigtig på grund af den betydning området er blevet tildelt. Altså handlede det ikke kun om fysisk at miste et landområde, men derimod tanken om at miste et vigtigt element i landets identitet.
Dette kan karakteriseres som et kulturelt trauma, hvor tabet af Kosovo blev opfattet som en akut krise, der indtrådte i Serbiens kollektive forstand af landets egen identitet. Dette blev straks repræsenteret som en grundlæggende trussel mod den kollektive følelse af hvem de er, hvor de kom fra, og hvor de som nation er på vej hen. Deres ontologiske sikkerhed, samt følelsen af integritet og tilliden til sig selv og andre, ville dermed være i fare. Deres kognitive kontrol over den uforudsigelige verden, der omgiver dem, ville opløses. I dette henseende ville Serbiens politiske liv efter Kosovo blive reduceret til en simpel teknisk overlevelse. Som efter en alvorlig bilulykke ville landet lide af kollektiv amnesi og ville – i bedste tilfælde – være nødt til at konstruere dets identitet fra bunden.
