Retningslinjer

Alle artikler sendes til redaktion@magasinetroest.dk medmindre du har en særlig redaktør du vil i kontakt med, i så fald kan du finde de enkeltes kontaktoplysninger under ‘Kontakt’. Artikler skal maksimalt være 7.500 tegn, medmindre andet aftales.

Se vores fem principper for god rØST-journalistik under ‘Om os’.

Magasinet rØST har til formål at oplyse om Østeuropa og tilbyde gode, velunderbyggede analyser til alle, der er interesserede i regionen. Vi modtager meget gerne analyser, anmeldelser og reportager fra akademikere, studerende, skribenter, politik- og kulturnørder fra overalt i Danmark eller udstationeret i Østeuropa. Vi har overordnet tre kategorier for artikler, og det er vigtigt at du gør dig klart, hvilken kategori du vil skrive indenfor før du går i gang, kontakt gerne en redaktør på forhånd, hvis du har en anden type artikel du gerne vil skrive.

Det er fuldstændigt centralt for artikler, der udgives som analyser, at der ikke anvendes ufunderede, brede udtalelser af arten, ”ungdommen er færdig med den politiske klasse” eller ”stemningen i byen er aggressiv”, angiv hellere et citat fra nogen, der siger det, eller et eksempel, der underbygger det. Der må gerne være henvisninger linket direkte ind i teksten når det er relevant. Der må også gerne indføjes interviews og reportageelementer, så længe der skrives, hvem der udtaler sig.

Kategorier

Politik

Denne kategori indeholder politiske analyser, både nationale og internationale baseret i partipolitik. Det er også her valgreportager hører til. Debatartikler hører også under denne kategori og markeres som Debat i manchetten.

Samfund

Under denne kategori hører økonomiske analyser, juridiske analyser, analyser af internationale relationer, artikler om NGO’er, korruption, økologi, energi med videre. Alt det der påvirker samfundsstrukturerne men som ikke direkte er partipolitik.

Kultur

Denne kategori handler om kunst og kultur og alt det, der vækker begejstring hos Østeuropanørder. Det er også her rejseberetninger, omtaler af udstillinger, guider til østeuropæiske byer, boganmeldelser, musik- og koncertanmeldeser og sportsrelaterede kommentarer hører til.

Styleguide

For at lette redaktionsarbejdet er det bedst at du som skribent følger følgende retsningslinjer.

Alle artikler skal have

  • En rubrik, der er koncis og alligevel har blikfang.
  • En manchet, der så kort som muligt beskriver hvad artiklen handler om.
  • En brødtekst, der ikke overstiger  7500 tegn.
  • Underrubrikker, små underoverskrifter der markerer at et nyt delemne tages op.
  • Skribentens fulde navn og 2-3 linjer om deres baggrund eller interesse i Østeuropa.
  • Redaktionen sørger som udgangspunkt for at finde et passende billede. Hvis du har et foto du selv har taget eller på anden vis har ophavsretten til må du dog gerne vedhæfte dette.

Alle artikler skal bruge

  • Gængse stave og kommaregler – både nyt og gammelt komma accepteres så længe det bruges konsistent.
  • Årstal i formatet 1992, 1990erne
  • Tal skrives i tekstform op til nioghalvfems medmindre to tal sammenlignes – ”23 ukrainere men kun 12 russere” eller der tales om procent- eller kommatal – ”der er 2,23 mænd per kvinde i denne landsby”, ”den siddende regering fik 52 procent af stemmerne”
  • Neutralt og respektfuldt sprogbrug – afstå fra racistiske, sexistiske og lignende ordvalg.