ROYALE FORBINDELSER For næsten 15 år siden, den 28. september 2006 blev danskfødte Kejserinde Marija Feodorovna, bedre kendt i Danmark som Dagmar, stedt til evig hvile i Skt. Petersborg, Rusland. Efter at have været bisat hele 78 år i Roskilde Domkirke kunne hun nu endelig igen ligge ved sin elskede mand Kejser Aleksandr III side, og i det land, hun elskede så højt. 

Kejserindens tipoldebarn, Paul E. Kulikovsky, som selv deltog ved højtidelighederne både i Danmark og Rusland beretter om Kejserinde Dagmars liv og om selve begravelsen. På billedet ses Paul Kulikovsky ved Kejserinde Dagmars kiste ombord på orlogsskibet Esbern Snare.

Kejserinde Dagmar blev født som Prinsesse af Danmark, den 26. november 1847 i Det Gule Palæ, ved den kongelige residens Amalienborg. Hun var det fjerde barn og den anden datter af den daværende Prins Christian, senere Kong Christian IX, og hans hustru Prinsesse Louise af Hessen.

Dagmar forloves og flytter til Rusland

I 1864 forloves Dagmar med den russiske tronarving, Storfyrste Nikolaj Aleksandrovitj. Kort tid efter bliver han desværre alvorlig syg og dør den. 24. april 1865, kun 21 år gammel. Derfor arrangeres det, at hun i stedet skal forloves med hans bror Storfyrste Aleksandr Aleksandrovitj. 

I 1866 flytter Dagmar til Rusland og efter at have konverteret til den ortodokse tro og modtaget hendes nye navn Marija Feodorovna, gifter hun sig den 9. november 1866 med Storfyrste Aleksandr III. Da Kejser Aleksandr II af Rusland myrdes ved et bombeattentat i 1881, bliver den ældste søn, Dagmars ægtemand, udnævnt til Kejser Aleksandr III, hvormed Dagmar bliver Kejserinde.

Kejserparret køber hus i Danmark

Kejserinde Dagmar og Kejser Aleksandr III besøger ofte Danmark, hvor de opholder sig på Bernstorff Slot og Fredensborg Slot. Med de hyppige besøg kommer ønsket om at have en russisk-ortodoks kirke, hvormed Skt. Aleksandr Nevskij-kirken i Bredgade, København, bliver bygget i 1881-1883. Et ønske om at have deres eget ”fristed” medfører at parret køber et hus lige udenfor Fredensborg Slot i 1885, som derefter kaldes ”Kejserens Villa”.

Kejser Aleksandr III bliver desværre syg og dør kun 48 år gammel den 1. november 1894 i Livadia på Krim. Kejserinde Dagmars søn Storfyrste Nikolaj udnævnes dermed til Kejser Nikolaj II. Dagmars besøg i Danmark forsætter, men i ”Kejserens Villa” kommer hun ikke mere. I stedet køber hun i 1906 huset Hvidøre i Klampenborg, sammen med søsteren Dronning Alexandra af Storbritannien.

Revolution

Da den russiske revolution begynder i februar 1917 og Kejser Nikolaj II abdicerer, befinder Dagmar sig i Kiev, hvor hun besøger sårede fra den igangværende Første Verdenskrig. I stedet for at tage hjem til Petrograd, som Skt. Petersborg er blevet omdøbt til ved krigens begyndelse, tager hun til Krim, hvor Romanov-familien havde flere sommerhuse, og hvor revolutionen endnu ikke er nået frem. Efter to år, bliver hun den 11. april 1919 hentet ud af et britisk orlogsskib og via Malta og England, kommer hun tilbage til Danmark. Hun bor først på Amalienborg, men flytter efter en istandsættelse ind på Hvidøre. Der dør hun den 13. oktober 1928, 81 år gammel. 

Ikke begravet

Kejserinde Dagmar bliver ikke begravet, men bisat i Roskilde Domkirke den 19. oktober 1928. Efter en mindehøjtidelighed i Skt. Aleksandr Nevskij-kirken, bliver hun kørt til Roskilde Domkirke og hendes sarkofag placeres først i Kong Frederik V´s kapel, som huser mange af Rosenborg-slægtens sarkofager. Her står hun fra 1928 til 1939, derefter i en ledig niche i Kong Christian IX´s kapel til 1958, og endelig i krypten under Christians IX´s kapel fra 1958. Hun er kun i en midlertidig kiste i krypten i Roskilde Domkirke, da det efter sigende var Kejserindens eget ønske at blive begravet i Skt. Petersborg, ved siden af sin mand, når forholdene i Rusland gjorde det muligt. 

”Genbegravelsen”

Efter officiel henvendelse fra Romanov familien til henholdsvis Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark og Ruslands Præsident Vladimir Putin, bliver den populært kaldt ”genbegravelse” sat til at finde sted fra den 23. til 26. september 2006, i henholdsvis Danmark og Rusland.

Den 18. september 2006 overflyttes de jordiske rester af Kejserinden til en ny zink kiste, som sættes ind i en ny transportkiste af træ. Den 22. september 2016 tager nogle få familiemedlemmer afsked med Kejserinden i krypten efter russisk-ortodoks tradition med messe, røgelse, taler og sang. Der siges farvel, og den russiske Ambassadør i Danmark Dimitri Ryurikov og den russiske genbegravelsesansvarlige George Vilinbakhov breder den kejserlige fane ud over transportkisten. Da alle har forladt krypten, bærer Kongehusets bedemand og medarbejdere ved Domkirken kisten op i højkoret foran kirkens alter. 

Kirkelig højtidelighed i Roskilde Domkirke

Den 23. september 2006 begynder selve ceremonien for ”genbegravelsen” af ​​Kejserinde Dagmar i Roskilde Domkirke i nærværelse af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark, den danske kongefamilie, hovedparten af ​​Romanov-familiemedlemmerne, repræsentanter fra den danske regering, Folketinget, den russiske regering, Skt. Petersborg by, og den russisk-ortodokse kirke. I alt 770 personer er til stede i kirken, heraf godt og vel 200 borgere, som er heldige at få plads, mens mange flere står udenfor. Den kirkelige højtidelighed i domkirken forestår af kongelig konfessionarius Christian Thodberg, assisteret af biskoppen over Roskilde Stift Jan Lindhardt samt domprovst Jens Arendt. Gudstjenesten indledes med at Roskilde Domkirkes Drengekor synger Niels W. Gades “Morgensang” fra Elverskud. 

Tale i kirken

På vegne af Kejserindens efterkommere og Romanov-familien holder jeg en kort tale. Stående ved kisten, takker jeg domkirken for at have passet godt på Dagmar, og bekræfter at familien synes at tiden nu er moden til at kisten kan overflyttes til Peter og Paulus-katedralen i Skt. Petersborg.

”Det er både med vemod og glæde, jeg står her idag. Der er jo tale om en begravelse og egentlig om en, der skulle have fundet sted for 78 år siden og i et andet land. Men udviklingen i verden den gang, ville det anderledes. Det er således mig en glæde at det endelig kan lade sig gøre i dag, og at begivenheden ikke er mindre værdig, end den ville have været de mange år tidligere. Som man siger – bedre sent end aldrig!”.

Kisten køres gennem København

Efter mindegudstjenesten i Roskilde Domkirke bæres Dagmars kiste af en fælles dansk og russisk æresvagt, fem officerer fra Den Kongelige Livgarde og fem officerer fra Den Russiske Præsidents Garde, ud til rustvognen. Dette syn var både flot og meget specielt, dels da de således gik i to forskellige gallauniformer, men også fordi de til lejligheden havde måtte opfinde en ny gangart, da den traditionelle russiske mindede for meget om den nazistiske og ikke var velset i Danmark. Med en politieskorte af motorcykelbetjente, der stoppede al anden trafik, kørte vi med kisten ind til Christiansborg i København, hvor den lægges på en hestetrukken rustvogn. 

Ledsaget af en hesteeskorte fra Gardehusarregimentet, går turen gennem København. Siddende i minibusser bag rustvognen, ser vi overraskende mange mennesker langs ruten.

På Amalienborg Slotsplads forbi Christian den IX’s Palæ, hvor Kejserinde Dagmar boede en overgang, træder den kongelige familie frem på balkonen, og vagten træder til gevær på Slotspladsen, da rustvognen passerer.

Ombord på Orlogsskibet Esben Snare

Kortegen kører til den russiske kirke, Skt. Aleksandr Nevskij-kirken i Bredgade, hvor en kort ceremoni, under ledelse af Biskop Mark, finder sted. Kortegen kører dernæst til Langeliniekajen, hvor det danske orlogsskib Esbern Snare venter. Kisten hæves med lift flere meter op langs siden af skibet, mens vinden presser mod sorte klæder der hænger ned over den nu udstrakte lift og som et sejl skaber en farlig situation for at det hele vil vælte. Det går dog godt og derefter siger Prins Dimitri Romanov, hans hustru Prinsesse Dorrit, og undertegnede, farvel til den kongelige familie og går ombord på orlogsskibet. Til tonerne af “I Danmark er jeg født”, spillet af Livgardens Musikkorps og til en kanonsalut fra batteriet Sixtus på Nyholm, sejler Esbern Snare mod Skt. Petersborg.

Ankomsten til Rusland

Efter tre dages sejlads ankommer Esbern Snare til Skt. Petersborg, hvor kisten flyttes til en mindre motorbåd, mens gæsterne stiger ombord i en anden motorbåd, og sejles til molen i Peterhof.

Da Prinsesse Dagmar i sin tid, den 26. september 1866, første gang satte fod på russisk jord var det i Peterhof, og derfor skal hendes ”anden” ankomst også begynde der.

Medlemmerne af Romanov familien samt Guvernøren fra Skt. Petersborg Valentina Matvienko står på molen og tager imod kisten. Efter ankomstceremonien anbringes kisten i det Gotiske Kapel og en mindre mindehøjtidelighed finder sted. Dagen efter er der åbnet for alle. Der er lang kø hele dagen, for folk vil gerne ”sige farvel” til deres Kejserinde.

Imens deltagere vi i afsløringen af en buste af Kejserinde Dagmar ved Cottage Palæet i Peterhof, en udstilling af malerier af danske Lauritz Tuxen åbnet af Kronprins Frederik, en koncert med Den Kongelige Livgardes Musikkorps i Eremitagen, og er til reception ombord på Esbern Snare.

Kisten ankommer til Skt. Petersborg

Den 28. september 2006, tidlig morgen, køres kisten fra Peterhof, via Tsarskoje Selo til Skt. Isak-katedralen i centrum af Skt. Petersborg. Prins Dimitri og jeg følger kisten hele vejen. 

I den kæmpe Isak-katedral, hvor der er 69 meter op til kuplen og plads til 7000 personer, leder den russiske Patriark Aleksej II gudstjenesten. Blandt de tilstedeværende er Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary, Kong Konstantin II og Dronning Anne-Marie af Grækenland, Prinsesse og Prins Michael af Kent, den danske Udenrigsminister, Per Stig Møller, og den danske Ambassadør i Rusland, Per Carlsen, samt Romanov familien og repræsentanter for den russiske regering.

Kisten står på en katafalk på en tretrins platform midt i katedralen. Patriarken og de mere end 30 præster står omkring kisten, og omkring dem står alle andre. I en russisk kirke er der ingen som sidder ned. Til sidst bæres kisten ud af de danske og russiske æresvagter, og køres til Peter og Paulus-katedralen i Peter og Paulus-fæstningen. Langs hele vejen står der soldater der giver honnør når vi passere og med mellemrum er der orkestre som spiller, men der er ikke så mange folk som kigger på. Måske de følger med på den direkte TV-udsendelse hjemme i stuen.

Begravelsen

Peter og Paulus-katedralen er Romanov-familiens nekropolis. Det er der selve begravelsen holdes. Kisten står svøbt i den kejserlige fane, og endnu en mindehøjtidelighed ledet af Patriark Aleksej II finder sted. Her er mindre plads, dels fordi kirken er mindre, men også fordi gravene er markeret med gravsten over gulvet.

Lige ved siden af Kejser Aleksandr III’s grav er der gjort plads til Prinsessen fra Danmark og Kejserinden af Rusland. Hendes grav står åben og midt i patriarkens gudstjeneste hører vi et brag. En uheldig medarbejder fra den Danske Ambassade er trådt forkert og er faldet de to meter ned i graven. Han bliver hjulpet op, er uskadt, og ceremonien forsætter.

Kisten sænkes langsomt ned i graven. En efter en går vi til graven, kaster jord på kisten, korser os, og siger et sidste farvel. Graven dækkes af en gulvplade, hvorpå en gravsten der ligner en marmor sarkofag placeres oven på. Kranse og blomster bliver lagt. 

Stille står jeg og kigger rundt, mens mange tanker flyver gennem hovedet. Det er nu 78 år efter Kejserinde Dagmars død, 87 år efter hun forlod Rusland og 140 år efter hendes ankomst til Rusland. Det føles fantastisk, at hendes sidste rejse ikke blot var en drøm, men skete i virkeligheden, og jeg var med. Jeg er meget taknemmelig for det store arbejde de mange involverede har udført, og de mange almene danskere og russere der mødte op og gjorde begivenheden til noget helt speciel. Og vigtigst af alt, nu er Kejserinde Dagmars ønske gået i opfyldelse, Nu kan hun endelig hvile i fred for evigt, ved sin elskede mand Kejser Aleksandr III’s side, og i det land, hun elskede så meget.