SEJRSDAGEN | Følelserne er i højsædet, når det kommer til den sovjetiske sejr over nazisterne i Anden Verdenskrig. Tidligere kunne sejren samle Østeuropa. Men de seneste måneders begivenheder i Ukraine har haft betydning. Russisk-studerende Anders Malle Hjortshøj, KU, har været på gaden til den årlige fejring af Sejrsdagen i Moskva. Han giver her et spændende indblik i symbolikken ved dagen før og nu.
”For os russere er de tre vigtigste dage på året julen, påsken og Sejrsdagen,” fortæller en familiefar mig på Moskvas Tverskaja-gade efter paradens sidste kampvogne og missiler er rullet forbi. Han fortsætter: ”Min bedstefar forsvarede Moskva, og min kones bedstefar forsvarede Leningrad [nuværende Sankt Petersborg]. Min familie kommer til paraden hvert år for at vise vores taknemmelighed.”
Den universelle stolthed omkring veteranernes heltemod
Anden Verdenskrig – i Rusland kaldt Den Store Fædrelandskrig – er helt central for befolkningens selvforståelse i mange tidligere sovjetlande, og fylder væsentligt mere i den folkelige bevidsthed end i noget vesteuropæisk land. Sovjetunionen mistede tyve millioner af sine borgere under krigen, dvs. 85 sovjetborgere for hver englænder eller amerikaner, der døde. Det var den Røde Hær, der mødte 80 procent af de tyske divisioner i kamp.
Derfor mener russere, med en vis ret, at de antog hovedparten af byrderne, og dermed har æren for Anden Verdenskrigs udfald. Uanset hvad man ellers måtte have af politiske holdninger, er der en noget nær universel stolthed og respekt omkring veteranernes ofre og heltemod.
NATO-landene var fascister under den Kolde Krig
Sejren over Nazityskland var ikke bare et af Sovjetunionens mest overbevisende og effektive midler til at legitimere sig selv over for sin egen befolkning, men blev også det spejl, man viste efterkrigstidens virkelighed igennem. NATO-landene, og især Vesttyskland, blev konsekvent omtalt som fascistiske gennem hele den Kolde Krig, og lokale nationalismer indenfor Sovjets grænser, især den ukrainske, blev angrebet pga. deres kortvarige og mislykkede samarbejde med de nazistiske besættere.
Med andre ord er Anden Verdenskrig nøglen til at forstå den retorik, der bruges på begge sider af den stadigt mere tilspidsede konflikt i Ukraine. Senest var krigens arv bogstaveligt talt samlingspunktet for urolighederne, da en sejrsdagsparade endte i blodigt kaos i den østlige industriby Mariupol.
Betydningen af det sorte og orange bånd
”Vi er sikre på, at fascisterne vil tabe,” siger familiefaren, jeg mødte på Tverskaja-gaden, med henvisning til overgangsregeringen i Kiev. ”De er købte og betalte for vestlige penge.” Den russiske regerings budskab om at Euromaidan-bevægelsen er arvtageren for de ukrainske nationalistgrupper, der bød værnemagten velkommen i 1941, er gået rent ind hos mange russere samt ukrainere i landets sydøstlige del.
Gadebilledet i Moskva præges af det sorte og orange Sankt Georgs Bånd, et gammelt symbol på militært hæder fra tsartiden som bæres på brystet og vajer fra bilantenner overalt i byen. Den har længe været en populær måde at markere respekt for veteranerne på, men er på det seneste også blevet flittigt brugt i Ukraine af prorussiske separatister. Båndet er i en sådan grad blevet forbundet med prorussiske følelser at Kiev-regeringen har forbudt dets anvendelse og skiftet det ud med valmuen i sine egne sejrsdagsfejringer.
Veteranerne de første til at få russisk pas på Krim
Da Krim blev annekteret af Rusland, lovede de nye myndigheder at veteraner som de allerførste ville få udstedt russiske pas. Måske netop fordi sejren over Hitler er noget, både russere og ukrainere mener bør fejres og respekteres, er det den allermest kontroversielle symbolpolitiske kampplads. Begivenhederne mellem 1941 og 1945 afføder en langt stærkere følelsesmæssig respons i steder som Donetsk og Luhansk end f.eks. en sammenligning af vestlig og russisk økonomi eller regeringsførelse anno 2014.
Men langt fra alle russere er nødvendigvis fjendtligt stemte over for ukrainsk selvstændighed, eller ivrige efter at se territoriale ændringer. En familie, som er kommet hele vejen fra det fjerne Jakutien i det østlige Sibirien for at se paraden i Moskva, synes først og fremmest at ”…det er dybt ærgerligt, at befolkningen lider som den gør. Der skal bare ikke være en borgerkrig.” Ukrainere anses af dem for at være et slavisk broderfolk, og den nuværende konflikt for at skabe unødvendige splittelser. ”For os betyder Sejrsdagen, at vi respekterer vores bedsteforældres generation og deres ofre. De har intet med Ukraines uroligheder at gøre. Vi ville ønske, at landet blev stabilt igen.”
Sejren, der samlede, skaber nu splid i Østeuropa
Lige siden Den Røde Hær indtog Berlin i maj 1945, har Den Store Fædrelandskrig været udgangspunktet for at tage temperaturen på russisk politik. De skiftende grader af ytringsfrihed i Sovjet blev bl.a. målt på hvor acceptabelt det var at diskutere ting som Joseph Stalins militære fejltagelser eller den Røde Hærs egne krigsforbrydelser. Under præsident Vladimir Putin er krigen og dens arv gået fra at være en nyttig del af hans besynderlige blanding af sovjetnostalgi og nationalkonservatisme, til at være et aktivt våben i den omfattende informationskrig, der skal forme Ruslands og verdens opfattelse af krisen i Ukraine.
Men når der er så stærke følelser på spil, som dette emne udløser, kan begivenhedernes gang hurtigt slippe ud af hans og alle andres kontrol. Det er dybt tragisk, at en sejr, der skabte mere sammenhold end kommunismen nogensinde gjorde, nu er med til at fodre voldelige splid i Østeuropa.
