Kasakhstan | En gruppe demonstranter står samlet foran rådhuset i den kasakhstanske storby Almaty, en tåget og kold vinteraften i januar 2022. Pludselig fylder lyden af skudsalver og skrig luften, og folkemængden spreder sig hurtigt i alle retninger for at undgå kuglerne. Mens det lykkes for nogle, er andre mindre heldige. Disse ofre er blot de første af mindst 230, der i løbet af den uge mister livet.
Demonstrationerne, som startede et par dage før i den vestlige olieby Zhanaozen, hvor folk protesterede afskaffelsen af prisloftet på flydende brændstof, havde den 4. januar spredt sig til landets største by, og tidligere hovedstad, Almaty. Her handlede protesterne ikke længere om gaspriser, men derimod om landets generelle problem med korruption og magtmisbrug, hvilket fik titusindvis af indbyggere på gaden for at demonstrere. Problematikker der fik titusinder af indbyggere på gaden.
Der er nu gået to år, siden Kasakhstan oplevede de blodigste demonstrationer i landets historie. Sammen med tre aktivister ser vi tilbage på de skelsættende begivenheder og hvordan det har ændret deres tilgang til protester i landet.
D. 4. januar – Protester på vej
Da Darkhan, Madina og Aibek vågnede d. 4. januar, var det til nyheden om at de protesterne ude vest på, havde spredt sig til Almaty. Selvom ingen af dem kendte hinanden, var de alle sikre på, at de selv måtte ud at demonstrere. Det var ikke første gang, at den 34-årige bogholder Darkhan deltog i demonstrationer. Han begyndte allerede i 2019 at gå til protester med bevægelsen ”Oyan Kasakhstan” (på dansk: Vågn op Kasakhstan), der kæmper for basale politiske rettigheder. Derfor var det også en selvfølge for ham at deltage i protesterne: ”Der var en følelse af, vi skulle gå på gaden i Almaty, fordi alle andre byer gjorde det. Vi var også nødt til at reagere her.”
I den anden ende af byen sad Aibek på sit job, da hans mobil pludselig blev fyldt med beskeder fra venner om, at folk var begyndt at demonstrere i centrum. På trods af, at han kun få år forinden var begyndt at demonstrere, var det blevet en vigtig del af den 28-årige iværksætters selvforståelse. Han havde et klart mål med sin deltagelse – landets korruption og gamle styre skulle ændres. Derfor tog han hurtigt en taxa ind mod centrum: ”Jeg hørte, mange mennesker gik hen til Abai (red. central boulevard som løber tæt på rådhuset), jeg sluttede mig til dem, der var mange mennesker, tusinder og atter tusinder, og jeg forstod, at det vil være noget, der ændrede landets fremtid.”
Madina havde præcis samme følelse i kroppen, da hun så folkemængden. Den mindede hende om de anti-systemiske protester, hun selv havde været en del af under det sovjetiske styre i 1986. Modsat dengang handlede det nu ikke om at vinde noget personligt for den 65-årige pensionist. Derimod handlede det denne gang om at støtte de arbejdere, der var begyndt at demonstrere andre steder i landet.
Imens de to andre havde fundet vej til republikpladsen, var Darkhan på vej derind. Sammen med omkring 150 andre demonstranter bevægede han sig gennem byen med kampråbet ”Kasakhstan uden Naserbajev”. Et slogan der refererede til landets tidligere præsident, som stadig havde en mærkbar politisk indflydelse i 2022. Men få kilometer før gruppen nåede pladsen, blev de antastet af politiet og anholdt under protest, forklarer Darkhan: ”Jeg troede, det var det. Vi bliver alle låst inde i 15 dage nu.”
Hen mod aftenen og natten valgte både Madina og Aibek selv at tage hjem, for at få noget søvn efter det, de begge – modsat Darkhan – havde oplevet som en rolig dag. Noget, der i forbindelse med demonstrationer i Kasakhstan ikke er en selvfølge.
Protester i et udemokratisk styre
Da Madina, sammen med tusinde andre kasakhstanere, tog mod gaderne i 1986, kom det i eftertiden til at stå som landets første ryk mod selvstændighed. En selvstændighed, landet fik på femårsdagen for protesternes begyndelse.
Dengang gik mere end 25.000 kasakhstanere på gaden i protest mod valget af den nye russisk-fødte leder, Gennady Kolbin, der udviste mangel på kulturel forståelse for Kasakhstan. Det sovjetiske styre slog hårdt ned på den folkelige opstand, og der blevet taget en beslutning om at åbne ild mod de fremmødte. Noget der kostede mere end 200, primært studerende, livet. Landets første præsident, Nursultan Naserbajev, ville for alt i verden undgå en gentagelse af disse protester, som indtil 2022 var de mest fatale i landets historie.
Naserbajev formåede at holde landet i ro indtil der i 2011 opstod nye, store protester. Efter flere oliearbejdere i den lille olieby Zhanaosen i over et halvt år havde strejket for bedre løn og arbejdsvilkår, havde styret fået nok. Så da arbejderne i december forhindrede klargørelsen af byens torv til uafhængighedsdagen, brød helvede løs. Der blev åbnet ild mod de ubevæbnede arbejdere, hvilket resulterede i mindst fjorten mistede liv. Ifølge myndighederne havde ”banditter” infiltreret protesterne, og var gået til angreb – noget der dog aldrig blev bevist. Det blodige udfald af strejken blev for mange kasakhstanere et tegn på, at de ikke var på vej mod et demokratisk samfund.
Håbet om demokrati kom dog kortvarigt i 2019. Naserbajev ville træde af efter næsten 30 år ved magten. I stedet skulle en mand ved navn Kassym-Jomart Tokajev styre landet. Især de yngre generationer, som aldrig havde kendt andre ledere end Naserbajev (heraf kaldenavnet ” Naserbajev generationen”) var henrykte. Men glæden varede kort. Få dage efter sin tiltrædelse valgte den nye præsident at omdøbe landets hovedstad, Astana, til Nur-Sultan efter landets tidligere præsident. Samtidig gik det op for folk, at Naserbajev havde beholdt flere centrale magtpositioner, blandt andet posten som formand for landets sikkerhedsråd. Trods håbet var kort, satte det dog noget i gang i den unge generation. Flere begyndte at organisere sig i sociale bevægelser som for eksempel ”Oyan Kasakhstan”, selvom de ikke tidligere havde været politisk aktive.
D. 5. januar – Optøjerne begynder
Da Darkhan og Aibek vågnede næste morgen, var noget forandret. Darkhan var, mod forventning, blevet løsladt i løbet af natten, og Aibek var blevet ved med at protestere indtil kl. 3 om natten. Derfor vågnede de begge til nyheden om, at der den formiddag var blevet sat ild til både rådhuset og præsidentpalæet. Mens Darkhan kørte igennem byen, fik han selv syn for ødelæggelserne: ”Nær pladsen, så jeg at der var en butik, folk smadrede vinduerne i, alt hvad der var i butikken, blev trukket ud, de spiste, mens de så rådhuset brænde”.
Da Aibek endelig stod op, blev han mødt på gaden af folk, der spurgte, om han ville hjælpe med at røve en bank. Irriteret sagde han nej og fortsatte hen for at demonstrere. Først hen mod aften stod det klart for ham, hvem der, ifølge hans udsagn, stod bag optøjerne.
På torvet så han nemlig den lokalkendte mafiaboss, ofte kaldet ”Vilde Arman”, som stod og talte til folk fra en forhøjning, fortæller Aibek: ”Først troede jeg, han blev brugt til at berolige folket. Jeg troede, det var tanken. Men da han begyndte at råbe, at vi skulle ødelægge, det, det og det, forstod jeg, han måske forsøgte at gøre noget andet.” Det lykkedes Aibek sammen med nogle andre at få Arman ned fra den forhøjning, han stod på, men ikke at stoppe den ødelæggelse, han gerne ville skabe. Den aften var det som om, en krig var startet, fortæller Darkhan: ”Knipler blev taget fra politiet. Det var bare en rædsel. Gasbeholdere blev sprunget i luften. Det føltes som om der var en krig i gang.”
Ikke alle ønskede fred
Da Tokajev d. 7. januar gav sikkerhedsstyrkerne ret til at skyde mod demonstranter, skete det med en kommentar om, at dem der protesterede, var terrorister og banditter. Da der efter protesterne var blevet dræbt mindst 230 demonstranter, hang Tokajevs kommentar fast. Mange kasakhstanere kendte folk, som havde deltaget i protesterne, og som hverken havde brændt bygninger eller smadret butikker, men som alligevel var blevet ofre for politiets skud.
Da protesterne startede i Almaty d. 4. januar, var det aktivister og andre kasakhstanere, der ønskede en ændring i samfundet og generelt bare støttede de mange demonstranter i det vestlige Kasakhstan, som fyldte republikpladsen. Men efter Tokajev fratog Naserbajev hans post i blandt andet sikkerhedsrådet den 5. januar, ændrede protesterne karakter. Først efter den politiske rokade tronede ”Vilde Arman” frem til demonstrationerne og begyndte at opfordre folk til at begå hærværk i byen. Ifølge de kasakhstanske myndigheder stod ”Vilde Arman” samt den tidligere premierminister og medlem af sikkerhedsrådet, Karim Massimov, bag et kupforsøg, der skulle vælte præsidenten. Ifølge myndighederne var dette kupforsøg baggrunden for ødelæggelserne i byen, og sikkerhedsstyrkerne var derfor nødt til at gribe til våben. Karim Massimov og ”Vilde Arman” blev begge anholdt kort tid efter.
D. 6. januar – Starten på enden
Oven på sine oplevelser dagen før valgte Darkhan ikke at tage til protesterne d. 6. januar. Han mente, at det var blevet for farligt og valgte i stedet at følge den opfordring, der var kommet fra ”Oyan Kasakhstan” om at blive hjemme.
Optøjerne dagen før stoppede dog hverken Aibek eller Madina, der troligt mødte op for at demonstrere igen. Noget havde dog ændret sig. For den folkemængde, der dagen før havde været der i titusindvis, var nu i en meget mindre skala. Ved et rent tilfælde blev det også en kort dag for Madina. Kulden havde taget hårdt på hendes led, og hun valgte at tage tidligt hjem.
Mens dagen skred frem, blev mængden kun mindre, indtil de hen mod aften kun var cirka 300 tilbage. En af de tilbageværende den aften var Aibek. Mens tågen langsomt indfandt sig på pladsen, hørte de fremmødte pludselig lyden af skud. Han fortæller: ”Ingen vidste, hvad de skulle gøre. Alle begyndte at løbe. Vi løb mod lejlighederne. Jeg blev, der var næsten 20 mennesker, vi blev, og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. På det tidspunkt begyndte folk at skrige”. Da han fik muligheden, stak han af fra pladsen og tog en taxa hjem. Han sov ikke den nat, skrigene sad fast i hans tanker.
D. 7. januar – En forandret by
Da Madina tidligt næste morgen hørte om skyderierne, var hun i chok, og da hun gik ud på gaden, blev hun mødt af noget ubehageligt. Russiske CSTO-tropper var ankommet til byen. ”De (red. regeringen) kaldte på Rusland. Putin sendte snigskytter, og snigskytterne sad på alle hustagene og skød på folk”. Også Darkhan vågnede d. 7. januar til nyheden om de nedskudte demonstranter, og en frygt satte sig hurtigt i ham. Hvad nu hvis han blev dømt for at tage del i optøjerne, der var foregået i byen? En frygt, flere af hans venner delte på hans vegne: ”Nogle af mine venner sagde, jeg skulle forlade Kasakhstan. De sagde, jeg skulle rejse nu, pakke alle mine ting hurtigst muligt, forlade landet, fordi jeg blev arresteret den første dag. Jeg var på arrestationslisten. Når de begyndte at arbejde på disse lister, ville de finde mit navn og komme efter mig”.
Regeringens modsvar til flere dages protester og optøjer ændrede noget for Madina. Hun tog en klar beslutning om ikke længere at være aktivist. ”Efter Kantar (red. Januar protesterne) gik jeg ikke længere til protester, fordi jeg fik meget stress. Jeg vil leve et normalt liv. Det er den rigtige måde at leve på. Vi lever midlertidigt her på jorden. Og jeg vil leve et godt liv. At leve et anstændigt liv. Ikke?”.
De kan ikke slå os ihjel
På trods af de voldsomme oplevelser dagen før valgte Aibek at tage tilbage til den plads, hvor han få timer forinden næsten havde mistet livet. Men synet der mødte ham, var alt andet end det, han håbede: ”Jeg troede virkelig, nogle mennesker ville komme og sige ’alle ved, at folk blev skudt og dræbt’. De ville komme og sige, ’hvorfor dræber I folk?’ Der kom ingen. Men der lå stadig lig”, fortæller Aibek.
Selvom Madina og Darkhan og mange andre mente, det var alt for farligt at tage til protesterne, og nogle endda havde valgt, såsom Madina, helt at stoppe med at protestere, var der midt i al ødelæggelsen også håb. På trods af sine overvejelser valgte Darkhan, ligesom Madina, Aibek og mange af sine venner fra ”Oyan Kasakhstan”, at blive i landet. For Darkhan var det samtalen med en veninde, der fik ham til at ændre mening: ”Hun spurgte, ’hvorfor tager du afsted? Du gjorde ikke noget forkert. Du brød ikke loven. Du angreb ikke nogen’.”
Viljen til at protestere forsvandt hverken fra Darkhan eller Aibek efter januar-protesterne. Allerede få uger efter valgte de begge at tage til pro-ukrainske protester, på baggrund af den russiske invasion af Ukraine. Og så sent som i marts 2023 gik Darkhan på gaden på kvindernes internationale kampdag.
Selvom Madina ikke længere tager til protester, besøger hun fortsat mindesmærket for protesterne i 1986, for at mindes de døde. Nu både dem der faldt første gang hun gik på gaden, og dem der faldt den sidste gang.
På trods af, at både deres venner og de selv har frygtet, at deres medvirken i protesterne skulle få konsekvenser, virker håbet og drivkraften for at ændre samfundet til at være større. Protesterne fik ikke noget retsligt efterspil for nogle af dem, og om det ville have ændret noget, er heller ikke sikkert. Da Aibek bliver spurgt om, hvorfor han fortsat demonstrerer, er svaret enkelt: ”På kasakhisk er der et godt ordsprog: ”hvis du spiser god mad, og din nabo sulter, er du allerede død”. Det er derfor, jeg ikke tror, jeg er en død person. Jeg kæmper videre.”
I denne artikel er en række nøgleinformanter og personer, der har bidraget til denne forskning, blevet refereret under fiktive eller ændrede navne for at bevare deres anonymitet og beskytte deres privatliv.
(Forside foto: Albert Otkjær)
