BOGANMELDELSE | Den norske forfatter Erika Fatland tager læseren med på en journalistisk og antropologisk rejse igennem Centralasien, hvor arven fra Sovjetunionen hviler tungt over landene. Der er tale om fremragende beskrivelse af en del af verden, man har en tendens til at glemme. Kontrasten mellem den fattige landbefolkning og deres megalomane præsidenter, hvis storhedsvanvid overgår selv de vildeste fantasier, opnår absurde højder i Fatlands på en og samme tid morsomme og nøgterne fortælling.

Af Jan Jakob Floryan, cand.scient.pol. & art., tidligere DR-korrespondent.

Erika Fatland: Sovjetistan. En rejse gennem Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan, oversat fra norsk af Poul Henrik Westh, Informations Forlag, 446 sider, 2018.

Siden ingen af stanlandene har nogen regler for udskiftning på præsidentposten – da alle indehavere sørger for at blive valgt på livstid – er dødsfald eller kup den eneste mulighed for skifte på præsidenttronen. Præsidenterne fremstiller sig gerne som demiurger, og således havde Turkmenistans første præsident ikke nok i at bruge sit borgerlige navn, men skulle tituleres Sepamurat Nijazov Turkmensbasj betydende „alle turkmenernes fader”. Senere kom en endnu tilføjelse: ”Den Store”.

Journalistisk og antropologisk rejse
Erika Fatlands bog er både en journalistisk skildring af kvalitet og besidder også akademiske meritter i hendes egenskab af socialantropolog. Man kan sige, at hendes beretning fra Sovjetistan er et klassisk studie i antropologisk forskning, som hun brugte adskillige måneder på. Men samtidig grænser den til berettende journalistik og er forfattet i et godt og letflydende sprog, desuden er bogen udstyret med en underbyggende litteraturliste samt overskuelige kort, hvor Fatlands rejse kan følges fra land til land.

Selv om Fatland på ingen måde vil konkurrere med Sacha Baron Cohens outrerede komedie Borat, fortæller hun om så utrolige og absurde fænomener, at latteren indfinder sig automatisk. Forfatterinden vil imidlertid hverken latterliggøre eller udlevere. Hun beskriver, men tager dog tydeligvis et skridt bort fra uhyrlighederne.

Antallet af sådanne passager er legio. Hvad skal man sige til, at Turkmenistans præsident I Sarapat Nijazov begik ret tidligt i sin embedsperiode et værk ved navn Ruhnama, „Sjælens Bog”, der blev obligatorisk pensum og på universitetet og efterhånden fortrængte lærebøger i kemi, matematik, sprog og historie, idet præsidenten mente, at bogen indeholdt svar på alle relevante spørgsmål. Midt i hovedstaden Asjgabat blev en kolossal-skulptur af bogen, ligesom alle bygningerne i hovedstadens mennesketomme centrum i hvid marmor, opstillet og udstyret med en mekanisme, der vendte siderne i den, så folket kunne læse visdomsordene. Nu, skriver Erika Fatland, er der ingen sider, der åbnes, og guiden kunne forklare, at der nok er noget galt med mekanikken.

Måske har præsident Nr. 2 (Gurbanguly Berdimuhamedov) heller ingen interesse i at reklamere for forgængerens litterære udgydelser. Magtskiftet fandt sted i 2006 af naturlige årsager, slår man i Fatlands bog op på kapitlet Præsidentens fald i afsnittet om Turkmenistan og tror, at her får man en redegørelse for, hvordan den nye magthaver tilranede sig posten, bliver man skuffet. Kapitlet er et af de morsomste i bogen og beskriver, hvordan det gik for sig, da præsident Nijazov på andendagen af årets største fest, Det Nationale Ridestævne, og glem ikke, at turkmenerne er født til at ride, skulle galoppere sammen med deltagerne inden vinderen blev kåret.

Alle deltagerne tøjlede andægtigt deres gangere, så præsidenten kom foran, og pludselig snublede hans hest, og dér lå præsidenten pladask på den sandede ridebane. Publikum frøs til is. En ambulance hentede den uheldige hestebetvinger, men snart kom han tilbage og blev hyldet som helt. Sikkerhedspolitiet sørgede ved udgangen, at ingen optagelser af præsidentens fald forlod ridebanen. Og dog lykkedes det nogen at smugle nogle fotos ud, for samme dags aften flød de frit rundt i internettet til alles moro.

Fatland ved også at berette fra det landlige liv i stanlandene.  Hertil hører for eksempel den skurrile fortælling om bruderov, der går ud på, at den unge mand udvælger sig en pige, hvorefter han og hans kammerater bortfører hende. Når de kommer hjem til ham, er alt klart til bryllup med familie og venner. Herefter har kun ikke noget valg. Erika Fatland refererer samtalen med en sådan røvet brud, der slet og ret konstaterer, at sådan er det. Skønt hendes drøm om uddannelse og arbejde dermed blev gjort til skamme.

Det hører med til bogen, at Fatland også beretter om sit forhold til sikkerhedstjenesten. Den havde alle steder skikkelse af rejsebureauer og guider, der følger en nøje udtænkt plan med præcise tidspunkter og særligt udvalgte steder. Intet overlades til tilfældighederne, og mandsopdækningen var døgnet rundt.

Sovjetistans historie
Erika Fatland giver en glimrende og dækkende beskrivelse af Sovjetistans genese. Sovjetunionen brød sammen i 1991, da præsidenterne fra de tre dominerende slaviske sovjetrepublikker Rusland, Ukraine og Hviderusland underskrev en aftale, hvorved de opsagde traktaten fra 1922 om oprettelse af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker. De tre baltiske republikker stod på spring og erklærede uafhængighed endnu før Sovjetunionens opløsning, mens de kaukasiske republikker heller ikke behøvede at blive spurgt. De var mere end klar. Men ikke i Centralasien. Her stod man pludselig ene og alene uden Moskvas retvisende hånd. Landenes partichefer måtte, uanset om de ville det eller ej, overtage magten i nyudklækkede lande uden nogen historiske fortilfælde at gribe til.

Kommunisterne havde tilintetgjort de tyrkiske og mongolske riger og lande og dannede sovjetrepublikkerne ud fra overordnede principper for folkeslagenes opdeling. I øvrigt var Josef Stalin på det tidspunkt folkekommissær for nationaliteter og manden bag politiske konstruktioner, der efter Sovjetunionens fald viste sig at være lige så uhensigtsmæssige som mange landegrænser i Afrika trukket af imperiernes generaler uden hensyntagen til lokale forhold.

I 1991 var der for de kommunistiske partichefer ikke andet valg end at forvandle sig til nationalister. Nationalisme og persondyrkelse skulle være det nye løsen, ikke mindst for at dæmme op for det, som de frygtede allermest: islamisme. Her blev der grebet nådesløst ind med henrettelser og fængslinger. Denne adfærd fra regimernes side over for islamisterne, spredte sig hurtigt til hele samfundet. En nævneværdig undtagelse var i begyndelsen Kirgisistan, hvor en matematikprofessor, Asgar Akajev, overtog præsidentposten og mente demokrati alvorligt. Det varede dog ikke længe, og matematikeren gik fra at være præsident til professor ved et russisk universitet.

Fatland forklarer indsigtsfuldt, hvilket kolossalt aftryk sovjetiseringen gjorde på de turkmenske folk, der ikke havde nogen egen politisk tradition at falde tilbage på, al den stund emirerne og khanerne var forsvundet. Økonomiske forhold spiller ikke nogen fremtrædende rolle i bogen, men Fatland er ikke sen til at understrege, at for eksempel i Turkmenistan kan end ikke landets betydelige gasforekomster finansiere præsidenternes selvforherligende forbrug. Noget tilsvarende gør sig gældende i det øvrige Sovjetistan, hvor skoler, sygehuse og veje altid må vige for grandiose selviscenesættelser.

Hun skildrer tillige den vanskelige udenrigspolitiske gang de centralasiatiske lande må gå mellem Rusland, Kina og USA. Dog savnes omtalen af den amerikanske luftbase i Manas, der fungerede som porten til Afghanistan i den mest intense fase af krigsførelsen i landet. Den blev åbnet i 2001 og lukket i 2014 (samme år som bogen udkom i Norge), dels fordi præsident Obama ønskede at trække de amerikanske styrker ud af Afghanistan, dels på grund af Putins voksende ubehag ved at have amerikanske styrker i sin baghave. I forvejen råder Rusland over fire militære anlæg i Kirgisistan.

Den Euroasiatiske Union drøftes til gengæld. Den blev grundlagt af Rusland, Hviderusland og Kasakhstan, mens Kirgisistan og Tadsjikistan overvejer at tilslutte sig. Det er Putins forsøg på at genoprette det sovjetiske økonomiske Lebensraum. Medlemskab kan have sine kontante fordele ved, at Rusland afskriver hele eller betydelige dele af landenes gæld som belønning for indtrædelse.

I dag er The Grand Game om territorialkontrol i Centralasien mellem det britiske og russiske imperium blevet kompliceret af en ny spiller: Kina. Det er derfor fejlagtigt, når Fatland skriver, at Kinas interesser er rent økonomiske og peger på Kinas interesse i Centralasiens gasforekomster. Kinas storstilede Silkevejsprojekt er alt andet end et rent økonomisk initiativ. Det er geopolitisk. Så selv om Centralasien for tiden ikke er under vestlige mediers bevågenhed, kan dette dog ændre sig i en ikke så fjern fremtid.