Da jeg stiger ud af toget på perronen i Narva kigger jeg til højre og ser et par hundrede meter væk en gråblå struktur. En typisk jernbanebro. Bag broen er kun nogle træer og lidt krat i distancen, men jeg ved at disse træer og dette krat befinder sig på den anden side af Narva floden – i Rusland.
Selvom jeg har gjort Rusland til målet for min uddannelse, har jeg aldrig været i landet, eller blot set det. Altså før jeg steg ud af toget på perronen i Narva.
Så tæt på og så langt væk, dette mystiske og nu aflukkede land, som siden invasionen af Ukraine begyndte for halvandet års tid tiden, har fyldt så meget. Ikke kun i min hverdag og mine tanker, men også i medierne og bevidstheden på mange mennesker i hele verden.
Jeg var taget til Narva af personlig interesse. For at forsøge at afdække hvordan livet udfolder sig i den østligste estiske by, som også er en af EU’s og NATO’s yderste grænser mod Rusland. Eftersom 95,7% af Narvas befolkning har russisk som modersmål. var jeg nysgerrig på, hvordan byens russisktalende befolkning forholder sig til at bo så tæt på Rusland. Er Narva en russisk lomme i EU, eller er det lige så meget en estisk by som Tallinn, Tartu eller Pärnu ?
Byens borgmester Katri Raik er ikke i tvivl om, at Narva ligger lige på grænsen mellem to forskellige verdener. På VisitNarva.com anbefaler hun personligt turister hvad de skal opleve i Narva. En af de ting er en tur med byens flodpram ”Caroline” der sejler 10km ned ad floden til dens udmunding. Hun beskriver turen som en tur langs grænsen mellem øst og vest, en af ”Huntingtons fault lines”
”Huntington’s fault lines” refererer til en teori af den amerikanske politolog Samuel Huntington, kendt fra hans bog ”The Clash of Civilizations” fra 1996. Huntington forudså, at fremtidens krige ikke ville blive udkæmpet mellem stater, men mellem forskellige kulturer. Efter den kolde krig, ville den primære kilde til konflikt i verden tage udgangspunkt i menneskers religiøse og kulturelle forskelle.
Om Huntingtons teori giver et passende bud på roden for konflikter i verden i dag, er der langtfra enighed om. Men eftersom Katri Raik bruger en samfundsfaglig teori som en del af turistmaterialet om byen, er hun tydeligvis godt klar over, hvorfor folk tager til Narva – og hvilke folk der tager dertil. Man tager til Narva for at se på kløften mellem de to af Huntington påståede konkurrerende civilisationer – den ”Vestlige Civilisation”, og den ”Ortodokse civilisation”. Og jeg må indrømme, at det også i bund og grund var min egen årsag til at tage til byen.
Teorien er ofte blevet kritiseret for at være overdrevent simplificerende, og for at udviske forskelligheder i et forsøg på at få teorien til at give mening. Narva befinder sig nøjagtigt på grænsen mellem den ortodokse civilisation og den vestlige civilisation. Bemærk at Ukraine også er omfattet af den ortodokse, men Rusland og Ukraine ligger som bekendt i krig lige nu selvom de begge befinder sig i samme civilisation, ifølge Huntington. Huntington ville forklare krigen, som en følge af at Ukraine forsøger at nærme sig den vestlige civilisation, og at Rusland forsøger at vedholde landet i den ortodokse. Et narrativ som der findes variationer af både i russisk og ukrainsk propaganda.
Om hvad der foregår mellem Rusland og Vesten lige nu er et såkaldt civilisationssammestød, er svært at bedømme, når man står i Narva. Jeg er ikke stor tilhænger af Huntingtons teori, som jeg mener er alt for forsimplende. Men at Narva er en by der ligger på kanten mellem to konkurrerende områder, står klart. Her er et stort grænsekompleks, og meget af området omkring den ene bro der fører over floden til Rusland, er solidt indhegnet og under overvågning.
Endnu bedre symboliseres dette ældgamle konfliktforhold af de to borge, der pryder hver sin side af Narva Floden. På den estiske side ligger Narva-borgen, og på den russiske side ligger borgen Ivangorod. Mindre end 100 meter fra hinanden er disse to borge hver sin civilisations første forsvarsværk mod fjenden fra den anden side.
På billedet ses de to borge der ligger på hver sin side af Narva-floden, som udgør grænsen mellem Estland og Rusland. På den estiske side er der bygget fine stier og små parker langs breden, mens den russiske side er overgroet og vokset til i krat. På begge sider står der altid mænd og fisker, og nogle endda i små både der ligger så tæt som muligt på de bøjer der viser hvor grænsen går.
Narva-Ivangorods to borge er i sandhed et spektakulært syn, og dette er et af de få steder i verden, hvor man kan se to borge stå så tæt på hinanden. Da jeg bevægede mig op på Narva-borgens mur, kunne jeg vinke til mennesker der stod på den anden borgs mur, hvor den russiske fane vajede. Hvis jeg råbte højt nok, ville vi kunne have talt sammen.
Det er et smukt, men også særegent og næsten absurd udseende sted. I dag har de to borge ingen strategisk eller militær betydning. Men selvom begge borge i dag fungerer som typiske middelalder turistdestinationer med ansatte i middelaldertøj og sværd i hænderne, fladbrød, bueskydning og gammeldags håndværk, så er deres symbolske betydning stadig stor. De ligger som vagttårne, og minder en om, at det fjendtlige forhold mellem øst og vest her har rødder helt tilbage i middelalderen.
Hvad der dog har konkret og jordnær betydning, er transitten mellem øst og vest. I Narvas gader var der næsten ikke et øjeblik, hvor jeg ikke så en langdistancebus eller en lastbil, der kørte igennem byens rundkørsel, for at enten at skulle ind og holde i kø i mange timer, eller lige var sluppet ud af køen, og endelig på vej ud på de estiske veje mod vest.
Fra borgens mur kan man se ned på grænsebroen, der det meste af tiden er halvvejs fyldt med biler, busser og lastbiler der holder i kø og venter på at komme ind i Rusland. Selvom byens borgere sagde til mig, at kontakten og trafikken var blevet mindre efter krigens udbrud, var her dog stadig meget aktivitet.
Fodgængere med indkøbsposer gik frem og tilbage over broen. Før Sovjetunionens sammenbrud, fungerede byen på østsiden af floden, som hedder Ivangorod ligesom dens borg, som en forstad til Narva. I dag er her en grænse, men hvis man som borger på den vestlige estiske side, besidder et såkaldt ”ikke-statsborger” pas, så kan man frit gå frem og tilbage mellem Rusland og Estland, eftersom ikke-statsborgere fra Estland og Letland har visumfri adgang til Rusland. Til gengæld kan de ikke stemme til andet end lokalvalg.
Hvem bor egentligt i Narva ? Et par kvinder jeg faldt i snak med, da jeg gik tur langs flodbredden, fortalte mig noget kynisk, at der i Narva bor simple og ukultiverede mennesker. Proletarer, ifølge den ene af kvinderne som arbejdede som skuespiller på byens teater. Hvad ligger bag denne mere eller mindre arrogante fremstilling af byen?
Går man en tur i det som engang var kendt som ”Østersøens perle” – byens gamle bydel, vil det hurtigt stå klart, hvorfor skuespillerinden mente at her blot bor proletarer. Der er nemlig ikke noget af perlen tilbage, og i dag står kun typiske fem-etagers sovjetiske boligblokke i det der engang var en af de bedst bevarede gamle byer i Baltikum. Byen fik nemlig i 1944 samme behandling som Dresden, Warszawa og mange andre europæiske byer. Den blev jævnet med jorden, og efter at Den Røde Hær havde erobret byen fra nazisterne, var 98 % af byens infrastruktur blevet ødelagt.
Befrielse eller ødelæggelse og ny besættelse? Dette er stadig et ømt punkt for forholdet mellem de baltiske landes etniske majoriteter, og deres store russisktalende mindretal. I Narva kan man konkret se resultatet af sovjetmagtens ”befrielse” af Estland:
Byens rådhusplads som før den røde hær jævnede Narva med jorden var byens midtpunkt. I dag står der på to sider boligblokke, og i midten har man genopført rådhuset som det engang så ud.
Efter krigens slutning var der få der flyttede tilbage til ruinerne (hvilket blev forhindret af myndighederne) – byen var før krigen langt mere estisk. Omkring 70 % af indbyggerne før 1944 var estere. Sovjetmagten valgte ikke at genopføre den gamle bydel, og omdannede i stedet Narva til en industriby. Arbejdere blev inviteret ind østfra, og på få år var Narva blevet en fuldstændigt russisktalende by, befolket af arbejderklassen.
I dag er byen stadig en arbejderklasseby, som skuespillerinden rigtignok, men noget arrogant påpegede. Den er ikke rig og fuld af ny skandinavisk klingende arkitektur og vækst ligesom som Tallinn er det. Men den er heller ikke nedslidt eller ubehagelig. Nogle af indbyggerne fortalte mig at livet er stille her, det er et godt sted at starte en familie, da her er roligt og ordentligt. Typisk provinsbysstemning.
Men de forklarede mig også, at de godt var klar over hvordan forholdene er på den anden side af byen. At Ivangorod er i værre forfatning end Narva. Huller i vejen og andre tegn på korruption, stilstand som kendetegner den russiske provins.
Alligevel er der en stor del af Narvas befolkning, der hellere ser mod øst mod Rusland, end mod vest. Den 9. maj, sejrsdagen, hvor man i Rusland fejrer sejren over Nazityskland i Anden Verdenskrig er under Putin blevet en af de vigtigste begivenheder der cementerer, hylder og viser statens magt og det russiske folks storhed og offervillighed.
Ivangorod fejrede sejrsdagen i år ved at stille en enorm skærm op på en plads foran den russiske fæstning, hvor der blev spillet patriotisk musik og holdt taler til støtte for krigen og Putin. Skærmen vendte mod vest, så man fra den estiske bred nemt kunne følge med.
En samling af Narvas borgere havde stillet sig op for at se denne fejring, og efter den nylige fjernelse af en T-34 kampvogn som tidligere var et af Narvas varemærker, og samlingsstedet for fejring af sejrsdagen i byen, var spændingerne på sit højeste. Det kom også til et mindre slagsmål, da en lokal prøvede at tage et ukrainsk flag væk fra en aktivist, som var mødt op for at demonstrere imod fejringen på den russiske side.
Esternes svar var at hænge et banner fra Narva-borgen hvorpå der stod ”Putin is a war criminal.”
Efter at have læst om dette, var jeg nysgerrig på hvor mange i byen der støtter Putin. Heldigvis havde jeg fået en ven. Aleksandr som sammen med sin kone driver et kulturhus der formidler Ingermanlands kultur i byen. Han var blevet min ven, efter at jeg havde kigget ind forbi kulturhuset. Jeg blev budt på te, og så på et enkelt, så to, så tre og sidenhen fire glas vodka af den hjemmelavede slags. Jeg fik at vide hvordan de to formidlede Ingermanlands kultur i Narva, og hvordan de havde forladt Rusland for år tilbage, da myndighederne i stigende grad begyndte at gøre livet svært for dem, ved at forhindre deres kulturformidlingsarbejde.
Ingermanland, en russisk region beliggende mellem Narva og Sankt Petersborg, har en kompleks historie. Området har været hjemsted for forskellige folkeslag, herunder de tidlige finsk-ugriske folk votere og ingrere, hvis kultur og sprog har haft en vedvarende indflydelse i området. I middelalderen blev Ingermanland en del af Novgorod-republikken, senere erobret af Sverige og derefter af Rusland. I den svenske tid indvandrede mange finner. Efter krige og grænseændringer blev Ingermanland en del af det russiske kejserrige og senere Sovjetunionen. Her i Narva har formidlingen af Ingermanlands kultur nu fundet et fristed, og jeg kan anbefale alle der tager til Narva at besøge Aleksandr og Ekaterinas kulturcenter.
Næste dag, en times tid før mit tog gik, vendte jeg tilbage til kulturcentret for at tage en sidste snak med dem inden jeg skulle videre. Jeg spurgte Aleksandr og Ekaterina, som begge er indædte modstandere af Putin, om hvor mange her i byen støtter Putin. De fortalte mig at det var kompliceret, men at der er en betydelig del af Narvas indbyggere der sympatiserer med Putin og den retning han har taget Rusland i. Det gjorde Aleksandr og Ekaterina bestemt ikke, slog de fast kort før deres ukrainske ven, som var flygtet fra krigen i Ukraine kom på besøg hos dem i kulturcentret. Men der var fem minutter til at mit tog kørte, og jeg måtte byde farvel til mine nye venner.
Da jeg stiger på toget igen, kigger jeg endnu engang til siden, denne gang til venstre, og ser den gråblå jernbanebro og træerne og krattet bag den endnu engang. Nu går turen igen væk fra grænsen til Rusland. Mod vest.
TILBAGE TIL FORSIDE. TRYK PÅ NEDENSTÅENDE LOGO:
