USBEKISTAN | I maj 2023 begav jeg mig på en måneds lang rejse til det mest folkerige land i Centralasien – Usbekistan. Et land, der byder besøgende på spektakulære moskéer, historiske byer og betagende naturlandskaber. Min oplevelse af landet endte dog primært med at blive formet af de mennesker, jeg mødte undervejs, og det er mødet med usbekerne , som denne artikel handler om.
For at komme tæt på den usbekiske hverdag og kultur, samt for at have råd til at være en hel måned væk fra Danmark, valgte jeg at finde et sted, jeg kunne bo via Workaway – En platform, der giver rejsende mulighed for at få kost og logi mod betaling i form af husarbejde, projekter og andre småjobs.
På Workaway fandt jeg kvinden Nasiba, der udover, at være engelsklærer på den lokale skole, også tilbyder ekstra undervisning for yderst dedikerede elever, der vil lære mere engelsk. Nasiba bor i den sydvestlige del af Usbekistan, bedre kendt som Fergana-dalen, et tætbefolket og ressourcerigt område.
I den fjerneste del af Fergana-dalen, omkring 15 km fra Tadsjikistans grænse, ligger Nasibas hjemby, Beshariq, en forholdsvis lille by med 23.912 indbyggere. Nasiba beskrev den selv som en lille by fyldt med flotte og historiske steder, der tilbød en unik mulighed for at lære om, hvordan folk lever på landet i Usbekistan – noget som straks fangede min opmærksomhed.
En oplevelse fra lufthavnen
I Tasjkent lufthavn blev jeg hentet af Nasibas nevø, der arbejder som taxachauffør. Lidt udenfor Tasjkent hoppede hans ven med i bilen. Da de fandt ud af, at jeg kunne snakke en smule russisk, lettede stemningen lidt, og de prøvede at snakke med mig. Da de spurgte, om jeg drak alkohol eller røg, og jeg svarede ja til alkoholen, lettede stemningen betydeligt. Nevøen fandt en smøg frem og lænede sig godt tilbage i sædet. Derefter kørte han ind til siden og købte brød til os alle sammen, som han spiste noget af, mens han styrede rattet med sit lår. Efter noget tid kørte vi endda ind til siden igen, da de lige skulle købe blomster til mig.
Den næsten overvældende gæstfrihed forsatte, da jeg ankom til Nasibas hjem. Her blev jeg tilbudt snacks i enhver form, introduceret til hendes mor og tre sønner samt vist rundt i hjemmet og den tilhørende gårdsplads. Hjemmet var charmerende, men kunne bestemt godt have brug for en kærlig hånd. Det skyldtes – lærte jeg senere – at huset var ejet af hendes bror, som bor i Rusland, men som nægter at sælge det til hende. Derudover vil hendes anden bror, som også er hendes nabo, ikke hjælpe hende, da han selv ønsker at købe grunden, så hans egen grund kan blive endnu større.
Ungdommeligt gåpåmod
I skolen mødte jeg entusiastiske elever, der ivrigt spurgte efter livet i Europa. Mange drømmer om at kunne rejse til Europa, hvor levestandarden er højere, og hvor man ikke i samme grad er bundet af traditioner og forpligtelser i hjemmet.
Især to drenge havde meget store drømme. 17 årige Bob (hans engelske navn) drømmer om at blive den usbekiske Elon Musk – at lave en bil, der er bedre for miljøet, og hjælpe med at bygge en raket, der kan flyve mennesker til Mars. En anden ung dreng, som havde valgt at kalde sig selv Cat-boy, fortalte om sine drømme om at blive model og arbejde i modebranchen. Hans drøm var at deltage i den prestigefyldte Met Gala i New York og Milanos modeuge. Han ville også gerne lære fransk og studere mode i Paris.
De fleste unge, jeg mødte i Beshariq, havde store drømme om livet uden for landsbyen. At blive noget større, end hvad deres tilværelse lige nu kan bringe dem. Engelskundervisningen er en måde for dem at komme tættere på deres drømme – hvor uopnåelige drømmene end kan forekomme.
Udfordringer og spørgsmål om frihed og rejselyst
Nasiba tog mig også med til den lokale skole for sygeplejesker og læger, der ønsker videreuddannelse. Her var jeg en del af en klasse med elever fra 26 til 35 år, og klassen bestod af fem til ti elever, hvilket afhang af hvor mange, der valgte at dukke op. De første spørgsmål, eleverne spurgte, var: ’’Er du gift? Har du børn?’’ Og senere ’’Hvad siger din familie til, at du rejser alene? Hvad ville du have gjort, hvis din kæreste forbød dig at tage af sted?’’ Især blev der grint, da jeg sagde at jeg ville slå op med min kæreste, eller ihvertfald have en meget alvorlig snak, hvis han downloadede apps til at overvåge min telefon. Det fik de studerende til at udbryde i latter, ”Det gør alle vores mænd!”.
Da jeg fortalte, meget overordnet, om en kvindes liv i Danmark og vores standarder for ligestilling, sagde flere af dem, igen i latter, ”Tag mig med til Danmark!”. De begyndte også spørge mig om, hvordan de kan komme til Danmark – hvilket desværre er en både svær og bekostelig proces, når man har et pas, der rangerer nummer 148 i verden.
Unge piger med store drømme og kulturelle barrierer
På Nasibas skole mødte jeg Muslima på 16 år, som fortalte mig, hvordan hun ønsker en karriere indenfor programmering. Drømmen kan virkeliggøres ved at få optagelse på et universitet i Tasjkent – en fremtid hun fortalte om med et stort smil på læben. Dog fortalte hun også om, hvordan hendes far syntes, det var en dårlig idé, og han hellere ville have hende til at læse på universitet i den mere nærlæggende storby, Fergana, og læse fag såsom sprog.
For mange af de unge piger er drømmen om et selvstændigt liv med en god uddannelse en stor drøm. Dog ved de, at denne drøm nok bliver svær at realisere, da de for det første skal have deres fars tilladelse, og hvis de bliver gift (hvilket oftest sker mellem 22 år og i hvert fald ikke senere end 27 år) har de brug for deres svigermor og svigerindes tilladelse.
At være gift gør det især svært, for de unge kvinder, foruden at skulle bruge en stor del af deres tid på deres studier, skal de stå for alle de huslige pligter i hjemmet. Min vært Nasiba omtalte sine første otte års ægteskab som slavearbejde. Hendes dag bestod af at lave morgenmad til hendes mand, svigermor, to svigerinder og sønner. Derefter tog hun på arbejde og arbejdede indtil om aftenen, hvorefter hun tog direkte hjem, gjorde huset rent og lavede aftensmad.
TikTok og K-drama
Umiddelbart kan livet for nogen mennesker i Usbekistan virke fjernt fra det liv vi kender i Danmark. Her er det nok de færreste, der overvejer hvordan deres omdømme og beslutninger kommer til at reflektere deres families ry og sociale status i lokalsamfundet, samt hvordan et lands økonomiske situation spænder ben for ens fremtidige muligheder.
Men globaliseringen har også ramt Usbekistan og det lille samfund i Beshariq. De teenagere jeg mødte, var tit ivrige efter at vise mig trends på TikTok samt at snakke om alle de forskellige K-dramas og hvem den lækreste K-pop stjerne var. Men globaliseringen går længere end medierne.
I byen Fergana ligger lokalafdelingen af Riga Technical University. Dette universitet kan være en adgangsbillet til at prøve at rejse og leve uden for Usbekistan. Især hvis man ikke har kunne opnå stipendiater til en af alverdens universiteter rundt om i verden. Universitet tilbyder nemlig et semester i Riga. Her er det dog et krav at have det næstbedste niveau, C1, i IELTS-testen, en international vurderingsskala for sprogkundskaber, der anvendes af mange universiteter og arbejdspladser. Derfor var mange af de unge, jeg mødte i Nasbias ekstraskole, meget seriøse i deres læring.
Sidst jeg skrev med Nasiba havde hendes elever lige været til IELTS eksamen. Hun skrev med glæde til mig at hendes søn og næsten alle hendes elever har fået B2, dog havde Bob og Cat-boy, til deres store utilfredshed, kun fået B1. Begge drenge har dog begge to år tilbage af deres skolegang, før et C1 på eksamensbeviset bliver en real nødvendighed.
