“Jeg lukker øjnene og husker. Det er nu et år siden. Vi sidder i vores lille tredjesals lejlighed i det centrale Almaty, og hører maskingeværsalver, skrigende mennesker og lyden af ruder, som bliver knust, forretninger, som bliver plyndret under os, mens vi beroliger vores børn. Internettet virker ikke. Politiet er væk. Det virker som om, vi er faldet i en afgrund. Forhåbningsfulde demonstrationer mod styret er afløst af en rungende frygt. Forlydender om at russiske CSTO-tropper er sendt til Almaty for at genoprette lov og orden. Et rådhus som er udbrændt. Men vi ved intet – i informationsvakuumets sorte mørke sidder vi, ladt alene med angst og lyden af periodiske skud og voldsudøvelser på gaderne, hvor vi normalt går rundt med klapvogn og indkøb, kører til skole og drikker take-away kaffe.” – Mia Tarp Nurmagambetova 

Af Mia Tarp Nurmagambetova

Øjenvidne og Centralasienekspert Mia Tarp Nurmagambetova fortæller om de tragiske skæbner, som blev en del af fortællingen om voldshandlingerne efter nytår sidste år. I følgende artikel har hun indsamlet en række historier om nogle af de mennesker, som på tragisk vis blev dræbt under den Blodige Januar sidste år 2022. 

DEN BLODRØDE ASFALT 

Billede: Valery Sharifulin / TASS

I Januar 2022 blev Kasakhstan rystet af det blodigste opgør i over 30 år. Over hele landet udbrød der landsdækkende protester. Triggeren var den annoncerede fjernelse af statssubsidieret støtte til at holde prisen på LPG-brændstof nede. Mange biler i Kasakhstan er omdannet til hybrid benzin- og gasbiler, da gas, grundet de subsidierede priser, er billigere at anvende end benzin. Da nyheden om dette kom kort efter nytår, begyndte folk i Mangystau-regionen i det sydvestlige Kasakhstan at protestere. Protesterne bredte sig hurtigt til resten af landet den 4. januar, og derefter tog det fart. I Almaty samledes folk på Novaja Plosjtjad (Den Nye Plads) foran rådhuset, og kom i direkte kamp med sikkerhedsstyrker og politi. De kæmpede hele natten, og man kunne høre brag fra støjgranater og tåregas flere gange i minuttet. Den 6. januar åbnede militæret ild mod demonstranterne. Hele Almaty henstod i kaos, og det var langt fra den eneste by, hvor uskyldige menneskers blod malede asfalten rød. Bøller og tyve plyndrede Almaty i de følgende dage, mens byen henstod i stilhed, uden en synlig ordensmagt, og med talrige skudsalver overalt i byen efter mørkets frembrud. 

Først senere stod det klart hvor ufatteligt blodige dagene reelt havde været, og dagene blev for altid kendt som “Qandy Qantar” på kasakhisk – “Blodige Januar”. 

238 bekræftede dødsfald, heriblandt tilfældige forbipasserende, børn, ældre, ubevæbnede fredelige demonstranter samt et mindre antal politi- og militærfolk. Derudover blev næsten 10.000 mennesker arresteret uden klar lovhjemmel i dagene under og efter opstanden, og det er stadig ikke vist hvor mange af disse fængslede, der måtte udleve tortur. Men der er mange vidnesbyrd. Der er derfor tusindvis af direkte og indirekte ofre for Qandy Qantar. 

Dette er ofrenes historie. I det komplette kaos, som udfoldede sig den 4. januar og de følgende dage, hvor protesterne havde bredt sig fra Mangystau til hele landet, var der mange mennesker, som ikke vidste, hvor farligt det var at bevæge sig udenfor hjemmet. Internettet blev slukket helt af myndighederne i hele landet den 5. januar, og det var derfor næsten umuligt at orientere sig om situationen. I ugerne og månederne efter Qandy Qantar-begivenhederne flød lokale medier over med chokerende historier om tilfældige, uskyldige mennesker som mistede livet i disse dage. 

Det er hårdt for alle i Almaty at tænke tilbage på januar 2022. Også for mig. Men dette er ikke min historie.

OPRØRETS OFRE

Pensionisterne

Den 7. januar var det ældre ægtepar Kuat Bitkenbajev og Gulzifa Kulsultanova på vej hjem gennem Almaty, efter at have overnattet hos slægtninge i nogle dage. De mente, at de kunne nå hjem inden udgangsforbuddet trådte i kraft, men tæt ved Novaja Plostjad, på hjørnet af Nursultan Nazabajev-gade og Satpajeva, blev bilen fanget i kugleregn, og begge pensionister blev dræbt på stedet, mens deres bil udbrændte. Man kunne bagefter se det udbrændte skrog af bilen, som var fuldstændigt gennemhullet af kugler. Det blev senere bekræftet af politiet, at det var militæret, som havde skudt mod bilen. 

Den kommende politimand

Babakhan Zjolbaryskhanuly blev kun 21 år. Han var i militæret og drømte om at blive politimand. Han boede tæt ved Aport-shoppingcentreret i udkanten af Almaty og skulle ned med skraldet den 7 januar. Ved affaldscontainerne tæt ved en hovedvej stoppede flere politibiler og åbnede ild mod nogle mennesker klædt i militærtøj, og Babakhan blev skudt i hjertet – muligvis fanget i krydsilden. Der er ikke nye informationer i medierne om retssagen, som skulle afklare omstændighederne omkring Babakhans død. 

Moderen

De skulle bare finde et apotek som havde åbent – barnet havde feber, og der var brug for medicin. Zjanar Burkitbajeva, mor til fire børn, sad på bagsædet af bilen, mens de var på vej gennem Almaty på jagt efter feberlindrende børnemedicin. I hendes arme havde hun sit syv måneder gamle spædbarn, som hun ammede, idet hun blev ramt af en kugle gennem hovedet på bagsædet, og døde på stedet. Hendes barn blev ikke ramt og overlevede. [Der skal advares om at billederne på hyperlinket er voldsomme, red.]

Faderen

Ruslanbek Zjubanazarov tog fra landsbyen Monke Bi den 6. januar om aftenen for at tage på arbejde i Aqtobe. Han ville købe en nytårsgave til sin søn, som han ikke havde set til nytår, fordi han var skilt fra sin kone, og sønnen havde været hos hende henover helligdagene. Han tog forbi sin søster for at efterlade nogle ting og så ind til Aqtobe centrum med nogle venner. Dette var sidste gang Ruslanbek blev set i live. Han blev skudt og dræbt klokken fire om morgenen samme nat. Hans søster fortalte til mediet Vlast, hvordan det hele var fanget på en videooptagelse – Ruslanbek blev skudt ned foran en forretning, mens han flygtede. Hans lig blev tilbageholdt i over en måned, fordi Ruslanbek ifølge myndighederne var ‘terrorist’ og angiveligt havde været bevæbnet. “Hvilket bevis var der for, at han var terrorist? Hvorfor giver I os ikke hans krop? Han havde intet i hænderne [på videooptagelsen, red.]. 10 dage er gået. Jeg tog til stedet hvor han blev dræbt. Det lykkedes mig at finde videoer. Det kan ses, at han ikke har et våben i hænderne,” fortalte hans søster til Vlast.

Hyrden

Jernazar Kyrykbajev var hyrde i byen Taldykorgan og far til tre børn. Den 5. januar blev Jernazar og hans hest skudt og dræbt af militæret i byen. Militæret bekræftede, at de havde skudt ham. En konstabel påstod ved en høring i november, at hyrden havde “galoperet mod militærbasen” og man derfor var nødsaget til at skyde – men afdødes families advokat sagde, at denne forklaring ikke holdt vand – idet Jernazar var skudt ned langs en landevej. Der er stadig ikke faldet dom i sagen. [Der skal advares om at billederne på hyperlinkene er voldsomme, red.]

Pigen

Ajkorkem Meldekhan var kun fire år, da hendes søskende på 18, 16 og 8 år kørte gennem byen den 7. januar med hende på bagsædet. De skulle købe bleer og mad. Ikke langt fra Novaja Plosjtjad blev der åbnet ild mod bilen, og Ajkorkem og hendes knapt 16-årige storesøster Zjanelle blev ramt af skud i lungerne. Ajkorkems liv stod ikke til at redde, men hendes storesøster overlevede efter at have tilbragt halvanden måned på hospitalet. Forældrene fortæller, at kuglerne fundet i søsterens lunger stemmer overens med de patroner, som bliver anvendt af militæret. Aktivistiske graffitikunstnere i Almaty malede Ajkorkems portræt på en væg i juni 2022 med ordene: “Hvilken [onkel] myrdede mig? #qandyqantar”.Kunstværket blev kort tid efter malet over af myndighederne. 

Drengen

Sultik, hvad vil du være, når du bliver stor?” spørger søsteren i en privat udveksling gengivet i mediet Current Time. “Selvfølgelig skal jeg være fodboldstjerne,” svarer han. “Så skal du lære engelsk. Du skal jo give interviews til journalister.” “Jamen jeg bliver en stjerne! Lad dem da lære mit sprog.” Sultan Kamsjybek blev kun 12 år. Han stod i kø med sin mor og tante for at købe mad i Almaty den 5. januar. Han hørte skudsalver, men troede, at det var fyrværkeri og filmede mod lyden med sin mobiltelefon. Han blev skudt i hovedet og overlevede ikke. 

Studenten

Islam Torebek var en 21-årig studerede fra Mangystau, som læste på Universitetet for Energi og Kommunikation i Almaty. Islam vidste ikke hvor farligt der var i Almaty, fordi myndighederne havde lukket for internettet. Han var på vej ud for at købe mad den 6. januar. Han blev dræbt af skud. 

KAOS, ANHOLDELSER OG TORTUR

Der var mange rapporter om problematisk adfærd på lighusene – dødsattester, som angiveligt blev ændrede eller forfalskede, så “skudsår” blev fjernet som dødsårsag. Kugler blev sågar fjernet fra kroppe, inden de blev givet videre til familien. I disse tilfælde indeholdte obuktionsrapporterne ikke en forklaring på skudhullerne i de dødes kroppe. 

I kaosset, som herskede i de dage, blev tusindvis af mennesker arbitrært anholdt i hele landet. Ifølge tal fra Kasakhstans Indenrigsministerium offentliggjort den 11. januar, var hele 9900 mennesker blevet anholdt i hele landet på kun en uge. 

Billede: Pavel Mikheyev

Nogle af disse mennesker var tydeligvis bøller, tyve eller uromagere. Men blandt disse var også fredelige demonstranter, forbipasserende mennesker og helt almindelige borgere. I et mere kuriøst tilfælde blev en kirgiser anholdt på landevejen mod den kirgisiske grænse og tæsket voldsomt af ordensmagten. Derefter blev han tvunget til at afgive “vidneforklaring” til stats-TV, hvor han blev påbudt at sige, han var blevet betalt for at tage til Almaty og demonstrere. I virkeligheden var manden, Vikram Ruzakhunov, en berømt kirgisisk jazzpianist, som havde spillet koncert i Almaty. Hændelsen vakte stor harme i Kirgisistan. 

Efterhånden som folk blev løsladt i ugerne efter begivenhederne, begyndte historier om ofte systematisk og særdeles alvorlig tortur at sive frem i hele Kasakhstan. Aktivisten Sergej Sjutov fra Atyrau var en af de uheldige borgere der blev udsat for tortur. Han blev anholdt flere dage efter demonstrationerne og endte på et lokalt sportsstadion ejet af politiet. Stadionet blev anvendt som en slags torturcentral. “Det var ligesom et rædselskabinet,” fortalte han til Radio Free Europe. Her blev Sergej brutalt mishandlet og tortureret sammen med mange andre mænd. Men folk blev ikke kun anholdt på gaden og i hjemmet. I et foruroligende antal tilfælde blev folk også anholdt på hospitaler. Ordensmagten ledte især efter personer med skader, der røbede, at de havde deltaget i demonstrationer. Folk blev derefter slæbt ud af hospitalerne, ofte med deres katetre og bandager hængende og uden ordentlig påklædning. Flere af disse sårede fra hospitalerne blev derefter også udsat for tortur på trods af deres tilstande.  

DET “NYE” KASAKHSTAN

Tilbage står store spørgsmål: hvorfor? Hvorfor skulle alle disse mennesker dø, hvorfor skulle de tortureres og anholdes, og hvorfor skulle vi leve i konstant angst i de dage? Hvorfor var myndighederne så bange for demonstranterne? Folk gik på gaden for at protestere mod brændstofpriser, men hurtigt ændredes slagordene fra kun at være brændstof-relaterede, til at være generelt imod det autokratiske styre. Især tidligere præsident Nursultan Nazarbajevs magt og straffrihed, der var blevet bibeholdt under nuværende Præsident Kassym-Jomart Tokajev, blev heftigt kritiseret. Tokajev annoncerede i marts 2022, at nu skulle det “Nye Kasakhstan” bygges, og den gamle “superpræsidentielle magtstruktur” fjernes. 

Billede: Yerlan Dzhumayev

Og der er da sket en del af betydning på den front: Nazarbajev selv og hans allierede har ikke længere formel magt. Selv hans tidligere protégé, Sikkerhedspolitiets magtfulde chef Karim Masimov, blev anholdt i et elitært magtopgør, der udfoldede sig simultant med de blodige begivenheder på gaden i januar. Men regeringens reélle vilje til at imødegå borgernes ønsker vil blive udfordret i et kommende retsopgør om de blodige januardage. Forhåbningen er, at statens magtmisbrug vil blive anerkendt og undskyldt. 

Det skylder de os alle.

Mia Tarp Nurmagambetova er dansk forfatter og journalist, og har været bosiddende i Kasakhstan i en længere årrække. Hun er mediekonsulent for menneskerettighedsorganisationen IPHR, og arbejder også som fundraiser og partnerskabskonsulent for danske Silba og det kirgisiske uafhængige medie Kloop. Denne kronik er udtryk for skribentens egne holdinger. 

Artiklens hovedfotografi er taget af Timur Nusimbekov. “Vi er almindelige mennesker, vi er ikke terrorister” står der på banneret.