KAUKASUS | Den genopblussede strid mellem Armenien og Aserbajdsjan er en påmindelse om, at resultaterne af den sovjetiske nationalitetspolitik stadig er lyslevende. Allan Have Larsen opridser i denne artikel de historiske og demografiske aspekter af konflikten om Nagorno-Karabakh.

Konflikten om det armenskbefolkede område Nagorno-Karabakh i Aserbajdsjan brød ud i februar 1988, da det lokale parlament ønskede at overføre området fra Aserbajdsjan til Armenien. I forbindelse med Gorbatjovs reformer i slutningen af 1980’erne blussede en række nationalitetskonflikter op i Sovjetunionen og viste, at Sovjetunionen var et minefelt af uløste nationalitetsproblemer. Konflikten om Nagorno-Karabakh var den første af de etnoterritoriale konflikter, der dukkede op i slutningen af 1980’erne i Sovjetunionen.

Sovjetunionens grænsedragninger og folkemordet på armenierne
Mange af årsagerne til konflikten om Nagorno-Karabakh har rødder tilbage til starten af det 20. århundrede. Det Osmanniske Riges folkemord på armenierne i starten af det 20. århundrede forpester således stadig forholdet mellem Aserbajdsjan og Armenien. Azerier, der udgør langt hovedparten af befolkningen i Aserbajdsjan, er et tyrkisk folkeslag, der taler et sprog nært beslægtet med tyrkisk. Fra armensk side kan Aserbajdsjan derfor ses som en repræsentant for den stat, der begik folkemordet på armenierne. 

Sovjetunionens første år og den sovjetiske nationalitetspolitik i 1920’erne spiller imidlertid også en stor rolle. Da der skulle tegnes interne grænser i den nydannede union, var det herskende princip ”del og hersk”. Derfor fik Nagorno-Karabakh i 1923 status af autonomt område inden for den aserbajdsjanske del af Den Transkaukasiske Sovjetrepublik. Det til trods for at folketællingen fra 1926 viste at 94,4 procent af befolkningen i Nagorno-Karabakh var armeniere. Til gengæld blev det azeribefolkede område Nakhitjevan, der ikke er sammenhængende med Aserbajdsjan, lagt ind under Aserbajdsjan. 

Samme folketælling fra 1926 viste, at 84,3 procent af befolkningen i Nakhitjevan var azerier. Denne favorisering af Aserbajdsjan på Armeniens bekostning skyldtes blandt andet, at man fra sovjetisk side så en slags allieret i Tyrkiets nye stærke mand, Kemal Atatürk, og derfor ønskede at favorisere azerierne.

I 1936 blev Den Transkaukasiske Sovjetrepublik opløst, men Nagorno-Karabakh forblev et autonomt område i den nydannede sovjetrepublik Aserbajdsjan. Således var Nagorno-Karabakh altså formelt en del af Aserbajdsjan, da Sovjetunionen i 1991 gik i opløsning, og både Aserbajdsjan og Armenien blev selvstændige stater.  

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev konflikten om Nagorno-Karabakh dermed endnu et eksempel på en konflikt mellem på den ene side staters suverænitet og på den anden side folkenes selvbestemmelsesret. I forbindelse med Aserbajdsjans uafhængighed, erklærede Nagorno-Karabakh sig igen som en del af det nu uafhængige Armenien. Fra starten af 1992 var der regulær krig i området, frem til en russisk medieret våbenhvile blev vedtaget i maj 1994. Det var på et tidspunkt, hvor Armenien havde krigslykken med sig og således kunne sikre sig kontrollen med Nagorno-Karabakh og syv omkringliggende regioner i Aserbajdsjan. Armeniens generelle interesse i konflikten er altså at bevare status quo. 

En vigtig årsag til at denne konflikt er så svær at løse er, at tabstallene både i form af dræbte og fordrevne er meget høje. Der hersker uenighed om tallene, men i omegnen af 25.000 personer blev dræbt i starten af 1990’erne. Mellem 350.000 og 400.000 armeniere fra Aserbajdsjan måtte flygte til Armenien og cirka 200.000 azerier den modsatte vej fra Armenien og til Aserbajdsjan. 

Derudover er stort set alle azerier fra Nagorno-Karabakh, en befolkningsgruppe som i 1989 udgjorde 22 procent af befolkningen på ca. 185.000, fordrevet. Dertil kommer yderligere en halv million fordrevne azerier fra de tilstødende områder til Nagorno-Karabakh, som Armenien havde erobret.

Udenlandske interesser
Tyrkiet støtter åbenlyst Aserbajdsjan, og der er mange rapporter om, at Tyrkiet har sendt krigere fra Syrien til Aserbajdsjan. Hvordan andre lande forholder sig til konflikten, er dog mindre klart. Rusland sælger våben til begge parter og har indgået en forsvarspagt med Armenien (CSTO: Collective Security Treaty Organisation).

Armenien deltager også i den Eurasiske Økonomiske Union, der er et russisk forsøg på at skabe en pendant til EU i det postsovjetiske område. Ligeledes er der også en russisk militærbase i den armenske by Gyuri. Putin har imidlertid ikke været specielt ivrig i sin støtte til Armenien. Rusland er da også i en ganske penibel situation i denne sag. Hvis Rusland tydeligt støtter Armenien, vil det være den tredje konflikt, efter Syrien og Libyen, hvor Rusland og Tyrkiet står på hver sin side.

Selvom Rusland sælger våben til begge parter, er det dog værd at bemærke, at det kun er Aserbajdsjan, der betaler fuld pris for våbnene. Iran er også en vigtig spiller i regionen og har alene af demografiske grunde stor interesse i, hvad der foregår i Aserbajdsjan. Der bor nemlig langt flere azerier i Iran end i Aserbajdsjan. 

Aserbajdsjan har en befolkning på knap 10 millioner indbyggere, hvoraf over 90 procent er azerier. Det er langt mere omstridt, hvor mange azerier, der bor i Iran, men et tal på cirka 20 millioner er ikke helt forkert. Trods trosfælleskabet med de ligeledes shiamuslimske azerier, har Iran traditionelt haft et godt forhold til Armenien, ikke mindst for at have en modvægt mod tyrkisk og sunnimuslimsk indflydelse i regionen. Der er dog allerede meldt om demonstrationer i Iran til fordel for Aserbajdsjan.

Ikke en religionskrig
Armenien var den første stat i verden, der antog kristendommen som statsreligion. Aserbajdsjan er shiamuslimsk. Det er derfor nærliggende at se konflikten som en strid mellem kristendom og islam. Det er imidlertid mere relevant at se på de territoriale aspekter af konflikten. At flere hundrede tusinde azerier i 1990’erne blev fordrevet fra områder, der i dag kontrolleres af Armenien, giver uvilkårligt Aserbajdsjan en god grund til at ønske en revurdering af status quo. 

Dertil kommer, at Aserbajdsjan er en autoritær oliestat med en personkult omkring landets præsident, Ilham Aliev, der arvede posten som præsident efter sin far, Heydar Aliev. En hurtig krig, der kunne resultere i, at nogle af de tabte områder kom tilbage til Aserbajdsjan, og at nogle af de fordrevne fra krigen i starten af 1990’erne kunne vende tilbage, ville være en stor gevinst for præsident Aliev.

Et interessant aspekt af den igangværende konflikt er, at Vesten og Rusland i det store og hele ikke har modsatrettede interesser og synspunkter. Dette er en væsentlig forskel i forhold til blandt andet konflikten mellem Ukraine og Rusland og de georgiske udbryderrepublikker Abkhasien og Sydossetien. 

Den 10. oktober indgik udenrigsministrene for Armenien og Aserbajdsjan en våbenhvile i Moskva. Om den får nogen gang på jord, må de kommende uger vise. Konflikten viser i al fald, at Sovjetunionens nationalitetspolitik lykkedes. I al fald hvis formålet var, at nationerne i Sovjetunionens periferi skulle forblive splittede.

Hovedfoto fra Nagorno-Karabakh af Vaghinak Vardanyan via Unsplash