BOGOMTALE | I et fremragende stykke journalistisk arbejde afdækker Jens Malling, hvordan danske virksomheder har tjent millionbeløb på minedrift i Armenien på bekostning af lokalbefolkningen. Via en snedig forretningsmodel har den danske stat aktivt støttet et mineprojekt, der med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord har knægtet lokalbefolkningens menneskerettigheder, uden at man fra dansk side har villet leve op til det sociale ansvar. Jon Reinhardt-Larsen anmelder.

Jens Malling, Kobberminen i Armenien – og Danmarks brud på menneskerettighederne, Trembita, 2019, 136 sider.

Enhver der har læst Emile Zolas Germinal ved, at minedrift er et uskønt foretagende. Rige investorer etablerer minerne, hvorefter fattige arbejdere sendes ned i mørket for at udvinde jordens ressourcer til stor profit for investorerne. Det kan måske derfor komme som lidt af et chok for nogle, når de erfarer, at deres skattekroner har været anvendt til at sikre danske virksomheder et millionafkast på minedrift i Armenien.

Dette er ikke desto mindre tilfældet, og det udrulles i freelancejournalist Jens Mallings bog Kobberminen i Armenien – og Danmarks brud på menneskerettighederne. Bogen dokumenterer, hvordan den danske stats Eksportkreditfond (EKF), PensionDanmark og ingeniørfirmaet FLSmidth har tjent store penge på minedrift i Armenien på bekostning af lokalbefolkningen, der både er blevet fattigere og har været udsat for helbredsmæssige farer, uden at man fra dansk side har villet tage det sociale ansvar på sig.

Resultatet er en helt igennem fremragende bog. Med ønsket om at hjælpe det armenske prekariat i kampen mod storkapitalen, afdækker Malling eksportkreditfondenes lyssky verden. Som i Zolas klassiker mærker man et indædt ønske om at så spirerne til en lysere fremtid, men til dels også desperationen over de kræfter, man er oppe imod.

Journalistik fra neden
Vi har tidligere her på Magasinet rØST anmeldt Mallings Krigen i Ukraine (se ”Prekariatets fortælling om krigen i Ukraine”). I dette værk betegnede Malling selv sin tilgang som ”journalistik fra neden”, en uafhængig journalistik der ville fortælle prekariatets ellers overhørte historier. I Kobberminen i Armenien tages denne journalistik et skridt videre, da Malling her tilsætter det opsøgende element.

Hvor han i Krigen i Ukraine gik til kamp mod de gængse geopolitiske narrativer ved at bringe almindelige ukraineres stemmer til orde, går han i Kobberminen i Armenien til direkte angreb på magthavere og storkapitalen, og det endda i vores egen lille danske andedam. Med ønsket om at hjælpe lokalbefolkningen i dens kamp mod opførelsen og siden lukningen af minen i Armenien, afdækker Malling, hvordan statslige eksportkreditfonde hjælper private virksomheder med at tjene penge på bekostning af fattige landes lokalbefolkninger.

En snedig forretningsmodel
EKF er oprettet med det formål at støtte dansk erhvervsliv ved at yde kredit til eksport. I den konkrete sag om minen i Armenien foregik det således: EKF stiller en garanti på 350 mio. kr. til PensionDanmark. Med denne garanti udlåner PensionDanmark 350 mio. kr. til den russiske bank VTB, der låner dem videre til det armenske mineselskab Vallex. Som krav for lånet kræver EKF og PensionDanmark, at Vallex køber minedriftsudstyret hos danske FLSmidth.

EKF er 100 procent ejet af staten, hvorfor en indfrielse af garantien over for PensionDanmark vil betyde, at det er danske skattekroner, der anvendes hertil. Ifølge EKF og PensionDanmark sikrer aftalen mellem PensionDanmark og VTB dog at eventuelle udeståender mellem Vallex og VTB ikke påvirker aftalen med PensionDanmark. Med andre ord er de danske virksomheder dækket ind økonomisk, og de kan sammen med pensionskassens medlemmer se frem til en millionindtægt på mineeventyret.

For lokalsamfundet er der dog langt fra tale om et eventyr. Opførelsen af minen medfører, at befolkningen får inddraget deres landsbrugsjord, så de ikke længere kan ernære sig herved, men i stedet bliver tvunget til at tage arbejde i minen under dårlige forhold og til en lav løn. Samtidig truer giftigt affald fra minedriften lokalsamfundet. En dæmning, hvis konstruktion af flere eksperter vurderes som utilstrækkelig, holder affaldet tilbage, men hvis dæmningen brister, vil landsbyer blive oversvømmet af giftigt mineaffald.

CSR – social ansvarlighed eller ligegyldighed?
Malling konfronterer gentagende gange de danske virksomheder med beviser for minedriftens konsekvenser, men det preller af virksomhedernes chefer for Corporate Social Repsonsibility (CSR). Disse er angiveligt ansat til at sikre, at virksomhederne lever op til internationale standarder for socialt ansvarlig virksomhedsdrift. Snarere end at vise nogen form ansvarlighed, fremstår de som robotter med forprogrammerede svar, her illustreret ved chef for social ansvarlighed i Danmarks Eksportkreditfond Claus Primdal Sørensen:

”Når vi går ind i et projekt for at hjælpe danske virksomheder med eksport, skal det gøres på en ansvarlig måde. Der er nogle regler, der siger, at vi skal anvende internationale standarder for miljø og social bæredygtighed. I forhold til de lokale i Armenien, så er vi af den holdning, at det er bedre, at vi er med og holder fast i kravene, end hvis vi ikke var med. For mineprojektet kører under alle omstændigheder. Så der kan EKF være med til at sørge for, at projektet opfylder nogle højere standarder, end hvis EKF ikke deltog.”

Da han konfronteres med Verdensbankens rapport med kritik af dæmningen, lyder svaret:

”Jeg kender godt til den. Vi har ikke været inde og studere den i detaljer, fordi vi sådan set har været gennem den øvelse. Men hvis der er noget, som vi ikke kender til eller har overset, tager vi gerne fat i det. For tingene skal være ordentlige. Det er helt sikkert.”

Afslørende journalistik giver pote
Mallings opsøgende journalistik udmøntede sig i første omgang i en artikelserie, der udkom i Arbejderen og Eftertryk i sensommeren og efteråret 2017, og det er dette arbejde, der udgør størstedelen af Kobberminen i Armenien. Det resterende materiale følger op på, hvad der skete i kølvandet herpå. For det var nemlig først, da Ekstra Bladet indvilgede i at bringe dele af Mallings arbejde i oktober samme år, at EKF og PensionDanmark pludselig fandt det nødvendigt at trække sig fra projektet.

Kort inden Ekstra Bladet gik i trykken med artiklen, kom EKF med en pressemeddelelse, hvori man meddelte, at man trak sig ud af minedriftssamarbejdet, angiveligt som følge af manglende overholdelse af de kriterier, man oprindeligt havde indgået samarbejdet på. Dette betød dog ikke, at man ønskede at leve op til det sociale ansvar.

I sin fortsatte kamp for retfærdighed opsøger Malling igen virksomhederne, men på trods af forsikringer om, at det er bedre, at man fra dansk side er med end, hvis man ikke var, så ønsker hverken EKF, PensionDanmark, FLSmidth eller den danske stat at yde genoprejsning til armenierne.

Spirer til forandring
Takket være Mallings arbejde og lokale NGO’ers egen indsats fik lokalbefolkningen dog en form for genoprejsning i oktober 2018 og februar 2019, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dømte til fordel for de lokale bønder i sagen om inddragelsen af deres landbrugsjord. Foruden en økonomisk erstatning havde befolkningen nu rettens ord for, at mineeventyret havde forårsaget en knægtelse af deres menneskerettigheder.

De lokale må dog stadigvæk leve med følgerne af minens opførsel, og kampen er derfor langt fra slut. Men selvom det armenske prekariat står tilbage med blandede følelser, vidner Kobberminen i Armenien om, at kombinationen af borgerinitiativer og journalistik fra neden kan skabe spirer forandring. Og hvem ved om disse spirers sæd en dag vil sprænge jorden, som Zolas håbefulde slutning på Germinal profeterede.