AFSÆTTELSE | Mandag den 23. april trådte Armeniens premierminister Sersj Sargsjan tilbage. Dagen efter, tirsdag den 24. april, markeredes Det Armenske Folkedrab i efterdønningerne af fejringen fra dagen før. Marie Hermine Markossian analyserer.
’Et nyt kapitel i Armeniens historie’’, sådan beskriver Armeniens nye præsident, Armen Sarkissian den politiske udvikling, som landet har været igennem i de sidste tre uger.Da Armen Sarkissian blev indsat den 9. april i år var det i et system, som var radikalt anderledes end sine forgængers. Efter en forfatningsændring i 2015, overgik Armenien nu i 2018 fra et præsidentielt til et parlamentarisk system.
Den afgående præsident Sersj Sargsjan indtog premierministerposten med de nyindførte øgede magtbeføjelser, men havde tidligere afvist, at ændringerne i forfatningen var designet til at lade ham beholde magten, og at han ikke ville indtage premierministerposten. Sersj Sargsjans holdt ikke sit løfte og forsøget på at forlænge sit politiske liv, blev således hans politiske skæbne.
Efter få dage på premiereministerposten trådte Sersj Sargsjan tilbage som et direkte resultat af befolkningens demonstrationer i landet bakket op af den verdensomspændende armenske diaspora, der også protesterede aktivt mod ham. Inden Sersj Sargsjan blev premierminister, var han landets præsident i ti år.
Fakta om Armenien – Styreform
Armenien er et forfatningsbaseret parlamentarisk demokrati. Ved en reform underskrevet i 2015, indført i april 2018, flyttede man en del af den udøvende magt fra præsidentembedet over i parlamentet. Nationalforsamlingen, Azgayin Zhogov har 131 medlemmer. Den aktuelle regeringskoalition består af Armeniens Republikanske Parti og Folkepartiet. Derudover er også Kommunistpartiet; Partiet for lov og Enhed; og det socialdemokratiske parti Armeniens Revolutionære Føderation repræsenteret i Nationalforsamlingen.
Timingen op til Det Armenske Folkedrab
Den i forvejen bemærkelsesværdige tilbagetrædelse den 23. april blev yderligere bemærkelsesværdig af, at det skete dagen inden den årlige markering af Det Armenske Folkedrab den 24. april. Sammenfaldet var ikke tilfældigt, og timingen var nøje overvejet og planlagt fra begge sidder – både regeringens overraskende resignation og oppositionens massive protester.
Fra regeringens side, var man ikke interesseret i, at Armenien skulle fremstå som et land der led under magtmisbrug, korruption og nepotisme. Og hvert år, den 24. april, er der stor opmærksomhed rettet mod Armenien, når journalister fra hele verden strømmer til for at dække markeringerne af folkedrabet.
På den måde ville demonstranterne få den taletid og opmærksomhed, som magthaverne frygtede. Fokus ville ændres fra markeringen af folkedrabet, til de indenrigspolitiske uroligheder og kaos, hvor de siddende politikeres mulige magtmisbrug ville komme i centrum.
Oppositionen har i mange år truet med, men undladt at iværksætte, store demonstrationer den 24. april med kravet om at regeringen imødekom deres ønsker. Dette potentielt effektive våben for oppositionen, gav overraskende hurtigt et reelt resultat efter blot ti dage demonstrationer frem til aftenen før den 24. april.
Siden 2008, hvor Sersj Sargsjan blev præsident, har der været flere protester i Armenien. Men disse demonstrationer under sloganet ’Nægt Sersj!’, som også kaldes ’Fløjlsrevolutionen’, tiltrækker et historisk stort deltagertal og opbakning.
Fakta om Armenien – Det Armenske Folkedrab
Betegnelsen Det Armenske Folkedrab er omstridt, men bredt anerkendt – senest af Tyskland i 2016. Tyrkiet som er arvetager til Det Osmanniske imperium, der gennemførte systematiske massakrer, anerkender ikke betegnelsen. Uenigheden om forbrydelsens status er fortsat genstand for konflikt med Tyrkiet.
Seneste begivenheder kort
Den 1. maj skulle der vælges ny regeringsleder i det armenske parlament, da forfatningen foreskriver nyvalg senest syv dage efter premierministerens tilbagetrædelse. Den eneste opstillede kandidat var oppositionslederen Nikol Pasjinjan, men på trods af ni timers parlamentsdebat lykkedes det akkurat ikke for Pasjinjan at samle det nødvendige flertal på 53 stemmer bag sig – han fik 45 stemmer.
Det betyder, at valget foreløbigt er udsat en uge til den 8. maj. Mange scenarier er mulige. Nikol Pasjinjan selv har annonceret strejker og demonstrationer over hele landet, hvis ikke han bliver indsat som premierminister. Regeringen med den midlertidige premierminister Karen Karapetjan i spidsen beskylder til gengæld oppositionen for hærværk af religiøse symboler – den kristne religion har en enorm betydning for den armenske befolkning. Hvad enten det er berettiget eller uberettiget, kan det tolkes som et forsøg på at vende folkestemningen imod oppositionen og genvinde momentum. Risikoen for voldelige sammenstød er overhængende.
Befolkningen med oppositionslederen Nikol Pasjinjan i spidsen protesterede kraftigt imod Sersj Sargsjans indsættelse på premierministerposten den 18. april. Sargsjans tilbagetrædelse den 23. april skabte folkelig jubel i store dele af befolkningen, som er fortsat lige siden i det, der bedst kan betegnes som en folkefest. Armenien ledes for øjeblikket af en overgangsregering med Karen Karapetjan på premierministerposten fra Sargsjans regeringsparti, Armeniens Republikanske Parti. Præsidenten, Armen Sarkissian er partineutral.
Anden valgrunde
Den 8. maj skal Nationalforsamlingen stemme for anden gang og Nikol Pasjinjan er igen den eneste opstillede kandidat til premiereministerposten. Regeringspartiet, Armeniens Republikanske Parti, som hidtil har været imod, Nikol Pasjinjans kandidatur, har nu meddelt, at de vil støtte den kandidat, som flertallet vil stemme på: ’’Vi støtter den kandidat, som får en tredjedel af stemmerne’’.
Det er en tvetydig udtalelse, som kan fortolkes på flere måder. Regeringsfløjen er meget forsigtige med at nævne Nikol Pasjinjans navn i denne udtalelse, selvom Nikol er den eneste opstillede kandidat. I forlængelse af udtalelsen, har regeringspartiet understreget, at de ikke ønsker et politisk tomrum, men at Armenien får en ny premiereminister den 8. maj.
Meldingen er noget af en kovending, da de dagen før – den 1. maj – havde stemt imod Nikol Pasjinjan som dermed ikke opnåede flertal.
Den mest sandsynlige forklaring er, at regeringspartiet gerne vil vinde noget tid. For i tilfælde af, at Nikol Pasjinjan ikke får en tredjedel af stemmerne fra parlamentsmedlemmerne den 8. maj, skal parlamentet ifølge loven opløses, hvilket kan resultere i et betydeligt mandatfald for regeringspartiet og dermed give bagslag.
Valget den 8. maj er ikke nødvendigvis så afgørende på længere sigt, da premierministerposten herefter er midlertidig. Hvis det lykkes for Nikol Pasjinjan at vinde valget, skal der ifølge forfatningen udskrives nyvalg senest medio juli i år, hvorefter det nye parlament skal vælge en ny premiereminister.
Den politiske situation i Armenien er stadig usikker, og vi kan se frem til en helt uforudsigelig periode med politiske magtkampe indenfor- og fortsat folkefest udenfor parlamentet.
Men det armenske folk har skrevet historie ved for første gang at gennemføre en fredelig demonstration, som er endt med en foreløbig sejr. Dermed kan de samtidig have påbegyndt en delvis frigørelsesproces fra afhængigheden af Rusland, selvom det ikke kan realiseres på kort sigt.
Armeniens placering og Ruslands indflydelse
Den armenske politolog, Gevorg Melikjan kalder udviklingen, ’en afslutning af den sovjetiske epoke’ fordi regeringen siden selvstændigheden i princippet har fulgt sporet fra opløsningen af Sovjetunionen. Afsættelsen af Sargsjan kan udover at være et indenrigspolitisk anliggende i høj grad også få et regionalt, geopolitisk aspekt. Armenien har siden selvstændigheden i 1991, nemlig været nært affilieret med Rusland på grund af deres afhængighed at Ruslands militære, økonomiske og politiske støtte.
Ved første øjekast handler det der forgår i Armenien om indenrigspolitik – og hidtil har det også stort set været tilfældet. Men situationen er mere kompleks end det ses på overfladen og sikkerhedspolitik er øverst på den politiske dagsorden i Armenien. Landet har ingen kyst og grænser op til Tyrkiet, Iran, Georgien og Aserbajdsjan, som Armenien ligger i konflikt med om Nagorno-Karabakh provinsen. Konflikten førte senest til væbnede sammenstød i 2016
Rusland leverer våben til Armenien, til gengæld har Rusland base i Armenien, langs ved det Tyrkiske grænse, hvor NATO har sine styrker. Rusland er dermed Armeniens sikkerhedsgaranti, da landet ikke selv kan matche nabolandenes forsvarsbudgetter. Interessen er asymmetrisk om end ikke ensidig, for den geostrategiske interesse for Rusland i Armenien er stor som platform tæt på Iran, Tyrkiet, Aserbajdsjan og Georgien, som Rusland stadig har et anstrengt forhold til.
Oppositionen, indenrigspolitik og Rusland
Under pressekonferencen den 27. april understregede oppositionslederen, Nikol Pasjinjan, at den politiske udvikling i Armenien udelukkende handler om indenrigspolitik og ikke udenrigs- eller sikkerhedspolitik. Hans tale var ikke kun rettet mod den armenske befolkning, men også til Rusland og Vesten.
’’Det er en ren indenrigspolitisk bevægelse og har ingen geopolitiske kontekst, det kan jeg give hundrede procent garanti for’’.
Det er et udenrigspolitisk interessant og meget diplomatisk budskab, leveret af Nikol Pashinjan, hvor han skal bevæge sig på en snæver politisk balancegang mellem indenrigspolitisk legitimitet på den ene side og samtidig undgå at støde Rusland fra sig.
Herefter tilføjede han: ’’ I Rusland respekterer man Den Internationale Ret, derfor vil Rusland ikke blande sig i det, det er Armeniens interne anliggende’’.
Herfra kan man konkludere, at Nikol Pashinjan gerne ville forsikre Rusland om, at et magtskifte i Armenien ikke vil føre til nogen form for ændringer i forholdet mellem de to lande. Men om Rusland uden videre accepterer oppositionslederens udmelding er tvivlsomt.
Gevorg Melikjan analyserer situationen således, at Rusland ifølge ham vil påvirke situationen til at få valgt deres pro-russiske kandidat på premiereministerposten. Han frygter at Rusland kan benytte potentielle pressionsmidler som blandt andet indførelse af undtagelsestilstand og endda puste til ustabiliteten ved Nagorno-Karabakhs grænse.
Han henviser til Armeniens medlemskab i Den Kollektive Sikkerhedspagt, CSTO, som er en militæralliance mellem Rusland, Hviderusland, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og altså Armenien. Ifølge pagten, ser landene et angreb på en af medlemsstaterne, som et angreb på alle medlemslande.
Det giver ifølge Gevorg Melikjan Rusland ret til at blande sig i tilfælde af ’’anvendelse af ’farve-revolutioner’, som den Orange Revolution i Ukraine og i tilfælde af ’hybridkrig’’.
Rusland vil gå langt for at opnå sit mål. Allerede nu kan man se, at ’’Kreml er begyndt på informationskrig mod Armenien, via ’maidanisering’ af hele bevægelsen og diskreditere Nikol Pasjinjan’’, understreger Gevorg Melikjan. Men indtil videre er det ikke lykkes for Rusland at vende stemningen, og Kremls informationskampagne er da også foreløbigt meget begrænset.
Armenien versus Ukraine
Oppositionen tager skarp afstand fra en sammenligning med udviklingen i Ukraine i år 2013-14. Analytikere kalder den sammenligning ’uvidende propaganda’, – og tilføjer, at ’’bevægelsen i Armenien kan på ingen måder sammenlignes med Maidan i 2013-14 eller Den Orange Revolution i 2004. I modsætning til disse handler det i Armenien kun om indenrigspolitik og ikke om udenrigspolitik’’.
Armeniens opposition rækker hånden ud til Rusland
Derfor lægger Nikol Pasjinjan vægt på, at bevægelsen i Armenien ikke vil føre til nogen ændringer i landets udenrigspolitik og at Armenien vil blive ved med at være medlem i Det Kollektive Sikkerhedspagt CSTO, samt Den Eurasiske Økonomiske Union, EAEU.
Strategisk set, er det en fornuftig udtalelse, hvis man gerne ville holde Rusland ude af konflikten.
Set fra Ruslands optik er dilemaet, at det kan danne præcedens for andre postsovjetiske landes oppositionsbevægelser. Den russiske oppositionsleder, Aleksei Navalnyj var da også hurtigt ude at sammenligne situationen i Armenien med Rusland og opfordrer den russiske befolkning til at følge Armeniens eksempel – en opfordring der, den 5. maj, blev fulgt op af store demonstrationer i flere russiske byer, hvor der endda blev flaget med armenske flag.
I Armeniens opposition er man af gode grunde meget forsigtige med at bifalde den slags sammenligninger i ønsket om et fortsat samarbejde med Rusland.
Dette fører til den konklusion, at Rusland kommer til at spille en rolle i udviklingen på et eller andet niveau, – måske mindre synligt, men Kreml vil fortsætte med have fingeren på pulsen og komme mere på banen, i tilfælde af at spillereglerne risikerer at ændres væsentligt i Armenien
Armenien samtidshistorie i tidslinje:
1991: Armeniens postsovjetiske selvstændighed
1994: Våbenhvile med Aserbajdsjan om Nagorno-Karabakh
1995: Armeniens Forfatning indføres i et præsidentielt styre.
2008: Sersj Sargsjan indsættes som præsident
2015: Reform af forfatningen vedtages til indførelse i 2018 til et parlamentarisk styre
2018: Systemændringen fra præsidentielt til parlamentarisk styreform indføres
2018: (18. april): Sersj Sargsjan træder tilbage som præsident og indsættes som premierminister
2018 (23. april): Sersj Sargsjan træder tilbage som premierminister efter massive folkelige protester
2018 (24. april): Den årlige markering af Det Armenske Folkemord
2018 (1. maj): Ifølge forfatningen skal der senest vælges premierminister denne dag
2018 (8. maj): Anden valgrunde
2018 (28. maj): 100 års uafhængighedsdag for den Første Armenske Republik
