KONFLIKTER | Ved det seneste valg i Armenien vandt det siddende parti med overvældende majoritet. Sejren var ikke overraskende, men en forsættelse af en næsten tyve år lang regeringsperiode, i hvilken politikken har været drevet af en diskurs om militære konflikter, nationalisme og national sikkerhed.
Søndag den 2. april gik borgerne i Armenien til stemmeurnerne. Det var på mange måder et ekstraordinært valg: Valget var det første efter en forfatningsændring, der omdannede Armeniens styreform fra et præsidentielt system til et parlamentarisk. Samtidig blev ny teknologi og nye regler afprøvet, men alligevel meldte internationale valgobservatører om omfattende valgfusk på alle niveauer. Flere steder blev der observeret både bestikkelse, partiske valgtilforordnede og sjusk ved stemmeoptællingerne af internationale observatører.
Det eneste ved valget, der ikke var ekstraordinært, var resultatet. Ud af de ni opstillede partier, var den suverænt største stemmesluger Det Republikanske Parti, der ifølge Reuters vandt med hele 49,12 procent af stemmerne.
Vinder med nationalisme
Også uden ovennævnte valgfusk var det forventet, at det nationalkonservative parti atter engang ville vinde stort. Armeniens Republikanske Parti har nemlig siddet på magten uafbrudt siden 1999. En del af årsagen til denne lange regeringsperiode er den stærke nationalisme i Armenien, og republikanernes evne til at udnytte den.
Det Republikanske Partis politik spiller i høj grad på tanken om det evige armenske folk og dets naturlige hjemstavn. I deres partiprogram kan man blandt andet læse, at deres “mål og aktiviteter er vokset ud af ideen om den evige nation og fædreland. Det armenske folks vugge er det Armenske Plateau, og det er det uerstattelige fædreland for alle armenere”.
Denne både etniske og territoriale nationalisme hænger tæt sammen med en reel frygt for den nationale sikkerhed, der skyldes de mange konflikter i Armeniens nærområder.
Et land i klemme
Armenien anno 2017 er et land præget af grænse- og stormagtskonflikter. Landet ligger geografisk mellem tre tidligere eller nuværende stormagter. Mod syd deler Armenien grænser med Iran, mod vest ligger Tyrkiet og mod nord, på den anden side af nabolandet Georgien, ligger Rusland, Moskva og hjertet af det gamle Sovjetunionen. Selvom Sovjet for længst er kollapset, og den Kolde Krig er forbi, påvirkes Armenien stadig af spændinger mellem de gamle stormagter.
Alexander Iskandaryan, der er direktør ved Caucasus Institute, en politisk tænketank med hovedsæde i Jerevan, forklarer det således: ”Hver gang Armenien indgår handler med Iran, for eksempel omkring gasledninger, skal man sige til amerikanerne ’Se dog på kortet, folkens!’. Og hver gang man handler med Georgien skal man sige til russerne ’Så se dog på kortet, folkens!’.”
Armenien står med andre ord i en permanent splittelse mellem stormagter. Hvor galt det kan gå, hvis Armenien skulle finde på at vælge side, demonstrerede nabolandet Georgien ganske tydeligt i 2008. Det år erklærede Georgien, at landet ønskede at opnå NATO-medlemskab, hvilket bliver set som en af grundene til den diplomatiske krise mellem Rusland og Georgien. Krisen eskalerede med Ruslands støtte til udbryderrepublikkerne Sydossetien og Abkhasien, der formelt set ligger i Georgien. Det endte med, at Rusland rykkede ind i Sydossetien i det, der i dag er kendt som Krigen i Sydossetien.
Konfliktfyldt region
Men det, der først og fremmest driver den armenske nationalisme, er dog de regionale konflikter i Kaukasus. I grænselandet mellem Armenien og Aserbajdsjan ligger regionen Nagorno-Karabakh, der i 1991 erklærede sig uafhængig umiddelbart inden Sovjetunionens fald. Regionen ligger formelt i Aserbajdsjan, men bebos primært af etniske armeniere, hvorfor Armenien støttede regionens ønske om selvstændighed fra Aserbajdsjan. Det førte til krig mellem Armenien og Aserbajdsjan fra 1991 og frem til våbenhvilen i 1994. På trods af våbenhvilen er Armeniens militær stadig talstærkt til stede i regionen i dag.
Mod vest ved den tyrkiske grænse, der blot ligger 25 kilometer fra Yerevan, er situationen ikke meget anderledes: Forholdet er så spændt, at grænsen mellem de to lande officielt er lukket. Det anstrengte forhold mellem de to lande startede formelt set i 1991, da Tyrkiet valgte at støtte Aserbajdsjans territoriale ret til Nagorno-Karabakh-regionen. Reelt set er konflikten dog endnu ældre, og har rødder helt tilbage til det armenske folkedrab i begyndelsen af 1900-tallet, der blev begået af Osmannerriget. Ifølge armenske kilder kostede folkedrabet 1,1 millioner armeniere livet, men Tyrkiet har aldrig anerkendt dette tal, endsige anerkendt, at der var tale om et folkedrab. Det armenske folkedrab og situationen i Nagorno-Karabakh er en forsat kilde til splid mellem Tyrkiet og Armenien, hvis forhold nu er blevet så anstrengt, at de to nu ikke længere har nogen diplomatiske forbindelser.
Soldater i valgkampagnen
Resultatet af alt dette er en konfliktfuld grænseregion, tæt bevogtet af både armenske og tyrkiske soldater, der ofte må lade livet i voldelige provokationer. Netop de armenske grænsesoldater har haft en prominent plads i den republikanske valgkampagne. Flere steder i Yerevan kunne man op til valget se plakater med den republikanske præsident Serzh Sargsyan, der hilser på uniformerede soldater. Nationalisme og sikkerhed er således blevet to gensidigt forstærkende effekter, som republikanerne bruger til at legitimere deres egen magt i Armenien.
Efter Det Republikanske Partis sejr er der ikke meget, der tyder på, at situationen i Armenien vil ændre sig. Så længe Armenien er omringet af grænsekonflikter, der kræver en konstant forsyning af nye soldater, vil der være plads til et parti som det republikanske, der kæder militær, sikkerhed og nationalisme uløseligt sammen. At republikanerne vil fortsætte med at bruge denne sammenhæng til at legitimere deres egen magt, viste præsident Sargsyan ganske tydeligt, da han fejrede valgsejren ved at lægge blomster på grave til soldater, der faldt ved den tyrkiske grænse.
Statskontrol
Armenske NGO’er og andre kræfter i civilsamfundet arbejder forat vende tendensen med støtte til den militante nationalisme, men møder dog hyppigt modstand. Armenien betegnes i dag som et semi-demokrati – eller semi-autokrati – afhængigt af perspektivet. Det betyder, at selvom der afholdes valg, er mange aspekter af samfundet stadig helt og aldeles kontrolleret af regeringen – for eksempel medierne. I årets ”Freedom of Press Report” kategoriserede Freedom House den armenske presse som ”ikke fri”. Rapporten beretter blandt andet om, hvordan nationale sikkerhedsstyrker i sommeren 2016 overfaldt journalister, der forsøgte at dække en protest mod regeringen.
Et andet område, der også er under regeringens kontrol er skolerne og deres pensum. Maria Karapetyan forklarer: ”Efter Sovjets fald blev skolebøgerne skrevet om. Det er stadig regeringen, der skriver dem, forskellen er blot, at kommunismen, som eleverne førhen blev indoktrineret med, nu er blevet erstattet af nationalisme”.
Civile aktører mod militant nationalisme
Maria Karapetyan arbejder for NGO’en Imagine Dialogue, der kæmper for en stærkere dialog mellem Kaukasus-landene. En af de største udfordringer for det armenske samfund og regionen som sådan er, ifølge Karapetyan, netop regeringens jerngreb om skolernes pensum. Fordi alle undervisningsplaner og skoleaktiviteter er underlagt regeringens – og dermed Det Republikanske Partis – kontrol, kan Imagine Dialogue kun komme i kontakt med universitetsstuderende, og har derfor ingen måde at forebygge den tidlige indoktrinering på.
Imagine Dialogue prøver at komme den ovennævnte nationalisme til livs igennem direkte dialog mellem landene – ikke mellem regeringer, men mellem unge borgere i Kaukasus. Ved at invitere unge studerende fra Armenien, Aserbajdsjan, Tyrkiet og Georgien på fælles sommerskoler med åben dialog udenom regeringer, partier og militær, håber Karapetyan og andre fra organisationen på at kunne skabe et netværk af politisk aktive mennesker, der kan bidrage til fredsprocessen i Kaukasus. Organisationer som Imagine Dialogue har stadig kun meget lidt indflydelse, da de begrænses af dårlige funding-muligheder, manglende opmærksomhed og vilje til samarbejde fra regeringens side samt deres medborgeres skepsis til civilsamfundssektoren.
Ikke desto mindre fortsætter Maria Karapetyan og hendes kolleger arbejdet for et fredeligt Kaukasus uden militant nationalisme. Og med endnu en periode med Det Republikanske Parti ved magten, er der rigeligt for en organisation som Imagine Dialogue at tage fat på: Sikkerhedspolitik og militær fylder fortsat mest på regeringens dagsorden, og gennem statskontrollerede institutioner bliver de ved med aktivt at holde folkets fjendebilleder og nationalfølelser ved lige.
Maria Møller Kursch er bachelorstuderende med hovedfag i Kinastudier og sidefag i samfundsfag ved Aarhus Universitet. Hun har studeret et semester på Peking University i Beijing og har været formand for Amnesty International Aarhus University. Hun var valgobservatør for Silba i Ukraine 2015 og ved parlamentsvalget i Armenien april 2017.
