Putins Kys, 2011, instruktør Lise Birk Pedersen, Det Danske Filminstitut, dokumentar, premiere 19. januar 2012.

Filmen Putins Kys viser, at der er stærke og meget bekymrende kræfter på spil i den russiske ungdom. Men filmen lider af et gammeldags blik på Rusland, og prøver på ingen måde at forstå, hvad det egentlig vil sige at være politisk aktiv i verdens største land. I stedet fortaber den sig i en dybt moraliserende fortælling om at være i et dilemma og så ‘gøre det eneste rigtige’. Resultatet er komplet forudsigeligt.

Putin’s Kiss portrætterer den unge Maria (Masha) Drokovas udvikling fra begejstret tilhænger af Vladimir Putin og aktivt medlem af ungdomsorganisationen ’Nashi’ til et velartikuleret, reflekterende og handlende menneske, der ender med at melde sig ud af organisationen og dermed afspore den politiske karriere, hun var godt i gang med at opbygge. Det er en interessant historie, der fortjener at blive fortalt, fordi den giver stemme til den berettigede kritik af det russiske regime.

Når danske biografgængere sætter sig til rette foran skærmen er det imidlertid værd at bemærke to ting.

Doku-soap
For det første har filmen hvad man måske kunne kalde en strukturel fejl. Lise Birk Pedersen forsøger både at fortælle Mashas historie og give indblik i bevægelsen Nashi. Det er en ambition, som ikke er umulig, men som fejler. Scenerne, hvor Masha reflekterer over sin egen situation over for sin veninde eller søster, virker iscenesatte. De sidder enten “afslappet” på en café, ”tilfældigt” i en vindueskarm eller påfaldende intimt i køkkenet over en kop te.

Når Masha taler, føler man instruktørens overraskede begejstring over at “Wow, her har vi en ung russer, der faktisk kan tænke”. Klimaks er, da Masha i en monolog erkender, at Nashis årlige march skaber en hadsk stemning, som hun ikke kan stå inde for. Instruktøren nikker nærmest med – for her er man enig. En sød pige som Masha passer ikke ind i en hadsk organisation. Men scenerne glider næsten ned ad biograflærredet med samme klicheagtige præg som Kate Winslets hånd glider ned af ruden i elskovsscenen i Titanic.

Uinteressant
For det andet er filmen et unfair portræt af, hvad det vil sige at være politisk aktiv i Rusland. Filmen giver overhovedet ingen stemme til bil-skiderne eller de blege drenge i Nashi-busserne. Instruktøren forklarer i diverse interviews, at den del af bevægelsen ikke var så lette at komme i kontakt med som den åbne, troskyldige Masha. Men kan vi derfor uden videre stemple dem som en flok ‘Hitler-Jugend’-knægte, der er forførte og ureflekterede?

Hvis filmen havde medtaget deres historier, ville publikum have fået et langt mere interessant og nuanceret billede af, hvad det vil sige at være politisk aktiv i dagens Rusland og i masse-bevægelser generelt. Desværre lader det til, at disse historier er blevet ofret til fordel for den klassiske vestlige yndlingshistorie om kampen for friheden.

Derfor må den nøgterne, videbegærlige ruslandsinteresserede biografgænger gå meget slukøret hjem efter at have set Putins Kys.

Marie Louise Kold er bachelor i antropologi, cand.mag. i Østeuropastudier. Specialiseret i stat-samfundsrelationer i Rusland.

Louise Willemoes Poulsen har også været inde og se Putins Kys og har et andet indtryk af filmen. Læs hendes anmeldelse her: Nashis to ansigter

Læs også Marie Louise Kold og Ph.d. Laurits Rasmussens kronik i Politiken fra september 2010, Ruslands demokrati har aldrig været bedre

Af Marie Louise Kold