Hertha Müller: I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv. 168 sider. Oversat af Karsten Sand Iversen. Gyldendal (2012). Pris. 229.95 kr.

At åbne Herta Müllers I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv og begynde at læse i den, er som at træde ind i et mørkt rum. I begyndelsen kan man ikke se, hvad der foregår, men lidt efter lidt vænnes øjnene til mørket, og man opfanger det næsten, men også kun næsten, for man er jo alligevel ankommet midt i det hele. Det tages der ikke hensyn til. Læseren må forsigtigt famle sig ind i handlingens dystre univers og ind i hovedpersonens indforståede tankestrøm. Der forklares ikke, og forståelsen er ikke længere en forudsætning. Det er et indblik i et lukket sind, som, tør jeg nok sige, befinder sig på vanviddets dørtærskel.

Med sporvogn til vanviddet
”Jeg er tilsagt. Torsdag på slaget 10”, sådan begynder værket og vi møder den unavngivne hovedperson, der gennem næsten hele handlingen befinder sig i sporvognen på vej til forhør. Men det, der begynder som en rejse mod forhøret, bliver i sidste ende en rejse mod vanviddet. Ordbillede på ordbillede sejler ind i teksten, som små stille skibe, der er ladet med det usagte, det ufortalte. Det er et andet, indforstået, sprogligt univers, man skal finde ind i for at kunne forstå det, der bliver fortalt:

”I byen måtte jeg være på vagt for ikke at smutte fra mig som ånden om vinteren, eller ikke at sluge mig selv når jeg gabte. Jeg kunne ikke åbne munden så meget som jeg frøs indvendig”

Herta Müller har et unikt poetisk sprog, der fortæller historien om kvinden i sporvognen – og ikke mindst hendes tanker – med en dirrende nerve og en personlig, ekspressionistisk stemme, der vedvarende navngiver, reflekterer, observerer og undrer sig. Det er en frygtens stemme, der har opfundet et sprog, hvormed den forsøger at kontrollere sin perception af omverdenen:

”… med en lille sten i hånden tog jeg hver eneste skorsten og vejrhanerne ud af natten for at forandre husportenes bedrag…”

Forfaldets mikrokosmos
Sandheden er, at kvinden befinder sig i en virkelighed og en omverden, der er gennemsyret af kontrol, mistænksomhed og korruption. Hun befinder sig i Rumænien under diktaturet og er kommet i efterretningstjenestens søgelys. På vej til endnu et forhør oprulles traume efter traume, mens hun langsomt bevæger sig til endestationen i sporvognen. Det er et liv, der passerer forbi.

Hun eksisterer i en verden præget af altfortærende, kvælende mistro, og værket er på mange måder en undersøgelse af, hvor stor afstanden kan være mellem mennesker, der befinder sig lige ved siden af hinanden. Det beskriver et menneske i forfald og dets stemningsfulde iagttagelser af et samfund, der ligeledes er i forfald. Dermed opstår der en virkningsfuld spejling mellem mikrokosmos og makrokosmos.

Den fragmentariske traumestrøm driver ind over læseren med historier om umulig kærlighed, misbrug, vanvid, hemmeligheder fra kommunisttiden, utroskab, spionage og desperation. Den er hjælpeløst usammenhængende som et billede på hovedpersonens sindstilstand og med de lejlighedsvise spring tilbage til situationen i sporvognen, er de med til at forvrænge hovedpersonens oplevede virkelighed og drive hende tættere og tættere på vanviddet.

Fascinationen af det grusomme
Man kan således ganske tydeligt fornemme tankerne køre rundt i hovedpersonens sind, for man er, som læser, selv kastet ind midt i dem, og man skal selv lære at finde rundt: I historier om svigt, skam, skyld og død. Samtidig bevæger hovedpersonen sig rundt i det fangenskab, som diktaturet er.

Derfor er det også på mange måder et uindbydende værk. Man føler sig ikke velkommen, men traumernes absurditet og ækelhed gør, at man på samme tid føler sig både frastødt, nysgerrig og fascineret. I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv er et værk, der er utroligt bevægende og samtidig iskoldt, som diktaturets jerngreb. Det er sørgelig og frustrerende læsning, som man ikke kan undgå at blive draget af, hvis man først har forvildet sig ind i tekstens labyrintiske traumestrøm.

Af Mette Christensen