TRANSITIONSDEBAT IV | Polens vej fra kommunisme til markedsøkonomi har været en overraskende succes sammenlignet med mange af de andre østeuropæiske lande. Lektor emeritus i historie Kay Lundgreen-Nielsen fraSyddansk Universitet, Odense, giver her indblik i Polens transition siden 1989.

Polen var det første og det største af de mange Østlande, der fra 1989 gik ind i en helt ny udvikling. Det har ikke været en hel smertefri omstilling dog. Men i dag kan man roligt sige, at det har været en overraskende succes.

Selv under finanskrisen fra 2008 har de polske ledere længe, med god grund, kunnet kalde Polen ”den grønne ø” i et krisehærget Europa. En IMF prognose, april 2014, siger, at Polen er i spidsen for EU med hensyn til fremtidig økonomisk vækst.

2014 er det år, hvor Polen mindes flere vigtige begivenheder: Det er 100 år siden at Første Verdenskrig begyndte. En krig, hvis udfald, muliggjorde dannelsen af en polsk stat igen. Det er 25 år siden, at den kommunistiske statsform blev afviklet i Polen, det er 15 år siden, at Polen blev medlem af NATO, og det er 10 år siden, at Polen blev medlem af EU. Sommeren 2014 vil helt sikkert føre til en ny debat om Warszawaopstanden i 1944, der militært var vendt mod tyskerne, politisk mod Sovjetunionen. Og så er der EU-parlamentsvalg i maj, der vil vise Polens fremtidige kurs overfor det samlede EU.

De mange delinger af Polen
Polen har med sin beliggenhed mellem en række stormagter, især de sidste 200 år, været meget afhængig af forholdet til disse.

Fra 1772-95 blev den daværende gamle polske stat, der gik helt tilbage til 900-tallet, udsat for tre delinger ved stormagterne Preussen, Rusland og Østrig. Ved den sidste deling i 1795 forsvandt Polen som stat. Den genopstod først igen i 1919 med den nye stormagtskonstellation, der var en følge af Første Verdenskrig: Østrig-Ungarn forsvandt som stat, Tyskland tabte krigen og måtte dermed afstå territorier bl.a. til det nye Polen.

Tsarens Rusland blev afløst af voldsom borgerkrig, der endte med dannelsen af Sovjetunionen, hvis territorium var mindre end tsarriget, med tab af Finland, de baltiske lande og russisk Polen.

Pludselig skulle befolkningen ikke bekæmpe statsmagten
De ustabile perioder fra 1795-1918 og 1939-45, med tysk og sovjetisk besættelse (1939-41 af det østlige Polen), og den afgørende sovjetiske indflydelse 1944-89 betød, at polakkerne efter 1989 havde svært ved at få et positivt forhold til staten, der i så lang tid havde været præget af udenlandske magter. Man var vant til at bekæmpe statsmagten. -Ikke adlyde denne, som det blev tilfældet efter 1989.

Den sovjetiske besættelse fra 1945 var præget af censur og hemmeligt politi, der sørgede for at det nye system ikke mødte modsigelse fra befolkningen. Men i modsætning til de fleste andre østeuropæiske lande, havde der i Polen dannet sig en stærk opposition i det civile samfund. Det polske samfund viste med en række oprør, 1956, 1968, 1970, 1976 og ikke mindst 1980-81, sin utilfredshed med magtløsningen fra 1945.

Forskellige grupper i samfundet, som bønderne, arbejderne, intelligensen/ studenterne og den katolske kirke, var længe velartikulerede modstandere af det herskende styre. De var indbyrdes meget forskellige. Men i 1980-81, samlet omkring den nye uafhængige fagforening, ‘Solidaritet’, opstod et nøje samarbejde mellem de meget forskellige grupper. Polen havde desuden, modsat de øvrige østlande, en stærk eksilkultur i Frankrig, England og USA. Der foregik, legalt eller illegalt, en stor udveksling af ideer mellem polske intellektuelle i Polen og i Vesten.

Fra Stalin statuer til emblem med ørn med krone
Med den nye sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, ved roret, blev det mere og mere tydeligt, at Sovjet ikke, som tidligere, med militær magt ville forhindre nye indre udviklinger i Østeuropa. Dette førte med stor hast, og til manges overraskelse, i 1989 til en række magtskifter i Østeuropa. Samme nye storpolitiske situation medførte i 1990 en ny overraskende udvikling, nemlig genforeningen af de to Tysklande. Et forhold der skabte uro hos den nye polske ledelse.

I Polen var det herskende kommunistparti svagt og splittet. Under besættelsen havde de kun beholdt magten med sovjetisk støtte. I foråret 1989 troede de polske, kommunistiske ledere som general W. Jaruzelski og statsminister M. Rakowski, at de havde sikret deres greb om magten efter forhandlingerne med oppositionen. Men det delvis frie parlamentsvalg , 4. juni 1989, overraskede dem meget. I løbet af efteråret 1989 og året 1990 blev kommunisternes parti selvopløst -og deres indflydelse i statsapparatet stærkt reduceret.

Byerne fik de gamle plads-,og gadenavne igen, statuer af kommunistiske helte blev fjernet, det nye statsemblem blev en ørn med krone, selv om et monarki ikke blev oprettet. Statuer blev nu i Warszawa rejst af statsmænd fra mellemkrigstiden, der 1944-89 var blevet behandlet som ikke eksisterende. Historikere begyndte at udforske ”hvide pletter” i historien såsom Polens forhold til Sovjetunionen (1920-1989), til jøderne, til ukrainerne og til de tyske flygtninge efter 1945.

Magtskiftet 1989-90 skete uden vold og uden et større retsopgør bagefter. Det var det samme som i Spanien 1975-78, hvor man talte om ” glemslens pagt”. En lov om opgør med fortiden blev først vedtaget i år 2000 og er ikke blevet udført særlig strengt. Retssager mod den nu 90 årige, kræftsyge W. Jaruzelski og hans indenrigsminister Czeslaw Kiszczak foregår endnu i 2014. De vedrører brug af politi/ hær i 1970 og 1981.

På vej til at blive et normalt europæisk land
Hvordan er det så gået siden ændringerne fra 1989?

Selvom der er sket mange positive ændringer i landet, er Polen i 2014 ikke et land uden problemer. Det er ingen lande i Europa, så det er også en form for normalitet.

Modsat før 1989 er der i dag en åben debat om løsninger. Det kan godt give indtryk af, at landet er i krise. For enigheden hos meget forskellige grupper frem til 1989 blev meget hurtigt fulgt af stor uenighed om vejen frem.

Der var i Polen bred enighed om de udenrigspolitiske mål, nemlig at Polen skulle være et normalt europæisk land, d.v.s. som Vesteuropa, der efter 1945 blev meget påvirket af USA. Den første ikke-kommunistiske statsminister efter 1989, den kendte katolske oppositionspolitiker T. Mazowiecki, sagde i Europarådet i 1990, at Polen og andre lande i det område ville tilbage til Europa, efter adskillelsen siden 1945. Derefter blev en række politiske, økonomiske og kulturelle reformer sat i gang.

De politiske reformer lykkedes. Den politiske liberalisme, kendt fra Vesteuropa og USA, sejrede med reformer, der sikrede frie parlamentsvalg , fri meningsdannelse uden censur, flere partier, ændringer i forfatningen, en ombudsmand og meget mere. Alt dette skulle sikre, at Polen ikke, som før, var en partistat med vilkårlighed, men en retsstat med transparente retsregler.

Ud fra fagforeningen ‘Solidaritet’ sprang mange partier
Siden 1989 har der været mange præsidentvalg og parlamentsvalg i Polen.

Efter en overgangsfase med Jaruzelski som præsident 1989-90 (valgt af senat og Sejm) blev fagforeningen Solidaritets leder Lech Walesa en ikke særlig vellykket præsident 1990 – 95 (valgt af folket). Valgkampen i 1990 viste den begyndende splittelse i Solidaritet, og Lech Walesas stridbare facon fremmede ikke en forsoning, hverken inden for Solidaritet eller i forhold til de gamle magthavere. Helt anderledes glat og forsonlig var den tidligere ungkommunist 1995-2005 Aleksander Kwasniewski som præsident. Han tilhørte SLD, et socialdemokratisk parti, der i høj grad bestod af tidligere kommunister.

Det var ikke unaturligt, at Solidaritet, der var en fagforening og ikke et parti, og som fra 1980 bestod af en bred gruppe af modstandere af kommunistsystemet, rækkende fra liberale vedrørende politiske reformer, over socialister om økonomiske reformer til katolske værdier vedrørende familieværdier, med det nye partisystem dannede en række partier med forskelligt indhold.

Indtil 2014 kan man konstatere, at de ledende personer i en række af de nuværende partier har rødderne i Solidaritet eller i kommunistpartiet. Partisystemet muliggjorde helt naturligt, at en bred opposition blev spredt ud på flere partier.

Ved alle valg, undtagen det i 2011, blev den siddende regering væltet, og det ledende parti gik i opløsning eller blev stærkt svækket. Men personerne i de så nydannede partier var stort set de samme. Polen har dermed til nu vist, at staten kan klare regeringsskift, men viser samtidig en betydelig kontinuitet angående personerne.

Den katolske kirke fik en betydelig indflydelse på lovgivningen ved Solidaritets flertal 1989-93. Den frie abortlov fra 1956 blev ændret til en meget restriktiv lov i 1993, katolske værdier fik en fremtrædende plads i undervisning, radio og TV. Den polske pave 1978-2005, der netop i år er blevet helgen, spillede en stor rolle i modstanden først mod kommunismen, senere i kritikken af kapitalismen. Polske bispers holdninger er meget synlige i TV, presse og i kirkerne.

Da varerne kom over disken – de økonomiske reformer efter 1989
De økonomiske reformer blev udført i ret stor enighed. Der var et erkendt behov for at opgive det stive kommunistiske kommandoøkonomisystem, der ikke leverede varerne.

Den største uenighed drejede sig om, hvor langt reformerne skulle gå. Oprindeligt, 1980-81, var fagforeningen Solidaritets tanker gået i retning af arbejderselvstyre på fabrikkerne, en slags socialisme. Men fra 1989 blev hovedtendensen i stedet at privatisere og dermed mere følge USA’s og Englands mønster end det øvrige Vesteuropas.

Arkitekten bag denne økonomiske kurs var økonomiprofessor og politiker Leszek Balcerowicz. Allerede i 1990, ved en såkaldt chokkur, gik Polen fra et stærkt statsdirigeret og statsbeskyttet system, til et frit system – med fri prisdannelse, med opgivelse af megen statskontrol og salg til private af store statsfirmaer. Dette skabte i starten store problemer, men allerede fra 1992 og til i dag har Polens økonomi været i stadig vækst. Omformningen betød, at det hidtil store sorte marked blev synligt og legalt. Markedet begyndte at fungere. Der kom varer i butikkerne, ikke under disken, men over, og servicesektoren begyndte at yde service.

En valutareform i 1994 skabte en stærk og stabil valuta, og før finanskrisen i 2008 var Polen på vej til at blive en del af eurozonen. Nu er det stillet i bero. En ydre anerkendelse af Polens politiske og økonomiske reformer var optagelsen i Europarådet, 1991, i den liberale frihandelsorganisation WTO 1995, i OECD 1996, i NATO 1999 og i EU 2004. Polen var fra 1996 aktiv i sikring af freden i Bosnien, i NATOs regi, via Partnerskab for Fred.

Transitlandet mellem Vest og Øst
Polen deltog, i lighed med Danmark, aktivt både i angrebet på terrorister i Afghanistan fra 2001 og i den USA ledede krig i Irak 2003. Polen var fra 1991/92 aktiv i et regionalt samarbejde i Centraleuropa mellem Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn.

Polens udenrigshandel efter 1989 ændrede sig drastisk fra stor afhængighed af østblokken, især af Sovjetunionen, til stor afhængighed af handel med EU, især med Tyskland. Polen ser sin chance som transitland mellem Vesteuropa og landene øst for Polen – Ukraine, Hviderusland, Rusland m.fl. Fortidens hære skal afløses af lastbiler med varer!

Den nuværende situation med Ruslands anneksion af Krim, og hermed en eventuel ny konfrontation mellem Rusland og EU/NATO landene, har gjort den polske ledelse nervøs. Som sædvanligt påvirker en ny stormagtskonstellation straks Polen. Den polske statsminister Donald Tusk og udenrigsminister R. Sikorski, der begge i årevis har været moderate og mæglende i forholdet til både Rusland og Tyskland, er nu nervøse over Ruslands næste skridt. Sikorski fik indkaldt til et NATO topmøde, men fik ikke udstationering af NATO tropper til Polen, som han havde ønsket det. Krisen har bevirket, at opposition og regering, der siden 2005 har været uenige om en skarp eller en mild tone over for de to store magter, Rusland og Tyskland, idag er mere enige om den skarpe kurs over for Putins Rusland.

Polen var sammen med Sverige i EU ivrige for dannelsen af EU’s Østpartnerskab, der skulle bruges til at indlede et nærmere samarbejde med Hviderusland, Ukraine, Moldova og kaukasiske stater.

Transitionens sociale følger
De store omvæltninger skabte social uro, især i 1990erne. Nogle, de ældre, pensionisterne, arbejderne på forfaldne statsvirksomheder og fattige bønder, var tabere i denne proces. Der var mange strejker og vejblokader. Læger, sygeplejersker og bønder stod bag meget af utilfredsheden. Et enkelt protestparti, kaldet Selvforsvar, brugte undertiden voldelige aktionsmetoder. Som den liberale model forudsætter kom der også i Polen øgede klasseskel, og dermed en ny form for utilfredshed.

Der har ikke været uro blandt bønderne siden vejen til EU blev klar, idet bønderne har gavn af EU’s landbrugsordninger. Polen er måske en undtagelse i det gamle Østeuropa, for tilfredsheden med EU er meget stor. En måling i maj 2013 viste, at 72% af befolkningen var for EU. En opinionsmåling i maj 2013 viste, at 59% af polakkerne var for ændringerne siden 1989. -I 2009 var det hele 80%!

Mange unge og veluddannede har forladt Polen siden EU medlemskabet i 2004 gjorde det muligt. Især har England og Irland været populære steder at tage hen for at arbejde. Nogle bliver måske i de nye lande, medens andre ved hjemkomst til Polen kan videregive erfaringer om andre vesteuropæiske arbejdsformer og teknologi.

Oppositionskrig
Siden 2005 har regering og opposition stået stejlt over for hinanden, det er to grupper fra det gamle Solidaritet. Tvillingebrødrene Jaroslaw og Lech Kaczynski, med partiet Ret og Retfærdighed( PiS) dannede regering med andre partier fra 2005 til 2007. Lech Kaczynski blev valgt til præsident 2005, og Jaroslaw Kaczynski blev statsminister 2005-07. Især J. Kaczynski er aggressiv i sine taler, og hans regering skulle være et opgør med det , han kaldte den 3. republik(1989-2005), idet den første stat var til 1795, den anden republik 1918-39, den kommunistiske tid ( 1944-89) var ikke polsk og talte ikke med, og tvillingerne ville så indføre en 4. republik fra 2005.

De kom ikke så langt, fordi Jaroslaw Kaczynski tabte parlamentsvalgene i 2007 og 2011, men deres kritik af 1989-2005 var hård og vedvarende. Anklagen mod 1989 ordningen, som begge brødre deltog i som forhandlere og kolleger til Lech Walesa, var, at det var en halv ordning. Der blev ikke lavet et klart brud med tiden før 1989. Mange tidligere kommunister fik topposter i det nye Polen eller gled ind som kapitalister i solgte statsfirmaer. De burde være straffet. Lech Kaczynski blev som præsident, sammen med store dele af PiS eliten, dræbt ved den tragiske flyulykke april 2010 i Smolensk. De skulle have været til en mindeceremoni ved det nærliggende Katyn, hvor over 4000 polske krigsfanger var blevet henrettet af Stalins NKVD i april-maj 1940.

Denne triste begivenhed er siden af Jaroslaw Kaczynski blevet brugt til det yderste i kampen mod Tusk og den nye præsident B. Komorowski, også fra Partia Obywatelska (PO). Som oppositionsleder har Jaroslaw Kaczynski ikke villet mødes med den nye præsident. Statsminister Tusk blev i Sejmen beskyldt for at have myrdet hans bror og resten fra PiS på grund af piloternes fejl og en dårligt arrangeret flyvetur.

Valg i 2014 og 2015 kommer til at vise, hvad vej Polen vil gå
PiS vælgerne er især folk boende i det fattigere øst-og sydøst Polen, med lavere uddannelse. Mange bor på landet. PiS lederne foretrækker højrefløjen af den katolske kirke, herunder folkene om den magtfulde katolske radio Radio Maryja, der ofte er i konflikt med den polske kirkes ledelse og med Vatikanet. Stærk katolicisme, stærk polsk patriotisme, stærk skepsis over for Rusland og Tyskland kendetegner dette aggressive parti. Tonefaldet bliver med årene mere og mere skingert. I de sidste måneder har PiS i meningsmålinger fået flere stemmer end det store regeringsparti, PO, ledet af den forsonlige Donald Tusk.

Dette brede parti har især stemmer fra storbyerne, de unge, de veluddannede og veltilpassede. Der er fløje inden for dette parti, fra meget liberale og verdslige til meget katolske synspunkter. Tusk-regeringen har siddet siden 2007 og viser klare tegn på træthed. En del ministre har forladt regeringen, nogle på grund af meningsforskelle, og disse har forsøgt at danne egne partier, andre på grund af korruptionsanklager eller uduelighed. Det store parti PO leder en koalitionsregering med Bondepartiet, PSL.

Polen står over for en række valg fra i år. Først valget til Europaparlamentet i maj 2014, og i 2015 både præsidentvalg og parlamentsvalg. Det vil her blive afklaret, hvad vej Polen vil gå. Med sin beliggenhed og sin historie er Polen et vigtigt og stabiliserende medlem af NATO og EU.

 

Læs de tidligere transitions-debatindlæg på Magasinet rØST:

JENS MALLING: Når en ideologi pludselig forsvinder

SØREN RIISHØJ: Transitionen til “noget andet”

METTE SKAK: Det Nye Ruslands Storhed og Forfald

Af Kay Lundgreen-Nielsen