SOVJETUNIONEN | Gennem tre artikler undersøger rØST, hvad sex var under socialismen. I seriens første del må vi tilbage til start: Tilbage til 1920’erne, for det var vel her, i Sovjetstyrets allerførste og eksplosive år, at grundstenen til en ny tænkning om det seksuelle blev lagt. Eller hvad?

”For et par dage siden dukkede der en gruppe splitternøgne mennesker op i Moskva med bånd om armene, hvorpå der stod ”Ned med skam”. De hoppede på en sporvogn. Den stoppede, og folk var forargede.” Sådan skrev den russiske forfatter Mikhail Bulgakov i sin dagbog d. 12. september 1924. Bulgakov havde observeret Ruslands, måske Europas, første aktivistiske nøgenløb. Formålet med løbet var at slippe seksualiteten fri og give kroppen ret til at være sig selv uden pålagte kønsidealer. Ifølge Polina Aronson, der er ph.d. i Sociologi ved Warwick Universitet, var også alternative familieformer en del af socialismens DNA i de første år:
”Det vigtigste for socialisterne var at komme af med det borgerlige ægteskab, fordi relationer mellem mennesker ikke måtte have noget at gøre med ejerskab. Ægteskab er jo bygget på ejerskab; over hinanden og over familiens ejendom, og den slags borgerlige ideer kunne man ikke komme langt nok væk fra i den periode,” siger Polina Aronson.
Den helt store omvæltning kom, da Bolsjevikpartiet muliggjorde hurtige skilsmisser for alle dets borgere og tilmed lovliggjorde abort som prævention. I byerne begyndte de første sovjetiske familieeksperimenter at vise sig; polyamorøse forhold, familiekollektiver og adskillelsen af sex og kærlighed.

Historien bag det historieløse
Men selvom bolsjevikkerne markedsførte sin politik som et totalt opbrud, mener Polina Aronson, at perioden før revolutionen var mindst lige så vigtig for russernes syn på ægteskab og kærlighed. Faktisk var nye familieformer allerede på vej:
”I starten af 1910’erne levede størstedelen af den russiske befolkning ude i landområderne. Folk var bundet til deres ophav. Men omkring 1913 begyndte industrialiseringen at nærme sig europæiske standarder, og flere og flere flyttede til byerne. Det gjorde, at familien som en tæt enhed, bundet til det samme sted i årevis, langsomt blev brudt mere op,” fortæller Polina Aronson.
Da 1. Verdenskrig ramte Rusland i 1914, satte det yderligere skub i udviklingen, især hvad angik sex og kærlighed:
“Krige har altid frigjort mennesker fra deres ægteskabsbånd, og det samme skete i Rusland,” siger Polina Aronson og fortsætter: “1. Verdenskrig satte gang i en  promiskuøs tendens, hvor man midt i alt tumulten udviklede intime relationer på kryds og tværs af ægteskaber.”
Også i samfundets top så man spirer til, hvad der senere skulle blive det socialistiske familieprojekt. Den russiske elite havde gennem mange år dyrket fransk dekadence, bohemeliv og forhold uden for ægteskabet.
“Som højkultur var de russiske aristokrater overhovedet ikke snerpede! Man fejrede ideen om fri kærlighed og var engageret i alle mulige seksuelle eksperimenter,” siger Polina Aronson.
Man fandt blandt andet inspiration fra udlandet – fra Europa, hvor den russiske overklasse rejste meget. Således blandede freudianske, jungianske og anarkistiske tanker sig med tidsånden og blev til sidst kogt ned til bolsjevik–programmet i begyndelsen af 1920’erne.

En feministisk dobbeltkontrakt
Selvfølgelig havde bolsjevikkerne mere end fri sex og boheme i tankerne, da de første ændringer i social– og familiepolitikken kom. Ud over afskaffelsen af ejerskab af enhver art ønskede man at skabe et lige og klasseløst samfund, hvor blandt andet kvinder skulle have de samme rettigheder og muligheder som mænd. Men én ting er manifester, noget andet er praksis:
“Man kan sige, at de sovjetiske kvinder lå under for to konkrakter: De havde den feministiske kontrakt, hvor de på arbejdsmarkedet skulle præstere som gode, arbejdsomme kammerater, der ikke lå tilbage for mændene. Men de havde også en usagt, patriarkalsk kontrakt derhjemme. De skulle stadig passe hjemmet, deres børn og deres mand,” siger Polina Aronson og peger på, at det sovjetiske projekt indeholdt mange progressive lovændringer, men at den ekspresfart, de, koste hvad det ville, skulle implementeres med, spændte ben for virkeligheden:
“I Vesten tog feminismen meget lang tid om at modne og give resultater på arbejdsmarkedet. Den kom fra græsrodsbevægelser, velgørenhed, kvinders læseklubber og fra verdenskrigene, hvor kvinder fik jobs som sygeplejersker. I Sovjetunionen kom den fra en gruppe intellektuelle, der så 100 år frem og implementerede ændringer i et samfund, hvor en stor del af befolkningen ikke engang kunne læse eller skrive endnu.”
Selvom der er meget at kritisere, er det for Polina Aronson også vigtigt at anerkende resultaterne i det tidlige, sovjetiske eksprestog. De viser sig blandt andet i hendes egen families liv:
“Sammen med tusind andre kvinder forsvarede min bedstemor sin Ph.d.–afhandling i 1949 og fik job som ingeniør lige efter. Det er ret stort, når man lige tænker over det. I Vesten har kvinder haft langt større problemer med at komme på arbejdsmarkedet,” siger Polina Aronson.

Sovjetisk sexpolitik
En af de intellektuelle kvinder, der stod forrest i udarbejdelsen af et kommunistisk seksualitetssyn, var Aleksandra Kollontaj. Hun var lærer, talte fem sprog og korresponderede med psykoanalytikere og kunstnere fra hele Europa.
For Kollontaj kunne sex i et kommunistisk samfund sættes på følgende formel: Det skulle være lige så tilgængeligt for alle som et glas vand. Og selvom citatet er lidt overbrugt og karikeret, giver det ifølge Polina Aronson en god indsigt i, hvordan man tænkte:
“For tiden diskuterer vi jo meget, hvordan vores kroppe er vores rettigheder, og det binder tilbage til en ide om ejerskab, som kommunismen faktisk var meget imod.”
Når Kollontaj sammenlignede vand med sex, gav det altså udtryk for, at alt, der er i samfundet, skal være tilgængeligt for hele samfundet, herunder også kroppe.
Men igen er vi ifølge Polina Aronson landet i et emne, der forblev ideologi og aldrig rigtig blev udfoldet i det sovjetiske samfund. Heldigvis, kan man sige, idet voldtægt i så fald ville være lovligt, så længe det kom staten til gode.
Det, der til gengæld betød noget, var, at man begyndte at tænke sex som en aktivitet, der sagtens kunne foregå uden for ægteskabet. Og ægteskabet som noget, der var helt uafhængigt af kirkens indflydelse:
“Selv i de små byer kunne man tage på rådhuset og blive gift og, endnu vigtigere, skilt,” siger Polina Aronson og uddyber: “Det betød, at kvinder kunne komme ud af dårlige ægteskaber, hvorefter de modtog penge af staten for at komme på benene igen. Aborten betød ligeledes, at kvinder bedre kunne styre det liv – og sexliv – de gerne ville leve. Her var man længere fremme, end mange udviklede samfund er i dag.”

Stalin og fri sex?
I slutningen af 1920’erne, da Stalin kom til magten, blev mulighederne indskrænket:
“Stalin havde ikke brug for et lige samfund med en glad befolkning, han havde brug for et effektivt instrument,”  fortæller Polina Aronson.
Det frie kærlighedsliv kom dermed i vejen for sovjetsamfundets nye kurs. Stalins plantegning, med massiv industriel udvikling, krævede en fast, hierarkiseret arbejdsstyrke, som var let at administrere. Det lod sig langt bedre gøre med folk, der allerede var låst fast i hierarkiserede familieklynger. Op gennem 1930’erne blev propagandamaskinen sat til at fokusere på kernefamilien som en kommunistisk dyd. I 1936 blev abort forbudt igen, og dermed blev en udvikling bremset, før den måske rigtig nåede at finde sig selv.