30-året for 1989 | Siden omvæltningerne i 1989-90 har tilbagegivelse af tidligere konfiskeret jord og ejendom stået højt på dagsordenen i Rumænien. I mødet mellem folkelige krav om retfærdighed og politisk manøvrering er det lykkedes mange rumænere at generhverve deres ejendomme, men udfordringerne fra fortiden er langt fra løst. Kjeld Erbs kigger nærmere på fænomenet.

Efter omvæltningen i december 1989 stod Rumænien overfor kolossale politiske og moralske udfordringer (se ”Forsinket opgør med fortiden”). Med åbning af arkiverne (2005) og den officielle fordømmelse af det kommunistiske diktatur (2006) var der med 15 års forsinkelse omsider taget vigtige skridt i opgøret med fortiden. Men det var blot begyndelsen. Hvad skulle der for eksempel ske med konfiskeret jord, beslaglagte ejendomme og eksproprierede fabrikker og forretninger? Det spørgsmål kom til at præge rumænsk politik lige fra december 1989 til i dag. Utallige konflikter, retssager og personlige stridigheder dominerede hverdagen for mange.

Restitution af landbrugsjord
Allerede et år efter omvæltningen vedtog parlamentet en lov om tilbagegivelse af landbrugsjord (lov 18/1991). Bøndernes jord havde altid været et af de vigtigste spørgsmål i rumænsk politik, for rumænerne betragtede jorden som hellig. Det vidste de rumænske kommunister selvfølgeligt, hvilket sås da Petru Groza, den første regeringsleder i det kommunistiske Rumænien, i 1945 lavede en landreform, hvorved tusinder af småbønder og landarbejdere tildeltes små jordlodder. Det gjorde han for at gøre sig populær i befolkningen, som for 70 procents vedkommende var landarbejdere og småbønder.

Få år senere beslaglagde man dog jorden igen. Kollektiviseringen af landbruget blev en langstrakt og brutal affære, der først erklæredes afsluttet i 1960. Da jordspørgsmålet berørte så godt som hele befolkningen, anså rumænerne overtagelsen af jord som en af kommunisternes største forbrydelser. Tilbagegivelse af jorden efter 1989 betragtedes derfor ligeledes som en politisk prioritet, da man nu igen kunne gøre sig populær i befolkningen ved at give de oprindelige ejere deres jordlodder tilbage.

For at opnå restitution, skulle de tidligere ejere dokumentere, at de havde ejet jord. Det krævede adgang til dokumenter, hvilket ofte viste sig besværligt og førte også til utallige retssager i 1990`erne, hvor mange bønder tilbragte mere tid i retssalen end på at dyrke jorden. Man kunne i starten kun få op til 10 hektar jord tilbage, for de nye magthavere med Socialdemokratiet (PSD) i spidsen ville ikke skabe en ny klasse af storbønder. PSD var meget bevidste om, at man med reformen ville skabe småbønder, der i taknemmelighed ville stemme på PSD.

På trods af de mange praktiske og juridiske problemer, foregik tilbagegivelsen relativt hurtigt, for allerede i 1993 havde næsten fire millioner tidligere ejere fået tilbagegivet ni millioner hektarer på mellem en og fem hektarer.

Restitution af boliger
Først i 2001 vedtog parlamentet en lov om tilbagegivelse af ejendomme, huse, fabrikker, forretninger etc. (lov nr. 10/2001). Hovedprincippet var, at beslaglagt ejendom skulle tilbagegives in natura, det vil sige det konkrete hus skulle gives tilbage. Hvis det ikke var muligt – og det var det ofte ikke – skulle der kompenseres på anden vis. Kompensation krævede værdiansættelse af værdier mange år tilbage. Det siger sig selv, at implementeringen af loven voldte mange praktiske problemer og udløste utallige kontroverser mellem tidligere ejere og de nye magthavere.

Men hvem havde ret til at bo i konfiskerede huse? Hurtigt efter omvæltningen kunne lejere i statsejede (ikke beslaglagte) huse købe deres lejligheder til en fordelagtig pris. Det fik lejere boende i konfiskerede huse til at presse på for at få samme ret. Og det lykkedes med lov 112/1995, som gav denne gruppe adgang til også at købe de lejligheder de boede i.

En konsekvens heraf var, at mange konfiskerede huse risikerede at få dobbelt ejerskab, for de oprindelige ejere insisterede på deres ret og klagede til domstolene, hvor disse sager hobede sig op. Det var et juridisk og politisk kaos. Den siddende regering begunstigede konsekvent lejerne og de tidligere ejere så sig derfor tvunget til at kæmpe for deres rettigheder ved domstolene.

Magthaverne med PSD i spidsen forsøgte op igennem 1990’erne at forhindre borgerne i at gå rettens vej ved at erklære, at når der ikke var lovgivet om sagen, kunne domstolene heller ikke træffe afgørelser om ejerskabet. PSD-regeringen benyttede en administrativ metode til at annullere retsafgørelser (recurs in annulare) på trods af den rumænske forfatnings bestemmelser om ejendomsretten.

De tidligere ejere havde derfor ikke anden udvej end at appellere til Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol (ECHR), som Rumænien havde tilsluttet sig i 1994. Det gjorde flere hundrede tidligere ejere. ECHR og EU Kommissionen kritiserede anvendelsen af recurs in annulare og traf afgørelser til fordel for de tidligere ejere. Derfor måtte regeringen opgive at benytte recurs in annulare i 2004. Forinden havde man i 1998 med lov 213 om offentlig ejendom erkendt, at domstolene uden en specifik lov om tilbagegivelse af ejendom kan træffe beslutning i restitutionssager.

Det europæiske perspektiv
Efter indtræden i ECHR søgte Rumænien om optagelse i EU. Det betød, at nye normer fik indflydelse på rumænsk politik, herunder også restitutionsprocessen. Påvirkningen fra EU gjorde sig mærkbart gældende på tempoet i restitutionsprocessen – især frem til 2007 – hvorefter den aftog. Så længe man var udenfor EU, kunne EU Kommissionen lægge pres på ikke-medlemmer, men som medlem af EU fra 2007 var Rumænien nu selv med til at fastlægge reglerne, hvilket regeringerne i Bukarest var sig meget bevidste om.

For at opnå EU-medlemskab måtte Rumænien leve op til Københavnerkriterierne om blandt andet markedsøkonomi og fri konkurrence i hele EU, hvilket gjorde, at landet måtte tillade udlændinge at købe jord og ejendomme. Derfor måtte størrelseskravet på 10 hektar opgives og nu kunne ikke bare det rumænske landbrug etablere langt større og effektive enheder, men udenlandske virksomheder fik også adgang til at investere i landet. Europæiske institutioner som ECHR, Københavnerkriterierne og EU-krav i øvrigt, påvirkede således mærkbart den rumænske restitutionsproces.

Forgive and forget
Omstillingerne efter 1989 – særligt når det drejer sig om tilbagelevering af/erstatning for ulovligt beslaglagte boliger – har i Rumænien været genstand for myndighedernes overlagte langsommelige opgør med fortidens overgreb. Pres udefra var nødvendig, før lovgivningen blev ændret. Men selv efter lovgivningen var på plads, trak myndighederne implementeringen i langdrag. På trods af lovgivningsforsøg for at fastsætte en maksimumgrænse på behandlingstid var det først i 2018, at bunken med restitutionssager var ved at nå et overskueligt omfang. Lige som tilfældet var det med adgangen til sikkerhedstjenesten Securitates arkiver, anvendte myndighederne også forsinkelsesstrategien på restitutionsområdet. Man satsede ganske enkelt på, at problemet ville blive mindre for hvert år der gik. Myndighederne benyttede ”forgive and forget” metoden. At denne metode i nogen grad mislykkedes, skyldtes de tidligere ejernes og civilsamfundets stædighed, samt det udefrakommende pres fra EU.