KRISELEDELSE | EU-Kommissionens viceformand og Justitskommissær Viviane Reding omtalte tirsdag Polens premierminister Donald Tusk som et oplagt valg som formand for EU-Kommissionen, hvis ikke nuværende formand Jose Manuel Barroso kan overtales til at tage en tredje periode.

Donald Tusk har den rette erfaring til posten, udtalte Reding i samme ombæring til det polske pressebureau Pap.

Spiegels spekulationer
Udtalelsen kommer i kølvandet på, at tyske Der Spiegel har fremført Tusk som Kansler Angela Merkels bud på en europæisk centrum-højre kandidat til kommissionsformand – overfor nuværende parlamentsformand Martin Schulz som centrum-venstres mest sandsynlige kandidat.

Tusks navn har tidligere været nævnt blandt medlemmer af den konservative gruppe i EU-Parlamentet som et oplagt bud på en ny Kommissionsformand.

Reding udtalte tidligere på måneden, at hun personligt helst så, at Barroso tog en tredje periode som formand på grund af behovet for stabilitet i en krisetid – en kontroversiel udtalelse, idet EU-Kommissionens formand altid blot har siddet i to perioder.

Selvom EUs traktater ikke forhindrer Barroso i at tage en tredje periode, skulle formanden ifølge Spiegel have blikket rettet mod præsidentposten i Portugal som næste stop på karrierevejen.

EUobserver, 12/9

EUobserver, 10/9

Euractiv, 4/9

Af MBL