OPTAKT TIL POLSK FORMANDSKAB | Den tyrkiske præsident Abdullah Gül har over tre dage besøgt Polen, hvor han bl.a. har diskuteret Tyrkiets mulige optagelse i EU med den polske præsident Bronislaw Komorowski.

Under den fælles pressekonference efter besøget udtalte Gül: ”I 2014 vil vi kunne fejre 600 års diplomatiske relationer mellem Polen og Tyrkiet. Det glæder os at se, hvordan Tyrkiet og Polen er to økonomier i fremdrift, og vi er stærkt indstillede på at styrke relationerne indenfor alle områder.”

”Jeg håber, at spørgsmålet om tyrkisk medlemskab vil blive rejst igen under det polske formandskab, og at Polen vil formå at sætte fart under forhandlingerne.” tilføjede Gül og fortsatte: ”Jeg har takket Polen for deres støtte og noterer med tilfredshed, at 80 procent af den polske befolkning bakker op om tyrkisk medlemskab.”

Tyrkiet høj prioritet under Polens EU-formandskab
Polen vil overtage det roterende EU-formandskab den 1. juli, og for præsident Bronislaw Komorowski er tyrkisk medlemskab en topprioritet under det polske formandskab:

”Vi ved alle, at lige nu ikke er det bedste tidspunkt for en udvidelse af EU pga. den økonomiske krise og engagementet i Nordafrika. Ikke desto mindre ved vi også, at en succesfuld udvidelse vil basere sig på to ting: Tyrkiske reformer og enighed i EU, da der stadig er behov for udvidelse af unionen.”

Komorowski understregede, at den polske støtte til tyrkisk optagelse er permanent, og med tiden kan udvikle sig til et egentlig strategisk partnerskab.

World Bulletin, 6/6

Polskie Radio, 7/6

Af BHA