BOGANMELDELSE | Vibeke Sperling har i nogle kredse ry for at være ekstrem kritisk overfor Rusland. I bogen ”Russernes drømme” fortæller hun uden floromvunden diplomati om både det politiske menneskelige Rusland. Og sparker både Putin og Vesten over skinnebenene, mens hun engageret øser af sin viden.
Rusland er et orientalsk despoti og kleptokrati. Sådan udtaler Vibeke Sperling, der som journalist har fulgt med i Ruslands og Østeuropas udvikling siden 1960’erne. Hun holder sig ikke tilbage, og i bogen ”Russernes drømme” viser hun sig kritisk over for Putin, men en hel del mere positivt kritisk i forhold til russerne, som hun slet ikke anerkender som lallende ”Putinister”.
Delvis støtte til Putin
Men der er stor forskel på russernes støtte til Putin. Vel støtter de ham som de historisk har støttet zaren – som en landsfader, der holder sammen på det hele – men de er ikke ubetinget tilhængere af den konkret førte politik på alle områder. Og vel støtter mange menige russere annekteringen af Krim, som med et pennestrøg af USSR’s generalsekretær Nikita Krustjov blev overført til den ukrainske sovjetrepublik. Men det større ”projekt Novorossija”, som går ud på, at sikre sig kontrollen med en række andre områder i det postsovjetiske rum begejstrer, ifølge Sperling, ikke russerne.
Det samme gælder Putins fokus på Den Eurasiske Union, et økonomisk fællesskab med en række eks-sovjetiske stater, som hun beskriver som et falleret forsøg på at genrejse imperiet. Ud over at det koster Rusland milliarder af subsidier, giver det befolkningen dyb uro i sjælen, da mange frygter at billig arbejdskraft fra de centralasiatiske stater skal tage deres arbejde fra dem. Russere er, lige som alle andre, også deres tegnebog og personlige velfærd nærmest.
Wild West-Kapitalisme
I den samme ligefremme og afslørende boldgade udpeger hun den russiske magtelite som værende ansvarlig for det økonomiske kaos, der på sæt og vis bragte dem og Putin til magten. I vestlige medier blev 90’ernes økonomiske politik beskrevet som ”røverkapitalisme” – en bevægelse i retning af en moderne, vestlig form for kapitalisme, der udartede sig til Wild West-kapitalisme. Men ifølge Sperling var der snarere tale om et gigantisk insider-kup, udført af KGB-folk, der ikke kunne se en fremtid for sig selv i et frit samfund funderet på demokrati og et frit marked. De ønskede et samfund, hvor de kunne bevare kontrollen. Og fik det.
Her får Putins baggrund som KGB-mand reel betydning. Og netop, at den russiske magtelite er ”gammel vin på nye flasker” ser hun som en af hovedårsagerne til de kolde vinde mellem Rusland og Vesten. Magteliten ser Vesten som modstander af en genrejsning af russisk storhed. Men Sperling pointerer også, at mange menige russere faktisk deler en ægte modvilje mod Vesten, der, efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud, med stor selvfølgelighed, forventede at Rusland og russerne inden for overskuelig tid ville blive ”som os”, ja, blot en ny filial af Vesten.
Men så gode og herlige vi er, kan man vel ikke ville andet?! Men, jo, for russerne har en egen selvforståelse, og en historisk og kulturel stolthed, ikke mindst over de store forfattere og digtere, som nationen har beriget verden med. Det værdsættes ikke i Vesten, føler mange russere. Følelsen af manglende anerkendelse gælder også for Ruslands/Sovjetunionens gigantiske indsats under 2. verdenskrig, som mange russere mener, bliver negligeret til fordel for USA’s og Englands noget mindre indsats.
Rusland er så meget mere end Putin
Putin får nogle stryg i løbet af bogen, men Sperling er heller ikke bleg for, at give et hip til et navlepillende og selvoptaget Vesten, der bør gøre mere for at vinde russerne for sig. Hun argumenterer selv for, at EU-støttede TV- og radioprogrammer på russisk, og en ny Marshall-hjælp til de eks-sovjetetiske stater, dels ville kunne udfordre Putins anti-vestlige udlægning af virkeligheden, dels trække staterne ud af Ruslands indflydelsessfære. Og måske bør Rusland på sigt optages i NATO, som en del af et kollektivt sikkerhedssystem? Hvor jordnære og effektive sådanne initiativer ville være, er åben for debat.
Selvom Sperling ikke har ikke meget til overs for Putin, føler hun også stor fortrydelse over Europas manglende forståelse for situationen. Man kan næsten høre Sperling sukke af ærgrelse. Dette er ganske karakteristisk for bogen, der bæres frem af en meget stærk og personlig stemme. Denne ærgrelse har angiveligt givet brændstof til denne oplysende bog, og uanset om man deler hendes syn på tingene, så brænder hendes engagement klart igennem. Det er et spørgsmål om at forstå hvem russerne er som folk, hvor de komme fra, og hvor de er på vej hen.
For Putin er ikke Rusland – og Rusland er så meget mere end Putin og hans eks-KGB slæng
