UDVIDELSE og NABOSKAB | Diplomater i Georgien og Moldova jubler over, at europæisk naboskabspolitik nu er blevet forenet med udvidelse under den tjekkiske Kommissær Stefan Füle. Tjekkerne diskuterer til gengæld, om de er blevet straffet med en ligegyldig Kommissærpost.

At udvidelsesbestræbelser og naboskabspolitik kommer under samme paraply, kan tolkes som et signal om, at skridtet fra naboskab til medlemskab af EU er muligt, og EU Observer har talt med diplomater i både Georgien og Moldova, der har valgt denne optimistiske tolkning. EU’s østpartnerskab omfatter Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Georgien, Moldova og Ukraine, og relationerne til disse bliver en del af udvidelsesporteføljet.

Tjekkerne diskuterer, om de er blevet straffet for Vaclav Klaus’ sabotage af Lissabon-traktaten og den væltede tjekkiske regering under EU-formandskabet. En tjekkisk kommentator sætter tingene på spidsen med udsagnet om, at EU kan se frem til udvidelse med to lande i den nærmere fremtid, nemlig Kroatien og Island, og at disse stort set er på plads allerede, og at tjekkerne således har fået ansvaret for udvidelse, på et tidspunkt hvor der ikke skal udvides.

EU Observer, 27/11

Aktualne.cz, 10/11

Af MBL