MAGTKAMP | Tendensen til at de europæiske lande oplever langvarige og komplicerede politiske processer, når der skal dannes nye regeringer, har nu også ramt Central- og Østeuropa. Det seneste eksempel herpå er Moldova, hvor situationen tilnærmelsesvis minder om den i Venezuela, hvor to konkurrerende magtcentre strides om regeringsmagten.

Af Kjeld Erbs

Billedet: Sandus nye regering får måske slet ikke lov at tiltræde. Billede fra Radio Free Europe

Den 24. februar var der parlamentsvalg i Moldova, men foreløbigt har det taget mere end tre måneder for de politiske partier i Moldova at danne en ny regering. Først den 8. juni lykkedes det de to partier PSRM (socialistpartiet) og ACUM (en blok bestående af Værdigheds-og Sandhedsplatformen samt Aktions-og Solidaritetspartiet) med deres 61 ud af de 101 pladser i parlamentet at danne en ny regering. Efter forfatningens regler er det lige netop én dag for sent.

Usædvanlig ny regering

Sammensætningen af PSRM og ACUM er usædvanlig, PSRM er nemlig pro-russisk og ACUM pro-europæisk, og de har hidtil været politiske modstandere. Det, der har bragt det uventede samarbejde i stand, har været et fælles ønske om at fjerne oligarken Vladimir Plahotniuc, der leder Det Demokratiske Parti (PDM), fra indflydelse. Den nye regerings mål er at ‘af-oligarkisere’ moldovansk politik, altså at reducere oligarkernes magt og indflydelse, hvilket primært vil sige at bremse Plahotniuc, der siges at eje en tredjedel af republikkens BNP.

Blokade af regeringsbygningerne

Imidlertid nægter den hidtidige premierminister, Pavel Filip, at gå af. Han har forskanset sig i regeringsbygningerne, samtidig med at PDM’s tilhængere blokerer indgangen, så den nyudnævnte premierminister, Maia Sandu fra ACUM, ikke kan begynde sit virke. Sandu har straks appelleret til dem, der blokerer adgangen til regeringskontorerne, om at standse den ulovlige blokade.

Forfatningsdomstolen

Pavel Filips hidtidige regering indbragte omgående udnævnelsen af Maia Sandu’s regering for forfatningsdomstolen, der samledes usædvanligt hurtigt, allerede lørdag den 8. juni. Ligeså hurtigt traf man en afgørelse: Sandus regeringen er udnævnt i strid med forfatningen, fordi de ikke har kunnet danne regering senest tre måneder efter valget den 24. februar, sådan som forfatningen kræver.

Forfatningsdomstolens afgørelse skulle efter reglerne udmøntes i et dekret og underskrives af præsident Igor Dodon. Dodon nægtede dog at underskrive, hvorefter forfatningsdomstolen straks afsatte ham og udnævnte premierministeren Pavel Filip til ny (fungerende) Præsident.

Den nye premierminister Sandu, ignorerer forfatningsdomstolens afgørelse. Sandu og store dele af den politiske elite mener nemlig, at Plahotniuc og PDM kontrollerer forfatningsdomstolen, og derfor henviser hun til, at domstolens beslutninger ikke er neutrale. Under alle omstændigheder har Plahotniuc som republikkens rigeste mand haft indflydelse på udnævnelsen af flere medlemmer af forfatningsdomstolen.

Nyvalg udskrives

Den nye præsident, Pavel Filip, besluttede straks at opløse det parlamentet, der blev valgt den 24. februar, og udskrive nyt parlamentsvalg sammen med det præsidentvalg, der skal være til efteråret. Men denne beslutning har Maia Sandu naturligvis også erklæret for at være forfatningsstridig, hvilket hun formelt ikke kan.

Hvad siger udlandet?

Premierminister Maia Sandu har bedt EU’s udenrigsminister Mogherini om støtte. NATO, Europarådet og Venedigkommissionen har rettet henvendelse til de stridende parter og opfordret til at konflikterne løses fredeligt. Da den rumænske udenrigsminister Melescanu blev spurgt, om Rumænien havde anerkendt Sandus regering, svarede han ifølge avisen Romania Libera den 10.6.2019, først meget diplomatisk, at man kun anerkender stater, ikke regeringer.

Denne melding blev straks kritiseret af den tidligere rumænske præsident Basescu, som er Rumæniens stærkeste fortaler for sammenslutning af Moldova og Rumænien. Udenrigsminister Melescanu tilhører PSD, som er noget tilbageholdende i genforeningsspørgsmålet, men efter et par dages betænkning fremkom Melescanu med en støtteerklæring til Sandu-regeringen.

Efterfølgende har EU’s udenrigsminister, Mogherini, svaret positivt på Sandu’s anmodning ved at udsende en støtteerklæring og i øvrigt henvise til associeringsaftalen mellem EU og Moldova. Fem vigtige europæiske lande Frankrig, England, Tyskland, Polen og Sverige har også allerede anerkendt Sandu-regeringen. Noget overraskende har også Rusland anerkendt den nye regering. Ved nærmere eftertanke er det dog ikke så uventet i betragtning af, at regeringsaftalen jo er indgået mellem Igor Dodon fra PSRM og Sandu fra ACUM, hvor Dodon har gode forbindelser til Putins Rusland, hvor han flere gange siden præsidentvalget i 2016 har aflagt besøg hos Putin.

PDM og Plahotniuc har derfor flere gange beskyldt Dodon for at være Putins mand i Moldova, ligesom man har beskyldt Dodon for at modtage en million dollars hver måned fra Rusland for at kunne holde det russisk-venlige PSRM ved magten. PDM og Plahotniuc mener derfor, at regeringsaftalen mellem PSRM og ACUM er skadelig for Moldova, da den øger Ruslands indflydelse i landet. Denne indflydelse frygter PDM skal bruges til at ’føderalisere’ Moldova, for eksempel ved at Transnistrien og den sydlige del af Moldova Gagausien får en særlige status. Hvis det lykkes i Moldova, kan det vel også lykkes i Ukraine, er der nogle moldovanske politikere, der hævder!

Plahotniuc, som også er russisk statsborger – han er i øvrigt anklaget for korruption i Rusland – har dog ikke opgivet at påvirke processen. Hans seneste udspil retter sig mod USA og består i at stille et areal i Chisinau til rådighed for USA, som ønsker at bygge en ambassade i hovedstaden. Formentligt også for at få støtte fra Præsident Trump, har Plahotniuc nu foreslået, at Moldova flytter sin ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem, ligesom USA og også Rumænien har. Om disse udspil kan sikre Plahotniuc’s fortsatte politiske indflydelse i Moldova kan kun fremtiden vise.

Moldova et nyt Venezuela?

Man kan roligt konstatere, at der lige nu og formentligt i de kommende måneder hersker uforudsigelige tilstande i Moldova. Den politiske krise illustrerer tydeligt Moldovas udsatte position i gråzonen mellem Europa/USA på den ene side og Rusland på den anden. Det er fristende at sammenligne situationen i Moldova med situationen i Venezuela, hvor de statslige institutioner bekriger hinanden, og hvor befolkningen demonstrerer i gaderne. Man kan ikke udelukke, at befolkningen i Moldova går på gaden for at lægge pres på systemet.

Befolkningen gik faktisk på gaden i Moldova i 2009, hvor politiets voldelige fremfærd mod demonstranter var medvirkende til, at den kommunistiske Præsident Voronin senere måtte træde tilbage. Historien viser derfor, at moldovanerne – ligesom rumænerne – kan mobilisere masserne, når grove overtrædelser af demokratiske normer finder sted.

Umiddelbart tyder det dog på, at ingen af parterne har interesse i, at situationen kommer ud af kontrol, så nervekrigen fortsætter derfor indtil en af parterne giver op. Det øjeblik er muligvis allerede indtruffet, da det forlyder, at PDM på et møde fredag eftermiddag har besluttet straks at forlade regeringen. Hvis det står til troende, er konflikten formentlig løst, og Sandu-regeringen kan indtage ministerkontorerne.