Det internationale samfund er stadig en vigtig faktor for stabilitet i Bosnien-Hercegovina, men indsatsen er præget af vægelsind. Ismar Dedovic giver her et overblik over problemerne i det internationale samfunds engagement.

For en uge siden (mandag 21/2) mødtes de europæiske udenrigsministre til en arbejdsmiddag i Bruxelles for, blandt andet, at diskutere den stadig mere fastlåste politiske situation i Bosnien-Hercegovina (BiH). Emnet var sandsynligvis sat på dagsordenen af Tyskland, der i de seneste uger har engageret sig en del i den politiske kabale i BiH i et forsøg på at få parterne tættere på hinanden og danne en regering, således at landet kan få gang i de nødvendige reformer der skal bringe det tættere på EU og NATO.

Manglende tysk gennemslagskraft
Men at dømme ud fra pressemeddelelser og andre offentlige udmeldinger der fulgte mødet, fik Tyskland ikke EU til at bakke effektivt op om sin diplomatiske offensiv. Om dette skyldes, at EU’s opmærksomhed er rettet mod kollapsende regimer i Mellemøsten eller den italienske leders problemer (eller blot EU-diplomaters sarte maver, der gør det svært at diskutere bosnisk politik og fordøje en hovedret på samme tid), vides ikke.

Hvad der dog står klart er, at Merkel nu må bestemme sig for, om hun vil investere mere tysk politisk kapital i BiH, eller om hun vil forsøge at lave en lappeløsning og derefter trække sig i håb om, at amerikanerne eller andre kan tage over.

Dette sidste er dog ikke en ønskværdig situation for Berlin af to grunde: For det første har man allerede engageret sig ganske betydeligt i regionen, hvorfor et sammenbrud i forhandlingerne (der i øvrigt foregår på højeste niveau) ville være et tegn til omverdenen, at Tyskland – landets økonomiske styrke til trods – ikke har tilstrækkeligt med diplomatiske evner til at løse problemer i Europas baggård. Hvordan skal man så forvente at blive taget alvorligt i mere anspændte sager som fx Irans atomvåbenprogram eller forhandlingerne med de skrantende mellemøstregimer? Og hvad vil det betyde for Tysklands stilling i EU, hvis man snubler i Bosnien? Og hvad med Tysklands forsøg på at få en plads som permanent medlem af Sikkerhedsrådet?

Interesse fra øst
For det andet vil en tysk resignation, ifølge det amerikanske udenrigsmagasin Stratfor, efterlade et magtvakuum i regionen som andre magter vil forsøge at udnytte. Rusland og Tyrkiet er de mest oplagte spillere og begge lande har i flere år nu haft travlt med at styrke deres diplomatiske og økonomiske tilstedeværelse i ”Jugosfæren”. En konkurrence mellem disse to stormagter kan være en ganske destabiliserende faktor, hvorfor Tyskland måske også valgte at blande sig i hele spillet.

Ustabilitet ved EU’s sydøstlige grænse er det sidste man har brug for i Berlin op til en større politisk kamp internt i Unionen om eurosamarbejde og tættere politisk integration. Og når Kroatien, som forventet, bliver medlem af EU næste år, kommer Unionen til at dele en ca. 1000 km lang landegrænse med en ustabil nabo.

Amerikansk engagement
USA er selvfølgelig også en spiller. Hillary Clinton sender, i slutningen af denne uge, sin viceudenrigsminister, James Steinberg, til forhandlinger i Sarajevo. Om dette skal tolkes som et amerikansk forsøg på igen at sætte sig i det diplomatiske førersæde på Balkan, eller om Steinberg blot skal opfordre parterne til at blive enige (og eventuelt lytte til Berlin), er usikkert. Det kan være at amerikanerne efterhånden er blevet trætte af det sorte hul som Bosnien er i disse år og har lyttet til opfordringer fra især Ankara om at rette op på situationen. Det ville nok være den nødvendige kur, for som ethvert skolebarn i BiH (uanset nationalitet) ved, så er det Uncle Sam som bosniske politikere i sidste ende retter efter.

Spørgsmålet er blot om amerikanerne har overskud til at tage sig af endnu en højspændt politisk situation ovenpå det rædselsgalleri af sager, som de ellers står overfor: Afghanistan, Iran, Israel-Palæstina, Nordkorea, et eksplosivt og ganske uforudsigeligt Mellemøsten, et stagnerende Kosovo og en lammende økonomisk krise.

På den anden side, så har en del analytikere fremhævet at netop Bosnien kunne være en mulighed for USA til at få lidt diplomatisk medvind, nu hvor man tidligere investerede så meget i netop dette land.

Europæisk vægelsind
Men ifald Washington beslutter sig for at blande sig for alvor, så bliver EU sandsynligvis kun inddraget i moderat grad.

Dette skyldes stigende frustration i Washington og i amerikanske diplomatiske cirkler i BiH, over Unionens manglende evne til at sluge den lille bid, som BiH trods alt menes at være. Og selvom ”balkaneksperten” blandt EU-parlamentarikerne, Doris Pack – der har huseret i BiH i årevis – på vegne af Unionen har udtalt, at man nu er parat til at engagere sig mere blandt borgerne og politikerne i BiH, så er flere og flere analytikere i tvivl om, om EU har en klar forestilling om, hvad det selv vil på Balkan.

I oktober 2009, under de såkaldte Butmir-forhandlinger, formåede Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, ved sin uskønne diplomatiske ageren, således at ødelægge et ellers veltilrettelagt amerikansk og europæisk forsøg på at sætte gang i forhandlinger om en ændring af den bosniske forfatning, hvilket skulle tø op for den politiske fastfrysning der allerede dengang var evident.

Bildt – der ellers er kendt som en fortaler for deling af BiH, for at have aflagt flere venskabelige besøg til krigsforbryderdømte Biljana Plavsic mens hun afsonede sin straf i et svensk fængsel og for at have benægtet, at folkemordet i Srebrenica fandt sted – ser ud til at have opfordret Milorad Dodik til at sige nej til Butmir-aftalen og forsikret ham om at dette ikke ville medføre politiske sanktioner fra EU. Og da Butmir så ud til at falde igennem, takket være Bildts intervention, søgte selvsamme Bildt, at presse bosniakkerne (og kroaterne) til at acceptere en revideret og Dodik-godkendt aftale ved at true med at sætte BiH’s NATO-forhandlinger i stå hvis ikke den blev accepteret.

Dette sidste blev forhindret af resolut diplomatisk ageren fra Tyrkiet.

Det er derfor klart, at USA nok ikke vil satse alt på at få EU med i en forhandlingsproces i BiH. En del analytikere har dog peget på muligheden for at få enkelte større europæiske lande med i processen og bruge disse til at presse resten af EU med på den valgte politik. Om Tyskland skulle bruges til disse formål er endnu ikke klart, men kan ikke afvises. I hvert fald ville det give en del vægt bag den førte politik hvis USA, Tyskland og Storbritannien (der ville følge USA på dette punkt) og evt. Tyrkiet kunne blive enige om at skubbe BiH mod først NATO og senere mod EU.

Reformer
Men uanset hvem der ender med at have styringen i BiH, vil de stå overfor de samme udfordringer:

1) At få skabt en reformorienteret regering, så man har en troværdig samarbejdspartner. Og trods alle de problematikker som endnu skal løses, så er den Socialdemokratiskledede ”Platform” det hidtil bedste bud på en sådan regering. Den er i hvert fald den eneste der har fremlagt et politisk program som grundlag for en regering, hvorimod andre partier – heriblandt Covic-Dodik-alliancen – ønsker at fordele ministerbiler og derefter diskutere regeringsgrundlag (Læs mere i Farligt politisk spil i Bosnien-Hercegovina).

2) At presse på for en forfatningsreform der giver mening i forhold til EU-NATO-integration. Denne bliver dog ikke til noget, medmindre bosniakkerne får en garanti for at Dodik ikke kan bruge forfatningsdiskussionen til at sikre Republika Srpska ret til løsrivelse.

Det kroatiske spørgsmål
Og den bliver ikke nem at få i hus, hvis ikke serberne får en eller anden garanti for, at RS ikke bliver fjernet som en entitet. Det skulle dog være, hvis amerikanerne var villige til at lægge enormt pres på Dodik for at få dette til at ske, hvad der dog ikke nu ser ud til at være tilfældet. Kroaterne, i hvert fald de der er ledet af Covic, vil sandsynligvis satse på en alliance med Dodik for at lægge pres på bosniakkerne og få en mere decentral stat.

På den anden side så vil en gruppe kroatere, anført af mindre kroatiske partier, dele af den katolske kirke og det Kroatiske Nationale Råd (HNV) satse på en alliance med bosniakkerne for at undgå en disintegration af BiH, der, med lederen af HNVs ord, ville stille kroaterne i BiH endnu dårligere og måske endda føre til deres langsomme uddøen.

”Kampen om kroaterne” kommer nu til at stå mellem disse to grupperinger og det kan meget vel være, at denne kamp kan spille en stor rolle i den videre politiske udvikling.

Det sidste scenarie er, at hele den politiske reformproces kan gå i stå, hvis ikke økonomien i BiH snart bedres og den lille bosniske bid ender i den gale hals hos alle de mange diplomater i landet.

 

Af Ismar Dedovic