BOGANMELDELSE | Kalle Kniivilä, Putins folk – Rysslands tysta majoritet. 253 sider. Forlaget Atlas 2014. 190 kr. Anmeldt af Jens Geisler.

Tidligere Moskva korrespondent Kalle Kniivilä har sat sig for at undersøge grundlaget for Putins store opbakning i Rusland. Gennem interviews og hverdagsberetninger bringer Kniivilä os helt ud i de små flækker i det store ingenting’. Derude hvor opbakningen til Putin egentlig ikke er så mærkelig endda. 

”Russia is a riddle wrapped in a mystery inside an enigma”. Sådan udtalte Winston Churchill I en radio transmission i 1939. Og nok har meget måske ændret sig siden dengang, men også i vor tid er mange uforstående over for Rusland – ikke mindst russernes støtte til “diktatoren” Putin. Det har Kalle Kniivilä, forfatter og journalist, forsøgt at undersøge, og gennem sin viden, og kontakterne fra tiden som Moskvakorrespondent i årene 1991-1992, forsøger han at løse gåden. Med den velskrevne rejsereportage ’Putins folk – Rysslands tysta majoritet’ kommer vi langt ud i det store russiske hinterland, og dybt ind i det enkelte menneskes tanker om eksistens og overlevelse.

Og så svært at forstå er det faktisk ikke. Hurtigt viser det sig, at frygt er kernen i styret. Frygten bunder i den tumultariske og iskolde økonomiske krise i kølvandet på Sovjetunionens opløsning, som i dybde og omfang kun kan sammenlignes med krisen i 1930’erne. I vesten er det noget der hører historiebøgerne til, men for russerne føles det som noget der skete ”i går”. Og som mange frygter meget vel kunne blive en realitet igen.

Krisen i 1990’erne, inkl. den russiske statsbankerot i 1998, fratog almindelige mennesker deres job, og siden deres begrænsede livsopsparinger. Hver fjerde havnede i fattigdom, levetiden faldt drastisk, og antallet af barnefødsler lige så. Inflationen var i 1992 hele 2500 procent, oplyser Kniivilä. Samtidigt skummede de rige oligarker og (andre) kriminelle fløden. I modsætning til den fordrukne Jeltsin, og til dels Gorbatjov, som på hver deres måde er symboler for Sovjetunionens sammenbrud og det efterfølgende kaos, står Putin for russerne som folkets mand, som igen sikrede deres velfærd.

Det fortæller blandt andre ingeniøren Daim i Moskvaforstaden Beskudnikovo, læreren Jevgenia, som mod bestikkelse endelig fik en lejlighed i Sjumerlja, øst for Moskva, og museumslederen Marina i Nizjnij Novgorod ved Volga. Kalle er en god journalist. Han stiller åbne spørgsmål, dømmer ikke, men forholder sig alligevel kritisk til udtalelserne. Ikke mindst til at Putins fokus på forbedrede pensioner, reallønsstigninger, og økonomisk støtte til børnefamilier hovedsageligt baserer sig på olieindtægter, som nu er svindende. Og at regimet så må finde på nye kneb for at fastholde folkets støtte. Her er det så, at de fra sovjettiden velkendte udenlandske konspirationsteorier, igen kommer på banen. For ”naturligvis” er det USA, som, med deres allierede Saudi-Arabien, undergraver den oliebaserede økonomi, for i sidste ende at ville opsplitte Rusland.

Kniivilä pointerer dog, at man trods retorikken, ikke må forveksle Putins Rusland med Sovjetunionen. For selv om kommunistlederen Leonid Breshnev for mange russere står som en af de bedste ledere af landet gennem tiderne, så er det blot erindringen om 1990’ernes barske krise, der markerer sig. ”Sovjet” betyder for mange russere ”stabilitet”, og bør ikke forveksles med et ønske om kommunismens tilbagekomst. Det understreges af, at vor tids Rusland, trods en autoritær ledelse, har forholdsvis frie udrejse-regler. Selvom de har det svært, findes der stadigt kritiske medier og bevægelser, og almindelige menneskers liv overvåges og invaderes ikke som i Sovjettiden.

Den antivestlige tone bunder ikke i ny-kommunisme. Den bunder i Putins nære alliance med den russisk-ortodokse kirke, der trods den brutale forfølgelse under sovjetkommunismen har godt fat i russiske hjerter og sind. Med kirken som støtte tegner Putin sig som forsvareren af det ”rigtige” Europa. Det står i modsætning til det dekadente Vesteuropa, som løbes over ende af muslimer, homoseksualitet og anden form for promiskuitet. Den russiske idé – Moskva som arvtageren for det faldne kristne Konstantinopel – er genfødt. Og med både en ydre fjende og trusler om indre forfald kan man jo kun bakke op om Putin.

Måske kan man indvende, at Kalle bruger lovlig lang tid til at fortælle det samme, altså at russerne vælger stabilitet frem for usikkerhed – Relativ velstand frem for røverkapitalisme. Det er trods alt ikke ”rocket science”. Men i tilgift får man, ud over den flotte perspektivering , også fine miljøbeskrivelser. Vi møder buschauffører og taxachauffører, og bevæger os fra moderne, skinnende indkøbscentre til almindelige menneskers små lejligheder, beliggende i de velkendte grå betonlandskaber langt ude i landet.

Rusland er ’de små flækker ude i det store ingenting’, som han konstaterer. Og vi får et kort, men skarpt formuleret, indblik i systemets mekanisme, der baserer sig på systematisk korruption. Kun de som er loyale mod Putin får del af kagen.

Ikke så underligt, at de interviewede russere alle som én taler om Putin uden den store entusiasme. Jordnært vurderer de alle, at tryghed er bedre end frihed. Og at de nærer en total mangel på tillid til det politiske system som sådan. ”Du har intet andet valg end at stole på chefen”, som Jevgenia i Sjumerlja siger. Det er summen af mange russeres erfaringer; og summen af denne rejsereportage er, at så ”mystiske” og anderledes end os i vesten er russerne egentlig ikke.

Af Jens Geisler