SPROG | Letlands transportminister, Kaspars Gerhards, udvandrede tirsdag fra et tv-interview på kanal 5 i Letland, da værten, Andrej Mamykin, insisterede på at afholde interviewet på russisk.

Stort set alle i Letland taler russisk, og Mamykin hævder at have informeret ministeren på forhånd om interviewsproget da programmet skulle transmitteres i Rusland. Mamykin hævder desuden at være overrasket over ministerens udvandring, da han tidligere ikke havde noget problem med at tale russisk på tv.

Gerards, der kommer fra det nationalistiske parti ’For Fædreland og Frihed’ kunne dog næppe overfor sine vælgere tillade sig at tale russisk på TV en lille måned før parlamentsvalgene i Letland. Især ikke da Moskvas borgmester, Jurij Luzhkov, på et besøg i Riga for nyligt pustede til den evigt ulmende sprogstrid i Letland med udtalelser om, at russisk indenfor overskuelig tid må blive officielt andetsprog i Letland.

Baltic Reports, 1/9

Af MBL