SARAJEVO | Blandt historieinteresserede med hang til fængende slogans er Sarajevo ensbetydende med den by, hvor et par berømte skud blev begyndelsen til Første Verdenskrig. Men Sarajlijaernes hjem er også en moderne hovedstad, hvor efterdønningerne fra flere krige har sat sine spor i det urbane landskab. Annemarie Majlund Jensen rapporterer fra den historiske by, som den ser ud i dag.

Artiklen er en del af et tema om 20-året efter Dayton-aftalen

Sarajevo har denne her stilhed. Måske fordi byen ligger inde i Sarajevo-dalen mellem de lave bjerge, som opfanger og dæmper lydende, som stiger op fra trafikken i bunden af dalen. Hernede løber Miljačka-flodens brunlige vand under de mange broer.

Muezzinernes kalden fra moskeernes minareter overdøves kun af hundenes glammen oppe mellem bjergsidernes beboelseskvarterer. Men også den afbrydes af øjeblikke, hvor kun den stille lyd fra bjergene høres, tyst larmende.

Hverdagens slagmark
Bosniens hovedstad Sarajevo er med sine kirker, katedraler, synagoger og moskeer et symbol på religiøs forskellighed, der ofte fremhæves som eksempel på et mangfoldigt, internationalt orienteret og kosmopolitisk Europa.

For 101 år siden var byen ikke desto mindre kulissen bag skuddrabet på den daværende østrig-ungarske ærkehertug og tronarving Franz Ferdinand og hans hustru Sophie. De nu ganske famøse ”skud i Sarajevo”, blev bogstaveligt talt startskuddet til Første Verdenskrig.

Flere krige har raset i Sarajevos gader siden da. Den seneste – konflikten der fulgte i kølvandet på opløsningen af Jugoslavien – har sat sit præg på byen.

Sarajevo har siden Bosniens selvstændighed i 1992 været den nye stats hovedstad og økonomiske omdrejningspunkt. Men den arkitektoniske mosaik af tyrkisk-osmanniske, habsburgske, socialistiske og moderne kvarterer og bydele, der danner rammen om hverdagen for ca. 500.000 indbyggere, er også i dag en slagmark, om end i mere overført betydning.

Hovedstad i grænseland
Trods Bosniens umiddelbart multikulturelle udtryk er Sarajevo en splittet by. Byens demografiske sammensætning har rod i krigens interne flygtningestrømme og etniske udrensninger, en ”skæbne” som Sarajevo deler med andre bosniske byer. Sarajevos urbane udtryk minder således til forveksling om den deling langs etniske linjer, der blev en realitet i hele Bosnien efter de serbisk-jugoslaviske militære styrkers tilbagetrækning fra den belejring af hovedstaden, som fandt sted fra 1992-1995.

Til hovedstaden i dag hører det gamle Sarajevo. Den del af byen, som turisterne besøger, og som er hovedsæde for Bosniens centralregering, præsidentpalæet, den bosniske nationalbank, Nationalteatret med mere. Her præges bybilledet af kirkegårdene, der strækker sig op af bjergsiderne med deres karakteristiske hvide sten. Sammen med de hundredevis af moskeer vidner de om en indbyggersammensætning, der etnisk og religiøst kendetegnes ved et klart bosniakkisk muslimsk flertal.

Mod øst finder man en anden hurtigt voksende bydel – Østsarajevo – der med byområderne Lukavica og Dobrinja er der, hvor de fleste indbyggere, der tilhører Sarajevos serbiske mindretal, har bosat sig efter krigen. Hvor de bosniske muslimer bor, kommer serberne sjældent – og omvendt.

Det samme gælder i øvrigt for Bosniens kroatiske mindretal. Til dels som følge af de interne fordrivelser, der fandt sted under krigen, har også de bosat sig så de nu bor i tilnærmelsesvist etnisk homogene områder. Hovedparten af Bosniens kroater bor i landets sydvestlige del, herunder i den kroatisk dominerede Bosniske region Hercegovinas ”hovedstad” Mostar.

Landet lukker
Splittelsen slår også indirekte igennem i hovedstaden, hvor Sarajevos bybillede skæmmes af manglende politisk vilje til at enes på tværs af etno-politiske skel.

Gennem de sidste par år er flere museer i Sarajevo lukket på grund af manglende finansiering. Nationalmuseet måtte dreje nøglen om i oktober 2012. Før det led Nationalgalleriet samme skæbne.

Den manglende opbakning til vedligeholdelsen af de bosniske kulturinstitutioner er til dels et resultat af lammende uenighed om fordelingen af den ikke særligt prangende sum af offentlige midler, der er til rådighed, når først regningen for driften af Bosniens ekstremt decentraliserede og forvoksede statslige administration er betalt. Læg hertil udgifterne til en skyhøj korruption og billedet tegner sig af hovedårsagen til markante økonomiske problemer.

Sidste år ledte nye industrilukninger i Bosniens industrielle centrum Tuzla til voldelig modstand mod de bosniske autoriteter, der ses som ansvarlige for en dagligt dalende levestandard for alle – den politiske elite undtaget.

Sarajevo så i samme forbindelse de største protester i landet siden krigen. Med afbrændte biler, et regeringshovedkvarter i flammer, smadrede aviskiosker og vrede unge i gaderne, så hovedstaden og politikerne for en stund et eksempel på de frustrationer, som nogle – dog med urette – frygtede ville lede til fornyede spændinger de etniske grupper imellem.

Bosnisk mikrokosmos
Sarajevo er på mange måder et bosnisk mikrokosmos. En stor del af befolkningen har stadig levende minder fra en krig hvor Bosniens forskellige etniske grupperinger kæmpede bitre kampe på hver side af frontlinjen. I dag er der fred, men det etnisk-religiøse kort er stadig et hyppigt spillet ét i Bosnisk politik.

Det er dog ikke ensbetydende med, at det samme gælder blandt bosnierne i almindelighed. Og slet ikke i Sarajevo. Her er spørgsmål om etnicitet nemlig langt mere nuanceret end hovedstadens urbane anatomi umiddelbart afslører.

Etnicitet og religiøse traditioner opfattes af langt de fleste som noget, der hører privatlivet til, og mange, især unge, er efterhånden godt og grundigt trætte af politikernes evindelige nationalistiske fremturen, som af Sarajevos veluddannede middelklasse opfattes som bagstræberisk, konservativ og manipulerende.

Spørger man således en ung Sarajlija hvilken religiøs eller etnisk overbevisning hun eller han gør sig selv til talskvinde/mand for, vil svaret med al sandsynlighed være: ”Jeg er kosmopolit!” Efterfulgt af et insisterende: ”Kan du ikke se det? ”

Sarajevo opfattes om noget som den sidste kosmopolitiske bastion i et land, der ellers er dybt splittet langs etnisk-politiske linjer.

En rigtig Sarajlije drikker snaps
Så her kommer Sarajevo igen ind i billedet. Sarajevos historiske ry som en multikulturel og multireligiøs hovedstad på grænsen mellem det ”muslimske øst” og det ”kristne vest” regnes nemlig af mange sarajlijaer som truet.

Det både af de nationalistiske kræfter, som krigen var et voldeligt udtryk for, men også af de ydre og til dels fundamentalistisk religiøse strømninger, der har kendetegnet bosnisk nationalisme i efterkrigsårene.

Når bosnierne taler om deres hovedstad, er det således ofte med ganske bestemte opfattelser af, hvem, der er synderne i det, der opfattes som tabet af en moderne og åbensindet hovedstad.

Et eksempel er BBI, som egentlig står for ”Bosnia Bank International”. Gennem de seneste år er nye indkøbscentre skudt op overalt og blandt de fleste sarajlije er det almindeligt kendt, at netop butikscentret BBI er bygget for nogle af de millioner af især saudiarabiske dollars, der strømmede til landet i kølvandet på freden.

BBI er ”bygget af araberne”, som man siger, ofte med en vis skepsis. BBI forbyder nemlig af religiøse årsager salg og indtagelse af alkohol i centret, noget der vel at mærke går stik imod den gængse opfattelse af alkohol som den almene – og ganske væsentligt, tværreligiøse og tværetniske – bosniske skik: at drikke alkohol.

I Sarajevo drikker man Heineken og Tuborg, som i enhver anden europæisk hovedstad. Man drikker også Sarajevska og hvad der svarer til vores egen snaps, rakija.

Det ”vi”, der fremmanes når f.eks. unge bosniske muslimer begræder den manglende alkoholservering i BBI – med kommentarer som ”jamen, det er en del af vores kultur!” – er således et ”vi”, der betegner Sarajlijaerne slet og ret. Alkoholkultur er god stil i Sarajevo. Uden et ord om etnicitet.

Og på strækningen imellem netop BBI og så dér, ved Latinerbroen, hvor skuddene rungede for over 100 år siden, står skulpturen ”Det Multietniske Menneske”. Måske ser han mod bedre tider.

Af Annemarie Majlund Jensen