ESSAY | Alle har hørt om Tjernobyl. Så hvorfor ikke tage dertil og se med egne øjne, hvor det hele skete? Hvorfor ikke fornemme det, der plejede at være, som ikke er mere? I denne artikel tager Rasmus Bertelsen os med på en turisttur gennem området Tjernobyl.
»Du skal bare skrive under her.« siger den lokale guide Nikolaj og peger ned på papiret. »Du behøver ikke læse dokumentet igennem. Der står bare, at du fraskriver dig enhver ret til at sagsøge den ukrainske stat i tilfælde af, at du bliver syg.« Det er en besked man kan forstå. Efter at have tilbragt 3 timer på elendige landeveje, der efterlader bagdelen mere øm end en omgang hæmorider, og ventet på at blive lukket gennem de militære checkpoints er jeg endelig i Tjernobyl.
Det er efterhånden 24 år siden, at reaktor nr. 4 en sen nattetime den 26. april 1986 nedsmeltede og sendte en sky af radioaktivt materiale udover Europa og med ét gjorde stednavnet Tjernobyl verdensberømt, til et strålende synonym for død og ødelæggelse. Tjernobylulykken var en hårdhudet lektion i katastrofedidaktik, en slags bebudelse om risikosamfundet og panikkulturens komme.
Hvad enten man vælger at tolke katastrofen i fremskridtets navn, i teknologiske termer eller som et dunkelt kapitel i civilisationsprocessen, hvor menneskets naturbeherskelse kører af sporet, så synes ulykkesforløbet at knytte an til en slags anonym fatalisme: Det måtte jo ske før eller siden lyder omkvædet. Og i dag står reaktor nr.4 med sin sarkofag således som et spøgelsesagtigt monument for naturens hævn over menneskehedens gamle drøm om at tæmme den.
Efter at have skrevet under på papirerne bliver vi sendt ned i en kantine, hvor intet er forandret siden kommunismens dage. Det er en blandet skare, der denne dag har fundet vej hertil: Et excentrisk schweizisk par, en anarkistisk italiensk fotograf, og et par unge amerikanere er blandt de besøgende. Alle er vi her for at se konsekvenserne af Tjernobylulykken, for at opleve katastrofens trykkede stemning, en stemning der i høj grad er baseret på, at der ikke er noget at se: Det er netop strålingens usynlige tilstedeværelse, der skaber stedets kontaminerede og paranoide atmosfære.
Mens vi spiser tager en engelsk Ph.d.-studerende ved navn Nick noter. Han har været her over 10 gange og ved alt om ulykken ned til mindste detalje. Han er ved at skrive sit Ph.d.-projekt, der handler om katastrofeturisme og i gang med at kortlægge, hvordan besøgende reagerer følelsesmæssigt på Tjernobyl. »Det er meget forskelligt, hvordan folk reagerer.« siger han, »nogle bliver meget berørte, nogle føler blot apati, når de kommer.«
Jeg selv tilhører den sidste gruppe og mens jeg spiser min suppe, der smager af gammelt opvaskevand, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, at hele denne iscenesættelse med dårlig kantinemad og lortebrun sovjet nostalgi blot er et påfund udtænkt af nogle kreative ildsjæle og forretningsfolk inde i Kiev, der i samarbejde med myndighederne har fundet en smart måde at tjene penge på. For at besøge Tjernobyl skal der gives tilladelse og udstedes dokumenter. Det er umuligt selv at besøge stedet på egen hånd. Det koster alt sammen, og turene herud er – kan man allerede fornemme – en givtig forretning.
Bikinibabes og døde brandfolk
Da vi har spist kører vi lidt rundt i Tjernobyl. Vi stopper ved byens gamle fodboldstadion, der nu er blevet omdannet til losseplads for kontaminerede køretøjer, der blev brugt i oprydningsarbejdet. Et par skilte advarer om radioaktivitet. Det er stegende hedt. Over os læner solen sig ind over os som en rådden solsikke. Himlen er skyfri og blå.
Før ulykken boede der over 300.000 mennesker i hele området, der i dag er afspærret af ukrainske sikkerhedsstyrker i en lukket 30 kilometer zone. Selve atomkraftværket ligger 15 kilometer nordvest for Tjernobyl. Af de 14.000 mennesker der boede i Tjernobyl er et sted mellem 200 og 400 vendt tilbage efter evakueringen. Først nægtede myndighederne at lade dem leve der, men de blev ved med at vende tilbage, og i dag lever de i deres eget lille samfund. Når man kører rundt i Tjernobyl får man indimellem et glimt af de sky beboere. Med nedsænkede vodkaslørede blikke ser man dem traske rundt i deres slidte militærbukser, søvngængeragtigt, uden drømme og håb.
Efter at have kørt lidt rundt i Tjernobyl kører vi ned til floden. Området er naturskønt og frodigt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på et par linjer af lyrikeren Paul Celan: »Løvetand, så grønt er Ukraine./ Min blonde mor kom aldrig hjem.« skrev han efter nazisterne havde udryddet hans familie. Også dette sted er præget af den samme fortvivlelse og tomhed. På bare ét minut blev livet rykket op ved roden. Også her går skønheden og døden hånd i hånd gennem landskabet og efterlader et ordløst spor.
Tragisk er det. Ude midt i floden har man efterladt de både og pramme, der blev brugt til at transportere sand til ulykkesstedet. Gulbrune ligger de nu bare og ruster. Området er forbudt område og det er strengt forbudt så meget som at sætte sin fod på de forurenede pramme. Ikke desto mindre er det kun et par måneder siden, at en flok kyniske reklamefolk besluttede at skyde en bikinikalender ude på bådene. Med gode kontakter og varme kontanter kan alting lade sig gøre. Man ser det næsten for sig: Nøgne modelkroppe der smyger sig og posere for kameraet midt i en giftig bunke skrot: En ekstrem form for æstetik.
Vi kører op til byens gamle brandstation. Den er stadig bemandet og i brug i tilfælde af, at der skal udbryde brand i zonen. I sådanne tilfælde skal man kunne rykke hurtigt ud. En brand i området kan hurtigt sende en sky af radioaktivt materiale Gud ved hvorhen og skabe en ny økologisk katastrofe et eller andet sted. Måske er det derfor, der er totalt rygeforbud i zonen. Ikke desto mindre holder det ingen af os – heller ikke guiden – tilbage. Uden for stationen er der rejst et kæmpe monument til minde om de brandfolk, der deltog i slukningsarbejdet og som et resultat heraf døde af den direkte kontakt med strålingen.
Monumentet er opført i sovjetisk stil, en slags bombastisk heroisme, der understreger de dødes offervilje og heltemod. Dette forekommer paradoksalt eftersom de sovjetiske myndigheder praktisk talt gjorde alt for at skjule katastrofens omfang og klart bevidst om sikkerhedsrisikoen alligevel sendte oprydningsarbejderne ind i dødens epicenter. Brandstationen og monumentet er den sidste seværdighed i Tjernobyl, inden turen går til reaktoren.
Reaktor nr. 4
Det er en mærkelig følelse, der gennemtrænger kroppen, når man nærmer sig det gamle atomkraftanlæg. På den ene side af vejen ser man så småt gravemaskiner, siloer og alskens teknologisk udstyr. Det tilhører det franske firma Novarka, der har vundet licitationen om at bygge en ny sarkofag; et projekt der er estimeret til at koste 870 millioner euro. På den anden side af vejen ser man gamle kraner og de halvfærdige reaktorer, der var under opbygning inden katastrofen indtraf.
Her er arbejdet indstillet og tingene står der bare, som man forlod dem engang i 80’erne. Tiden står stille her på en mærkelig måde. Og midt i det hele toner atomanlægget frem, rejser sig foran os som en gammel invalid. Jo tættere man kommer på det, jo mere fyldes man med en slags underlig ærefrygt, som om det kunne eksplodere igen når som helst. Faktisk fungerede værkets andre reaktorer lang tid efter ulykken og blev ved med at levere strøm: Den sidste reaktor blev først lukket ned i 2000.
I takt med vi nærmer os reaktor nr. 4, får vi besked på, at det er strengt forbudt at fotografere. Vi bliver overvåget af kameraer, og det mindste brud på reglerne vil højest sandsynligt føre til et ubehageligt møde med politiet, der vil konfiskere film og lignende.
På mærkværdig vis kører vi nu helt hen til reaktoren. Her er det ikke forbudt at fotografere og vi stiger ud af minibussen. Reaktor nr. 4 er kun ca. 100 meter væk. Geigertællerne går fuldstændigt amok. Åbenbart er strålingen her 2000 gange kraftigere end normalt. Der er dog ingen, der har fundet anledning til at vi skal bære beskyttelsesdragter: Det er åbenbart nok med en langærmet skjorte, et par cowboybukser og kondisko.
Så er vi her altså. Stedet hvor det hele begyndte. Tjernobyl, en slags ikke-sted. Foran os står reaktoren indkapslet i sin betonsarkofag. Hvis man ikke vidste, det var katastrofens epicenter, kunne man sagtens forveksle den med en hvilken som helst grå fabriksbygning i det gamle Østeuropa. Det er nok bedst at holde sig på betonarealerne, og ikke komme i kontakt med græsset. Spredt ud over græsplænen vokser små farverige blomster, som jeg ikke kender navnene på. I sidste ende overvinder naturen med sin skønhed alt, giftig eller ej. Imens hyler geigertællerne næsten som en sirenesang, der fortryller os, hensætter os i den dybeste passivitet.
Det er altså her, så megen ulykke er udgået fra. Hvor mange, der præcis er døde som følge af ulykken, er endnu uklart. I en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fra 2006, der omhandler de mest udbredte følgesygdomme som kræft i skjoldbruskkirtlen, andre kræftsygdomme og leukæmi, fastslås det bl.a. at det er usandsynligt, at: »Det præcise antal af døde forårsaget af ulykken nogensinde vil blive kendt præcis.«
Ifølge FN-organisationer bor der stadig 7 millioner mennesker i de forurenede områder (som dækker Ukraine, Hviderusland og Rusland), der er blevet mest udsat for radioaktiv stråling. Hvor mange, der vil dø i fremtiden som et direkte resultat af ulykken, er uvist, og tallene fra forskellige organisationer varierer kraftigt alt efter, hvem man spørger: Nogle mener 4000, andre helt op til 90.000 mennesker.
Pripjat
Vi forlader reaktoren og sætter kurs mod byen Pripjat, der var det første sted, der blev evakueret, da ulykken indtraf. Byen blev grundlagt i 1970 for at huse alle de ingeniører, teknikere og arbejdere, der havde deres gang på atomkraftværket. Inden evakueringen i 1986 boede der i omegnen af 50.000 mennesker i byen, der blev betegnet som en sovjetisk mønsterby: Levestandarden her var én af de højeste i Sovjetunionen, og som et af de eneste steder – siges det – kunne man endda købe parfumen Chanel nr.5.
Før man ved af det, er man faktisk i byen. Det er ikke til at se. Det hele minder mest af alt om indtoget i en glemt Maya-by, og man forstår pludselig, hvor hurtigt gamle kulturbyer og civilisationer kan forsvinde fra jordens overflade på ingen tid. Her er alting groet til og i forfald. Inde mellem de tætte træer aner man pludselig resterne af gyngestativer og rutsjebaner, spøgelsesagtigt fremtoner konturerne af store boligblokke, der nu står som store gravsten over et tidligere liv inde bag træerne.
Det er ufatteligt, at det kun er 24 år siden, dette sted var fyldt med liv, barneleg og kærestesorger. Nu er her intet. Naturen har taget fuldstændigt over. Vi kører ind i centrum og standser på torvet. Til højre for os står byens hotel Polissja med sine 6 etager.
Vi går indenfor. Det er dog lang tid siden, at man kunne checke ind her. Elevatoren er fuldstændig ødelagt, så vi tager trappen op. Overalt er gulvene fyldt med glasskår fra splintrede vodkaflasker. På den øverste altan er et stort birketræ vokset op af en sprække i det grå betonfundament. Helt oppe på toppen af hotellet kan man se ud over byen. Det ligner umiskendeligt et panorama fra en Hollywood-katastrofefilm: en vild, paradisisk natur efter dommedag. I det fjerne kan man ænse atomkraftværket.
Ved siden af hotellet ligger kulturhuset. Herinde kan man finde resterne af en totalt ramponeret biograf. Alle sæderne er opskårede, overalt er der murbrokker og puds.
Én gang om året vender nogle af de oprindelige beboere tilbage til deres by: De har efterhånden gjort det til en tradition at drikke sig fulde og bagefter smadre alt, hvad de kommer i nærheden af, smadre fortiden og minderne – måske som en slags terapeutisk handling.
Går man ovenpå finder man byens gamle bibliotek. Det er en mærkelig blasfemisk følelse at gå henover et gulv dækket af bøger, at træde på dem: Ironisk nok er det næsten alt sammen marxistisk-leninistisk litteratur. Det er der alligevel ikke nogen, der læser mere. Kulturhuset tæller også et svømmeanlæg og en idrætshal: I sidstnævnte er der kun et fodboldmål og et råddent tov, der hænger ned fra loftet. Gennem de store panoramavinduer kan man se et gigantisk pariserhjul udenfor.
Et sted der ikke eksisterer mere
Vi går derhen. Pariserhjulet står der bare. Ved siden af står nogle ramponerede radiobiler, som er gået til i rust: Ingen af tingene har nogensinde været i brug. Det var meningen, at pariserhjulet skulle have været taget i brug den 1. maj på arbejdernes internationale kampdag; men katastrofen kom festlighederne i forkøbet et par dage forinden.
Derfor kan man også se store plakater og bannere med billeder af partibosser og andre ideologiske foregangsmænd smidt rundt omkring: Ansigterne på plakaterne er alvorlige og sammenbidte; de udtrykker på én gang det ideologiske stivsind, bureaukratens virkelighedsfjerne facon og pamperens hykleri. Det er intet under, at Sovjetunionen til sidst brød sammen. Man behøver ikke engang at lave en økonomisk analyse af forholdene i det hedengangne imperium for at finde frem til sammenbruddets grunde. Systemets forstillelse og kommende undergang står ingen steder malet mere klart end i disse ansigter.
Tilfældigvis kommer vi forbi et supermarked. Det er rippet for alt. Tilbage er kun forladte indkøbsvogne og skiltene over de tidligere kølediske. Det sidste stop på turen er én af byens skoler. Også dette sted er fuldstændigt hærget. Overalt på gangene og i klasseværelserne ligger karakterbøger og stilehæfter spredt ud af det hele.
Det er uhyggeligt læsestof. Uskyldige skolestile fyldt med barnlige drømme og fremtidshåb, hverdagstrivialiteter, alle de tanker der går forud for det vordende voksenliv. I protokollerne kan man læse, at mange har fået gode karakterer. De havde helt sikkert fremtiden foran sig, men med ét blev det hele ødelagt.
Nu er der kun skriften tilbage på tavlen, hvor mange af de tidligere børn har skrevet deres telefonnumre og personlige oplysninger: »Jeg bor nu – der og der.«, står der på de overfyldte tavler, »Ring til mig!«, »Hvad blev der af Jer alle sammen?«. Ulykken gjorde, at de blev spredt for alle vinde, og deres ungdom forpurret. Tilbage er nu kun minderne om et liv og et sted, der ikke eksisterer mere.
