I Janina Katz’ tolvte digtudgivelse befinder digteren sig på tærskelen mellem en uforsonlig fortid og en tiltagende bevidsthed om dødens nærhed. Janina Katz: Skrevet på polsk. 54 sider. Rosinante. Pris 199,95 kr.
Samlingen hedder Skrevet på polsk, men en undersøgelse af forholdet mellem polsk og dansk er ikke digtenes mål. Titlen referer mere konkret til hendes polsk-jødiske baggrund, som er til stede overalt i samlingen, dog kun som det det er – en baggrund.
Tynget af fortiden
I forgrunden står en aldrende kvinde, som stadig ikke har fundet kærligheden, stadig ikke ved hvordan hun skriver et godt digt eller hvordan hun kommer overens med sin fortid. En fortid der er præget af krig, »begloet af krigen« som hun er. En krig der skød hendes far ned og gjorde moderen til en »hverdagens tzadik« (det hebræiske ord for retskaffen, bl.a. brugt om personer der hjalp jøder under Holocaust), men også til en deltager i krigen, »ja hun var med. Deltog.«
Som i titlen ser vi også allerede her hvordan sprogets fortidsformer afslører Katz’ blikretning. Hendes digte er faldet ud af et »hjerte/ der er sygt af fortid. Så sent som i går/ var vi unge, mens hun nu, blind af ensomhed, famler i mørket.«
Dansk og almindelig
Men selvom hun er tynget af sin østeuropæiske historie og sit jødiske ophav, er hun også dansk, menneskelig og alene. Det er tydeligst når hun er i Israel, hvor hun ikke er en fremmed, men stadig sidder udenfor, væk fra de andre. Eller når hun går ture for at undre sig over københavnske gadenavne, drømme om ubetalt gæld, ikke-beståede eksamener og ikke-indbudte personer til hendes »ikke-bryllup.«
Moralske digte
Fortiden er ikke en personlig kilde, hvortil Katz går med sin spand, men tværtimod i ledtog med døden om at afholde hende fra hendes bedste digte. »Digte/ der ikke findes.« Og det er her Katz bliver rigtig god! Når hun dør »med et digt på læberne« og lader »digtere uden fortid […] sige en bøn for mig.« Eller når hun sidder om morgenen og skriver et digt til døden, om regnbuen der drømmer om endelig at kunne lægge sig på en eng. Denne evige usikkerhed om egen formåen, egen berettigelse er ikke bare et kunstnerisk problem, men bliver et moralsk: » endnu ikke skrevet et digt/ der vil få verdens hjerte/ til at slå for de forfulgte/ og de sultende.«
Dødens nærhed
Bag ved Katz ligger den fortid, hun både fortryder og føler sig forpligtet overfor. Gennem koblingen med nutidens kærlighedsløse ensomhed kan størrelserne ses som resultater af hinanden, hvilket selvfølgelig kan skræmme læsere væk, men når Katz igen og igen (tæt ved halvdelen af digtene) kredser om døden som noget umiddelbart forestående, undermineres den analytiske tolknings bedrevidenhed. Har man først vendt sig mod den sidste dør, gør det ikke så meget hvordan man er kommet igennem de øvrige.
