UKRAINE | Udviklingen i Ukraine ser ud til at køre fuldstændig efter Vladimir Putins køreplan. Krimscenariet gentager sig, nu i Ukraines østlige provinser, Donetsk, Luhansk og Kharkiv, men ikke som optakt til annektering. Uroen skal derimod sikre Putin en plads ved bordet når Ukraines fremtid skal forhandles.

I Ukraines tre østlige provinser, Donetsk, Luhansk og Kharkiv blev regionale administrationsbygninger søndag d. 6 april stormet og besat af nogle hundrede prorussiske demonstranter med elefanthuer og køller. Men som afgørende forskel fra krimscenariet er der intet der tyder på, at demonstranternes krav om ”selvstændighed” fra Ukraine og appel til Rusland om militær beskyttelse,  bliver taget alvorligt af nogen heller ikke af Rusland.

Lav lokal opbakning til annektering
I modsætning til Krimhalvøen, er der ikke noget stort folkeligt ønske i Østukraine om at blive en del af Rusland. Derfor kan man heller ikke sige at uroen og de pro-russiske demonstrationer, der har været i Donetsk, Kharkiv og Luhansk har dybe rødder i folkehavet der. 2-3000 pro-russiske demonstranter er dukket op hver weekend på byens pladser og har demonstreret, ikke de 100.000vis der demonstrerede i Kijev mod Janukovitj. De radikale pro-russere der besætter bygninger i øst skal tælles i hundrede.

En nylig offentliggjort rapport fra IRI (en amerikansk statsstøttet civilsamfundsorganisation) om ukrainernes holdninger understøtter dette billede. I de østlige regioner, hvor utilfredsheden med revolutionen i Kijev er størst, bakker kun 22% af befolkningen op om en føderalisering af landet.  I Syd er tallet 26 %.  Altså langt fra et flertal. Det samme gør sig gældende, når der spørges til hvorvidt russisktalende borgere i Ukraine er under pres eller truet pga. deres  sprog. Hertil svarer 74 % nej, både i øst og syd. Altså ikke en udbredt holdning. Hovedparten af de russisktalende borgere i øst og syd er etniske ukrainere.

Ingen fare for krig
Ej heller har Rusland noget stort ønske om at sætte en militær invasion i værk i Østukraine. På trods af opmarchen af 40.000 mand på den russiske side af grænsen er denne styrke mest tænkt som en permanent advarsel til Kijev om konsekvenserne af at gribe hårdhændet til værks mod uromagerne i Østukraine. For Putin ville konsekvenserne et militært træk ville være komplet uoverskuelig – tvinge Vesten til at indføre sanktioner af den barske slags, isolere Rusland internationalt og skabe en blodig krig med Ukraine uden en exit i sigte.

Og der er overhovedet ingen grund til at gå militært til værks, når nu Putin allerede har så mange håndtag at dreje på overfor Ukraine. Ruslands præsident sidder i forvejen med alle de gode kort. Uroen i Østukraine skal derfor heller ikke ses som forspillet til en russisk invasion eller annektering, men derimod blot endnu skruetvinge på Ukraines handlerum ved de kommende forhandlinger mellem Rusland, Ukraine, EU og USA, der påbegyndes i næste uge. Der er forlydender om, at uroen i øst koordineres af russiske efterretningsfolk, selvom dette ikke er bekræftet.

Putin har gode kort på hånden
Uroen i øst er derimod et forhandlingsoplæg, der styrker Putins position og kan tvinge vesten til at acceptere føderalisering af Ukraine. Men den er blot et pressionsmiddel blandt mange. Det er meget muligt at Kijev har forhandlet en låneaftale på plads med IMF og EU, der sikrer statens betalingsevne 1 år frem i tiden, men når alt kommer til alt, er Ukraines økonomi afhængig af Ruslands.

De mange ukrainere, der arbejder i Rusland er stadig afhængige af, at kunne sende penge hjem, ligesom de mange ukrainske arbejdspladser, der afhænger af eksporten til Rusland er afhængig af åbne grænser.  EU aftager ukrainske råvarer som kul, stål og landbrugsvare men Rusland køber togvogne, missiler, mejeriprodukter og meget andet, der ikke umiddelbart kan sælges til EU. Det ændrede underskrivelsen af en økonomisk associeringsaftale mellem Ukraines nye regering og EU d. 21. marts ikke på.

Betal jeres gæld
Ukraines evige gasafhængighed af Rusland er endnu et håndtag, der kan benyttes, som det flittigt er blevet det før.  Det statslige russiske gasselskab Gazprom har da også erklæret, at det ikke ser nogen grund til at honorere den gasrabat tidligere præsident Janukovitj fik for sin aftale med Putin tilbage i november sidste år.  Aftalen røg med præsidentens flugt, og derfor hedder gasprisen nu $485 pr. 1000 m3 gas siger Gazprom. Og betal venligst jeres gasgæld på 11 mia. kroner samtidig. Kijev anerkender ikke den nye pris.

Et sidste og lammende træk fra Ruslands side kunne være at organisere og opfordre til en boykot af præsidentvalget d. 25. maj i syd og øst – det ville delegitimere Kijev-regeringen endnu mere og forhindre magtoverdragelsen til en folkevalgt præsident. Putins mål er klart: Hvis en ny præsident vælges d. 25. maj er Ruslands krav om tilbagevenden til 21. februaraftalen mellem oppositionen og Janukovitj ikke længere mulig.

Putins ønskeseddel
Så hvad er Putins langsigtede plan med Ukraine? Målet må være en føderalisering af Ukraine, der tillader de østlige provinser handlerum til at indgå i et økonomisk samarbejde med Rusland, og hermed skabe Putins Eurasiske Union ad bagdøren. Den Eurasiske Union er Putins modsvar til EU, og skal den blive en succes skal Rusland brug Ukraine helt eller delvist. Ellers bliver den uden vægt. Indtil nu er kun Kasakhstan, Hviderusland og Armenien med. Sidstnævnte kun efter tungt politisk pres fra Rusland i 2013.

Samtidig skaber føderalisering af Ukraine den vetoret Putin ønsker over Ukraines udenrigspolitiske orientering. En deling af landet ville ikke opnå dette mål men blot muliggøre, at en mindre vestukrainsk nationalstat ville kunne optages i EU og NATO som de baltiske lande blev det. Dette ville blot skabe endnu et NATO-land på grænsen til Rusland og tabe byen Kijev, Ruslands moder og fødestedet for den russisk ortodokse kirke, til det fjendtlige udland.

Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov lagde teksten klart frem mandag d. 7. april i sit indlæg i den engelske avis The Guardian. Her kunne Ruslands ønskeseddel til de kommende forhandlinger om Ukraine læses sort på hvidt.

  • Forfatningsreform der føderaliserer Ukraine og giver regionerne folkevalgte guvernører, egen skatteopkrævning og økonomisk selvbestemmelse.
  • Ligestilling af russisk og ukrainsk som Ukraines to officielle sprog.
  • Garantier for Ukraines fremtidige ”ikke-blok status” i den nye forfatning. Ukraine er herved være udelukket fra vestlige sikkerhedsstrukturer som NATO.

”Ukraine vil modstå bøllen”
Kijev er, naturligt nok, modstandere af ideen. De to ledende præsidentkandidater Petro Porosjenko og Julia Timosjenko har ikke afvist en decentralisering af magten i Ukraine, men afviser kategorisk en føderalisering. Timosjenko har udtalt, at landet nægter at spille rollen som det hjælpeløse offer i fremtidens historiebøger:

”Ruslands termer er uacceptable. Hvis Vesten accepterer dette, ville det fatalt underminere Ukraines suverænitet, og hvad værre er, det ville stadfæste ideen om, at de store og magtfulde kan tryne de små til det punkt, hvor de må opgive deres selvstændighed. Ukraine vil modstå bøllen – alene om nødvendigt,” skriver hun.

Selv præsidentkandidaten fra resterne af Regionernes Parti, Mikhail Dobkin, Kharkivs tidligere borgmester, har droppet støtten til føderaliseringen af landet.

Putin er træt af ukrainske ledere
Vladimir Putin har siden 2001 holdt Ukraine væk fra tilnærmelse til vestlige institutioner ved at købe ukrainske ledere med billige lån og billig gas, og hvis alligevel gik for langt mod vest, slå til med gasvåbenet som det skete i 2006 og 2009, hvor gasleverancerne til Ukraine blev helt afbrudt. Denne hårdhændede udenrigspolitik har været afhængig af korrupte og uleveringsdygtige ledere som præsidenterne Leonid Kuchma, Viktor Jusjtjenko og Viktor Janukovitj, der når alt kom til alt, tænkte mere på penge, magt og genvalg, end på at beskytte en ukrainsk national interesse.

Nu ser det ud til, at Putin har fået nok af uduelige ukrainske politikere og vil gå helt uden om Kijev i sin bestræbelse på at dominere Ukraine. Hertil tjener uroen i Østukraine sit formål.

Spørgsmålet er så, om USA og EU vil acceptere forhandlingsoplægget fra Putin. USA’s udenrigsminister, John Kerry, har udtalt, at føderalisering som en løsning på krisen ikke skal udelukkes, men at det er afgørende at ukrainerne selv får lov at vælge. Men presser Putin hårdt nok, er det ikke udelukkes at  EU og USA bider på, og acceptere en føderalisering for at få ro på situationen.

Føderalisering ikke en fordel for Ukraine
Ukraines afhængighed af Rusland består så russerne skal med ved bordet på en eller anden måde. Accepterer USA og EU tilbuddet har Kijev ingen kort på hånden til at modsætte sig. Man er helt afhængig af de vestlige lånepakker.

Føderalisering vil være risikabelt for en svag stat som Ukraine. Rusland er også en føderation, men har i modsætning til Ukraine et stærkt magtcentrum i Moskva, der til hver en tid kan sætte regionerne på plads. Det har Ukraine ikke, og man kan frygte at oligarker som Rinat Akhmetov i Donetsk vil benytte en føderalisering til at skabe sit egen kongedømme, mere end han allerede har gjort.

Det tyder ikke godt for Euromaidan bevægelsens håb om at opbygge et nyt, stærkt og ikke-korrupt Ukraine.

 

Af Peter Zacho Søgaard