Lviv: Hvis hovedstaden Kiev er at sammenligne med en gammel kosak, der efter måneder på stepperne vender hjem for at svirre og slå sig løs indtil han falder om, så er Lviv stik modsat, mere som en ung adelsfrøken som rødmende rækker sin hånd frem mod Europa til kys. Det er ingen hemmelighed, at Lviv er forelsket i Europa, ja, bærer mindet og resterne af det gamle Europas højborgerlige kultur dybt i sit hjerte. På Prospekt Svobody spadserer flokke af unge ind og ud af de eksklusive cafeer: En lidenskabelig latter blandes med lyden af klirrende kaffekopper, udgør selve byens afslappede livsrytme, mens navne som Café Wien og Restaurant Mozart leder tankerne hen på dengang byen var regionshovedstad i det Østrig-Ungarske imperium.

I dag bærer Lviv stadig et umiskendeligt præg af denne tid. I byens centrum – der er placeret på UNESCOs liste over verdensarven – står enorme købmandshuse opført i forskellige arkitektoniske stilarter. Palæer opført i renæssance, barok og klassik vidner om en overflod af rigdom og luksus, og om dengang byen var et handelscentrum og et multikulturelt knudepunkt og tilhørssted for forskellige etniske grupper: Polakker, litauere, russere, hviderussere, ukrainere, jøder, italienere, armeniere og tyskere er blot nogle af de befolkningsgrupper der gennem tiden har sat deres umiskendelige præg på den galiciske by ved Karpaterbjergene.

Det er ikke for ingenting at man kalder Lviv for Østeuropas Firenze – klicheen er sand nok – også denne by lever en slags tilværelse i søvngængeragtig skønhed. Gennem historien har Lviv været underlagt og domineret af forskellige kulturer, hvilket kan aflæses i omskrivningen af byens navn. Byen blev grundlagt i 1256 af Danilo Halytskij – konge af Ruthenien og hersker over fyrstedømmet Galicien-Volhynien – og navngivet efter sønnen Lev (Latin: Leo. Derfor er byen også kendt under det latinske navn Leopolis); I 1300-tallet kom byen på polske hænder og navnet blev omskrevet til Lwów og var en del af kongeriget Polen i ca. 200 år indtil Polen i 1569 indgik en politisk union med Storfyrstedømmet Litauen og skabte én af Europas stærkeste og største stater, Polen-Litauen, en føderation med fælles statsoverhoved og parlament. Lviv forblev således under polsk-litauisk dominans indtil 1772 hvor østrig-ungarerne tog over og gjorde byen til regionshovedstad under det tyske navn Lemberg. Lviv var en del af det Østrig-Ungarske imperium indtil afslutningen af Første Verdenskrig, hvor byen blev afstået og inkorporeret i den nye polske republik, der eksisterede i godt og vel tyve år, indtil Hitler og Stalin besluttede at dele Polen i mellem sig. Lviv blev annekteret af Sovjetunionen (nu under den russiske betegnelse L’vov) og blev gjort til en del af Den Ukrainske Sovjetiske Republik. Og efter Sovjetunionens opløsning i 1991 blev den en del af det selvstændige Ukraine og skiftede navn fra L’vov til det mere ukrainske Lviv. 

Det jødiske Lviv
Ligesom Krakow og Vilnius var Lviv også et vigtigt centrum for jødisk kultur. Da pest i 1348 fejede henover Europa og efterlod befolkningerne i en tilstand af følelsesmæssig flagellantisme og frygt blev jøderne hurtigt udset som syndebukke, udråbt som skyldige i den sorte døds hærgen. Fra Vesteuropa flygtede talrige jøder til de polske områder, især til Lviv (der på jiddisch blev kaldt Lemberik), hvor de blev budt velkommen og fik lov til at slå sig ned. Med tiden udviklede jøderne en spirende og frugtbar kultur, der skulle bestå helt indtil Anden Verdenskrigs udbrud. Allerede i 1551 fastslog en lov anerkendelsen og eksistensen af en jødisk stat i staten: Jødiske kommuner (Kahal) opstod med egne repræsentanter i  den jødiske nationalforsamling (Vaad Arba Aracot); en institution direkte underlagt kronen, som udskrev skatter, implementerede love, og som havde sit eget parallelle retssystem. At der herskede religionsfrihed kan der ikke herske nogen tvivl om.

I 1600-tallet var Lviv f.eks. det eneste sted i den kristne verden udenfor Rom med tre forskellige ærkebiskopper. Seks sprog var officielt anerkendt: Latin, polsk, hviderussisk, hebræisk, tysk og armensk. Og går man igennem Lviv den dag i dag ser man katedraler og kirker af forskellige trosretninger overalt, gyldne spir og kupler løfter sig mod himlen overalt. Indtil 1941 hvor nazisterne indtog byen eksisterede der 97 synagoger, hvoraf Nachmanowicz-synagogen (også kendt som Den Gyldne Rose) opført i 1582 var den prægtigste. Nazisterne sprang denne synagoge i luften i 1943 i et vanvittigt forsøg på at slette alle spor af jødisk kultur fra jordens overflade. I dag er der intet tilbage af den – kun en mindeplade overmalet med antisemitiske skældsord og hagekors indikerer, at her blomstrede den jødiske kultur engang og at antisemitismen stadig er i live.

Før krigen udgjorde jøderne ca. en tredjedel (over 100.000) af byens befolkning og da Nazityskland i 1939 invaderede Polen søgte mange polske jøder også tilflugt i byen, der var under sovjetisk kontrol. Man regner med at over 120.000 jøder befandt sig i Lviv, da tyske tropper akkompagneret af Einsatzgruppe C den 30. juni 1941 erobrede byen. Hurtigt iværksatte man regulære pogromer med hjælp fra villige nationalistiske ukrainere, der ikke holdt sig tilbage for at myrde jøder såvel som polakker. I november samme år oprettede de tyske myndigheder en ghetto hvor 120.000 jøder blev spærret inde. De første deportationer til dødslejrene startede allerede i begyndelsen af marts 1942 og fortsatte indtil november 1943. Destinationerne for disse transporter var Bełźec, Treblinka og Sobibor. Den 18. november 1943 rømmede tyskerne ghettoen og lukkede den ned: De sidste jøder fra ghettoen blev ført til Janowska-lejren og henrettet på stedet. Da sovjetiske tropper befriede Lviv den 26. juli 1944 var der kun mellem 200-300 jøder i byen som det var lykkes for at overleve – ud af 120.000 jøder. Én af de få jøder der overlevede deportationerne fra Lviv var nazijægeren Simon Wiesenthal (1908-2005), der senere skulle blive verdensberømt for sin indsats for at få stillet de skyldige forbrydere for en domstol.

Under overfladen og oppe i skyerne
I dag er der ikke mange spor tilbage af den jødiske fortid: Det skulle da lige være med undtagelse af de talrige juvelerforretninger med funklende diamanter i vinduerne, som man støder på, når man går gennem centrum. Ikke desto mindre er Lviv en kulturby med stort K og blandt byens utal af museer er det især værd at fremhæve Lviv Art Gallery, der regnes for det bedste kunstmuseum i Ukraine: Museets hovedafdeling – der udover ukrainske ikoner tæller et stort udvalg af europæisk kunst f.eks. Goya og Rubens – har til huse i det pompøse Palats Pototskikh; mens museets samling af polsk kunst – som er den største udenfor Polen – ligger i en anden bygning et lille stykke derfra.

Går man fra operaen – hvor man for tiden spiller Verdi (de billigste billetter koster cirka en rund 20’er, de dyreste omkring 90 kr.) – og ned forbi statuen af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz (1798-1855) og drejer til venstre og bevæger sig ind gennem de små, hyggelige, brostensbelagte gader, kommer man ind på den gamle markedsplads Plosjtja Rinok, hvor enorme købmandshuse i pastelfarver og farverige blomsterkummer omgiver byens rådhus i midten. Pladsen er omgivet af små cafeer, hvor man kan hvile ud og nyde en tiltrængt kop kaffe, mens man betragter strømmen af mennesker, der driver forbi. Nej, i Lviv er der intet, man skal nå: Her går tiden sin stille gang, her rasler sporvogne forbi i deres eget langsomme tempo, her kan man slappe af og rekreere, forkæle sig selv, for Lviv er med alle sine cafeer og kaffehuse indbegrebet af den gamle, imperiale nydelseskultur. F.eks. kan man på det fashionable, femstjernede Hotel Leopolis – som i 2010 blev kåret som Ukraines bedste hotel – spise en 3 retters menu for to personer for under 350 kr. – og, ja, så er en god flaske rødvin fra Ukraines ældste og mest prestigefyldte vinhus Massandra på Krim også medregnet i prisen.

Jovist, i Lviv kan man leve livet, skeje ud til højre og venstre, og drømme sig tilbage til dengang, der blev afholdt strålende soiréer i salonerne; men under byens pæne borgerlige facade, under overfladen lurer også den borgerlige dekadence, lidenskabernes altfortærende kraft, det undertrykte og fortrængte: Ikke for ingenting er byens ubetinget mest kendte indbygger Leopold von Sacher-Masoch (1836-1895), forfatteren til klassikeren Venus i Pels (1870) og manden der senere gav navn til den lidet flatterende betegnelse masochisme. I dag er hans barndomshjem i Serbska-gaden omdannet til en Café, som er det tætteste man kommer på postmoderne kitsch. Caféen er tematisk gennemført i Sacher-Masochs ånd med dunkel, lummerrød belysning, plys, og lænker i loftet: De unge servitricer er klædt i blonder og stramme korsetter, og hvis man spørger pænt kan man få en omgang smæk med pisken, efter man har drukket sin Gin & Tonic.

Åndelige orgasmer
Går man herefter op til Plosjtja Mutna, vil man få øje på en lille kirke bag et springvand. Kirken er ikke noget specielt sammenlignet med byens andre; men dens indhold er helt enestående; kirken rummer nemlig den største samling af barokkunstneren, mester Johann-Georg Pinzels (på ukrainsk Ioann Heorhij Pinzel) skulpturer. Indtil for få år siden var Pinzel fuldstændig ukendt, i over 300 år har han været glemt; men nu er han atter kommet i kunsthistoriens søgelys og er almindeligvis anerkendt som Ukraines Michelangelo. Det var vidst museumsdirektøren for Lviv Art Gallery, Boris Voznitskij, der opdagede Pinzels værker, og som udover at have studeret dem i en menneskealder endda har reddet adskillige fra at gå til grunde: Det interessante ved Pinzel er nemlig, at hans skulpturer er lavet af træ. Man ved meget lidt om Pinzels liv: Faktisk stammer alt hvad man ved om ham fra de lokale kirkebøger og registreringsprotokoller; hvor han kom fra, hvor han blev uddannet, og hvem der gemmer sig bag navnet Johann-Georg Pinzel, er uvist – man ved kun at han døde i 1761. Nogle forskere peger på, at han kom fra Norditalien, andre mener fra Bøhmen, Bayern eller andre steder i de tyske områder, og så er der dem, der mener, at han er vokset op i det vestlige Ukraine. Sandheden er, at man ikke ved det, og Pinzels liv rejser flere spørgsmål, end det giver svar.

I den periode hvor Pinzel levede, var Lviv en driftig handelsby. Allerede i slutningen af Middelalderen havde tyske emigranter fra Sachsen og Schwaben slået sig ned i Lviv; og da religionskrigene sammen med protestantismens opkomst senere brød ud i Vesteuropa, skyllede nye bølger af tyske protestantiske og calvinistiske flygtninge og emigranter ind over Østeuropa. I 1527 havde en stor brand raseret Lviv, og i stedet for at genopbygge byen i tysk gotik, inviterede man kunstnere, håndværkere og arkitekter fra Norditalien til at genopbygge byen: Den skulle være en renæssanceby – Leopolis. Dette blev begyndelsen til, at Lviv blev centrum for to migrations- og tankestrømme: Tyskere fra nord og italienere fra syd, eller som den ukrainske kulturforsker Taras Wozniak har påpeget i en artikel om Pinzel, så importerede man ideerne (Protestantisk rationalisme, mystisk pietisme og frimureri osv.) fra nord og formen fra syd (æstetik, mode og den gode smag), og det er netop denne spænding mellem form og indhold, der kommer til udtryk i Pinzels værker.

I kirken er der samlet 32 store og små skulpturer: Det lille kirkerum er indhyllet i mørke, her er ingen andre besøgende, der er noget uhyggeligt ved at stå i halvmørket sammen med disse konfliktfyldte og urolige skulpturer: Ja, det er som om, de er levende, hver en følelse er gestaltet, detaljerne nærmest svæver, lidelsen og smerten er forenet i en overjordisk skønhed, der på én gang er ren og grotesk, hver en muskel er spændt til bristepunktet; kroppene er forvredet i smertefulde krampetrækninger, fanget i spasmer: Hovedskulpturen forestiller Abrahams ofring af Isak (1759), Abrahams krop er gengivet hypertrofisk dvs. musklerne er svulstige, forstørret grotesk store; hans ansigt er hebræisk, et rigtigt overkarikeret jødefjæs. Man kan se at Pinzel har været inspireret af den italienske Commedia dell’Arte-tradition, af karnevalisme og maskespil: Nogle af figurerne griner grotesk, mens andre er hensunket i himmelsk salighed og omgærdet af mystik. Det er stor barokkunst. Esoterisk kunst. Og man kan godt forstå, at Musée du Louvre i Paris allerede har planlagt at låne og udstille 20 af Pinzels skulpturer i efteråret 2011.

 

Læs Rasmus Bertelsens essay fra Kiev: Ukrainske storbyoplevelser

Læs Rasmus Bertelsens essay fra en tur i området omkring Tjernobyl: Katastrofeturisme II

Læs Peter Zacho Søgaards analyse om Ukraine efter Janukovitj og kampen om historien: Ukraine under Janukovitj – en ny kurs

Af Rasmus Bertelsen