30-ÅRET FOR 1989 | Til december er det 30 år siden, rumænerne smed Ceausescu og kommunismen på porten. Siden er landet blevet medlem af EU såvel som NATO, men der er forsat mange udfordringer, ikke mindst på retsområdet. Kjeld Erbs gennemgår Rumæniens udfordringer med at gøre op med fortiden, hvor den almægtige sikkerhedstjeneste Securitate endnu, 30 år efter kommunismens fald, spøger i kulissen.

30 år efter Ceausescus fald er Rumænien medlem af både EU og NATO. Landet har dermed været på en lang, udfordrende rejse fra et repressivt og fattigt kommunistisk regime mod et mere ”normalt” europæisk land. Rejsen er dog langt fra slut. Der er stadig store politiske og økonomiske udfordringer, ikke mindst på retsområdet, hvor gentagne forsøg på at gøre op med fortidens spøgelser i Securitates arkiver fortsat bliver mødt med modstand.

Arven fra kommunistpartiet
Denne artikel ser nærmer på, hvordan Rumænien har håndteret enkelte af de processer, som vi i mangel af et dækkende dansk begreb vil kalde Transitional Justice: Det vil sige overgangen fra en politistat til en retsstat. Under dette begreb hører for eksempel adgang til sikkerhedstjenestens sagsakter, officiel fordømmelse af regimet, identifikation og udrensning af agenter og informanter. Artiklen er primært baseret på Lavinia Stans bog Transitional Justice in Post-Communist Romania. The Politics of Memory fra 2013.

Der er to centrale årsager til, at transitional justice i Rumænien blev særligt udfordrende. For det første beskrives den kommunistiske undertrykkelse i landet ofte som den værste og længstvarende i Central- og Østeuropa, og for det andet var det rumænske kommunistparti (RCP) relativt set det største i Østblokken. Dertil skal lægges, at omvæltningerne i 1989-90 ikke medførte et egentligt magtskifte. Ceausescu og hans nærmeste blev fjernet, men den gamle elite reproducerede sig selv, nu blot fra kommunistpartiets andet geled. Det var i overvældende grad tidligere kommunister og Securitate-agenter, der straks satte sig på alle vigtige poster, hvorfra de systematisk modarbejdede forsøgene på at opnå retfærdighed. De mere end tre millioner tidligere partimedlemmer og de hundrede tusinder almindelige rumænske informanter ønskede heller ikke at blive mindet om deres deltagelse i RCPs massive undertrykkelse af landets 23 millioner store befolkning.

Selvom de fleste RCP-medlemmer ikke begik regulære forbrydelser mod befolkningen, stod kommunistpartiet helt centralt i det enorme repressive apparat, som først Gheorghiu Dej og siden Nicolaj Ceausescu måtte opbygge for at bevare magten. Det var partimedlemmer, som arbejdede i politiet, i sikkerhedstjenesten Securitate, som anklagere, som dommere og som informanter.

Disse er unægteligt skyldige i utallige overgreb mod den rumænske befolkning, men indtil nu er blot en håndfuld torturbødler (lejrkommandanter og politifolk, som de rumænske aviser konsekvent kalder torturbødler) i deres høje alder blevet dømt for de forbrydelser, de begik i den stalinistiske periode 1945-1965. Herudover er et fåtal dømt for medvirken i drabene under omvæltningen i december 1989.

Adgang til egen ”dosar” (Lov nr. 187/1999)
Først i 1999, ti år efter december-omvæltningen i 1989, lykkedes det Parlamentet at vedtage en lov om adgang til sin egen sagsmappe (dosar) i Securitates enorme arkiver. Langsommeligheden skyldtes blandt andet, at Forfatningsdomstolen i første omgang erklærede loven for grundlovsstridig. Det er tydeligt, at visse personer helt bevidst trak tiden ud. Det gjaldt for eksempel Ion Iliescu og Socialistpartiet (PSD), som i de første mange år modsatte sig en undersøgelse af fortiden med den begrundelse, at nu da skurken over alle (Ceausescu) var fjernet, skulle man se fremad og ikke tilbage. Målet var at gøre Ceausescu til syndebuk for alle kommunismens forbrydelser siden 1945, hvilket lykkedes i en vis udstrækning.

Efter loven oprettedes Det Nationale Råd til Studier i Securitates arkiver (Consiliu National pentru Studierea Arhivelor Securitatii, CNSAS). Det er hos CNSAS, man nu kan søge om at få adgang til sin personlige sagsmappe hos Securitate. CNSAS har også til opgave at screene embedsmænd, politikere, direktører, etc. I princippet kan enhver borger bede CNSAS verificere alle personer med offentlige embeder, men i praksis lader det sig næppe gøre.

CNSAS fik dog en uheldig start. Securitates efterfølger SRI (Serviciul Roman de Informatii) afviste helt frem til 2005 at overdrage de mange sagsakter til CNSAS. Indtil 2005 måtte CNSAS høfligt anmode SRI om at få udleveret materiale, hvilket SRI ofte afslog helt uden begrundelse. Først i 2006 måtte SRI efter direkte ordre fra Præsident Basescu aflevere 12 kilometer sagsmapper, og året efter fik CNSAS endeligt overdraget størstedelen af de resterende sagsmapper.  Der forløb altså hele 18 år fra omvæltningen, før rumænerne fik reel mulighed for at læse deres egne Securitate sagsakter.

Flere udfordringer for CNSAS
Manglende arkivadgang var ikke den eneste forhindring i de første år. CNSASs ledelse består af 11 medlemmer udpeget af Parlamentet og er dermed underlagt Parlamentets flertal. Medlemmerne har derfor også politiske motiver til at stemme på en bestemt måde. Og hvis et flertal i rådet ønsker at forsinke eller helt blokere en ansøgning, kan det gøres ikke blot ved at stemme imod, men også ved at udeblive fra berammede møder, idet kravet om et vist antal deltagere (quorum) dermed ikke opfyldes. Den metode har været flittigt anvendt.

Dertil kan lægges, at CNSAS flere gange har vist sig at være relativt inkompetent, da man i de første år traf enkelte forkerte afgørelser, der senere blev underkendt af domstolene. Der blev også begået fejl, da rådet op til valgene i 2000 og 2004 fejlagtigt clearede mange tusinde kandidater uden sikker dokumentation.

Officiel fordømmelse af det kommunistiske Rumænien
Den liberale Præsident Basescu, som selv havde været informant for Securitate, nedsatte i 2006 en analyse kommission (Comisie Prezidential pentru Analiza Dictaturi Communist din Romania), der skulle beskrive hele den kommunistiske periode fra 1945 til 1989. I løbet af få måneder udarbejdede en gruppe historikere og andre specialister under ledelse af historikeren Vladimir Tismaneanu en redegørelse på næsten 700 sider (Rapport Final, Tismaneanu Rapporten) som offentliggjordes i december 2006, hvor de enkelte faser i undertrykkelsen lægges frem.

Som forventet fremkaldte rapporten kritik fra mange sider, idet man især kritiserede rapporten for blot at være fordømmende og ikke analytisk. Men det faktum, at det var præsidenten, der bestilte rapporten og satte sit stempel på den, gør den til en statslig og dermed officiel undersøgelse. Rapporten mundede ud i en klar fordømmelse af kommunisttiden, og kommunistpartiet erklæres for en forbryderisk organisation. Et flertal i det rumænske parlament tilsluttede sig denne konklusion i en ophedet debat lige før jul 2006. PSD og Det Stor-Rumænske parti (PRM) protesterede voldsomt mod rapportens konklusioner.

Denne officielle fordømmelse har foreløbigt kun sat sig få reelle juridiske eller politiske spor, men betragtes snarere som en nødvendig politisk-moralsk øvelse forud for Rumæniens medlemskab af EU få uger senere, altså den 1. januar 2007. Tismaneanu rapporten blev som nævnt udarbejdet i løbet af få måneder og fulgte op på den resolution, som EU Parlamentet vedtog i januar 2006, som fordømmer den totalitære kommunisme (Resolution nr. 1481).

Nogenlunde samtidig med Tismaneanu-rapporten etablerede Regeringen Instituttet til Undersøgelse af Kommunismens Forbrydelser (Institutului de Investigare a Crimelor Communismului in Romania), som i 2009 fusionerede med DenRumænske Diasporass Nationale Erindringsinstitut (Institut National pentru Memoria din Exil Romanesc). Det fusionerede institut kom til at hedde Præsidentens Rådgivende Kommission til Analyse af Diktaturet i Rumænien (Comisie Prezidentiala Consultativa pentru Analiza Dictaturi din Romania). Dets opgaver består i at sørge for en generel åbning af de hidtil hemmelige generelle dokumenter hos Securitate, hvilket er sket i form af offentliggørelse af flere bindstærke dokumentsamlinger.

Forsinkelsesstrategien virker
Instituttet har også iværksat ”arkæologiske” udgravninger ved de lejre og fængsler, hvor man henrettede politiske modstandere eller begravede de fanger, der ikke overlevede tortur eller fængselsophold. Ligeså vigtigt har det været at undersøge enkeltsager med henblik på tiltalerejsning. Alene i 2007 sendte Instituttet 200 sager til anklagemyndighederne, som imidlertid afviste samtlige sager. Frem til nu er det kun lykkes Instituttet at få dømt en håndfuld tidligere torturbødler/lejrkommandanter. Desuden arrangerer Instituttet konferencer og udgiver rapporter.

Som det tydeligt fremgår af ovenstående, er transitional justice i Rumænien fortsat en igangværende proces. Der er fortsat mange løse ender, for eksempel manglede afstraffelse af de skyldige i mishandling og aflytning af befolkningen, erstatning og tilbagegivelse af konfiskeret ejendom, erstatning for ophold i fængsler, rehabilitering af uskyldigt dømte, etablering af et helt nyt økonomisk system, udarbejdelse af nye historiebøger, ændringer af gadenavne og fjernelse af kommunisttidens symboler og statuer. De nye magthavere har benyttet forsinkelsesstrategien: efterhånden som tiden går, bliver der færre nulevende ansvarlige og færre nulevende ofre. På engelsk hedder det: ”justice delayed = justice denied”, hvilket er en rammende beskrivelse af situationen i Rumænien 30 år efter omvæltningen.