ANALYSE | Ungarns premierminister Viktor Orbán modtog i februar de to betydningsfulde statsledere, Angela Merkel og Vladimir Putin. Orbán rejste også til Polen for at hilse på den nye premierminister Ewa Kopacz. Trods stor aktivitet viser et nærmere eftersyn, at Orbáns udenrigspolitik (igen) synes at have slået fejl, skriver Krisztina Vas Nørbæk.

Orbáns anden regeringsperiode fra 2010-2014 var ikke særlig succesfuld, hvad angik udenrigspolitik. Orbán førte sin egen ”frihedskamp” i forhold til EU, og blev EU’s sorte får for at føre en politik, som afviklede nogle demokratiske institutioner samt tilnærmede sig Rusland. I den fireårige regeringsperiode blev regeringschefen tydeligt fravalgt ved bilaterale møder af EU statsledere, og det mislykkedes ligeledes at arrangere et møde med USA’s præsident.

Det var måske derfor, at Orbán valgte at åbne sin politik mod øst i løbet af den regeringsperiode. Det blev dog tydeligt, at de ungarske forhandlinger med Aserbajdsjan, mindre arabiske lande, Georgien og Albanien ikke bragte betydelige resultater med sig. Besøget af den kinesiske premierminister i 2011 blev betragtet som en stor succes, hvor de angiveligt underskrev 12 økonomiske aftaler. Indholdet af disse aftaler er dog ikke blevet offentliggjort, selvom oppositionspartiet LMP officielt har søgt aktindsigt. Sidenhen har der heller ikke været interesse fra Kina i at fortsætte samarbejdet.

Tyske krav før Putin-besøg
På baggrund af den mislykkedes udenrigspolitik i Orbáns anden regeringsperiode, er det derfor påfaldende, at to betydningsfulde statsledere, Angela Merkel og Vladimir Putin kom på besøg i Ungarn henholdsvis den 2. og 17. februar.

Merkels besøg blev offentliggjort efter det var officielt at Putin ville komme til landet. Dog blev besøget af den tyske kansler afviklet inden Putins, og besøget var sandsynligvis i forbindelse med de besøg Merkel og Hollande afholdt i deres bestræbelser på at skabe fred i Ukraine. Orbán havde tydelige ambitioner om at blive mellemled mellem EU og Rusland, men det syntes at være faldet til jorden med fredsforhandlingerne i Minsk.

Ligeledes syntes Merkels vigtigste ærinde ikke at være at møde Orbán. Hun blev inviteret af Universitetet i Szeged, hvor hun blev udnævnt til æresdoktor, i fællesskab med det tysksprogede Andrássy Universitet i Budapest, hvor hun afholdte et foredrag om demokratiet og EU’s udfordringer. Derudover brugte hun en hel del tid på at besøge den berømte Synagoge i Dohány utca og tale med lederne af det jødiske samfund i Ungarn. Det skete som led i en række af mindehøjtideligheder i anledning af 70 året for Holocaust. I alt brugte Merkel faktisk mere tid ved disse arrangementer end med Orbán.

Dog omhandlede Merkels besøg ikke kun universitetsdebatter og mindehøjtideligheder. Den tidligere udenrigsminister Kinga Göncz påpeger, at det er mere end sandsynligt, at Merkel brugte sit besøg på at stille visse krav til Orbán for at kunne beholde opbakning fra partigruppen Det Europæiske Folkeparti i Europa Parlamentet. Putin-besøget behagede hverken partigruppen eller kansleren. Göncz mener, at et af disse krav var, at Orbán skulle vise støtte til Ukraine, hvilket et besøg i Kiev dagen inden Putins ankomst udtrykker. Da Orbán efterfølgende konsulterede oppositionen omkring landet udenrigspolitik, menes dette ligeledes at være et krav fra den tyske kansler Merkel. Det kom nemlig bag på mange politiske analytikere, at regeringschefen pludselig inviterede alle partiernes gruppeformænd til en samtale om Ungarns udenrigspolitik, da han ikke i de seneste fem år havde benyttede sig af denne mulighed.

Det blomstrende venskab
Putin havde sat alle sejl til besøget. Han kom med en kæmpe delegation, som blandt andre var udenrigsministeren Sergej Lavrov, en række andre ministre og lederen af Rosatom. Der blev underskrevet en række forskellige samarbejdsaftaler, men analytikere bemærkede, at aftalerne ikke var så betydningsfulde, at statssekretærer ikke kunne have håndteret disse.

Orbán selv argumenterede for, at den vigtigste aftale var angående gasleverance, som skulle sikre Ungarns energibehov i det kommende årti. Energiekspert Attila Holoda, mener dog ikke, at der var noget nyt i den angivelige vigtige aftale. Han forklarer, at i forbindelse med en gasaftale, som på papiret sluttede i 2015, har parterne bekræftet ønsket om at fortsætte handlen. De aftalte mængder af gas, som Ungarn har krævet i den tidligere aftale, er endnu ikke benyttet, og Gasprom sikrer sig derfor, at den resterende gas bliver brugt og betalt – med en forhøjet pris på 1,3%. Holoda påpeger ydermere, at denne forlængelse var indbygget i kontrakten og allerede aftalt sidste år, så den højtidelige underskrivelsesceremoni virkede som en afledningsmanøvre eller en undskyldning for besøget.

Netop dette var også bemærket af politiske analytikere, som påpegede, at Putin havde en stor interesse i at møde Orbán, da den russiske præsident dermed kunne eksemplificere, at han er velkommen i et EU land, som ydermere er medlem af NATO. Dette er brugbart for Putin i den nuværende tilspidsede situation i Ukraine og i håndteringen af de store økonomiske vanskeligheder den russiske økonomi står overfor.

Putin benyttede også besøget til yderligere at signalere ”hvem der bestemmer” og hvor frie tøjler, han kan opnå i et EU medlemsland. Han valgte derfor at ligge en krans ved det største af de sovjetiske monumenter for faldne sovjetiske soldater i Ungarn under 2. verdenskrig på kirkegården Fiume ut. Regeringens godkendelse af denne event blev stærkt kritiseret af oppositionen, idet der lige ved siden af monumentet for faldne sovjetiske soldater under 2. verdenskrig, er en obelisk, hvor der er påført ”Til ære for de faldne sovjetiske soldater, som har befriet Ungarn fra kontrarevolutionens terror i 1956”. Kranslægningen var derfor også en ydmygelse af ungarerne. Fordi der mellem partierne i Ungarn er fuld enighed om, at oprøret i 1956 ikke var en kontrarevolution, men en folkelig opstand, som sluttede blodigt med de sovjetiske troppers besættelse af landet.

Ved pressekonferencen virkede Orbán og Putin som to venner, der har forståelse for hinandens politik. På intet tidspunkt kritiserede Orbán Putin, og den russiske præsident fik lov til at ytre sig også om krigen i Ukraine. Herunder opfordrede han klart de ukrainske styrker til at overgive sig ved Debalcevo, samt kritiserede vesten for sanktionerne mod Rusland.

Øst eller Vest
Når man sammenligner de to pressekonferencer, var Merkel og Orbáns påfaldende kort. Uenighederne mellem de to statsledere kom op til overfladen, da Orbán gentog hans teori om det ”illiberale demokrati”, som Merkel udtrykte, at hun ikke kunne forstå betydningen af, da de to ord ikke kan sættes sammen.

Kritik har også lydt fra de to tyske kanaler ARD og ZDF, da de hverken ved Merkels eller ved Putins besøg ikke fik lov til at deltage i pressekonferencerne eller stille spørgsmål. De to tyske kanaler talte derfor om en begrænsning af pressefriheden i Ungarn i Putins ånd, da deres ansøgning om akkreditering blev syltet af myndighederne, selvom de havde søgt tids nok.

Fredag den 20. februar rejste Orbán til Polen for at hilse på den nye premierminister Ewa Kopacz, og for at styrke det traditionelt stærke venskab mellem de to lande. Det blev dog ganske tydeligt, at han fik ”prygl” i stedet. Hans tidligere tro støtte, den konservative Kacinsky nægtede at mødes ham, og samtalen med Ewa Kopacz, blev ”ærlig og meget svær”, som hun udtrykte det. Taget den tilspidsende situation med Rusland i betragtning, hvor især Polens og de baltiske landes sikkerhed vurderes i fare, var polakkerne med rette oprørte over, at Orbán havde modtaget Putin. Ligeledes kritiserede polakkerne Orbán for at svigte den solidaritet der er mellem Visegrad-landene og internt i EU, som blandt andet sanktionerne mod Rusland udtrykker. Desuden fik medierne ikke lov til at stille spørgsmål ved pressemødet med den polske premierminister og Orbán. Dette var angiveligt efter ønske fra den ungarske part.

Efter besøg af Merkel og Putin samt en tur til Polen, lød der kritik af Orbáns udenrigspolitik fra flere sider. De russiske medier kritiserede Orbán for at udøvede ”swing-politik”, og ”vennerne” i EU kritisere ham for at øge landets afhængighed af Rusland og for at svigte den fælles strategi mod Putin. Altså, ej heller blev det i februar, hvor det lykkedes for Orbán, at høste anerkendelse for hans nye aktivistiske udenrigspolitik.

Af Krisztina Vas Nørbæk