Det følgende essay, som Magasinet rØST bringer i samarbejde med Henning Goldbæk, om Orhan Pamuks roman ‘Uskyldens museum og kærlighedens efterliv’, stammer fra Henning Goldbæks bog ‘Bastardernes opstand – æstetisk og metafysisk erfaring hos Adorno, Proust og Pamuk’. 436 sider. Forlaget Spring  (2009).

Henning Goldbæk (f.1946) er Ph.D. og lektor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet. Henning har skrevet en lang række bøger bl.a. En beduin ved navn Gustave (1993), Marcel Proust og barokkens genkomst (2002), og senest Bastardernes opstand – æstetik og metafysik hos Adorno, Proust og Pamuk (2009). Derudover har han oversat bøger af Walter Benjamin, Marcel Proust og Orhan Pamuk.

Hvis Istanbulbogen handler om Istanbul som ventesal, så er emnet for Pamuks nye bog, Uskyldens museum Istanbul som museum og med bogens hovedperson som en Walter Benjaminsk samler, der rejser verden rundt for at finde inspiration til et museum i Istanbul, der rummer souvenirs om et kærlighedsforhold til en kvinde og til Istanbul-bydelen Nisantasi: Hvad skal man vælge at elske, rigdom eller charme? Sådan spørger den mandlige hovedperson i Uskyldens museum ikke et øjeblik, for han vælger begge dele, den første og den anden sandhed, for først tilsammen giver de mening. Frugtbarhedens gudinde er Sibel, Kybele, den rigmandsdatter, som hovedpersonen Kemal skal forloves og giftes med i 1970ernes Tyrkiet, kort før statskuppet i 1980. Som i alle Pamuks romaner foregår handlingen i Istanbuls velhavende bydel, Nisantasi, og romanens højdepunkt skildres i romanens længste kapitel, over 40 sider langt. Til den store forlovelsesfest mellem Kemal og Sibel på Hotel Hilton, hvor de nye moder fra Paris altid afprøves, før de glider ind i den tyrkiske hverdag, er Istanbuls overklasse forsamlet for at attestere en alliance mellem to store og rige familier. Overfloden under festen er ikke kun de dyre parisiske dragter, men i lige så høj grad vestlig spiritus og Marlboro, der er ramt af toldrestriktioner, og må skaffes gennem mange mellemmænd, og som netop er med til at give festen et indtryk af overflod og luksus, sammen med den fantastiske udsigt over Bosporus.

Men under dette højdepunkt kommer overflodens grænser samtidig til syne, for kort før forlovelsen har Kemal mødt sit livs kærlighed og mere eller længere end det, Füsun, en fattig og fjern slægtning af Kemal, som er ekspeditrice i en modebutik. Bogens første kapitel skildrer det lykkeligste øjeblik i Kemals liv, det første møde med Füsun i en lejlighed, som hans familie bruger som pulterkammer for ting, der er gået af mode:

Det var det lykkeligste øjeblik i mit liv, og jeg vidste det ikke engang. Men selvom jeg havde vidst det, var alting så gået helt anderledes og havde jeg bevaret min lykke? Ja, for hvis jeg havde fattet, at jeg aldrig igen skulle blive så lykkelig, så havde jeg jo ikke givet slip på denne lykke! Dette enestående øjeblik, hvor jeg blev overvældet af en dyb indre ro, varede måske nogle få sekunder, og alligevel oplevede jeg denne lykke som timer, som år. Søndag den 26. Maj 1975, kort før et kvart i tre, var vi befriet for anger og skyld, og tidens og tyngekraftens love ophævet i hele verden.1

Kort før den store forlovelsesfest viser Kemals far sønnen et foto af sin hemmelige elskerinde, som han engang havde side om side med sin hustru, og faktisk genfinder Kemal dette arrangement hos næsten alle mænd i sin omgangskreds, og denne regel vil han bryde. Han bryder forlovelsen med Sibel efter en stormfuld scene under forlovelsesfesten, hvor frugtbarhed og mere en det støder sammen, fordi han vil ud af den evige gentagelses tvang og transcendere den iscenesatte fremtid for sig selv og Füsun.

I romanens vigtigste del, efter forlovelsesfesten, forsvinder Füsun sporløst, Kemal opsporer hende, hun er blevet hastegift med en teenagerdreng, Feridun, for at dække over skammen, og i 1593 dage spiser Kemal aftensmad og ser fjernsyn med Füsun og hendes forældre i deres lejlighed, og dyrker et minnesangsagtig kærlighedsforhold til den tidligere elskerinde, indtil hun som han bryder ud af sit faste forhold, og intet står mere i vejen for, at de kan blive gift, bortset fra, at det ville være en sekularisering af det lykkeligste øjeblik i deres liv. Løsningen på dette dilemma mellem lykke og dagligdags virkelighed er voldsomt og tragisk, men fører frem til romanens ægte Pamuk-dimensioner.

For den roman vi læser er et museumskatalog, fortælleren er kustoden, der fører os rundt i uskyldens museum og viser alle de mange genstande frem, som Kemal systematisk har stjålet fra Füsun, både under deres kødelige og under deres platoniske forhold, det drejer sig om øreringe, cigaretskod, askebægre, fotografier, strømper, Eau de cologne-faconer, porcelænshunde, og en entrebillet, aftrykt på en af romanens sidse sider, med adgang for læseren til et besøg på museet. Dette museum er en samlers museum, Kemal, der kun ville bevare det lykkeligste øjeblik i sit liv, redder det fra undergangen, da forholdet brat afbrydes, og den fortæller, vi møder, rejser jorden rundt for at se andre, små afsidesliggende museer, der kan inspirere ham. Han definerer med Walter Benjamin som baggrundsfigur, hvad en samler er. Enten en person, der gerne vil vise sin privatsamling frem, eller en sky person, der helst ville skjule det ophobede for alles øjne. Kemal er den sidste type samler, han brækker tingene ud af deres dagligdags funktion, og sætter dem sammen i et lille, afsidesliggende museum, et såkaldt Wunderkammer, som europæiske fyrste havde i renæssancen og barokken. Det er en sidste pointe i dette museum, at der også er udstillet forskellige kærlighedsmyter, så som Swanns kærlighed, Jules og Jim, romanen Sne af Orhan Pamuk, og sufimystiske kærlighedsbøger som Mesnevi af Rumi og meget andet.

Faktisk er Pamuk netop selv ved at skabe et sådant kærlighedsmuseum i Istanbul, og faktisk er det også Pamuk, der er denne romans jegfortæller, for romanen er bestilt af Kemal, fordi, som det hedder på romanens sidste side: ”Alle skal vide, at jeg har ført et lykkeligt liv.”2

Romanens sidste sætning står i modsætning til romanens handling, for den lægger fra første side vægt på, at alt er kliché, kitsch, det tyrkiske liv i 1970erne er for overklassen Hollywooddiscount, Kemals kærlighed til overklassepigen ligeledes, og mødet med den elskede Füsun markeres af købet af en kopi af en mærkevaretaske, ligesom deres eneste øjeblik, den 26. Maj 1975 foregår i familiens såkaldte pulterkammer, dvs. en lejlighed for alt det, der er gået af mode og ikke mere passer ind i den fine lejlighed, hvor Kemals familie bor. Men romanen lever netop af denne modsætning, den skriver sig op imod samtlige store kærlighedshistorier siden Dante, Shakespeare, Goethe og Tolstoj, men først og fremmest op mod sufimystikkens kærlighedstema. Og alle de store eksempler på evig kærlighed er dybest set gesunkenes Kulturgut, ragelse i et pulterkammer, en del af kulturindustrien. Men i modsætning til Adorno/Horkheimer mener Pamuk ikke, at et værk enten er kulturindustrielt eller kunst, han har ladet sig inspirere af Adornos essay Valéry-Proust Museum, der skildrer museets dobbeltfunktion som autentisk udstillingsrum og som et rum for det, der er kørt ud på historiens sidespor, hvor det nok har mistet sin historiske funktion, hvor kunsten med Hegels ord er død, men hvor det med Adornos ord har et efterliv. Efterlivet giver mulighed for at eksperimentere med kunsten, sætte den ind i nye sammenhænge, redde den, og netop det gør Pamuk i Uskyldens museum. Det giver romanen en dialogisk karakter, på den ene side er kærligheden en del af et allerede fastlagt tegnsystem, på den anden side er der det store kærlighedsøjeblik, i pulterkammerlejligheden, der kan læses som endnu en kliché, men også som et sidste redningsforsøg. Denne roman bevæger sig som alle Pamuks romaner på det smalle område mellem det altid allerede beskrevne og det åbne, i et ingenmandsland, som er kærlighedens liv, og resten er dens efterliv, et tema, som Adorno henter hos Proust og Baudelaire, og udvikler i sit begreb om det ikke-identiske, og som Pamuk kobler sammen med sin sekulariserede brug af sufimystikken i Istanbul som en af Europas vigtigste efterlivsbyer, hvor forfatteren er sine egne erfaringers antropolog, som det hedder i Uskyldens museum kort efter kærlighedsøjeblikket, allerede som efterliv:

I denne stilhed lå vi så lidt endnu i hinandens arme og ville helst have udeladt alle de skændige detaljer, som moderne antropologer ynder at iagttage og klassificere som ritualer i primitive samfund, for eksempel det blodvædede lagen, tøjet, der lå hulter til bulter rundt omkring, tilvænningen til vores nøgne kroppe… Da livet flere år senere skulle gøre mig til antropolog over mine egne erfaringer, skal jeg ikke på nogen måde nedvurdere disse mennesker, der er så lette at begejstre, og som udstiller kogegrej og værktøj fra fjerne lande, for på den måde at give deres og vores liv en mening … Alligevel kan fikseringen til sporene og de materielle vidner til vore første samleje få os til at glemme, hvad der udviklede sig mellem Füsun og mig af intensive kærligheds- og taknemmelighedsfølelser. For at demonstrere, med hvilken ømhed min atten år gamle elskede kærtegnede min tredive år gamle krop, da vi dengang lå i hinandens arme i sengen, ønsker jeg at præsentere dette blomstermønstrede bomuldslommetørklæde,3som Füsun dengang havde liggende sammenfoldet i håndtasken. Blækfadet, som De ser her, og som Füsun dengang fandt på bordet, mens vi røg endnu en cigaret, skal symbolisere, hvor skrøbelig vores hengivenheds natur var. Da jeg, mens jeg trak mit tøj på igen, i et anfald af mandlig stolthed greb lidt for pralende fat i det alt for store spænde i denne brede, dengang moderne livrem, blev jeg straks efter grebet af en skyldfølelse, og derfor skal den i dag vidne om, hvor svært det allerede var for os, at forlade den paradisiske nøgenhed og trække i vores tøj og kaste så meget som et blik rundt i denne snavsede og gamle verden.4

1. Orhan Pamuk (2008) Masumiyet Müzesi, IletisimYayinlari, Istanbul, side 11.

2. Ibid, side 586.

3. Bomuld hedder på tyrkisk pamuk.

4. Ibid, side 39-40.

Af Henning Goldbæk