BOGANMELDELSE | Jevgenij Zamjatin beskriver i sin dystopiske roman ‘Vi’, der er skrevet et par år efter Den Russiske Revolution, det totalitære samfunds absurditet med imponerende konsekvens og herlig satire. Jens Geisler giver en anmeldelse af bogen.
Jevgenij Zamjatins science-fiction roman ’Vi’ foregår 1000 år ude i fremtiden. Den evigtgyldige kamp mellem menneske og system, individ og fællesskab, raser. Det oplever vi indefra via bygmesteren D-503, hvis stålsatte tro på systemet rystes, hvilket han nedfælder i sin dagbog: ”Jeg var pludselig klar som glas. Jeg kunne se ind i mig selv. Der var to af mig. Det ene jeg var den der altid havde været, D-503, mens den anden…Tidligere havde han blot stukket sine lodne poter lidt frem fra skallen, men nu var han ved at kravle helt ud, skallen knagede, den kunne hvert øjeblik gå i stumper og stykker… og hvad ville der så ske?”
Skibsingeniøren og bolsjevikken Jevgenij Zamjatin skrev romanen ’Vi’ i årene 1920-21 som en advarsel om, hvad han mente den nye Sovjetstat var i fare for at udvikle sig til. Advarslen blev til en fantastisk, dystopisk fremtidsroman, der dannede skole for senere science-fiction. ’Vi’ foregår i en totalitær enhedsstat, placeret inde i et gigantisk panoptikon, hvor overvågning og regler for alt er normen; det korrekte antal tyggebevægelser, den mest effektive måde at stå op af sengen på, seksuelt samkvem m.m. – alt er reguleret.
I 1916 arbejdede Zamjatin i Newcastle med isbrydere og er givet inspireret af erfaringerne fra produktionen, der foregik efter principper udtænkt af datidens effektivitetsguru, den amerikanske ingeniør Frederick Taylor. I Enhedsstaten tillades kun en daglig personlig time, der dog ofte brugers til massegåture i ordnede linjer og rækker. Samfundsidealet er maskinernes kolde, rationelle funktionalisme, der anses som fuldkommen.
Al menneskelighed, følelser, fantasi, individualitet, anses som grus i maskineriet, ja, som et farligt fremmedlegeme i det perfekt afstemte samfund, som derfor bør udryddes. Der findes ikke noget ’jeg’, kun et ’Vi’, hvor alle har numre i stedet for navne. Alle overvåges på arbejde og i deres glasboliger, hvor der kun må trækkes for, når det tilladte seksuelle samkvem foregår. Baggrunden for dette ”perfekte” samfund er det gamle samfunds krige og kriminalitet, der afsluttedes med den ødelæggende 200-års krig. Den Store Velgører og Vogterne sørger nu for, at det gamle samfunds ufred aldrig dukker op igen.
Trods fraværet af eksplicit brutalitet eller rædselsscener formår Zamjatin med enkle midler at fremmane en kold ridslen ned ad ryggen. Det totale tab af kontrol over eget liv, følelsen af at være oppe mod en mægtig kraft, hvis respons i tilfælde af modstand er knusende, får én til at føle sig alene og fortabt. Fascinerende i dets skræmmende realisme; det er en præcis beskrivelse af det totalitære samfunds mekanisme. Uhyggen bliver ikke mindre af, at D-503 med overbevisning tror på og forsvarer systemet. Zamjatins evne til at forudse et sådant samfund, der må siges at være en arketypisk fremstilling af et dystopisk fremtids-samfund, tilbage i 1920-21 er beundringsværdigt. Får man associationer til Orwells ’1984’ eller Huxleys ’Fagre nye verden’ er det ikke tilfældigt, da begge forfattere lod sig inspirere af ’Vi’, der blev udgivet i USA i 1922.
Efter at have mødt den mere uregulerede kvinde I-303 følger man med lige så stor fascination og spænding D-503s indre kamp mellem blind beundring og dyrkelse af Enhedsstaten, og den snigende, boblende og farlige LYST. Lyst til for eksempel at følge I-303s individualisme og dyrkelse af det gamle samfunds syndige værdier, symboliseret bl.a. ved hendes cigaretrygning. På grund af sin tiltagende bekymring over sin vaklende tro på Enhedsstaten, søger han lægehjælp og får at vide, at han er syg; han har udviklet en sjæl. Det lyder grangiveligt som om, han har udviklet en kræftsvulst! Det er både vanvittigt og underholdende.
Det totalitære samfunds absurditet beskrives med imponerende konsekvens og en underdrejet, herlig satire, der gennemsyrer romanen fra først til sidst. Og løbende beriges fortællingen af lyriske sprogblomster fra D-503s bekendelser til dagbogen, der står i skøn og finurlig modsætning til Enhedsstatens simple logik og rationalitet; ”Solen står lyserød og munter udenfor..” eller ”Det er morgen. Gennem loftet lyser himlen som altid stærk, hvælvet, rødkindet.” Det står klart, at D-503s indre rummer mere end blot rationalitet og logik, selvom han er matematiker og hyppigt priser Enhedsstatens logik og enkelthed. Zamjatin har valgt side.
Gennem I-303 trækkes han ud af sin zombieagtige lydighed overfor Enhedsstaten og erkender, at dét, han i begyndelsen med stærk uvilje kalder det ”dyriske” i sig selv, i realiteten er hans egentlige ’jeg’. Dette ’jeg’ opdager også, at oprørerne, som I-303 er en prominent del af, planlægger et oprør. Den genfødte D-503 forgiftes dog hurtigt af mistanken om, at han kun er blevet kontaktet i sin egenskab af bygmester på Integralet; et rumskib der, hvis oprørerne overtager det, kan betyde forskellen mellem sejr og nederlag. Er hendes kærlighed til ham falsk? Igen plages D-503 af en levende beskrevet tvivl, der brænder i hans indre.
Romanens andre karakterer præges ikke af samme dybde i persontegningen, men forbliver flade bifigurer, bortset fra måske I-303. Med tanke på Enhedsstatens omfattende overvågning, kan man også indvende at manuskriptet er lidt løst; hvordan undgår D-503, som bygmester af Integralet og et vigtigt medlem af Enhedsstaten, at blive afsløret, fyret som bygmester og henrettet i den store disintegrator, der forvandler mennesker til en lille pyt vand? Det kan undre. Til Zamjatins forsvar kan indvendes, at han prioriterede den samfundspolitiske satire, ”hold øjet på bolden”, og fravalgte unødig persontegning og sidehistorier. Less is more.
Med I-303s henvisning til opgøret med Enhedsstaten som Gehenna, det bibelske begreb for et kaotisk, brændende inferno, er det et forbløffende nuanceret scenarie, Zamjatin sætter op. For forsvaret af Enhedsstaten er enkel, stærk og besnærende, og fremstår som et spørgsmål om fravalg og tilvalg. I Zamjatins historiske kontekst kunne det være tsar-styrets vilkårlige brutalitet til fordel for de få – kontra det socialistiske folkestyre fordel for de mange (og de fås død). I revolutionens første brusende tid, hvor Lenin, Trotskij og Stalin stod i spidsen i kampen mod det gamle regime, ville mange givet skrive under på dette, med tsarstyrets fattigdom, hunger og undertrykkelse i frisk erindring.
Så, lidt mere end 100 år efter bolsjevikkernes magtovertagelse kan man med stor fornøjelse og gru læse denne aldrende russiske science-fiction og dens historiske advarsel; frisk og aktuel som den er, med tanke på nutidens tematik om informationsteknologi- og overvågning i vores egne samfund. En ikonisk roman, der i dén grad fortjener at blive hentet ud af glemslen. Stor tak til forlaget Kosmos, med fokus på ikke vestlig science-fiction, for udgivelsen og tillige for at kaste lys på Zamjatins forfatterskab i det hele taget, der blandt andet omfatter en række andre roste satirer.
