”What are you doing the next half year – Would you like to work with me as a farmer?” Jeg var faldet i god snak med Audrius Jokubauskas på 25 år. Vi sad på restaurant Jalta i det grønneste, dejligste område af Vilnius. Det var ham, som tilbød mig arbejdet. Han havde netop fortalt, at han et par måneder inden havde fået tildelt en stor sum fondspenge fra den amerikanske “Heifer Foundation”. Pengene havde han investeret i 20 malkefår fra Tyskland, og han var nu godt i gang med at etablere sig som fårehyrde og ostemager. Inden han begav sig ud i dette eksperiment, havde han været i Frankrig i et par måneder for at lære, hvordan man laver gode franske fåreoste. Efter at have arbejdet alene på gården i et par måneder, var det gået op for ham, at han manglede hjælp. Det var her, jeg kom ind i billedet.
Grunden til at vi denne dag begge sad på restaurant Jalta var, at vi var kommet for at sige farvel til vores fælles franske venner Erwan og Eva. De havde ligesom jeg selv boet og studeret i Vilnius det sidste halve år. I løbet af den tid var vi alle stødt på Audrius på det lille Viva Sol marked, hvor han stod og solgte sine oste.
Erwan og Eva havde indgået en aftale med Audrius om, at de den kommende sommer skulle bo i Litauen igen for at være med til at opstarte en restaurant i den lille landsby Darguziai, hvor der bor godt 150 indbyggere. Her ville de skulle stå for tilberedningen af grønne retter, lavet med landsbyens lokale, årstidsbestemte råvarer.
Audrius’ tilbud var lokkende. Hvor tit får man tilbudt et job som fårehyrde og ostemager i Litauen, med mulighed for at få fingrene godt ned i den litauiske dagligdag og muldjord? Jeg fik arrangeret det sådan, at arbejdet på gården kunne indgå i mit etnologistudium. Ved at arbejde på Audrius’ gård kunne jeg samtidigt udføre et feltarbejde, hvor jeg havde lejlighed til at undersøge, hvilke forudsætninger der er for at etablere sig som bonde i Litauen, ligesom jeg planlagde at undersøge, hvilke sammenhænge der måtte være mellem de ideologiske bønders arbejde og ideologi.
Fire måneder efter, den 23. januar 2010, flyttede jeg til Litauen igen. Jeg skulle bo på den gamle urenoverede gård fra 1950, hvor Audrius havde boet det sidste halve år sammen med sine 20 får. Gården lå et stykke væk fra nabogårdene, tæt ved floden Merkys. Her var et væld af smådyr og et rigt fugleliv. Der var hverken indlagt vand eller varme, så hele vinteren måtte vi tænde op i de to kakkelovne med brænde, vi fældede ude ved skovkanten.
Viva Sol
I Darguziai, som i øvrigt ligger tæt på grænsen til Hviderusland, bor og arbejder flere Viva Sol-bønder. Viva Sol-organisationen består samlet set af bønder og ’spisere’. Der er otte kernemedlemmer, som primært får organisationen til at fungere. Dertil kommer de trofaste ’spisere’, som også hjælper til med forskellige arbejdsopgaver på gårdene. I Viva Sol-organisationen arbejdes der ud fra tanken om, at man skal kunne leve et liv, hvor man udviser respekt både overfor naturen og sig selv. Arbejdet og samarbejdet mellem byfolk og bønder skal foregå så direkte som muligt. Dette efterleves i og med at man har opbygget et produktions- og markedssamarbejde. Hver bonde står for at dyrke sit eget særlige produkt, men tilsammen kan Viva Sol bønderne udbyde et relativt varieret udbud af madvarer på markedet. Nogle laver produkter af komælk, andre af fåremælk eller gedemælk. Nogle laver brød, andre laver honning. Nogle dyrker forskellige grønsager, andre laver syltetøj og saft, kød, korn, brød eller forskellige mel-sorter. Alle i Viva Sol producerer kun lokale råvarer. De følger årstiden og holder produktionen relativt lille (langt under de fem hektar, som er under nedergrænsen for, hvornår man kan søge EU om landbrugsstøtte).
Byfolkene eller ’spiserne’ er præmisset for at markedet fungerer og bøndernes produktion løber rundt. Det er de trofaste spisere, der afgør, at denne form for alternativ arbejds- og markedsform kan eksistere på fjerde år. Fordi de handler på Viva Sol-markedet, er de med til at bestemme, at der i Vilnius er et mere differentieret markedsudbud, som opvejer det dominerende udbud af billige, masseproducerede fødevarer og fastfoodprodukter. ‘Spiserne’ er en bevidst anden betegnelse for forbrugere, og betegnelsen er valgt, fordi den er med til at illustrere det direkte afhængighedsforhold, der egentlig er mellem byfolk og bønder, ligesom betegnelsen også er et begreb, der mere tydeligt udtrykker, hvilken rolle byfolket, eller den handlende, har i markedssystemet.
Viva Sol bønderne er ikke traditionelle på nogen måde. Snarere modsat. De otte kernemedlemmer har alle en længere akademisk uddannelse bag sig. Mange har boet og arbejdet i udlandet og taler ofte op til flere sprog. Der er ingen af Viva Sol-stifterne, der har valgt at være bonde, fordi de har overtaget en gård fra deres far eller farfar. Landmandsfaget er noget, de har tillært sig undervejs bl.a. ved at tage på arbejdsophold på landet i Frankrig.
En modvægt i samfundsudviklingen
I Litauen har bønderne i mange hundrede år måtte arbejde for andre end sig selv. Den russiske tsar, landbrugskollektiver og nu store firmaer. Dette forsøger Viva Sol at bryde med ved at forfølge idéen om frihed og selvstændighed samtidigt med, at man er enige om at bygge på teorien om at frihed må opnås i og med fællesskabet.
Viva Sol handler lige dele om at leve respektfuldt og bæredygtigt, og om at bryde med tidligere systemer. Siden Litauen fik genetableret sin uafhængighed i 1991, og overgik til markedsøkonomi, er det tydeligt for alle, at der fulgte nye skævheder med, og at overgangen til et nyt markedsystem var en kæmpe udfordring. Det er denne udfordring, Viva Sol forsøger at takle. Meget af det de gør, er en efterligning af den franske AMAP model, som i sin enkelhed går ud på, at bønder rundt omkring i Frankrig samles i små fælleskaber for at danne et attraktivt marked, hvor man sælger kvalitetsprodukter – produkter der er omhyggeligt dyrket og sat til salg til en fair pris. Byfolkets rolle er at støtte op omkring det ved at binde sig til at betale bønderne et fast beløb hver måned, året rundt, mod at få en bestemt mængde (kvalitets)varer. Nogle gange får man mere, andre gange mindre. Det er alt efter årstid og høstforhold. Således er markedet et ideologisk marked og ikke kun et økologisk marked. Med fælles hjælp kan de små produktioner derfor overleve.
I Litauen er denne form for markedssamarbejde helt nyt. Det er stadigvæk svært at stole på, at man får det man bør få, når man skal investere forud for at have produktet i sin hånd. Men det lykkedes nu alligevel meget godt. Viva Sol markedet har ugentligt ca. 400 spisere, som kommer og handler. Størrelsen bliver med vilje holdt nede, ifølge Audrius Jokubauskas fordi at hvis man skabte et stort marked parallelt til det allerede eksisterende marked, ville det bare blive den samme kapitalistiske historie om igen. Af samme grund kan man heller ikke sammenligne Viva Sol-markedet med det voksende økologiske marked, vi kender i Danmark. Ved at holde produktionen lille og sørge for at følge årstiderne og den lokale naturs biorytme mener Viva Sol-bønderne, at de har skabt et bedre alternativ end økologien. De forsøger således ikke at gøre markedet bæredygtigt via økologiske dyrkningsprincipper, men satser på, at deres samarbejdsmetode mellem bønder og byfolk kan have en endnu bredere effekt som bæredygtig leveform. Målet er, at disse samarbejder og markeder skal vokse op flere steder, rundt omkring i hele Litauen.
Viva Sol er attraktivt for byens folk, fordi det forstår at balancere mellem at være et reelt marked, hvor frisk god mad – dyrket efter biodynamiske principper – udbydes samtidig med, at det også er et socialt mødested, hvor man kan mødes omkring fælles værdier. De spisende medlemmer fortalte mig, at de hovedsagligt vedblev med at komme og handle, fordi de med Viva Sol dels ser en mulighed for at mødes med ligesindede, og dels kan være med til at værne om værdier som nærhed, medansvar og solidaritet. Fælles for dem er, at de alle kan se idéen i, at Viva Sol danner en form for modvægt til den generelle samfundsudvikling.
En fysisk hård dagligdag
Prisen for at forfølge dette ideal og denne form for frihed er for bøndernes vedkommende først og fremmest hårdt dagligt arbejde. Udover at bruge rigtig meget tid på at holde netværket ved lige arbejder bønderne konstant ”ude i marken”. Alle led fra jord til bord udføres nærmest af bonden selv (eventuelt med hjælp fra hans familie). Der er ingen mellemled. Viva Sol-bøndernes arbejde er også yderligere tidskrævende, fordi de ikke anvender effektive, maskinelle hjælpemidler. Meget af arbejdet kan derfor siges at foregå som i gamle dage. Hestevogne, lugejern, le og kæmpe gryder over gasplader eller åben ild er en del af hverdagen for Audrius Jokubauskas, når han skal producere ost. Næsten alt i produktionen foregår med håndkraft, hvilket giver en produkt- men også livsmæssig kvalitet. Han kører dog ind til markedet i bil, og får traktorhjælp, når der skal hentes hø hjem til gårdens dyr.
Og nej, det er ikke fordi han ønsker at leve som i de gode gamle dage. Produktionen udføres med disse simple metoder, fordi det er billigere og fordi de gamle redskaber fungerer fint efter hensigten.
Fakta:
De litauiske medier interesserer sig for Viva Sol
Viva Sol-organisationens formand og næstformand er to meget ihærdige mennesker. I løbet af det halve år hvor jeg opholdt mig i Darguziai (januar – juni 2010), inviterede de flere embedsmænd fra landbrugsministeriet til mad og debat om fremtidens landbrug. I maj 2010 udstillede de Viva Sol på den grønne messe i Vilnius, hvor det lykkedes dem at få landets præsident Dalia Grybauskaite til at komme forbi deres bås og vise interesse for organisationen for åben TV skærm.
Ved åbningen af den lille restaurant ”Surininku Namai” troppede den nationale TV-station igen op og rapporterede ”live” derfra. Også den populære presse følger med i, hvad Viva Sol laver. Audrius Jokubauskas blev kontaktet flere gange for at skulle give interviews til dameblade som svarer til ’Alt for damerne’ og ’Femina’.
Litauen har tilsyneladende sundere naturforhold
Danske forskere ved Danmarks Miljøundersøgelser – DMU – har lavet undersøgelser, der viser, at der ikke længere findes upåvirkede vandløb og åer i Danmark, hvilket primært er forårsaget af den måde, vi dyrker landbrug på. Derimod har man fundet upåvirkede vandløb og åer i Litauen og Letland. Disse vandløb kommer derfor til at fungere som rollemodeller for beskyttelse og forbedring af vandløbene, som EU’s vandrammedirektiv kræver.
