Antropolog Margharita Lundkvist-Houndoumadi har arbejdet med interne fordrevne i Georgien for Dansk Flygtningehjælp siden 2010. Her beretter hun fra Tskaltubo om forvandlingen af landets Sovjetsanatorier.

Mere end 20 store sanatorier er samlet i byen Tskaltubo i det vestlige Georgien; en berømt feriedestination i Sovjet-tiden. I dag toner disse sovjetiske sanatorier frem som forfaldne fortidslevn af en tidligere luksus. Marmortrapper fører op til entré-haller, hvor krystallysekronerne ikke længere hænger. De røde tæpper der spredte sig ud i alle gangene er for længst væk; det samme er mange af de mønstrede trægulve, der op igennem 1990erne blev brugt til at tænde op i de nye indflytteres små brændeovne.

Fra sanatoriernes balkoner ses nu de tilgroede haver, hvor romantiserende forestillinger om fredfyldte spadsereture bliver forstyrret af virkelighedens mindre romantiske løbende høns, nogle af de nuværende beboeres mere værdifulde ejendele.

Alle disse sanatorier kaldes i dag for ”Kollektive Centre”. De kan føjes til en liste over flere hundrede bygninger i Georgien, der de sidste snart 20 år er blevet brugt til at huse de georgiere, der flygtede fra Abkhazien.

Genhusning af internt fordrevne
Georgien blev selvstændigt i 1991, efter at have løsrevet sig fra Sovjetunionen. Herefter brød en række konflikter ud med udbryderregionerne Abkhazien og Sydossetien, der selv ønskede selvstændighed. Under disse krige blev omkring 250.000 georgier fordrevet fra deres hjem. De kaldes for internt fordrevne flygtninge og bor nu i Georgien.

Halvdelen af de internt fordrevne georgier flyttede ind i skolebygninger, børnehaver, hoteller, sanatorier, hospitaler, arbejderboliger og andre offentlige bygninger, der for det meste ikke var i brug på grund af de kaotiske år i 90erne, hvor hele det offentlige og statslige apparat var under omvæltning, alt imens borgerkrigs-tilstande herskede i landet.

“Besættelsen” af alle disse offentlige bygninger, der oprindeligt ansås for midlertidig, blev anerkendt af staten som lovlig, og de såkaldte Kollektive Centre blev dermed skabt. Her kunne de nye indbyggere bo gratis indtil en holdbar løsning blev fundet. Det er først i dag, næsten 20 år senere, at de Kollektive Centre er under gradvis afvikling.

Endeløs midlertidig situation
De georgiere der blev fordrevet mistede alle de ressourcer de måtte have – bolig, private egendele, land, lokale netværk osv. De skulle starte fra nul i en kontekst af borgerkrig, kollapset infrastruktur og industri samt generel lovløshed. Samtidigt har de i de første mange år betragtet deres situation som midlertidig og dermed ikke seriøst investeret i et nyt liv, men derimod afventet muligheden for at vende hjem igen.

Deres situation skal dog ses i sammenhæng med den generelle tilstand i Georgien, nemlig arbejdsløsheden, fattigdomen og de få faktiske muligheder der bød sig op igennem 90erne og 00erne til at skabe et liv. Den næsten håbløse situation illustreres af det faktum, at ca. 1/5 af hele befolkningen emigrerede fra Georgien i de år.

Vestlig opmærksomhed
Indtil den korte krig i 2008 mellem Georgien og Rusland, hvor Vestens interesse for Georgien blev vakt, var de internt fordrevne flygtninge et forholdsvis nedprioriteret område for den georgiske regering; på den ene side var der ingen midler til faktisk at gøre noget og på den anden side dikterede den officielle diskurs omkring ”endelig tilbagevending til Abkhazien og Sydossetien”, at man ikke investerede i lokale langsigtede integrationsløsninger.

Med krigen i 2008 fulgte en ny strøm af georgiske internt fordrevne flygtninge samt en strøm af penge til humanitær- og udviklingshjælp fra vestlige donorer, ikke mindst EU. Denne gang kom flygtningene fra Sydossetien og var meget færre end de forrige bølger fra Abkhazien. En fornyet interesse for alle de internt fordrevne sås både hos det internationale samfund samt den georgiske regering. En national strategi blev udviklet af regeringen, med henblik på lokale bæredygtige boligløsninger; dette forudsatte at man anerkendte behovet for en lokal integration, dog uden at ændre på den langsigtede officielle plan for tilbagevenden til de tabte regioner.

Afvikling af Kollektive Centre
Efter 20 års ‘midlertidig’ fordrivelse, blev der omsider mulighed for en mere langsigtet løsning; realistisk set, dog langt fra til alle. Planen er at alle disse Kollektive Centre enten skal renoveres og privatiseres af beboerne (til symbolske beløb på 50 øre), eller nedlægges hvorefter beboerne får tilbudt alternative private boliger. Mange af disse Kollektive Centre, som for eksempel alle sanatorierne i Tskaltubo, har økonomisk interesse for staten, der enten allerede har solgt disse eller ønsker at gøre det. Andre bygninger skal atter i brug i deres tidligere funktion som fx børnehaver eller skoler.

Sanatorierne i Tskaltubo er, grundet deres flotte arkitektur og smukke beliggenhed, prioriteret til hurtigt at blive afviklet som Kollektive Centre. Bygningerne skal renoveres og hele komplekset skal omdannes til kasinoer og hoteller og dermed udgøre, ifølge præsidenten Saakashvili, et georgisk Las Vegas. Den tidligere luksus fra de sovjetiske sanatorier bliver dermed genskabt, dog i kapitalismens tjeneste denne gang. De 20 år, hvor bygningerne blev nedslidt, plyndret og beboet af fattige flygtninge, bliver en parentes i deres luksuriøse historie. Dog en lang og betydningsfyld parentes, symboliserende det tidligere systems kollaps og den pludselig fattigdom og fordrivelse, der ødelagde mange liv.

Permanent midlertidighed
De fleste af beboerne i Tsklatubo er i løbet af efteråret blevet flyttet til et nyt boligkompleks ved havnebyen Poti ud mod Sortehavet. Mere end tredive højhuse i grønne, lyserøde og lyseblå farver blev indviet i oktober måned og kaldes nu den ”nye forstad”. Omkring 800 familier er flyttet ind; for de allerfleste er det en markant forbedring af deres boligvilkår. Dette betyder dog ikke alt, så længe substistensgrundlaget ikke også forbedres.

Frygten er netop også, at denne splinternye og farvestrålende forstad gradvist forvandles til en ghetto med fattige og arbejdsløse georgiere. Præsidenten har i sine karakteristiske overambitiøse og lettere urealistiske udmeldinger spået Poti’s fremtid som værende ”Sortehavets Dubai”. En frihandels zone er også blevet indviet i 2008, dog er der ikke megen økonomisk aktivitet at spore, måske med undtagelse af Mærsk, der for nyligt har lejet havnen.

Usikker fremtid
Med afviklingen af de fleste af disse Kollektive Centre, vil denne store gruppe internt fordrevne georgiere blive mindre synlige og dermed måske også mindre identificerbare i lokalsamfundene.

De store faldefærdige betonboligkomplekser i Tbilisi og på landet, med de karakteristiske ulovlige ledninger der stjæler strøm fra de offentlige kabler, forsvinder. Mange af de besatte skoler og børnehaver kommer atter i brug, til glæde for de lokale familier.

For mange af de internt fordrevne er indflytning til en nyrenoveret og privatejet lejlighed en meget vigtig forbedring, specielt når man tænker på de familier, der i så mange år har boet i ligefrem sundhedsskadelig omgivelser med for eksempel presennings-repareret loft, rotter og ingen bad eller sågar vand. Men for dem, der ingen resurser har til selv at skabe et subsistensgrundlag, er risikoen for at havne i en sådan situation i den nære fremtid stor. Selv om de nu har tag over hovedet.

Man kan nu håbe på, at de nyudviklende sanatorier i Tskaltubo tilbyde jobs til nogle af dets tidligere beboere, der dermed ville kunne servicere gæster i de hotelværelser, eksotiske haver og bombastiske sale, de selv boede i.

Margharita har arbejdet med internt fordrevne flygtninge i Georgien for Dansk Flygtningehjælp i 2010-11 samt udført antropologisk feltarbejde i Georgien i 2008.

Af Margharita Lundkvist-Houndoumadi