POLITIK | På trods af flere sager og beskyldninger om magtmisbrug og nepotisme kom det ikke bag på mange, da PiS og deres ”Forenede Højre” koalition vandt det polske parlamentsvalg i oktober, hvor man sikrede sig absolut flertal til den kommende regeringsperiode. Dog er situationen i Polen endnu mere kompleks i kølvandet på valget, og den kommende regeringsperiode kan gå hen og blive hårdere for PiS end hidtil antaget.

Konsensus af meningsmålinger holdt stik, regeringspartiet PiS (Lov og Retfærdighed) vandt parlamentsvalget til Sejmen og Senatet, som blev afholdt den 13. oktober 2019. Selvom udfaldet ikke i sig selv var nogen overraskelse, bød valget stadig på overraskelser, som kan vanskeliggøre regeringsperioden for PiS de kommende fire år.

PiS og det ”Forenede Højre” koalition (bestående af partierne Porozumienie og Solidarna Polska) havde skruet op for diverse socialpolitiske projekter og lovet både flere penge til pensionister, forhøjet minimumsløn og større skattefradrag til unge. Derfor var man hos regeringspartiet begyndt at drømme om det ”konstitutionelle flertal” på de magiske 2/3 af mandaterne.

På trods af det store valgoffensiv må valgresultat anses som en ”minimumssejr”, da man endte med kun fem mandater fra at miste flertallet (samme resultat som i 2015), nemlig med 235 mandater ud af 460. For at gøre ondt værre genvandt oppositionen derudover også det øverste kammer, kaldet Senatet, hvor man grundet løsgængere/uafhængige parlamentsmedlemmer lige akkurat sneg sig op på 51 mandater ud af Senatets 100 pladser.

PiS prøvede til det sidste at ændre på valgresultatet ved at kræve en omtælling af stemmerne i distrikter, hvor man havde tabt snævert til Senatet, noget som oppositionen senere hen også krævede i modsvar til. Både oppositionens og regeringens valgprotester blev skudt ned af den polske valgkommission, som ikke så større hændelser ved valget, en beslutning som blev cementeret af den polske højesteret.

Valgresultatet skabte panderynker hos PiS, og regeringspartier prøvede til det sidste at købe sig til diverse senatorers mandater, både fra oppositionspartierne og de selvstændige kandidater, som var blevet valgt ind. Senatets nye formand fra koalitionens ”Borgerkoalition”, Tomasz Grodzki, har sidenhen hævdet, at han blev tilbudt posten som Sundhedsminister i bytte for sit mandat, hvilket vidner om, hvor meget PiS indtil det sidste prøvede at ændre udfaldet af valget.

Reformerne fortsætter – Maj 2020 spøger forude
Selvom Senatet har magt til også at udnævne embedsmænd til en del poster, så er oppositionens sejr i Senatet først og fremmest en stor symbolsk sejr, som skaber ridser i lakken hos PiS. Partiet har domineret siden 2015, hvor de både sad på Sejmen, Senatet og præsidentembedet. Oppositionens sejr forbliver først og fremmest symbolsk, da Senatet kun har begrænset magt ift. lovforslagene som Sejmen stemmer igennem.

Lovforslag, som Sejmen vedtager, havner hos Senatet, som har en periode på 30 dage til enten at acceptere, ændre eller afvise loven, og det øverste kammer kan derfor blokere for lovforslag vedtaget i Sejmen. Afviste lovforslag ryger tilbage til Sejmen, som derefter kan gennemtrumfe det trods Senatets afvisning ved et flertal på 230 mandater, noget som PiS mønstrer. Alternativt kan Senatet vælge ikke at behandle lovforslaget, som havner hos dem, hvilket i så fald sender det automatisk videre til præsidenten efter perioden på 30 dage, hvor præsidenten dernæst kan nedlægge veto eller underskrive loven. Dette gør, at man undgår scener fra forrige valgperiode hvor lovforslag kunne blive fremlagt, vedtaget og underskrevet af præsident Duda på omtrent 24 timer.

Som det ser ud nu, er der på bundlinjen kun kommet grus i maskineriet hos regeringen, men den næste store prøve kommer til maj 2020, hvor det polske præsidentvalg skal afholdes. Taber den siddende, PiS-trofaste, præsident, Duda, så kan PiS få problemer med at gennemtrumfe så store reformer som man hidtil har set det, især i retsvæsenet.

Afbud fra Tusk kan være godt nyt for oppositionen
2020 kan gå hen og blive et afgørende år for både oppositionen og for PiS-regeringen, da præsidentvalget enten kan give PiS carte blanche til at fortsætte deres reformer eller oppositionen, som med præsidentposten kan spænde ben for de mest radikale reformer, som Sejmen vedtager. Præsidenten skal nemlig ifølge grundloven underskrive vedtagede lovforslag fra Sejmen og sende dem til Konstitutionsdomstolen eller helt nedlægge veto mod dem.

Lovforslag, som præsidenten nedlægger veto mod, sendes retur til Sejmen, som her skal vedtages med 3/5 af Parlamentet for at overtrumfe præsidentens veto. 3/5 af parlamentet har PiS ikke. I sådanne tilfælde kan en præsident fra oppositionen blokere for meget at den kommende politik i næste valgperiode. Det gør det polske præsidentvalg uhyre vigtigt for begge fløje i polsk politik til enten at gennemtrumfe eller blokere store lovændringer og reformer.

Præsidenten har også magt til at udnævne førstedommeren, som fungerer som formand for højesteretten, hvor den nuværende formands periode, Malgorzata Gersdorf (som blev udnævnt af tidligere PiS præsident Lech Kaczynski), udløber med udgangen af April 2020. Den nye formand vælges til seks år af præsidenten blandt fem dommere, der er internt nominerede hos højesteretsdomstolen.

PiS nægtede for nyligt at anerkende formanden for højesteretten som højeste retslige instans i Polen og refererede i stedet til Konstitutionsdomstolen (som ingen juridisk bindene magt har) i sager som man var uenig i, f.eks. sager om EU. Spørgsmålet er nu, om man fra PiS’ side vil referere mere til Højesteretten efter april 2020, hvor præsident Duda efter alt at dømme vælger en mere ”samarbejdsvillig” dommer som ny formand, især efter højesteretten og Gersdorfs kritiske linje overfor regeringen. Senest skete det vedrørende en ny lov, som gjorde det strafbart for dommere at være kritiske overfor regeringens nye reformer af domstolene.

Forårets langt vigtigste emne på dagsordenen forbliver dog præsidentvalget, hvor der længe har været lagt op til at den netop afgåede formand for Det Europæiske Råds, Donald Tusk, skulle vende tilbage til polsk politik, efter han forlod posten som premierminister tilbage i 2007 til fordel for EU-jobbet. Dette scenarie var forventet både hos oppositionen og regeringen, men i starten af november meldte Tusk ud, at han ikke vil stille op til det kommende præsidentvalg grundet ”bagagen af upopulære men nødvendige valg”, som han foretog under sit embede.

Oppositionen stiller nu op med hver sin kandidat, hvor Malgorzata Kidawa-Blonska fra Borgerkoalitionen må ses som den største udfordrer til den siddende præsident Andrzej Duda. Flere meningsmålinger har på det seneste vist, at begge kandidater ligger tæt op ad hinanden i den siddende præsidents favør. Tusks “nej” til at opstille kan derfor vise sig at være en tjeneste for koalitionen og en udfordring for regeringen, da netop Kidawa-Blonska i forhold til Tusk, kan trække flere af midtervælgerne over fra højre og derved udgøre en trussel for Andrzej Duda.

Alt imens Polen går ind 10-året for flykatastrofen i Smolensk, som blandt andet dræbte daværende præsident Lech Kaczynski, en begivenhed, som påbegyndte den stigende polarisering, som det polske samfund har gennemgået i ’10erne, tegner det nye årti sig i en fortsat polarisering i det polske samfund.