DEBAT | International presse har den seneste stykke tid haft et massivt fokus på Krim. Men har, som så mange gange før, et alt for simplificeret billede af situationen. For at forstå, hvad der reelt set foregår, så må befolkningens præferencer og Krims historie forstås. Sådan argumenterer Ukrainsk-fødte Philip Sviatchenko.

Russiske og ukrainske soldater står ansigt til ansigt med fingeren på skarpladte våben, ventende med rædsel på den snarlige folkeafstemning om tilhørsforhold til enten Rusland eller Ukraine.

Hvis man i de baltiske og centraleuropæiske lande forud for ”The Big Bang” i 2004 (den første store EU-udvidelse, hvor 10 nye medlemslande blev optaget, størstedelen fra den tidligere østblok) talte i vendinger som ”vejen tilbage til Europa”, så taler man lige nu på Krim-halvøen om en ”rejse tilbage til Sovjetunionen”. Med andre ord: Det handler ikke så meget om, at Krim gerne vil være en del af den russiske føderation som vestlige medier fremstiller det, men i langt højere grad om, at en del af befolkningen på Krim, grundlæggende ønsker at vende tilbage til en nostalgisk tryghed, som især den ældre generation kan huske fra sovjettiden. Højere pension og en stærk stat er på ønskelisten.

En chance for at komme tilbage til ‘det rigtige’ hjemland
Den ældre generation på Krim har levet, nærmest siden Sovjetunionens fald, i en konserveret tilværelse. En form for isolation, hvor de mere eller mindre har isoleret sig fra beslutningerne i Kiev. Dels på grund af, at de er ligeglade med korrupte kleptokratiske politikere, som synes at være mere optaget af deres ”business” end af deres politiske mandat, og dels på grund af den geografiske placering Krim nu en gang har, langt fra Kiev.

Nu øjner den ældre generation, som består af etniske russere, ukrainere og blandinger på kryds og tværs, så chancen til at vende tilbage til deres ”rigtige” hjemland. Derfor de mange bannere og russiske flag, men i høj grad også sovjetiske flag med hammer og segl. Sovjetunionen har levet og lever i bedste velgående på disse kanter.

De ældre mennesker på Krim flyttede til Ukraine fra tusindvis af forskellige byer andre steder i Sovjet, og anede på daværende tidspunkt ikke, at det engang så store rige – Sovjetunionen – ville bryde sammen en dag i 1991. I tiden siden Sovjetunionens fald har de røde faner samlet støv og de ældre af de etniske russere på Krim har i lang tid følt sig overset og fastlåst. De har følt et større tilhørsforhold til Rusland, for ret beset er langt størstedelen af Krims indbyggere etniske russere.

Men hvorfor bliver de ikke spurgt i vestlige medier, hvilket tilhørsforhold de rent faktisk ønsker? Har vi taget patent på retten til at vælge side?

De ønskede ikke, at deres pas blev ukrainske, deres navne blev omdøbt til ukrainsk stavemåde og så videre. De føler sig russiske og de får deres nyheder fra russisk tv. Sådan har det altid været. De kan heller ej identificere sig med de ”nye” nationale forfattere og musikere i Ukraine.

Folk tænker på overlevelse
Det er naturligvis ikke så simplificeret, som det her portrætteres. Men det er en nødvendighed for at analysere, hvorfor mange, navnlig ældre, søger tryghed hos Putins Rusland.

Der er tusindvis og atter tusindvis af folk på Krim, for hvem det dybest set er ligegyldigt, om de tilhører Ukraine eller Rusland. Men en mindre del af befolkningen, nemlig de ældre, er slet ikke ligeglade. De hjælper os på mange måder til at forstå, hvorfor de ser Rusland som storebroren, der kommer til undsætning.

Et andet og ligeså vigtigt element i denne konflikt, at den daglige forretning på Krim, det være sig boder, restauranter, hoteller m.v. Alt det her skal grundlæggende fungere, når sommersæsonen går i gang. Det er her pengene skal tjenes til resten af året. Folk her tænker i syvende og sidste ende på overlevelse. Mere kompliceret er det ikke.

Krim er ikke blevet taget alvorligt
I alt for mange år har den ukrainske regering ikke forholdt sig alvorligt til Krim og mere eller mindre behandlet halvøen som en gave eller geografisk attribut.

De pro-russiske ældre er ikke bange for Euromaidan-bevægelsen. De er derimod sikre på, at de kan vinde over dem. De har ikke deltaget i revolutionen. De har tændt for deres tv og fået et billede af demonstranterne som de rene ballademagere og nazister. Kremls informationskrig har i den henseende gjort deres arbejde optimalt. Ydermere valgte den nu afsatte præsident, Viktor Janukovitj, at hente forstærkning i form af politikfolk fra det frygtede uropoliti ”Berkut” fra Krim til Kiev under urolighederne sidste måned. De sårede og døde Berkut-folk vendte så tilbage til Krim, hvilket blot forstærkede hadet til Maidan-bevægelesen.

En sidste ting, der er vigtig at fremhæve er, at ukrainske journalister (og for den sags skyld vestlige) aldrig rigtig har interesseret sig for befolkningen på Krim. Befolkningen på Krim har så at sige passet sig selv. Sjældent er deres mening blevet hørt og daværende premierminister, Julia Timosjenko, har ved flere lejligheder direkte nedgjort befolkningen på Krim. En politiker der indtil for nyligt blev hyldet af vestlige medier og EU, som den store demokratiske forkæmper i Ukraine. Regeringer i Ukrainer har gennem tiden ej heller ej oprigtig interesse for befolkningen.

Når og hvis Krim går til Rusland, er der en bred konsensus om, at befolkningen på Krim vil hæve hænderne i vejret, fordi de på ny vil blive taget alvorligt.

Philip Sviatchenko (f. 1988) kandidatstuderende i Østeuropastudier og Statskundskab ved Københavns Universitet, tidligere praktikant på Den Kongelige Danske Ambassade i Kiev efterfulgt af arbejde for UEFA og det danske fodboldlandshold under EURO 2012 i Polen/Ukraine. Han er BA i Østeuropastudier og EU-studier fra Aarhus Universitet. Særlige områder: EU’s udenrigspolitik og naboskabspolitik, international politik, Ukraine og Rusland.

Af Philip Sviatchenko