LEDER | Den danske debat om børnecheck, velfærdsturisme og social dumping har cementeret danskernes opfattelse af, at Europa er delt i to, selvom det er 25 år siden Muren faldt. Betegnelsen ”østeuropæere” dækker over så mange samfundsklasser, sprog, uddannelses-/kompetenceniveauer, sprog, religioner, at det ikke giver mening at betegne dem som en samlet gruppe. Den danske politiske retorik er farlig.

Danmark har været en del af det indre marked siden vi stemte om Fællesakten i 1987. Det er derfor ikke noget nyt, at man kan få glæde af sociale ydelser i det land, man opholder sig og betaler sin skat i. Det er heller ikke nyt, at man generaliserer østeuropæerne, der kommer til Danmark eller østeuropæere i det hele taget, det har man jo været vant til siden 50erne, hvor den kolde krig for alvor delte Europa. Men det er nyt, at man taler om herboende østeuropæere som et samfundsøkonomisk fænomen, der skal måles, vejes og vurderes ud fra sin økonomiske gavn eller last (ganske veludpenslet af DR’s Detektor, der i midten af februar meget nøje tog emnet op, efter at Information havde erklæret østeuropæerne som en samfundsøkonomisk gevinst). Der har fortsat til i dag, hvor det er blevet et vigtigt emne i valgkampen optil Europaparlamentsvalget.

Samtidig med, at man i Danmark udenrigspolitisk viser stor sympati for Ukraines ulykkelige situation i russernes jerngreb, findes der stor mistro til ikke bare ukrainerne, men østeuropæerne over en bred kam i den danske debat om social turisme og social dumping. På Magasinet rØST vil vi ikke tage stilling til, om social turisme som fænomen er en økonomisk udfordring eller ej. Til gengæld ser vi det som nødvendigt med nogle refleksioner over, hvilke konsekvenser denne debat kan få.

Farlig generalisering
Uanset om østeuropæisk arbejdskraft er en gevinst eller en last, er det et problem, at østeuropæerne regnes som en samlet gruppe. For det første generaliseres der omkring et halvt kontinent, der rummer en utrolig pluralisme fra Murmansk til Istanbul, fra rensdyrkød til feta, fra Europas største byer til tundra og urskov. For det andet skaber fordommen om den stereotype halvkriminelle, fordrukne sigøjner fra den sovjetiske betonghetto mistro om østeuropæeres hensigter: Skyldes et ophold i Danmark et ønske om at få et arbejde eller en uddannelse eller blot om at udnytte systemets huller?

For det tredje, og vigtigst, bliver ”østeuropæerne” i sin klassifikation som gruppe dehumaniseret til at være et produkt eller genstand, som man kan synes om eller ej, frem for at være en meget uhomogen gruppe af mennesker, der dækker alt fra ingeniører, kriminelle, kulturpersonligheder, håndværkere til studerende og prostituerede blot med det til fælles, at de kommer fra et land, der for et kvart århundrede siden var domineret af ét-parti-styre.

Dette er hvad fordommene dikterer. Svenskere og finner hører ikke med til statistikken til trods for den geografiske placering. Debatten bygger på sin forgænger om ”den polske tømrer”, der, selvom den også var fordomsfuld og generaliserende, trods alt handlede om en noget mere specifik gruppering, der klassificeredes på deres fag eller uddannelse. Dette kan meget bedre beskrive den samfundsmæssige konsekvens af indvandringen, end hvilken del af Europa, de kommer fra.

Politisk propaganda?
Men debatten blev bredt ud til at dække ”østeuropæere” generelt i debatten om social dumping og i særlig grad om børnechecken og velfærdsturismen med initiativ fra den danske politiske højrefløj med ganske hård retorik (”Hjem med østeuropæere”, ”Nej til fri adgang til børnecheck”, ”Østeuropæere suger som græshopper”, ”Bendt Bendtsen passer på dit hjem”). Venstrefløjen, regeringen og Finansministeriet inklusive, har ikke været i stand til at standse angrebet, og har overvejende købt højrefløjens præmis om at østeuropæerne kan betegnes som en samlet gruppe, og begyndte i stedet at regne på, hvor mange penge Danmark tjener på dem. Uanset hvem der har ret, har ”østeuropæerne” tabt ved at blive stigmatiseret som en fælles etnisk gruppe eller race, som man kan vælge at være for eller imod og kalde navne.

Propagandaen har virket. Medierne har slugt retorikken råt.

Østeuropæere er mennesker
”Dehumanisering” er et middel, der flittigt er blevet anvendt til propaganda i tidens løb, særligt i forbindelse med krig. Det har vist sig at være en fordel at tingsliggøre fjendens soldater og civile, eller retorisk degradere dem til noget, der ikke er menneskeligt, da det dermed er lettere at overbevise sine egne om, at det ikke vil være en forbrydelse at slå dem ihjel, skulle det blive nødvendigt. Dehumanisering fjerner de menneskelige træk ved en befolkningsgruppe ved at omtale den som dyr eller genstande uden diversitet eller menneskelige træk. De er hjælpeløse, har ingen rettigheder, og er en trussel for samfundet.

Der er ikke noget, der tyder på, at der står en krig for døren i Danmark i øjeblikket. Men den offentlige debat om østeuropæere i Danmark er alarmerende rent retorisk, og er blevet en ny stor forhindring i den proces, der skal genforene Europa efter murens fald for 25 år siden.

Af KFH
Foto: Unsplash