DEBAT | De foregående to søndage har vi set to forfatningsændringsafstemninger i Sydøsteuropa med lav stemmedeltagelse på grund af boykot. Hvilken, om nogen, plads har boykot i demokratiske lande? Helga Molbæk-Steensig debatterer.

Fra Thailand over Zimbabwe til Venezuela er boykot af valg en velkendt reaktion fra oppositionen på umulige vilkår. Her er det ofte kandidater, der trækker sig fra valget i protest over urimelige udelukkelser af partier, uregelmæssigheder ved valget eller andre forhold, der gør, at de ingen chance har for at vinde. Pointen med at boykotte er i disse tilfælde at fratage valgets vinder legitimation. Præsidenten sidder måske en periode mere, men det er svært at påstå at have folkets opbakning med lav valgdeltagelse og uden opposition. Der er dog ikke mange historiske eksempler på, at sådanne boykots direkte medfører samfundsmæssige forandringer indenfor nogen overskuelig tidsramme.

På Balkan har boykottraditionen ændret sig en del de seneste år. I de serbiske vælgeres boykot af Bosnien-Hercegovinas og Kroatiens løsrivelse fra Jugoslavien i 1990’erne og i Kosovos uafhængighedserklæring i 2008 var formålet tilsvarende at fratage løsrivelserne legitimitet. Der var ikke muligt at forhindre løsrivelserne med boykot, men det gav nogle politiske muligheder for ikke at anerkende afstemningernes udfald. Både den rumænske og den makedonske boykot de forgange søndage har derimod nogle taktiske fordele. Boykotten kan altså være en valgteknisk strategi fremfor en afmægtig protest.

Forfatningsretlige fordele ved boykotstrategien
Indenfor forfatningsretten er det helt almindeligt, at der er et krav om en bestemt valgdeltagelse i folkeafstemninger om forfatningsændringer. Det har alle Balkanlandenes forfatninger, og det har vi også i Danmark, hvor Grundlovens § 88 foreskriver, at en folkeafstemning om en forfatningsændring kræver, at et flertal af de stemmeberettigede deltager, og at et flertal på mindst 40 procent af alle stemmeberettigede stemmer for. Reglerne om valgdeltagelse findes for at undgå, at en lynfolkeafstemning henover en sommerferie pludselig kan ændre forfatningen. Vi har set i Ungarn, hvad problemet er med en forfatning, der kan ændres for let, i forhold til valglov, civilsamfund eller rettens uafhængighed.

Reglerne om valgdeltagelse betyder til gengæld også, at nej-siden har en indbygget fordel. Ved at opfordre til boykot fremfor nej-stemme, kan man immobilisere både dem, der ville have stemt nej, og dem, der i forvejen var sofavælgere. I lande, hvor det er svært at få valgdeltagelsen op over de 50 procent selv i afstemninger, hvor alle partier anbefaler at stemme, er det en meget stor fordel. I Makedonien betyder den store andel diaspora-borgere med stemmeret, som typisk har længere til en stemmeboks i en ambassade eller et konsulat, at ja-siden har endnu flere forhindringer.

Definition af ægteskabet i Rumænien
95,56 procent af de afgivne stemmer i den rumænske afstemning den 7. oktober var for en forfatningsændring, der ville ændre forfatningens definition af ægteskabet fra et frivilligt partnerskab indgået mellem ’ægtefæller’ til et indgået mellem ’én mand og én kvinde’. Ændringen ville have besværliggjort en eventuel fremtidig legalisering af ægteskaber mellem personer af samme køn.

Umiddelbart kunne det tyde på, at et meget stort flertal af rumænerne ønsker at gøre livet endnu sværere end det allerede er, for Rumæniens homoseksuelle, men det hører med til billedet, at det var under 21 procent af vælgerne, der kastede deres stemme. Dermed nåede afstemningen ikke op på de 30 procents valgdeltagelse, der kræves for at gøre afstemningen juridisk bindende.

Den internationale presses dækning af afstemningen viste billeder af glade mennesker med regnbueflag, der fejrede, at afstemningen var faldet til jorden. Formanden for MozaiQ, en rumænsk LGBT-rettighedsforening, Vlad Viski, udtalte, at han var ”ekstremt lykkelig fordi rumænerne ved at boykotte afstemningen afviste had og diskrimination”. Den rumænske kirke, der havde støttet afstemningen, indrømmede også nederlag.

Afstemning om navneændring
Billedet var lidt anderledes søndagen før, den 30. september, da de makedonske vælgere stemte om, hvorvidt en forfatningsændring skulle vedtages, der ville ændre landets navn til Nordmakedonien efter aftale med Grækenland. Her stemte 94,18 procent for aftalen med Grækenland, men valgdeltagelsen på 36,89 procent nåede ikke de krævede 50 procent for at være juridisk bindende. Under Makedonsk lov var folkeafstemningen derfor blot vejledende. Her mente både premierministeren Zoran Zaev, der anbefalede at stemme for, og præsidenten Gjorge Ivanov, der anbefalede at boykotte, at de havde vundet afstemningen.

Det internationale samfund reagagerede med en anden begejstring end på afstemningen i Rumænien. NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg tweetede, at han glædede sig over ’Ja’-resultatet. EU’s udvidelseskommissær, Johannes Hahn, kaldte tilsvarende afstemningen for et udtryk for bred støtte til aftalen med Grækenland.

Ikke helt samme slags afstemning
I en politisk forstand adskiller de to afstemninger sig, fordi den rumænske ingen direkte ændringer ville medføre i rumænernes dagligdag. Ægteskab mellem personer af samme køn er allerede ikke tilladt under ordinær rumænsk ret, og det eneste forfatningsændringen kunne, var at besværliggøre en fremtidig legalisering. I det makedonske tilfælde var implikationerne derimod enorme. Den makedonsk-græske aftale ville ophæve Grækenlands veto på landets ansøgninger om medlemskaber af både EU og NATO. Medlemskabet af NATO kunne blive en realitet i løbet af få måneder, imens EU-medlemskabet også med aftalen med Grækenland, forsat kræver reformer og forhandlinger.

I en retlig forstand adskiller den rumænske og den makedonske afstemning sig også fra hinanden, fordi den rumænske kom af en underskriftsindsamling arrangeret af en civilorganisation, imens den makedonske var udskrevet af regeringen. Den rumænske forfatning (artikel 150) giver nemlig mulighed for at afholde folkeafstemning om en forfatningsændring, hvis blot femhundrede tusind vælgere går sammen om at foreslå det – det svarer til lige over 2,5 procent af Rumæniens befolkning. I modsætning hertil kommer det makedonske forslag fra regeringen, der har et flertal i parlamentet og som dermed, principielt, repræsenterer over halvdelen af befolkningen.

Boykotten som demokratisk problem
Demokrati kræver deltagelse; der kan ikke være et folkestyre uden, at folket møder op. Vi ved, at unge, der stemmer første gang, de har stemmeret, er mere tilbøjelige til at stemme resten af livet. Derfor betyder ét misset valg potentielt rigtigt meget for fremtidig demokratisk deltagelse. Ved Kroatiens allerførste Europaparlamentsvalg – hvor entusiasmen for projektet traditionelt set er størst, var det således under 25 procent af de stemmeberettigede, der stemte. Ved nationale valg i alle Balkanlandene når vi heller ikke op på deltagelsesprocenter, der minder om dem vi har i for eksempel Danmark.

Den lave stemmeprocent skævvrider repræsentationen, da der ofte er både klasse- og aldersskel, hvor de ældre og rigere oftere stemmer end de unge og fattigere. Det betyder helt naturligt, at grupper, der har tendens til lav valgdeltagelse, har sværere ved at få deres interesser varetaget. Det var blandt andet disse argumenter, der lå bag Bulgariens forsøg på at indføre stemmepligt, et forslag der ironisk nok faldt på grund af for lav stemmedeltagelse. Hvis boykot anses for en protesthandling, vil stemmepligt dog næppe være en holdbar løsning.

Aktive sofavælgere?
Det er ikke fordi befolkningerne i Balkanlandene ikke deltager demokratisk i øvrigt. Det er få vestlige demokratier, der kan mobilisere hundredtusindvis til at gå på gaden i protest, nogle gange i ugevis, som vi så i både Rumænien med antikorruptionsdemonstrationerne og i Makedonien med den farverige revolution og efterfølgende moddemonstration de forgange par år.

Udfordringen med at hæve stemmeprocenten er altså næppe en doven og ligeglad befolkning, men nærmere en vælgerskare, der har taget sofavælgerstrategien til sig som et protestudtryk mod en korrupt og ikke-repræsentativ politisk klasse.

Det største problem med dén strategi, er, at den ikke virker. Den lave valgdeltagelse har hverken givet retfærdige og retskafne politikere, ej heller mere tillid til demokratiet eller større respekt for minoriteter og udsatte grupper. Den unge generation, som er dem, der stemmer absolut mindst, har også den højeste arbejdsløshed og de dårligste muligheder. Måske er det slet ikke så sært, hvis de deltager i at hyre og fyre de politikere, der skal løse problemet?

Helga Molbæk-Steensig er Balkanredaktør for Magasinet rØST.

Af Helga Molbæk-Steensig