Regeringslederne i Albanien, Serbien og Nordmakedonien har længe været trofaste fortalere for Åbent Balkan (Otvoreni Balkan). Det regionale initiativ, der officielt startede i 2019, har til formål at medvirke til økonomisk udvikling samt fremskynde landenes EU-aspirationer.
Derfor var det en overraskelse for mange, da den albanske premierminister, Edi Rama, sidste sommer konstaterede, at initiativet har opfyldt den mission, det blev sat i verden for, og dermed antydede, at det sidste punktum var sat. Nordmakedonske repræsentanter stillede sig spørgende overfor Rama, mens den serbiske præsident, Aleksandar Vučić, en af initiativets hovedarkitekter, såede tvivl om, hvorvidt Rama var blevet citeret rigtigt.
Siden da har flere kategoriseret Åbent Balkan som et initiativ, der aldrig rigtig fik luft under vingerne. Nye udviklinger vidner dog om, at dørene står – hvis ikke åbne – så i hvert fald på klem.
Et par måneder efter sine udtalelser fra sommeren 2023 slog Rama i december fast, at hans tidligere udtalelser var blevet misforståede og understregede samtidig, at initiativet fortsætter ufortrødent. I slutningen af januar 2024 var Nordmakedonien vært for et Åbent Balkan-topmøde. Her var implementeringen af tidligere aftaler mellem de tre lande på agendaen.
Mini-Schengen eller regional vinmesse?
Åbent Balkan fik en ellers ganske løfterig start for snart fem år siden. Efter længere tids summen, hvor forudsigelsen var, at initiativet ville blive “banebrydende for befolkningerne i regionen” og “revolutionerende for landenes videre færden mod EU”, blev det første skridt taget i oktober 2019 i den serbiske by Novi Sad. Med en række efterfølgende møder afholdt i nordmakedonske Ohrid og albanske Durrës var initiativet en realitet. I sommeren 2021 blev initiativet omdøbt fra Mini-Schengen til Åbent Balkan.
Arkitekterne bag initiativet har fra begyndelsen understreget initiativets formål: Større, regionalt økonomisk samarbejde skal fremskynde medlemmernes optagelse i EU – en proces der på det tidspunkt så ud til at være sandet til. Der var ligeledes også et ønske om, at Kosovo, Montenegro og Bosnien-Hercegovina ville tilslutte sig de andre lande i Åbent Balkan.
Fortalerne understreger betydningen af, at initiativtagerne er regionale aktører og ikke udefrakommende vesteuropæiske aktører. Flere topmøder er siden blevet afholdt i forskellige formater og med forskellige deltagerlister, også med bosniske og montenegrinske repræsentanter som observatører.
På trods af de høje ambitioner er større fremskridt udestået. På nær et. Initiativet har nemlig affødt en større årlig vinmesse, kendt under navnet Wine Vision. Messen er ad to omgange blevet afholdt, i henholdsvis 2022 og 2023. Ved messen, der hævder at være den “største og mest omfangsrige vinmesse i Sydøsteuropa”, fremvises regionale vine og andet fra lokale producenter. Regionale ledere tropper ligeledes gerne op og smager på sortimentet.
Tilhængere mener, at initiativet er essentielt for fremskyndelsen af landenes vej mod EU, mens modstandere frygter mulige bagvedliggende ambitioner, og siden de første spadestik har initiativet derfor delt vandene.
Frygt for bagvedliggende politiske ambitioner
For kritikere af initiativet er det gennemgående og altoverskyggende omdrejningspunkt en lang række uforløste spørgsmål, der alle har tråde til 1990’erne. Specielt Serbiens centrale rolle giver grobund for uro i de omkringliggende lande.
I kontekst af Åbent Balkan fremhæver kritikere ofte den serbiske fortælling om en serbisk verden (srpski svet), hvis essens er foreningen af etniske serbere, der, på tværs af geografiske og kulturelle skel, skal indgå i ét fælles Serbien ledet fra Beograd. Denne serbiske ambition, anledt af den tidligere forsvarsminister og leder af Serbiens Sikkerheds- og Informationsagentur, Aleksandar Vulin, der anses som talerør for præsident Aleksandar Vučić, har fået medvind de seneste år. Det har givet anledning til voksende bekymring.
Der hersker en frygt for, at Åbent Balkan er et serbisk værktøj for at sikre større regional indflydelse og et skridt mod realiseringen af en serbisk verden. Forhenværende montenegrinske præsident, Milo Đukanović, har blandt andet ad flere omgange fremhævet risikoen for, at projektet Åbent Balkan vil åbne dørene for ondsindet serbisk indflydelse i de deltagende lande, og at det blot er et røgslør “for realiseringen af storserbiske ambitioner.”
På trods af gentagne serbiske formaninger om, at landet ikke har storstatsprætentioner og ekspansionistiske ambitioner, men derimod respekterer de omkringliggende landes territoriale integritet, giver retorikken fra Beograd alligevel grund til ængstelighed.
Et andet betændt spørgsmål udgør ligeledes en betydelig hæmsko. Som blandt andet Olivér Várhelyi, EU’s kommissær for udvidelse, har udtalt, så afhænger initiativets succes af, at også Montenegro, Bosnien-Hercegovina og Kosovo tilslutter sig. En position flere vestlige aktører ligeledes har indtaget.
Regionale forhold komplicerer dog dette i betydelig grad. Her er Serbiens manglende anerkendelse af Kosovo central. Forholdet mellem naboerne præges ligeledes af manglende gensidig tillid, ulmende konflikter og udmeldinger om, at bægeret er på randen til at flyde over.
På trods af formaninger fra hovedsageligt den serbiske side om, at initiativet udelukkende er af økonomisk art, og “en platform, der kan promovere fred og stabilitet”, fremhæver kosovarske talsmænd ofte, at landets tilslutning til initiativet er udelukket, så længe forholdet til Serbien ikke stabiliseres.
Kosovos præsident, Vjosa Osmani, har også tidligere sat spørgsmålstegn ved Albaniens og Makedoniens deltagelse i et projekt, “hvor Kosovo ikke vil blive behandlet som en suveræn stat, og hvor Vučić, der er leder af en stat, der kontinuerligt forsøger at destabilisere og krænke Kosovos suverænitet, spiller en så central rolle.” Osmani har ligeledes advaret om en foruroligende serbisk regionalpolitik, hvori der sættes spørgsmålstegn ved særligt Montenegros og Kosovos suverænitet.
Vandene deles
Siden de første spadestik har spørgsmålet om en potentiel tilslutning til initiativet i Montenegro og Bosnien-Hercegovina ligeledes bæret præg af skarpe holdninger.
Den nye montenegrinske præsident, vestligt orienterede Jakov Milatović, har, med et ønske om at arbejde mod bedre forhold til de serbiske naboer, tidligere indikeret, at de montenegrinske døre til Åbent Balkan ikke er definitivt lukkede. Han har udtalt, at alle initiativer, der kan medvirke til at fremskynde Montenegros EU-tiltrædelsesforhandlinger, er velkomne. Sidste november deltog Milatović i Åbent Balkans årlige vinmesse Wine Vision i Beograd, hvor han understregede vigtigheden af regionalt samarbejde og bød initiativet velkommen. Med flere montenegrinske partier, der står stærkere end tidligere, og som ønsker tættere bånd til Beograd, er en fremtidig montenegrinsk tilslutning muligvis ikke utænkelig.
Anderledes ser det ud i Bosnien-Hercegovina. Her har holdninger hovedsageligt været tegnet efter de etniske linjer.
Ledere af den bosniske entitet Republika Srpska har længe været fortalere for en bosnisk tilslutning. Det nuværende bosnisk-serbiske medlem af landets formandskab, Željka Cvijanović, har tidligere udtalt, at landets tilslutning til initiativet bør være en politisk prioritet. Entitetens præsident, Milorad Dodik, har ligeledes været en prominent fortaler for initiativet, og han har ofte kritiseret de andre etniske grupper for deres modstand overfor initiativet.
På modsatte side har bosniske og kroatiske repræsentanter i Bosnien-Hercegovina taget afstand. Her hersker en tøven om, hvorvidt Åbent Balkan på sigt blot vil være et alternativ til EU-medlemskab. Flere repræsentanter påpeger ofte, at der allerede findes andre initiativer, hvor fremskyndelsen af landenes EU-optagelse er omdrejningspunktet. Disse initiativer modtager ligeledes både politisk og økonomisk støtte fra både EU og en række europæiske lande. Ligesom blandt andet de kosovarske repræsentanter har det kroatiske medlem af landets formandskab, Željko Komšić, ligeledes også vurderet, at serbiske og albanske storstatsprætentioner gemmer sig bag initiativet.
I kraft af Åbent Balkans overlappende formål med vestligt initierede initiativer sætter kritikere ofte spørgsmålstegn ved Åbent Balkans reelle nødvendighed, samt hvorvidt endnu et projekt blot vil være kontraproduktivt og en hæmsko på landenes vej mod EU-medlemskab.
Lunken international opbakning
På trods af ængsteligheden om bagvedliggende ambitioner, har projektets overordnede mål været at fostre større regionalt samarbejde og sikre støtte fra Bruxelles og andre europæiske hovedstæder. Forhåbningen er, at større økonomisk integration og grænseoverskridende samarbejde kan bidrage til regional stabilitet og forsoning, og eventuelt fremskynde landenes tilslutning til EU. Regionalt samarbejde er da også en af hjørnestenene i EU’s udvidelsespolitik vis-à-vis Balkan.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har udtalt, at EU støtter alle regionale initiativer, der er inkluderende og har til formål at sikre større regional økonomisk integration. Miroslav Lajčák, EU’s særlige udsending for Vestbalkan, har dog tidligere beskrevet initiativet som “usund konkurrence” med EU-forhandlingerne og ligeledes understreget vigtigheden af et inkluderende initiativ.
En endegyldig støtte fra EU er dog udeblevet for nu, hovedsageligt grundet manglende tilslutning fra Montenegro, Bosnien-Hercegovina og Kosovo.
Internationale reaktioner har dog også medført ængstelighed. Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har tidligere meldt ud, at Rusland støtter projektet med Serbien som hovedaktør. Lavrov har ligeledes også kritiseret EU og NATO for at forsøge at “gøre Balkan til deres eget projekt kaldet Lukket Balkan”. Med en udbredt og stigende frygt for ondsindet russisk indflydelse i regionen, konstaterer mange kritikere, at initiativet blot vil åbne dørene for yderligere russisk indflydelse. Her fremhæves ofte flere påståede russiske forsøg på at destabilisere regionen.
Frygten er, at Serbien med initiativet vil trække de tilsluttede lande tættere mod Rusland, som Serbien søger gode relationer med. Som Kosovos Albin Kurti fremhævede i februar 2024 under et panel dedikeret til regional sikkerhed, så opfatter nabolandene Kremls indflydelse i Serbien som en sikkerhedstrussel. Bekymringen er, at initiativet blot er en russisk trojansk hest.
Fremtidsudsigter
Åbent Balkan har været længe undervejs. På trods af store ambitioner har projektet aldrig fået den fornødne luft under vingerne. I dag hersker der tvivl om, hvorvidt det nogensinde sker.
Flere åbne spørgsmål og problematikker omgærder projektet, som afspejler de gennemgående udfordringer, regionen står overfor. Modstandere påpeger, at den manglende serbiske anerkendelse af Kosovo, samt en nationalistisk retorik og et manglende opgør med fortiden, danner grobund for omfattende skepsis.
På trods af initiativtagernes formaninger om rene motiver og om et initiativ med økonomisk fokus uden bagvedliggende ambitioner eller geopolitiske interesser tegnes et billede af, at siderne er uforenelige på nuværende tidspunkt.
På modsatte side vil initiativet potentielt kunne bidrage positivt. Ud over at være en forudsætning for EU-medlemskab kan tættere politiske og økonomiske bånd på tværs af grænserne på Balkan også bidrage til at sikre større tillid og gensidig forståelse. Dette kan potentielt medvirke til, at betændte spørgsmål om fortiden adresseres og medvirke til at skabe rammerne for forsoning.
Hvorvidt en større genoplivning af Åbent Balkan står for døren, og tilslutningen af de – for nu – ikke-deltagende lande venter, eller hvorvidt projektets højdepunkt er nået i form af en årlig vinmesse, må tiden vise.
Foto: Åbent Balkan topmøde i Tirana 2021 – På billedet ses den serbiske præsident Aleksandar Vucic, den albanske Edi Rama og den Nordmakedonske Zoran Zaev (Kilde: https://www.flickr.com/photos/vladamk/51760827091 (No Copyright)
