BillrbsTILBAGEBLIK | Til december er det 30 år siden, at rumænerne smed Ceausescu på porten. I en nyere og relativt overset bog argumenterer den canadiske journalist med ungarske rødder Arpad Szoczi for ungarsk indblanding i omvæltningerne i nabolandet. Kjeld Erbs kigger nærmere på bogen og omvæltningerne, der startede i byen Timisoara.

Foto: Demonstration i Timisoara, Rumænien, 1989. Kilde: Wikimedia Commons.

Af Kjeld Erbs

Til december er det 30 år siden, at rumænerne gjorde oprør mod Ceausescu. Diktatoren og hans kone blev henrettet juledag 1989. Vi fik de brutale billeder direkte ind i stuerne juledag. Rumænien blev dermed det sidste østblokland, der i efteråret 1989 frigjorde sig fra det kommunistiske åg, men det blev også det eneste land, hvor opgøret antog en så voldelig karakter. Op mod 1.200 personer omkom i de blodige begivenheder fra den 17. december til nytårsaften og mange flere såredes.

Omvæltningerne begyndte i byen Timisoara i midten af december, da sikkerhedstjenesten Securitate med tvang ville flytte den lokale præst Lazlo Tokes. Situationen var sprængfarlig, da Tokes udover at være præst også var en kendt dissident og medlem af det ungarske mindretal.  Gnisten kom på et tidspunkt, hvor lang tids ophobede frustrationer havde nået en kritisk masse. Ungarerne fra menigheden i Timisoara samlede sig om deres præst, men kort tid efter blandede etniske rumænere sig i flokken, der snart voksede til tusinder og bredte sig til hele landet i dagene før jul.

Timisoara ligger i den vestlige del af Rumænien tæt på både Ungarn og Jugoslavien, og byen rummede store mindretal af ungarer, tyskere og serbere. Ifølge en nyere og noget overset bog af den canadiske journalist med ungarske rødder Arpad Szoczi, var det bestemt ikke tilfældigheder, der gjorde Timisoara til revolutionens arnested. I Timisoara. The Real Story of the Romanian Revolution fra 2013 argumenterer han således for, at det var en aktiv ungarsk politik fra såvel officielt som uofficielt hold, der fik begivenhederne til at rulle.

Lazlo Tokes

Det rumænske regime undertrykte brutalt dissidenter, så snart disse manifesterede sig. Det skete med Poul Goma, den mest kendte i 70`erne, som blev eksileret. Ligeledes blev Mircea Dinescu og Doinea Cornea arresteret i 80’erne og forhindret i at virke som systemkritikere.  Men der skete ikke noget dramatisk med Timisoaras mest kendte dissident Lazlo Tokes.

Tokes arbejdede som reformert præst i Timisoara i slutfirserne. Hans dossier hos Securitate starter i 1973 og fylder mere end 5.000 sider. Han skrev artikler til et dissidenttidsskrift med navnet Counterpoint og blev flere gange fra 1982 og frem afhørt af Securitate, uden at der dog blev taget drastiske skridt for at standse hans virke.

Det er lidt af en gåde, hvorfor den ellers almægtige sikkerhedstjeneste ikke kunne eller ville bringe Tokes til tavshed. En forklaring kan være, at Securitate fra højeste sted fik besked om ikke at uskadeliggøre ham af hensyn til Ungarn. Der herskede angiveligt en forståelse østbloklandene imellem om ikke at chikanere hinandens etniske mindretal. Rumænien havde ingen interesse i at bringe det ømtålelige ungarske mindretalsproblem i Transsylvanien i spil. Under alle omstændigheder kunne Tokes fortsætte med ikke blot at pleje sin menighed i Timisoara, men også at holde sine kontakter udadtil ved lige, særligt til Ungarn samt USA og Canada.

Den store picnic i september 1989

Forståelsen mellem Ungarn og Rumænien om ikke at spille minoritetskortet ophørte dog i sommeren 1988, da det mere liberale Ungarn begyndte at støtte mindretallet i Transsylvanien. Ungarn tillod nu en stor antirumænsk demonstration i Budapest foran den rumænske ambassade, og det rasende styre i Bukarest svarede igen med at lukke det ungarske konsulat i Cluj.

Noget, der også skabte vrede i Bukarest, var den aftale Ungarn indgik med Østrig i september 1989 om, at flygtninge, der befandt sig i Ungarn, frit kunne krydse den ungarsk-østrigske grænse. Aftalen førte til, at flere tusinde flygtninge fra DDR, Tjekkoslovakiet og Rumænien begav sig til Ungarn for at komme til Vesten – noget der i Østeuropa siden er kendt som den store picnic.

Timisoara

I juli 1989 kunne ungarsk TV endda vise et interview med Lazlo Tokes – optaget hemmeligt i præsteboligen i Timisoara af et canadisk filmhold i marts samme år. Interviewet var arrangeret af Lazlos bror Istvan, som tidligere var emigreret til Canada, hvor han som leder af Unionen af demokratiske Ungarer i USA og Canada (UDMR) deltog i demonstrationer og kampagner vendt mod det kommunistiske styre i Rumænien og særligt imod undertrykkelsen af det ungarske mindretal i Transsylvanien.

Securitate forstærkede nu overvågningen af Tokes. I første omgang ville man isolere ham i præsteboligen, så han ikke kunne kommunikere med omverdenen. Han prædikede dog stadig hver søndag i kirken, hvor han efter sin prædiken orienterede menigheden om, hvilke chikanerier han havde været udsat for i ugens løb.

Næste skridt blev da at forflytte Tokes til en mindre landsby langt ude på landet, hvor han ikke kunne vække så megen opmærksomhed. Men også her forregnede Securitate sig, for det viste sig yderst vanskeligt at gennemføre flytningen, da menigheden blokerede adgangen til kirken og præsteboligen. Beslutningen om at forflytte den oprørske ungarske præst blev truffet allerede i marts 1989, men kunne først effektueres i december.

Man undres igen over, at sikkerhedstjenesten skulle bruge ni måneder på at flytte en præst. Fjumrede Securitate med vilje med den tilsyneladende overkommelige opgave? Modarbejdede nogle officerer i Securitate i virkeligheden Ceausescu? Disse spørgsmål kaster Szoczis bog desværre ikke lys over. Men at Tokes var omdrejningspunktet i den ungarske forbindelse til omvæltningerne i Rumænien synes indiskutabelt.

Ungarns rolle

Selv om den rumænsk-ungarske grænse var velbevogtet, lykkedes det den ungarske aktivist Ara Kovacs (født i Oradea i Rumænien, flyttet til Ungarn og nyvalgt medlem af Europa Parlamentet) i årerne 1987-89 at etablere et effektivt kurerkorps til dissidenter i Transsylvanien. Kurererne indsamlede oplysninger om situationen og stemningen i det ungarske mindretal. Denne oplysning stammer også fra Szoczi, som endvidere hævder, at Ungarns militære efterretningsvæsen opererede i Transsylvanien for at holde sig orienteret om og endda for fysisk at beskytte Lazlo Tokes mod rumænske overgreb.

Da urolighederne brød ud i december etablerede det ungarske militær en kommandocentral tæt på grænsen til Timisoara, hvorfra man kunne aflytte Securitates kommunikation og dermed følge med i tjenestens forsøg på at nedkæmpe oprøret. Disse oplysninger gav ungarerne videre til de kræfter i Rumænien som, deltog på oprørets side, blandt andet til General Stanculescu, som der var blevet etableret en direkte telefonlinje til. Der synes derfor at være noget om snakken, da Ceausescu i en TV-tale den 21. december beskyldte fremmede hooligans for at stå bag demonstrationerne i Timisoara.

Sovjets rolle

Ceausescu sigtede helt sikkert til ungarer, da han snakkede om fremmede hooligans, men havde Moskva også en finger med i spillet? Det fremgår af Szoczis bog, at Istvan Tokes spurgte den sovjetiske ambassadør i Canada, om Moskva ville bidrage til at løse det rumænske problem (det vil sige den ungarske minoritets problemer i landet). Men ambassadøren svarede, at Rumænien og Ungarn selv måtte finde en løsning.

Noget tyder dog alligevel på, at Moskva hjalp til med at vælte Ceausescu. En sovjetisk KGB-agent fortalte i oktober 1989 en reporter fra det amerikanske News and World Report, at før udgangen af året ville Ceausescu være styrtet (Szoczi, side 312).

Efter revolutionen undersøgte en af det rumænske parlament nedsat kommission forløbet af begivenhederne i Timisoara. Konklusionen var klar: Moskva ydede konkret og direkte hjælp til demonstranterne i Timisoara og senere i Bukarest. Det gik til på den måde, at tusinder af sovjetiske ”turister” i december måned besøgte Jugoslavien og på vej dertil kørte igennem Timisoara. Rapporten antyder, at ”turisterne” gik med i demonstrationerne, hvor de råbte ”jos Ceausescu” (ned med Ceausescu) (Kilde: Rapportul SRI Privind Evinementile de la Timisoara din 1989).

Teorien om de sovjetiske ”turister” er dog ikke bekræftet i den vestlige litteratur om den rumænske revolution. Mod teorien taler, at grænserne til USSR, Ungarn og Jugoslavien lejlighedsvist blev lukket i forbindelse med partikongressen i november 1989, hvilket viser, at Rumænien aktivt overvågede trafikken ind i landet og derfor må forventes at have været forberedt på at standse potentielle uromagere.

Afslutning

Szoczis bog demonstrer således, at omvæltningerne i Rumænien ikke bare skete af sig selv. Skal man tro ham, var Ungarn helt fra starten aktivt indblandet i den rumænske revolution. Hvorvidt den ungarske forbindelse så var altafgørende, må være op til den enkelte at vurdere, men at der var en forbindelse synes svært at komme uden om. Arpad Szoczi, Timisoara: The Real Story of the Romanian Revolution, kan under alle omstændigheder anbefales til alle, der ønsker at vide mere om opgøret med Ceausescus regime.