CPH:DOX: To stærke dokumentarer på CPH:DOX tegner et råt og poetisk portræt af liv, tab og overlevelse i nutidens Ukraine og Rusland. Sanatorium skildrer en hverdag på et ukrainsk rehabiliteringscenter, hvor kroppens og sjælens sår forsøges helet, mens krigen rykker tættere på. The Shards kaster os direkte ind i Moskvas undergrund, hvor techno, punk og vilde boksekampe i baggårde bliver en sidste ventil for en ungdom, der nægter at lade sig kue

The Shards – Ungdommen i Moskva anno 2022

Masha Chernayas dokumentar The Shards er et personligt vidnesbyrd om at miste sig selv i en verden, der falder fra hinanden. Optaget alene, af hende selv, er filmen et fragmenteret, råt og hjerteskærende portræt af ungdommen i Moskva anno 2022 – fanget mellem kærlighed, sorg og nationalfølelse.

Masha Chernaya har filmet sit liv, siden hun var barn. Venner, familie, og sig selv – alle har de været igennem hendes linse.

Men i 2022 begynder optagelserne at ændre sig. 

Venner forvinder enten til fronten eller i eksil. Andre forsvinder ned i undergrundsmiljøet, hvor kaos og vrede får fri udladning gennem punk, technomusik og private bokseturneringer i Moskvas graffitibefængte baggårde.

Bag kameraet står Masha Chernaya selv – på randen af sin egen opløsning, ramt af sin mors død og et Rusland i forandring. 

Resultatet er en smuk, personlig dokumentar, som kan mærkes helt under huden, fordi den er absolut ægte. Den mærkes ikke på trods af, men på grund af, at den kun er optaget af hende alene.

Vi ser og hører alt, Chernaya ser og hører. Vi er med inde i stuen nytårsaften, hvor Chernaya og vennerne med grimasser grådkvalte hører Vladimir Putins tale til folket, og vi ser dem skåle og synge nationalsangen efterfølgende med smertelig og ambivalent stolthed.

Vi er med nede i undergrunden til punkkoncerterne, hvor unge bands får lov at udtrykke sig, vi er med til sommerfesterne ved de russiske skovsøer, og vi er med når Chernaya mister sin mor og hulkende bryder sammen.

Optagelserne føles på intet tidspunkt påtvungent eller kedeligt, selvom man kan fornemme at Chernaya bruger sit kamera konstant på en nærmest terapeutisk måde for at bearbejde sin sorg både over sit personlige tab, men også over tabet af det Rusland, der engang var.

Kvaliteten af filmen må skyldes Chernayas skarpe sans for, hvad der er nødvendigt og relevant for et internationalt publikum, der ikke har samme udgangspunkt, som de russere, hun filmer, og det er en sjældenhed i personlige dokumentarer.

Man mærker på intet tidspunkt, at man lytter til hendes historie af høflighed, og selvom man som dansker aldrig helt vil kunne forstå og mærke, præcis hvordan det er at være ung i Moskva disse år, er dette værk måske det tætteste vi kommer. 

Smerten behandles på Kuyalnik Sanatorium

Gar O’Rourkes dokumentar Sanatorium er en sjælden poetisk skildring af et folk i sorg. Med en visuel skønhed, der står i skærende kontrast til filmens alvorlige tematik, tager den os med til Kuyalnik Sanatorium i Odessa – en tidslomme af et genoptræningscenter, hvor kroppe såvel som sjæle forsøges helbredt, mens krigen rykker tættere på.

I en storslået brutalistisk bygning fra Sovjetunionens tid ved navn Kuyalnik Sanatorium behandles alt fra rygsmerter til knuste hjerter med alternative metoder: aquatræning, boogiewoogie-dans og mudderbade; alt imens krigens røgskyer tårner sig op i horisonten. Mudderet fra en nærliggende salte sø kaldes for ”Det Sorte Guld” og siges at kunne kurere alt fra impotens til traumer.

Mange af gæsterne har mistet mennesker, de holder af til krigen mellem Rusland og Ukraine, og Kuyalnik Sanatorium har udviklet sig til et sted, hvor gæsterne kan finde ny kærlighed og møde andre mennesker, der deler smerten. 

Sanatoriet er i dag hovedsageligt beboet af kvinder; krigen har taget deres mænd – enten til fronten eller til graven – og i deres fravær er der opstået et nært, kvindeligt fællesskab, hvor sorg, kærlighed og tab flettes ind i hverdagens rutiner.

Mellem sanatoriets futuristiske apparater – der kunne være hentet ud af en sovjetisk science fiction-film – deler kvinderne livserfaringer og forsøger at lindre en smerte, der stikker langt dybere end den fysiske.

O’Rourke viser stor respekt for sine karakterer; han formår at balancere den tragiske baggrund med en underspillet humor, der understreger det absurde i situationen – at mennesker kan danse, le og finde ny kærlighed i skyggen af en krig lige rundt hjørnet.

Samtidig er Sanatorium en dokumentar, der aldrig mister sin politiske og menneskelige kant. Odessa, en by med en stor russisktalende befolkning, er fast forankret i sin ukrainske identitet, og der synges stolt med på den ukrainske nationalsang, mens det ukrainske flag blafrer til den uforlignelige stædighed, der driver beboerne på Kuyalnik fremad.

Instruktøren, irske Gar O’Rourke, har sammen med resten af filmholdet formået at finde nogle helt vidunderlige mennesker på Kuyalnik, som man ikke kan lade være med at holde af.

Når rulleteksterne kører, og vi forlader Kuyalnik, efterlades vi med et brændende ønske om at følge disse mennesker videre. For deres historie er langt fra slut.

Billeder og stills modtaget af CPH:DOX