CPH:DOX byder i år på to sjældne perler fra Centralasien, som kaster lys over regionens skjulte historier og dystre skæbner. We Live Here dykker ned i arven efter Sovjetunionens atomprøvesprængninger i Kasakhstan, mens The Wolves Always Come at Night skildrer klimaforandringernes ubarmhjertige indvirkning på Mongoliets nomader. To film, der insisterer på at blive set – og ikke glemt. Læs, hvad vores centralasien-redaktør siger om filmene og modtag en rabatkode på 20% til visningerne!

We Live Here (Kasakhstan)

Den Kolde Krig blev udkæmpet i skyggen af de frygtelige atomvåben, som først USA og siden Sovjetunionen producerede med manisk hast. Atomkrigen udeblev. Men det betyder ikke, at alle gik deres konsekvenser fri. 

Det tidligere sovjetiske prøvesprængningsområde Semipalatinsk-21 ligger i det nordøstlige Kasakhstan. Her lever folk stadig med de uundgåelige konsekvenser af de atomprøvesprængninger, der fandt sted for flere årtier siden. Dokumentarfilmen We Live Here sætter ansigt på de mennesker, som stadig er brændemærket af den Kolde Krig.

I filmen følger vi familien Baltavekov, der i fire generationer har mærket prøvesprængningernes konsekvenser. Det er tydeligt, at det ikke kun er radioaktive og fysiske, men også psykologiske ar, der er blevet påført dem. 

Barnebarnet i familien har i en alder af 12 år fået sygdommen aplastisk anæmi; en knoglemarvssygdom, som familien ser som konsekvens af den stadige radioaktivitet i området. Den opfattelse deler det kasakhiske sundhedsministerium dog ikke. De mener ikke, at sygdomme som aplastisk anæmi hænger sammen med stråling, og de giver ikke kompensation til fjerdegenerations ofre for prøvesprængningerne.

Vi følger også forskeren Dmitry Kalmyko, der drager til Semipalatinsk-området for at tage prøver og undersøge den stadige radioaktivitet. Mens Kalmyko går rundt i området, der er præget af stepper og få forladte bygninger, bliver han filmet fra forskellige perspektiver. Man ser et tomt og næsten urørt landskab – på nær de forladte bygninger, betonmure og hesteflokke. Filmen indkapsler dermed et område, der ved første øjekast ligner et glansbillede af de uberørte, smukke centralasiatiske stepper. Men gennem Kalmykos observationer, mens han bærer en hvid dragt og åndemaske, bliver denne forestilling udfordret, da han afslører, at strålingen stadig er til stede.

Trods filmens nære indblik i både familien Baltavekov og Kalmykos arbejde, bliver vi aldrig klogere på de politiske initiativer for områdets fremtid, eller hvordan familien Baltavekovs situation vil udvikle sig.

Det virker ikke til at være værkets formål.

I stedet fanger filmen den håbløshed, der findes både blandt befolkningen, forskerne og i naturen selv.

We Live Here er et impressionistisk billede af et ødelagt landskab, hvor både menneskers og naturens liv er formet af katastrofale beslutninger fra en tid, der stadig kaster lange skygger ind i nutiden. Den er værd at se – ikke mindst i disse tider, hvor koldkrigslogikken igen er vakt til live.

The Wolves Always Come at Night (Mongoliet)

Øde sletter, få mennesker og en næsten uberørt natur.

Bayankhongor-provinsen i det sydvestlige del af Mongoliet er et sted, hvor store og enestående landskaber er flettet sammen med nomadiske traditioner og åndelighed. Dog er provinsen i de senere år blevet hårdt ramt af klimaforandringer – stigende temperaturer, hyppigere sandstorme og øget ørkendannelse, som truer den nomadiske livsstil og naturen.

The Wolves Always Come at Night er en dokufiktion, der portrætterer hvordan en livslang tradition på få øjeblikke kan ændres på grund af de udfordringer, som klimaforandringerne medfører.

Hvis du, som jeg, heller ikke kender genren dokufiktion, er det, som navnet antyder, en genre, der blander dokumentarisme og fiktion; virkelige begivenheder eller personer præsenteres som i en dokumentar, men fiktive elementer, handlinger eller karakterer indgår også. Disse personer kan enten blive spillet af skuespillere, ofte amatørskuespillere, eller af de virkelige personer, der så at sige spiller sig selv. Det sidste er tilfældet i The Wolves Always Come at Night.

Filmen balancerer derfor mellem virkelighed og fiktion. Den bruger autentiske elementer (hvilket kortvarigt fik mig til at tro, at det var en klassisk dokumentar) og underbygger dette med dramatiserede begivenheder, hvor man kommer helt tæt på personerne, deres inderste tanker og ønsker – alt sammen for at understøtte filmens budskab.

Som titlen antyder, hviler der fra starten en uhyggelig ulven-kommer-stemning over fortællingen. 

 En brutal sandstorm er på vej…

Et vejrfænomen, som tidligere var sjældent, men som nu er blevet en reel og hyppig trussel mod de nomader, der fortsat lever efter den traditionelle mongolske livsstil. Selvom det er tilfældet, vælger hyrden alligevel at tage sine får ud, hvilket vil vise sig at have store konsekvenser.

En overgang fra landlivet til bylivet må finde sted for familien og overlevelsens skyld, hvilket repræsenterer en dyb følelsesmæssig krise, især for hyrden og hans kone, der har svært ved at finde sig til rette i en verden, hvor de ikke længere er tæt forbundet med naturen og livets kredsløb. I stedet befinder de sig nu i en verden, hvor hyrden, der tidligere levede i harmoni med naturen, nu er tvunget til at udnytte den. Han bliver ansat ved et gravbrud, hvor han med store maskiner udgraver jord, sten og mineraler.

Mod filmens slutning er det som om, vores hovedperson forsvinder dybere og dybere ind i sin længsel og drømme. Det giver filmen et poetisk skær, der står i kontrast til den grelle, triste virkelighed.

Går man op i klimaforandringer og natur – og hvem gør efterhånden ikke det – anbefaler jeg bestemt at besøge CPH:DOX for at se The Wolves Always Come at Night.