SERBIEN | Flere måneders landsdækkende protester udløst af en tragedie ved Novi Sads banegård opnåede stort gennembrud i sidste uge: Tirsdag d. 28. januar, trådte landets premierminister, Miloš Vučević, af som følge af demonstranternes vedholdende pres. Det gjorde han efter et nyt voldeligt angreb mod fredelige demonstranter, tilsyneladende begået af partifællerne fra regeringspartiet SNS. En opsigtsvækkende beslutning og den foreløbige kulmination på omfattende demonstrationer og blokader i hele landet siden november. Præsident Aleksandar Vučić virker i øjeblikket uhørt svag i konflikten med studenterbevægelsen, som i øjeblikket vejrer morgenluft.
Vučić i kontroltab
I snart tre måneder har byer i hele landet dannet rammer for en bølge af demonstrationer, mens Serbiens præsident, Aleksandar Vučić, ganske uvant har lignet en, der er ved at miste kontrollen. Det kontroltab kulminerede tirsdag d. 28. januar, da Vučić som følge af demonstranternes vedholdende krav blev presset til at ofre sin premierminister, Miloš Vučević, der regnes for at være en del af Vučićs inderkreds. Demonstrationerne tog dermed deres tredje offer i regeringen, der allerede har set afgangen af to ministre.
Demonstranternes konsistente og faste position overfor Vučić sætter dog tvivl om, hvorvidt ofringen af den forhenværende premierminister, Miloš Vučević, overhovedet er nok til at dæmme op for bevægelsen. Efterhånden er der meget, der peger på, at det slet ikke er nok.
Foto: Generalstrejke i Serbien, fredag 24. januar (Kilde: Gavrilo Andric / Web: https://protesti.pics/generalni-strajk)
Udtryk for en dybdegående og akkumuleret utilfredshed
Demonstrationer imod regeringen, Aleksandar Vučić og hans parti, Serbiens Fremskridsparti (SNS), har der ellers ikke været mangel på i Serbien de seneste par år.
Derfor giver det også mening at se de nyeste manifestationer i lyset af en udbredt og årelang utilfredshed i landet, der undertiden kommer til udtryk i forbindelse med enkeltsager: Herunder de landsdækkende demonstrationer i forsommeren 2023 udløst to af to masseskyderier, hvor en række mediers angivelige voldsidealisering blandt andet stod for skud. I december samme år opstod nye demonstrationer som reaktion på den stærke mistanke om snyd fra Vučićs og SNS’s side ved parlaments- og lokalvalget. Senest var der i august 2024 demonstrationer imod lithiumudvinding i Jadar-dalen. Udvinding, som i øvrigt er tæt knyttet til en ny handelsaftale mellem Serbien og EU, der skal sikre, at EU får adgang til metallet. Lithium er nemlig særdeles værdifuldt for udrulningen af den grønne omstilling.
De nyeste bølger af demonstrationer er blevet udløst af nedstyrtningen af en baldakin på Novi Sads nyrenoverede hovedbanegård den 1. november. Nedstyrtningen endte med at tage livet af 15 personer og kunne ifølge demonstranterne, eksperter og kritikere af regeringen være blevet undgået, hvis renoveringen af banegården foretaget i perioden 2021 til 2024 rent faktisk havde levet op til de påkrævede standarder.
Tragedien som et symbol
Kritikken af renoveringen går blandt andet på manglende gennemsigtighed i forbindelse med udbuddet samt kvaliteten af det udførte arbejde, som er blevet foretaget af et kinesisk selskab. For på trods af et umiddelbart stort budget, som af visse eksperter betegnes som “potentielt oppustet”, har materialerne tydeligvis ikke været i stand til at bære baldakinens vægt. Det har sandsynligvis forårsaget nedstyrtningen blot et par måneder efter banegårdens indvielse. Formodningen er, at man i virkeligheden har sparet på midlerne til materialet – ligesom ved en række andre offentlige udbudsprojekter – og i stedet har kanaliseret dem ned i lommerne på korrumperede bagmænd.
Da projektet er blevet bygget og indviet under stor bevågenhed som en del af en højt publiceret højhastighedsforbindelse mellem Beograd og Budapest, en forbindelse, som Vučić i høj grad har investeret sit eget politiske projekt i, er det også blevet indbegrebet af alt det, kritikerne mener, er galt med Vučićs regeringsførelse: inkompetence, uigennemsigtighed og korruption. Elementer, som bogstaveligt talt er med til at tage livet af landets indbyggere, hvilket det hyppigt brugte slagord “korruption dræber” under demonstrationerne refererer til.
Foto: Kvinde holder plakat med ordene “I planter uagtsomhed, I høster tab”, løst oversat til dansk “I høster, som I sår” (Kilde: Ksenija Ćuk)
Bred folkelig appel
I ugerne efter tragedien i Novi Sad gik flere og flere borgere på gaden for at udtrykke deres kritik af manglen på retssikkerhed og den omfattende korruption i landet. Blandt andet d. 22. november, hvor man traditionen tro markerede tidspunktet kl.11.52 – det tidspunkt på dagen tragedien indtraf. Den dag i november foran drama-fakultetet ved Beograds Universitet blev demonstranterne angrebet af gerningsmænd, som senere ud fra videoovervågning er blevet knyttet til regeringspartiet SNS.
Hændelsen fik demonstranterne til at bede politiet om at finde de ansvarlige, hvilket de på trods af det tilgængelige videomateriale endnu ikke har gjort. På sin vis fungerede hændelsen som katalysator, der satte gang i udviklingen for hele bevægelsen: Siden har de studerende udvidet demonstrationerne til også at omfatte blokader af i alt 60 forskellige fakulteter ved universitetet i Beograd, ligesom også hovedfærdselsårerne er blevet blokeret flere gange. Manifestationerne med de 15-minutters stilhed til ære for ofrene i Novi Sad, som har deres centrum i landets hovedstad og Novi Sad, har efterhånden fundet deres vej til mindre byer og landsbyer i hele landet. Det er sket ikke mindst takket være en ihærdig indsats fra de studerende for at inkludere befolkningen udenfor de store byer i manifestationerne.
At demonstrationerne tiltrukket den breder befolkning bekræftes af fremmødet. Ifølge visse kilder er fremmødet større end dem, der i sin tid væltede Slobodan Milosevic; ifølge nogle observatører var 100.000 mødt op til en demonstration ved en central rundkørsel i centrum af Beograd den 22. december. Den 17. januar var omkring 50.000 på gaderne i Beograd, hvilket kort efter blev fulgt op af en generalstrejke d. 24. januar, der bl.a. inkluderede supermarkedskæder, caféer, biografer og bogbutikker i hele landet. Flere organisationer, foreninger og bevægelser har ligeledes tilsluttet sig studenterbevægelserne, udvist solidaritet og støtte og understreget et ønske om forandringer.
Udelukkelse af Vučić og Demonstranternes fire krav
På daglig basis er der nyheder om nye manifestationer fra demonstranterne, mens politikere fra regeringen og regeringstro medier panikslagent anklager de demonstrerende for at være fremmedagenter udsendt af vestlige lande. Tidligere har anklager som disse måske virket, men at det ikke gør sig gældende længere, kan man blandt andet læse ud af Miloš Vučevićs afgang.
Som modsvar til anklagerne fra Vučić er demonstranternes holdning fast: De anerkender ikke hans legitimitet, hvorfor de ikke ønsker at indgå i dialog med ham, idet han som præsident gang på gang overskrider sine blot ceremonielle beføjelser ved at blande sig direkte i den konkrete regeringsførelse. Siden den første mobilisering af demonstrationer har studenterbevægelserne præsenteret fire centrale krav: For det første kræver de offentliggørelsen af alle dokumenter fra renoveringen af Novi Sads hovedbanegård; frafaldelse af alle sigtelser mod demonstranterne; retsforfølgelse af alle, som har stået bag voldelige moddemonstrationer og angreb på de demonstrerende og studerende samt en forøgelse af universiteternes budgetter.
Foto: Fra en af demonstrationerne i Beograd (Kilde: Ksenija Cuk)
Ny strategi bag succesen
Mens de seneste par uger har budt på Miloš Vučevićs afgang, blokeringen af hovedfærdselsåren udenfor Beograd “Autokomanda”, samt en 72 kilometer lang march fra Beograd til Novi Sad, har jeg været i kontakt med Marija Aleksić, der er danskstuderende på Beograds Universitet. Marija, der selv deltager ved demonstrationerne, blev jeg opmærksom på, da Dagbladet Information publicerede hendes kommentar til begivenhederne i Serbien. Det var kort inde i det nye år, d. 4. januar, og siden er bevægelsens appel og indflydelse blot vokset.
Jeg bliver umiddelbart nysgerrig, da jeg hører om den flade struktur, hvor de forskellige afdelinger mødes i plenum og træffer beslutninger i fællesskab. Det betyder, at der formelt set ikke er nogen ledere, der dominerer bevægelsen som dens ansigt udadtil. Derudover har jeg hørt, at den som noget ganske nyt i disse sammenhænge faktisk ikke samarbejder direkte med den politiske opposition. Risikabel strategi, tænker jeg umiddelbart. Men da jeg spørger ind til netop baggrunden for bevægelsens succes, der som bekendt allerede har bragt hidtil store resultater med sig, fortæller hun mig, at:
“De studerende har ganske succesfuldt formået at distancere protesterne fra repræsentanterne af oppositionspartierne, overbeviste om, at deres deltagelse ville kunne true selve renheden i protesterne. Denne frygt for potentielt negative konsekvenser af en politisk udnyttelse af demonstrationerne er der ret stort belæg for. Det er nemlig sket før, at oppositionen har udnyttet sager som disse for at score politiske point. Det ville skade vores sag og potentielt set reducere den opbakning, vi har fået, fra resten af samfundet.”
Marija fortæller mig derefter, at netop denne beslutning og selve organiseringsformen med den flade struktur, har været væsentlig for bevægelsen:
“Jeg tror personligt, at studenterprotesternes og blokadernes succes i Serbien er resultatet af deres exceptionelle organisering, fokuseret på demokrati og fælles beslutningstagning. Hovedfordelen ved at gøre det sådan har været, at der ikke har været nogen officiel repræsentant, som regeringen har kunnet forsøge at kompromittere – hvad der ellers har været tilfældet ved tidligere protester ledt af oppositionspartierne.”
Tidligere er Vučić lykkedes med at splitte oppositionen til atomer ved at gå efter lederne af grupperingerne, som ofte bliver genstand for smædekampagner i medierne af den ene eller den anden slags. Marija fortæller, at det har betydet, at den “serbiske opposition har været meget splittet de sidste 13 år”. Det har ifølge hende “faktisk været et af de vigtigste elementer i etableringen af Vučićs autoritære styre.”
Samtidig har oppositionspartierne også selv formået at ødelægge momentum fra demonstranterne ved ikke at indgå i en reel dialog med de protesterende omkring målsætning og strategi. Det skete senest i forbindelse med de førnævnte demonstrationer udløst af masseskyderierne i foråret 2023.
Bred opbakning fra resten af samfundet
Med den flade struktur undgår bevægelsen sådanne risici, fortæller Marija mig:
“Rent praktisk ledes plenum af en mindre gruppe af studerende, som dagligt udskiftes, og mellem plenum styres organiseringen i arbejdsgrupper. Den fleksible og inklusive model gør det muligt at have en gensidig kommunikation (mellem ledelse og sympatisører, red.). Jeg tror også, at det er en af grundene til, at vi har fået så bred opbakning fra borgere, universitetsprofessorer, advokater, kunstnere og mange flere. Opbakningen begrænser sig ikke kun til studentermiljøet, men kommer også fra bredere kredse, der anser vores kamp som et symbol for et mere retfærdigt samfund.”
Nu har demonstrationerne efterhånden været i gang i en længere periode – har du kunnet mærke en forandring i stemningen?
“Jeg har været med til de fleste blokader og protester, og jeg har klart kunnet mærke en forandring. Det er naturligvis blot min egen personlige oplevelse, men fra at være domineret af en form for magtesløshed, desperation og vrede er der nu tre måneder efter tragedien og en række fantastiske manifestationer arrangeret af de studerende overvejende håb på gaderne.
Demonstrationerne har fået det bedste frem i folk, med opbakkende ord, kram og kærlighed fra alle sider til totalt fremmede, der kæmper for en bedre fremtid. I dag (den 30. januar, red.) gik flere hundrede studerende fra Beograd til Novi Sad, og langs de 72-kilometer var der massevis af indbyggere i de små landsbyer, der tog imod dem og tilbød dem mad, drikke og overnatning.
Tårer i øjnene på de studerende og dem, der bakker dem op, er blevet en daglig oplevelse. Det er vitterligt noget, der ikke kan beskrives, men må erfares, før man kan forstå det. Følelserne vækkes til live, mens folk, der tidligere har mistet håbet, nu har genfundet det. Jeg har ikke været mere stolt af mit folk, deres venlighed og varme.”
Foto: Fra demonstrationer i Beograd (Kilde: Gavrilo Andric / web: https://protesti.pics/albumi)
EU glimrer ved sit fravær
Mens Marija og jeg korresponderer, bemærker jeg, at EU i meget lille grad har forholdt sig direkte til demonstrationerne. Udover et par EU-parlamentarikere og talsmanden for udvidelses-kommissionen, er der faktisk ingen i EU’s top, der har udtalt sig om de efterhånden tre måneder med demonstrationer, der som bekendt er de største i Serbien siden 2000. EU’s nøl har fået kritik fra flere eksperter i regionen, der blandt andet fremhæver, at EU risikerer at forbipassere et gylden øjeblik i opgøret med Serbiens autoritære tendenser ved blot at lade stå til.
Det kan virke paradoksalt, at EU ikke udtalt støtter demonstrationerne, der hovedsageligt er foregået fredeligt og har haft de selvsamme demokratiske principper om for eksempel styrkelsen af retssikkerheden og gennemsigtigheden ved udbud som deres mærkesager. Samtidig står det i skærende kontrast til de mange udtalelser og sanktioner, som man har nedlagt over for Georgien, hvor fronterne mellem Georgian Dream og EU efterhånden er trukket hårdt op.
Samtidig adskiller demonstrationerne i Serbien sig fra dem i Georgien på netop dette punkt: Hvor georgiernes brug af netop EU-flag har været markant og iøjnefaldende, glimrer de ved deres fravær i Serbien. Faktisk er det en bevidst del af strategien blandt demonstranterne, da man i det hele taget undgår brugen af symboler, der kan være internt polariserende. For demonstranterne handler det derimod om at fastholde enheden i bevægelsen og udelukkende fokusere på de vigtige emner som korruption, retssikkerhed og de demokratiske institutioner og samtidig undgå ømtålelige emner som for eksempel udenrigspolitik, der vil kunne splitte den ideologisk mangfoldige forsamling fra hinanden.
Jeg spørger Marija, hvordan hun betragter EU’s ageren – og om hun mener, at de har brug for den?
“Det er klart, at opbakning fra EU-toppen ville kunne give os et rygstød, da netop bekæmpelsen af korruption er noget, som også ville være logisk for dem at støtte op om. Men jeg tror på, at vi kan vinde kampen uden nogen ekstern hjælp,” fortæller hun, inden hun tilføjer, at “EU’s nøl ikke er nogen overraskelse, da det har været tydeligt længe, at man har tolereret et autoritært styre i form af Serbiens præsident i flere år blot for at kunne sikre sig sine egne interesser i Kosovo og Metohija samt lithium-udvindingen. Sidstnævnte er blevet et meget varmt emne de sidste par år.”
Med det refererer Marija til, hvad der er blevet betegnet som EU’s strategi i regionen, hvor man i praksis har sat sin lid til Vučić, på trods af at flere sager og den generelle udvikling i Serbien tydeligt har udstillet de antidemokratiske elementer i Vučićs regeringsførelse. EU’s relation til Vučić betyder sågar, at det er udbredt blandt serberne at betragte de to som allierede. Med andre ord er der en efterhånden udbredt skuffelse over Unionens ageren, selv blandt de mere proeuropæiske.
Hvor ender det henne?
Hvor det hele kan ende henne, er der meget lidt enighed om: Den manglende udtalte støtte fra EU og forbindelse til en organiseret parlamentarisk opposition får en række eksperter til at vurdere chancerne for et egentligt opgør med Vučić som værende relativt små. Derimod ser andre, at Vučić efterhånden står med ryggen mod muren; hans forslag om at udskrive nyvalg er blevet afvist af demonstranterne. De er godt klar over, at et nyvalg ville være risikabelt, idet Vučić ligesom ved valget i december 2023, hvor der var store uregelmæssigheder, kunne genvinde sin legitimitet over for befolkningen efter en valgsejr.
Vil udtalelser fra Vučić om at mødes på midten til et muligt betyde, at man blandt demonstranterne måske kommer til at ændre strategi og acceptere ham som forhandlingspartner?
“Der er ikke plads til kompromisser her. Kravene skal mødes helt og holdent, og selvom regeringen flere gange har påstået, at den har offentliggjort alle dokumenter (om tragedien i Novi Sad, red.), modsiger den sig selv ved hele tiden at offentliggøre nye. Dokumentationen om rekonstruktionen af baldakinen er stadig ufuldstændig, og de manglende papirer er essentielle for at afsløre korruptionen indenfor regeringens rækker.
Vučić har løjet, manipuleret og vildledt befolkningen i mere end et årti, så hans opfordring til at dæmpe spændinger og indgå i dialog er ikke mere end blot en performance. Dagen efter han opfordrede til dette, brækkede en af hans partifæller en kvindes kæbe med et baseballbat. Hendes kæbe er brækket tre steder. Jeg må ærligt talt sige, at det er svært at have en samtale med nogen, hvis du har en brækket kæbe.
Der er ingen plads til forhandlinger med ham, og der vil aldrig være det, så længe han er præsident. Han er ikke kompetent. Vi adresserer i stedet institutionerne og kræver, at de gør deres arbejde.”
Under den første weekend i februar fortsatte protesterne ufortrødent i Serbien, og efter tre snart måneder er det efterhånden svært at spå om, hvor det hele ender henne, og om politologen Srdan Cvijic har ret, når han siger, at protesterne vil føre til “enden på Vučićs regime”. Meget tyder på, at det måske er et spørgsmål om tid.
Artikelfoto: Demonstranter med ordene “Korruptionen dræber” og de påmalede røde hænder, som er blevet bevægelsens vartegn (Kilde: Gavrilo Andric / Web: https://protesti.pics/albumi)
