BELARUS | Journaliststuderende stiller skarpt på det snarlige præsidentvalg i det, der muligvis er Europas sidste diktatur, hvor facade og frygt går hånd i hånd. Det autoritære Belarus midt i Europa gennemfører den 26. januar 2025 præsidentvalg, hvor landets diktator, Alexandr Lukasjenko, genopstiller
Efter et år hvor næsten halvdelen af verdens befolkning har været en tur i stemmeboksen, står endnu et valg for døren. Men i Belarus ser dansen lidt anderledes ud. For på trods af præsidentvalgets facade som en demokratisk proces er virkeligheden samme gamle sang. Alexandr Lukasjenkos Belarus bliver af flere kaldt det sidste diktatur på det europæiske kontinent.
En absurd anakronisme, som har stået på siden 1994, hvor Lukasjenko indtog præsidentembedet med hæsblæsende – og næsten usandsynlige – 81,1 procent af stemmerne. Og den tro følgesvend af den russiske præsident, Vladimir Putin, ser også, alt andet lige, ud til at genvinde præsidentskabet i denne januarmåned – endnu, endnu en gang.
Beslutningen om et nyt præsidentvalg blev truffet den 23. oktober af deputerede fra Repræsentanternes Hus i Nationalforsamlingen i Republikken Belarus, og det var en beslutning, der kaldte på reaktioner uden for landet.
“I anledning af bekendtgørelsen af det såkaldte præsidentvalg i Belarus, planlagt til den 26. januar 2025, gentager vi vores urokkelige støtte til det belarusiske folks demokratiske ret til at vælge deres repræsentanter i frie og retfærdige valg, der afholdes uden indblanding eller intimidering,” sagde Małgorzata Gosiewska, polsk medlem af Europa-Parlamentet.
Selvom Lukasjenkos embedsperiode først slutter i sommeren 2025, fremskyndes processen efter sigende af årsager forbundet med “strategisk planlægning”, ifølge den belarusiske valgkomité.
Den køber den belarusiske politiske kommentator Valery Karbalevich dog ikke. Han mener, at det blot er et forsøg på at besværliggøre en folkelig modstand. “Der kommer ikke til at være massedemonstrationer i den iskolde januar,” sagde han til Euro News.
Oppositionen er utydelig, men lever
Det belarusiske folk lever i dag under et regime, der slår hårdt ned på politisk modstand med fængslinger, vold og censur, hvilket skaber et klima af frygt og undertrykkelse. Sviatlaba Tikhanouskaya, der i dag lever i eksil i Litauen, er den belarusiske oppositions mest fremtrædende person og var ved det omstridte præsidentvalg 2020 præsidentkandidat.
Et præsidentvalg, der resulterede i voldsomme demonstrationer landet over. Demonstrationerne i 2020 var de største i Belarus’ nyere historie som selvstændig nation efter Sovjetunionens opløsning i 1991.

“Det (red. valget) er en skueproces uden nogen reel valgprocedure, gennemført i en atmosfære af frygt. Ingen alternative kandidater eller observatører vil blive tilladt. Vi opfordrer belarusere og det internationale samfund til at afvise denne farce,” skrev Sviatlana Tikhanouskaya på X i en kommentar om det kommende præsidentvalg.
Tikhanouskaya overtog kandidatskabet fra sin mand – den pro-vestlige youtuber Siarhej (Sergei) Tsikhanowski, som blev arresteret tidligt under 2020-kampagnen og senere idømt 18 års fængsling for blandt andet at organisere optøjer mod Lukasjenkos regime.
Lukasjenko vandt sit sjette præsidentskab, hvilket affødte massive protester på grund af tusindvis af belaruseres mistanke om valgsvindel. I den forbindelse stiftede Tikhanouskaya ‘Koordineringsrådet’, en oppositionsgruppe med det erklærede mål at forhandle en fredelig magtoverdragelse og fremme demokratiske reformer i Belarus. Rådets oprettelse medførte dog en umiddelbar trussel for dets medlemmer, der risikerede arrestationer, trusler og tvangsforvisninger af de belarusiske myndigheder.
Tikhanouskaya kæmper fortsat gennem diplomati for at få indført et demokrati, som fordrer en fri og fair valgprocedure, og hun har kaldt sig selv “leder af det demokratiske Belarus”. Hun forventes dog ikke at genopstille. Et andet prominent medlem af oppositionen i Belarus er Ales Bialiatski, der siden 1980’erne har kæmpet for at fremme demokrati og menneskerettigheder. Arbejdet gav ham Nobels Fredspris i 2022, men kom på bekostning af hans egen frihed. Bialiatski blev fængslet i 2021 under præsidentvalgets affødte optøjer uden rettergang eller dom. Han har været fængslet lige siden.
Ifølge menneskerettighedsorganisationen Viasna er der stadig omkring 1.300 politiske fanger, heriblandt organisationens grundlægger, Ales Bialiatski. I hvert fald seks politiske fanger er omkommet bag tremmer siden 2021.
Den uafhængige mediedækning i landet er mildest talt mangelfuld. Landets myndigheder begrænser så godt som enhver form for kritisk dækning af regimet.
Det forhenværende netmedie TUT.BY var det største af sin slags i landet med cirka 3.3 milioner læsere. Eller sagt på en anden måde, så fulgte hver tredje statsborger med i mediets kritiske dækning af blandt andet landets politik. Den 18. maj 2021 forseglede myndighederne TUT.BY’s kontor, tilbageholdt alle, der var til stede, og blokerede adgangen til deres hjemmeside. Og den 17. marts 2023 blev dommen i “TUT.BY-sagen” offentliggjort: Chefredaktøren og den administrerende direktør for portalen blev hver idømt 12 års fængsel.
En despotisk historie fortsat
Lukasjenko underskrev i januar ny lovgivning, som sikrer ham total immunitet og livslang beskyttelse ved en eventuel resignation. Og det er langt fra første gang diktatoren har fiflet med lovgivning i landet.
Det var gennem sit arbejde i anti-korruptionskommiteen i det belarussiske parlament, at han fik kastet tilstrækkelig mange substansløse anklager ud i det etablerede belarusiske politiske embedsværk til at vinde ham støtte til sit første præsidentskab.
I næste nu fik forfatningen en tur med blæk og kruseduller. Radikale ændringer blev gennemført i 1996, hvor Lukasjenko blandt andet konsoliderede sin egen magtposition på bedste autokratiske manér; præsidenten kunne nu administrativt vedtage love per dekret, lige som præsidentperioden blev udvidet fra fire til seks år.
Lukasjenko er blevet genvalgt fem gange i streg – med et forventet sjette i vente – på trods af, at forfatningen angiver, at præsidentskabet kun kan genvælges én gang. Den 8. december 1999 indgik Lukasjenko en intensionsaftale med Ruslands daværende præsident, Boris Jeltsin, om en fremtidig sammenlægning af de to lande; med fælles valuta, militær sammenlægning, fælles grænsekontrol og dobbelt statsborgerskab.
Denne er sat i bero under Vladimir Putin, men kammeratskabet mellem de to ledere er blomstrende, og støtten til Ruslands invasion af Ukraine er uforbeholden. Men på trods af at Alexander Lukasjenkos regime uden tvivl drager fordel af den igangværende krig i Ukraine, betragtes nye løsladelser af politiske fanger som en appel til Vesten. Tilbage i september løsladte den belarusiske regering syvogtredive politiske fanger, hvilket sammenlagt giver 115 løsladelser siden maj. Alle dømte indenfor landets “ekstremisme”-paragraf.
Regeringens pludselige løsladelser, som belarusiske myndigheder påstår er gennemført ud af “medmenneskelighed”, har flere analytikere beskrevet som et forsøg fra Lukasjenko side på, i det små, at forsone relationen til vesten, og undgå Ruslands totale absorbering af Belarus.
Dog er Lukasjenkos image stadig så betændt i Vesten, at den symbolske handling næppe vil råde bod på årtiers autokratiske og undertrykkende forhold.
Hovedfoto: Unsplash. Andet: Svaboda.org (RFE/RL)
Denne artikel blev oprindeligt bragt i Magasinet Europa tirsdag den 5. november 2024