NORDMAKEDONIEN | Det er snart tre år siden, at Rusland med sin invasion af Ukraine forandrede Europa. I en serie af artikler stiller Magasinet rØST skarpt på situationen i Sydøsteuropa, hvor den udenrigspolitisk set labile situation i høj grad præger regionens  lande. Siden sin selvstændighed i 1991 er Nordmakedonien blevet betragtet som blandt de mest provestlige lande på Vestbalkan. Men som følge af landets turbulente og langtrukne EU-optagelsesproces er der ved at opstå en voksende utilfredshed med EU. Valgsejre til det nationalistiske parti VMRO-DPMNE ved både parlamentsvalget og præsidentvalget i sommeren 2024 bekræfter tendensen. Samtidig er den ungarske præsident, Viktor Orbán, tæt forbundet med det nye regeringsparti og aktiv som mægler, investor og långiver. 

Usikkerheden om landets kurs opstår efter en lang periode, hvor Nordmakedoniens regering resolut har indtaget en tydelig position i forhold til Ruslands invasion af Ukraine. Her var landet ligesom sin nordlige nabo, Kosovo, hurtigt ude og tilslutte sig vestlige restriktive foranstaltninger rettet mod Rusland og støtte internationale initiativer og resolutioner i FN, som fordømte den russiske aggression, mens højtstående nordmakedonske embedsmænd har beskrevet Rusland som “en fjendtlig stat”. Tidligere i år, den 28. februar 2024, mødtes den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og den nu tidligere makedonske premierminister, Talat Xhaferi, i Tirana, i anledning af topmødet Ukraine – Southeast Europe Summit. Her vedtog de sammen en deklaration, som fordømmer Ruslands invasion af Ukraine og bekræfter landenes tilsagn om yderligere vestlig integration.

Landet har også harmoniseret sin udenrigspolitik med EU’s, sådan som det forventes af lande, der ønsker at blive et fuldgyldige EU-medlemslande. Nordmakedonien har blandt andet ad flere omgange erklæret russiske diplomater for persona non grata og udvist dem på samme måde, som EU-stater har gjort siden invasionens start. Alle de største politiske aktører, på nær venstrefløjspartiet Levica, har støttet op om nordmakedonsk militærstøtte til Ukraine og bakket op om indførelsen af sanktioner rettet mod Rusland. 

Den 27. marts 2024, 4-års dagen for Nordmakedoniens NATO-medlemskab, understregede den nu tidligere formand for det nordmakedonske parlament, Jovan Mitreski, at landet ønsker at være en pålidelig NATO-partner og understregede ligeledes, at NATO er den centrale garant for stabilitet i verden. Ifølge Bujar Osmani, landets tidligere udenrigsminister, er makedonsk medlemskab af NATO og EU den eneste holdbare løsning i kampen mod ondsindet russisk  indflydelse i landet og regionen som helhed. 

Længerevarende EU-stilstand 

Men den klare euroatlantiske positionering var inden VMRO-DPMNE’s dobbelte valgsejr i sommeren 2024. Ved præsidentvalget vandt deres foretrukne kandidat, Gordana Siljanovska-Davkova en vaskeægte jordskredssejr over socialdemokraterne fra SDSM’s kandidat, den daværende præsident Stevo Pendarovski. Samtidig tabte SDSM også regeringsmagten, da VMRO-DPMNE blev parlamentets klart største parti med hele 44% af stemmerne. 

Umiddelbart er der måske ikke meget, der skiller VMRO-DPMNE’s udenrigspolitik fra socialdemokraterne i SDSM; officielt deler de opbakningen til NATO og målsætningen om at få landet ind i EU. Men der er dog alligevel en bekymring for, at landet muligvis vil bevæge sig væk fra sine vestlige alliancepartnere. Det skyldes blandt andet VMRO-DPMNE’s mere kontante stil, hvad angår optagelsesprocessen til EU. En tilgang, der umiddelbart adskiller det betydeligt fra Socialdemokraternes pragmatiske strategi.    

VMRO-DPMNE’s succes skyldes, at de har formået at kapitalisere på en jævnt stigende nordmakedonsk utilfredshed med EU. Utilfredsheden er opstået som følge af en række vetoer over for påbegyndelsen af landets optagelsesproces, der efterhånden er blevet ganske langtrukken: Selvom landet allerede i 2004 indgav sin officielle ansøgning om EU-medlemskab, og året efter fik officielt kandidatstatus, skulle der gå hele 16 år, inden man i 2020 kunne påbegynde optagelsesforhandlingerne. Dette skyldes omfattende bilaterale udeståender med Grækenland og Bulgarien, som hver og især har brugt deres EU-sikrede ret til at blokere for landets optagelsesforhandlinger. Navnestriden, længe det altoverskyggende udestående med de græske naboer, varede fra starten af 1990’erne og frem til 2018 med Prespa-aftalen, som endeligt løste konflikten mellem Grækenland og det daværende Makedonien. Det betød, at det græske veto blev løftet, og Nordmakedonien kort efter blev NATO-medlem i 2019.

Det Bulgarske veto 

Mens Nordmakedonien blev optaget relativt hurtigt i NATO i 2019, stødte dets EU-aspirationer ind i yderligere modstand. Efter problemet med det græske veto blev løst, nedlagde Frankrig i 2019 veto imod påbegyndelsen af optagelsesforhandlingerne, idet man rent principielt mente, at tiden ikke var moden til det.

Derefter opstod der i 2020 en ny nabokonflikt bragt op i EU-regi, denne gang på foranledning af Bulgarien. Konflikten udspringer af en debat om minoritetsrettighederne for landets bulgarske mindretal samt stridende fortællinger om landenes historie og sprog. Bulgarien anerkender blandt andet ikke det nordmakedonske sprog og påstår, at det i virkeligheden blot er en dialekt af det bulgarske. Samtidig påstår bulgarerne, at der i nordmakedonsk undervisningsmateriale spredes hadtale om bulgarerne, hvilke ifølge regeringen i Sofia blandt andet er en af grundene til, at den bulgarske minoritet skulle forfølges. Modsat mener Nordmakedonien, at det er den nordmakedonske minoritet i det sydvestlige Bulgarien, der er udsat for forfølgelser fra de bulgarske myndigheders side. Derudover er også den bulgarske besættelse af Nordmakedonien under 2. verdenskrig et betændt emne, der igen og igen hives frem i debatten; som allieret med aksemagterne var bulgarerne med til at deportere omkring 11.000 nordmakedonske jøder til koncentrationslejre. Ansvaret for det, mener man i Nordmakedonien, at der mangler en anerkendelse af fra bulgarernes side.   

En løsning på konflikten, der, som det fremgår ovenfor, er ganske kompleks, skulle findes i det såkaldte “franske forslag”, formuleret under Frankrigs EU-formandskab i foråret 2022. Forslaget forsøgte i al sin enkelhed at sikre, at det bulgarske mindretal – regnet for at være mellem 3.500-8.000 personer – anerkendes som minoritet og skrives ind i  den nordmakedonske forfatning. Det ville således sikre dem en lang række rettigheder på lige fod med for eksempel det albanske, tyrkiske eller serbiske mindretal. Under daværende premierminister, Kiril Petkov, var Bulgarien efter dramatisk tovtrækkeri internt i parlamentet i stand til at acceptere forslaget i efteråret 2022, hvorefter det bulgarske veto blev trukket tilbage. Nu er bolden på nordmakedonernes banehalvdel, hvor indskrivningen af det bulgarske mindretal i den nordmakedonske forfatning kræver ⅔ af parlamentets stemmer. Et flertal, der allerede har vist sig umuligt at finde, da det tidligere regeringsparti, SDSM, var ved magten, og som kun er blevet sværere med den nyeste mandatfordeling efter valget i sommer; her er VMRO-DPMNE, der er erklæret modstander af forslaget, nemlig blot et par mandater fra et absolut flertal.  

Stort fald i EU-opbakning

Det bulgarske krav er således skrevet ind som fast krav i forbindelse med Nordmakedoniens optagelsesproces, som skal imødekommes, før landet kan åbne de fem forhandlingsklynger og påbegynde optagelsesprocessen til  EU. Derfor er der på trods af VMRO-DPMNE’s kontante afslag grundlæggende ingen vej udenom for Nordmakedonien, der er tvunget til at vedtage ændringerne for at komme nærmere EU-medlemskabet. Men det har ført til en udbredt utilfredshed med EU blandt den nordmakedonske befolkning, at landet – efter det langvarige græske veto og krav om navneændring – nu endnu en gang er presset af et af dets nabolande til at indgå et kompromis, der vedrører dets identitet. 

For nogle nordmakedonere opfattes kravet om at skrive bulgarerne ind i forfatningen som en form for stiltiende accept af visse højreorienterede bulgarske politikeres påstande om, at landet er en konstruktion uden selvstændig nationalidentitet. Lagt oveni den græske Prespa-aftale om navneændring betyder det, at EU’s ry i landet efterhånden har lidt et gevaldigt knæk, idet begge disse processer er foregået i regi af lige præcis EU-optagelsesprocessen. 

Derfor er den nordmakedonske opbakning til medlemskab af Unionen, der tidligere har været ganske solid, på det seneste faldet ganske markant. Hvor opbakningen for medlemskabet traditionelt set har ligget stabilt på omkring de 80%, ligger den ifølge en meningsmåling fra 2023 på omkring 60%. En anden meningsmåling foretaget af amerikanske International Republican Institute i 2024 viser, at kun 31% af de adspurgte går ind for, at man udelukkende knytter sig til Vesten og EU, og omkring 40% går ind for et samarbejde med Rusland på den ene eller den anden måde, hvilket dermed strider imod EU’s kurs på området. Det er ifølge mange eksperter et relativt nyt fænomen i landet, som i højere grad nok bør tilskrives skuffelsen over Bruxelles’ og EU-medlemslandenes tilgang til Nordmakedonien end reel ideologisk tilknytning til Rusland. Selvom mere end halvdelen af de adspurgte stadig går ind for et EU-medlemskab, er der ikke desto mindre en stigende utilfredshed med den pragmatiske EU-kurs, som SDSM og Bruxelles har stået for de seneste par år. Samtidig har også et reelt opgør med korruptionen i landet manglet, hvilket har ført til yderligere skuffelse over SDSM. 

Og det er netop på denne platform af EU-lede, Gordana Siljanovska-Davkova, og VMRO-DPMNE, vandt deres jordskredssejre ved valgene i sommeren 2024. Premierminister Mitskoski har udtalt, at man ikke vil acceptere EU’s krav, men først vil skrive bulgarerne ind i landets forfatning, når Nordmakedonien engang er blevet fuldgyldigt EU-medlem. Siljanovska-Davkova er selv kendt for sin modstand overfor naboskabsaftalen med Bulgarien i 2017 og Prespa-aftalen med Grækenland i 2018, der som bekendt stipulerede landets navneændring. Hun har lig Hristijan Mitskoski derfor også ad flere omgange omtalt landet som “Makedonien” og ikke “Nordmakedonien” og erklæret, at hun kun vil bruge navnet “Makedonien” under sit embede.

Orbán mægler, investerer og vinder indflydelse 

Siden er fronterne trukket yderligere op mellem Bulgarien og Nordmakedonien. Et bevis på det er, at 23% af de adspurgte nordmakedonere peger på Bulgarien som den største trussel for landet – foran bl.a. Rusland. EU’s dalende indflydelse betyder samtidig, at der er skabt yderligere plads til indflydelse fra andre aktører. Under Ungarns EU-formandskab i efteråret 2024 var der fra Viktor Orbáns side et forsøg på at mægle mellem de to lande. Et forslag, der i sig selv var ganske bemærkelsesværdigt, idet kravet som nævnt nu er blevet skrevet ind som et krav fra EU’s side. Det betyder, at der ikke er noget at forhandle med Bulgarien om, da kravet nu repræsenterer EU’s officielle position. Mens bulgarerne afslog tilbuddet, var den nordmakedonske premierminister, Hristijan Mitskoski, derimod positivt stemt overfor ideen.  

Mitskoskis positive tilkendegivelse skal ses i lyset af det historisk tætte bånd mellem hans parti, VMRO-DPMNE, og Viktor Orbáns parti, Fidesz. Da Nordmakedoniens daværende præsident, Nikola Gruevski, trådte af i 2016 efter massive protester, der opstod som følge af en aflytningsskandale samt beviser på korruption begået af hans regering, emigrerede han til netop Ungarn. Her opholder han sig i eksil den dag i dag, da der hjemme i Nordmakedonien venter ham en fængselsdom på syv år. 

Siden årtusindeskiftet er de ungarsk-nordmakedonske forbindelser i det hele taget blevet ret tætte: Ungarske virksomheder har investeret kraftigt i at styrke deres tilstedeværelse i den nordmakedonske tele- og mediesektor over en lang årrække, og i sommeren 2024 – kort efter VMRO-DPMNE overtagelse af regeringsmagten – lånte Ungarn en halv milliard euro til Nordmakedonien. Et lån, der blev fulgt op af et yderligere lån på en halv milliard euro i december 2024. Med andre ord har Ungarn økonomiske og politiske interesser i at støtte bestemte aktører i Nordmakedonien, vigtige brikker i Orbáns målsætning om at udbrede sit “illiberale demokrati” til resten af Europa. I den forbindelse står partiet VMRO-DPMNE som en vigtig ideologisk allieret, som Orbán sandsynligvis vil fortsætte med at støtte økonomisk og politisk.

Det puster naturligvis til frygten for, at VMRO-DPMNE vil vende tilbage til de gamle praksisser fra Gruevskis regeringstid. Her var der decideret tale om “state capture” og afvikling af retssikkerheden i landet. Således har Orbán efter sommerens valg igen fået en magtfuld aktør i form af VMRO-DPMNE i Nordmakedonien, hvis trussel for landets demokrati er – ud fra erfaringerne fra Nikola Gruevskis regeringstid – er at sammenligne med henholdsvis Aleksandar Vučić i Serbien og Janez Jansa, da han havde regeringsmagten i Slovenien. 

Med sin udtalelse om at mægle mellem de to lande forsøger Orbán at fremvise sin uformelle indflydelse i regionen, som efterhånden ser ud til at have konsolideret sig med infrastrukturprojekter, lån og investeringer i regionen. Samtidig står EU’s indflydelse i Nordmakedonien svækket og kan i værste fald ende med at forsvinde helt, hvis ikke den nordmakedonske befolkning oplever reel fremgang i optagelsesprocessen. Lykkedes VMRO-DPMNE samtidig med at overbevise vælgerne om, at der er brug for en mindre pragmatisk tilgang, er der meget, der tyder på, at den ungarske indflydelse vil stå styrket.

Om det betyder, at Nordmakedonien selv vil træde ud af optagelsesprocessen er noget mere usikkert, da en sådan beslutning nok vil være en kende for kontroversiel. Ikke desto mindre oplevede landet allerede i efteråret konsekvenserne af den manglende accept af det franske forslag, da EU i oktober 2024 for første gang nogensinde adskilte et kandidat-par, da Albanien fik lov til at gå videre i optagelsesprocessen uden sin “partner” Nordmakedonien. Det er ellers kotume i EU, at kandidatlandene parres i to og altid følges ad under optagelsesforhandlingerne, da det vurderes, at  det gavner deres optagelseschancer. I det her tilfælde har man derimod som undtagelse vurderet, at Nordmakedonien derimod nok vil ende med at sænke Albaniens optagelsesproces. 


Foto: Rytter på hest, statue i det centrale Skopje. Rytteren er “anonym”, men menes at være en afbilding af Alexander den store. (Kilde: Diego Delso